Læsetid: 6 min.

De hører efter, når politikerne taler

Når politikerne drager i folketingssalen for at diskutere dagpenge, forhandle folkepension eller som for nylig skændes om en skattereform, er der altid en referent, der nøje noterer de bevingede ord til eftertiden. Information har besøgt en arbejdsplads, hvor man lytter mere opmærksomt end de fleste, når politikerne taler
Hver torsdag sidder Tove Jordal i folketingssalen. I salen hænger endnu det ur, som stenograferne for år tilbage brugte til at holde øje med tiden. De skiftedes til at stenografere et kvarter ad gangen.

Hver torsdag sidder Tove Jordal i folketingssalen. I salen hænger endnu det ur, som stenograferne for år tilbage brugte til at holde øje med tiden. De skiftedes til at stenografere et kvarter ad gangen.

5. juni 2012

Mens regeringen i disse dage forhandler om en skattereform, der skal tilgodese den arbejdende del af befolkningen, kan Tove Jordal huske, hvem der for alvor gjorde mantraet ’det skal kunne betale sig at arbejde’ mainstream i dansk politik:

»Anders Fogh brugte det meget bevidst og meget ofte på Folketingets talerstol. Derfra bredte det sig til de andre partier, og i dag siger de alle, at det ’skal kunne betale sig at arbejde’.«

Alle ved, at politikere holder af at tale, men få ved det lige så meget som Tove Jordal, der siden 1995 har været referent i Folketinget. Information har tidligere beskrevet, hvordan politikere i stigende grad kæmper om de samme ord og begreber. I dag er vi på besøg på en arbejdsplads, der om nogen har lyttet til politikerne. Det er Tove Jordal og hendes 25 kolleger på Folketingstidende, der med nøje præcision nedskriver alt, hvad politikerne ytrer i folketingssalen.

Det meste af arbejdet foregår på Folketingstidendes kontorer på fjerde sal oppe under taget i den del af Christiansborg, der hedder Provianthuset, men hver torsdag sidder Tove Jordal ved sin computer lige foran Folketingets talerstol. Her er hun første led i den højteknologiske proces, det er at få nedskrevet de hidsige diskussioner og afdæmpede udmeldinger fra dagens debat. Systemet er sindrigt. Alt hvad, der siges, optages digitalt, og Tove Jordal skal siddende fra sin centrale placering i den højtidelige sal notere, hver gang ordet videregives til næste folketingsmedlem. På den måde arkiveres hvert indlæg særskilt som en lydbid, sammen med oplysninger om, hvem der har ført ordet. Mens Tove Jordal arkiverer folketingsmedlemmernes verbale udgydelser i adskilte lydbider, begynder omkring et dusin af hendes kolleger den omstændige referatskrivning oppe på Folketingstidendes kontorer. Og der skal refereres korrekt. Helt korrekt.

I dag genlyder folketingssalen af en debat om Liberal Alliances forslag om at afskaffe ‘tilslutningspligt til bestemt energiform‘, og oppe på kontorgangen diskuterer to referenter den korrekte måde at stave til 1-megawatt-biomassekedel i referatet.

»Vi er nok mere sprognørder, end vi er politiske nørder. Man skal elske at sætte kommaer og forholdsord korrekt,« siger Tove Jordal.

Referenterne gennemlytter lydbiderne i deres høretelefoner og genindtaler dem derefter i en mikrofon til et avanceret computerprogram, som ordret nedskriver, hvad der siges.

I hegnet

Inden referenten genfortæller, hvad hun har hørt i høretelefonerne, renser hun sætningerne for talefejl, ’øh og bøh’ og omvendte ordstillinger, således at sætningerne bliver mere præcise i det endelige referat. Det er altid et dilemma, hvor meget man skal ændre, for sproget skal også have lov at udvikle sig som i resten af samfundet:

»På et tidspunkt brugte Margrethe Vestager udtrykket, at ’det er helt ude i hegnet.’ Der var vi virkelig i tvivl, om vi skulle ændre det i referatet til ’helt ude i hampen.’ Vi valgte ikke at ændre det, og i dag er det blevet et ret normalt udtryk. Men det vidste vi jo ikke dengang.«

Med årene er referenterne ofte i stand til at forudsige, hvordan politikerne vil færdiggøre deres sætninger, når de taler. Man forsøger at bibeholde folketingsmedlemmernes særegenheder: »Der er visse ord, vi aldrig ville skrive anderledes. For eksempel sagde Arne Melchior altid ’medens’, eller ’moder’. Der ville vi aldrig skrive ’mens’ eller ’mor’ i referaterne,« siger Tove Jordal og tilføjer, at justitsminister Morten Bødskov (S) taler i et tempo og med en diktion, der gør ham særlig nem at referere. På grund af deres intime forhold til politikernes sprog er referenter også de første til at bemærke, når det ændrer sig.

»Det er sjovt at følge, for vi er meget sensitive overfor forandringer. Når de begynder at bruge nye ord, så opdager vi det med det samme,« siger Tove Jordal.

For eksempel var Bjarne Laustsen (S) den første til at bruge ordet ’tudetosset’ i en debat – et udtryk, der i dag er ganske populært på Borgen. Tove Jordal nævner en række andre eksempler på typiske folketingsformuleringer:

»Der er en række særlige christiansborgord, der er meget, meget brugte: ’Det forslag er ikke groet i min baghave, vi vil ikke være med til den kalkunjagt, man løber åbne døre ind, man lægger sig bare i hængekøjen, vi trækker i arbejdstøjet, vi har gjort det til punkt og prikke, der er ikke noget at komme efter. Fremadrettet, på den lange bane,’« opremser hun.

»På et tidspunkt sagde en politiker, at et initiativ var ’orkestreret af fagbevægelsen’. Derefter gik alle rundt og sagde, at noget var ’orkestreret’.«

Ligesom resten af befolkningen taler også folketingspolitikerne stadigt hurtigere. Samtidig er den generelle angloficering af det danske sprog også slået gennem Christiansborgs mure: »Før måtte man ikke tale udenlandsk på talerstolen, men nu glider engelsk langsomt ind i sproget. De oversætter også mange engelske begreber. Da Lars Løkke første gang sagde, ’det må vi adressere’, tænkte jeg’hvad!’ Det er jo et engelsk udtryk, ligesom at sige, ’det kan vi ikke klare over natten’.«

Og så skal man tale pænt. Folketingssalen har sin egne formelle tiltaleformer, som kræver lidt tilvænning:

»Der var et af de nye folketingsmedlemmer, der sagde, at »ministeren opfører sig som en anden klovn.« Det siger man bare ikke. Folketingets formand slår ned på den slags med det samme. Man må ikke stå og svine hinanden til.«

Men også mere garvede politikere har haft det svært efter valget:

»Helle Thorning kom til at kalde Lars Løkke for statsminister under en debat. De skal lige vænne sig til, at rollerne er skiftet.«

En anden ting, der om noget er skiftet de seneste år, er referenternes arbejdsforhold. Fra 1968 til 2000 blev al debat i salen optaget på store spolebånd, der blev transskriberet ordret til en tekst, som blev eftertjekket af en kontrollytter. Først derefter læste referenten teksten igennem og rettede den til sprogligt, før en korrekturlæser lagde sidste hånd på referatet. De endelige referater blev jævnligt udgivet i Folketingstidende, som blev produceret på et lille trykkeri på Christiansborg.

Digitaliseringen

I dag er trykkeriet flyttet, for siden 2009 publiceres referaterne i stedet på folketingstidende.dk. For tiden overvejer man at digitalisere de mange års trykte udgaver af Folketingstidende. Digitaliseringen har i det hele taget gjort arbejdet som referent meget lettere. Ord, der tidligere skulle slås op, kan nu findes på google på få sekunder.

»Vores arbejdsforhold har ændret sig utroligt meget med internettet, og det samme ser vi med politikerne. De har enorm let adgang til, hvem der har sagt hvad og hvornår, så de skal passe på, hvad de siger. I gamle dage brugte de måske citateksempler en gang om ugen, men nu sker det mange gange dagligt,« siger Tove Jordal og tilføjer, at debatterne oftere og oftere ender i taldiskussioner. Den digitale udvikling har medført, at alle folketingsdebatterne via internet livestreames til hele nationen, og at politikerne ofte sidder og opdaterer deres facebookprofil under debatterne. Og nu har de også fået iPads, som de læser deres taler op fra, når de er på talerstolen. Med alt den teknologi kunne man frygte, at politikerne har fået sværere ved at høre efter under debatterne:

»Det ser ud som om, at de er fraværende. Man undrer sig tit over, at de ikke ser mere aktive ud. Men jeg tror egentligt ikke, at iPad’en har ændret på det. De har bare fået et nyt redskab,« siger Tove Jordal. Skønt den teknologiske udvikling med dens internetpublicering og stemmegenkendelsesprogrammer har gjort arbejdet meget lettere, frygter Tove Jordal ikke, at den på sigt vil overflødiggøre hendes arbejde.

»Der vil jo altid være brug for rigtige mennesker til at rette referaterne til sprogligt og sætte teksten korrekt op. Det tror jeg aldrig, et computerprogram kan lære,« siger Tove Jordal på sit kontor i Provianthuset.

– Men bliver du aldrig bare en lille smule træt af at høre på al den politikersnak?

»Det bliver hårdere i løbet af folketingsåret, for debatterne bliver længere og længere op mod sommerferien. Men når så det hele ruller igen første tirsdag i oktober, så synes man jo, det er fedt. Så opdager man, at man har savnet det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Den dag hvor man som samfund kan skaffe flere arbejdspladser ved politiske tiltag, giver det mening at tale om at det skal kunne betale sig at arbejde, sandheden er jo at der ikke er arbejde til de mennesker det skal kunne betale sig for og, at det er let bare at give disse mennesker skylden er uden arbejde.
Danmark har mistet en lang række arbejdspladser på det seneste 200.000, det er alt det arbejde som det skal kunne betale sig at tage.
Er man en seriøs politiker så skaffer man de arbejdspladser og så kritiserer man folk uden arbejde bagefter, ikke omvendt.
Den tidligere regering fik ledigheden ned men opfordrede kraftigt til merforbrug, det betød at bankerne og kreditforeningerne var utroligt villige til at låne ud og opfordrede folk til at stifte gæld, det var kraftigt medvirkende årsag til den boble økonomi der blev skabt, som mange nu må betale eftervirkningerne af.

Peter Jensen

"»Helle Thorning kom til at kalde Lars Løkke for statsminister under en debat. De skal lige vænne sig til, at rollerne er skiftet.«"

Men teatrets skueprocesser er helt de samme. Og det politiske indhold ligner til forveksling. At lille Lars' forgænger har fået plantet så kraftfulde retoriske slagnumre, at de tilbageværende skuespillere bevidstløst efterplaprer ham, illustrerer vel blot at også den kreative side af sagen er afblomstret. Vi har stort set kun mekanisk mikmak og sniksnak på tinge at lade os underholde af. Oplysning skal findes andetsteds.