Læsetid: 3 min.

Ingen genvej til opholdstilladelse

Selv om et stigende antal afviste asylsøgere er i udsendelsesposition i årevis, er myndighederne stoppet med at give opholdstilladelse efter en særlig 18-månedersregel
9. juni 2012

Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet er tilsyneladende stoppet med at give opholdstilladelse til afviste asylsøgere, hvor en udsendelse vurderes som udsigtsløs. Mens der fra 2001 og frem til og med 2009 blev givet 203 opholdstilladelser efter den såkaldte 18-månedersregel i udlændingeloven, er der siden januar 2010 kun givet én opholdstilladelse. Det viser en opgørelse, Information har foretaget på baggrund af svar til Folketinget.

Nedgangen i antallet af opholdstilladelser for såkaldt udsendelseshindrede kommer samtidig med, at antallet af afviste asylssøgere i udsendelsesposition fortsat stiger. Lovens § 9 c, stk. 2 siger ellers, at afviste asylsøgere efter 18 måneder kan få opholdstilladelse, hvis de samarbejder om at rejse hjem, og en udsendelse er udsigtsløs.

Zenia Stampe (R) mener, der er tale om et »dramatisk fald«: »Og derfor vil vi gerne have undersøgt, hvad der ligger til grund for det.«

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) frygter, at myndighederne i det skjulte har foretaget en »uformel praksisændring«, og at det er forklaringen på, at der siden 2010 kun er givet en enkelt opholdstilladelse.

»Rundt omkring i asylcentre sidder 68 afviste personer, som har ventet i mere end 10 år. Hvis man ikke efter 10 år kan vurdere, om en udsendelse er udsigtsløs, så ved jeg ikke, hvad der skal til,« som hun siger.

Urimelige krav

Der føres ikke statistik over hvor mange afviste asylansøgere, der samarbejder, eller antal tilfælde, hvor udsendelsen er udsigtsløs.

Zenia Stampe vil derfor have undersøgt, om der enten er sket en ændring af definitionen på ’samarbejde’ eller ’udsigtsløs’, eller om der ligefrem er sket en praksisændring.

Johanne Schmidt-Nielsen mener, at det er rimeligt at stille krav om, at folk medvirker til at belyse deres egen sag og dukker op til møder, de bliver indkaldt til.

»Men det er ikke et rimeligt krav, at de skal skrive under på frivillig udrejse,« mener hun.

Tidligere har både Zenia Stampe og Johanne Schmidt-Nielsen henvist til 18-månedersreglen som en måde at hjælpe afviste asylsøgere, der har ventet i årevis. Men ifølge Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen kan reglen ikke anvendes som en generel amnesti.

Vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen forklarer det lave antal opholdstilladelser med, at asylsøgerne enten ikke vil samarbejde om deres udsendelse, eller at politiet ikke vurderer en udsendelse som udsigtsløs.

»Hvis vi fortsat arbejder med sagerne, så er en udsendelse ikke udsigtsløs. Det er ofte dét, det falder på, for der kan gå mange år, før vi konkluderer, at udsendelse er udsigtsløs,« oplyser vicerigspolitichefen.

Hvornår er udsendelse udsigtsløs?

»Hvis vi har været i dialog og nævnt alle muligheder, men ikke kan komme videre eller gøre mere i sagen, så vil vi skrive udsigtsløs.«

Behov for klarere regler

Hver gang, der er gået 18 måneder i en udsendelsessag, skal Rigspolitiet forelægge sagen for Udlændingestyrelsen. Vurderer Rigspolitiet, at asylsøgeren samarbejder, men at en udsendelse er udsigtsløs, vil Udlændingestyrelsen som udgangspunkt give opholdstilladelse.

Asylchef Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i Udlændingestyrelsen. Ifølge hende har politiets vurdering »afgørende betydning«: »Der skal meget til, før Udlændingestyrelsen laver en anden vurdering af sagen,« siger hun.

Selv om 18-månedersreglen er formuleret klart og enkelt, kan der ifølge asylchefen opstå uenighed om, hvorvidt en udsendelse er udsigtsløs, eller om asylsøgeren har medvirket eller ej.

»Man kan klart forbedre området ved at have tydeligere retningslinjer for politiets vurderinger,« mener Eva Singer. Ifølge kontorchef Jakob Dam Glynstrup fra Udlændingestyrelsen er 18-månedersreglen ikke en »generel adgang til opholdstilladelse, selv om asylansøgeren medvirker, og selv om Danmark ikke tvangsmæssigt kan udsende den pågældende.«

Jakob Dam Glynstrup understreger i en mail, at »muligheden for selv at rejse hjem således objektivt skal kunne afvises. Det er i langt hovedparten af disse sager ikke tilfældet.«

Trods forespørgsler har kontorchefen ikke uddybet, hvad der skal til, før en udsendelsesmulighed »objektivt« kan afvises.

Enhedslisten vil nu kalde justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd om 18-månedersreglen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kunne jeg overse denne artikel?
Nå, men godt jeg fandt den og nu venter jeg spændt på at der bliver ryddet op i den usandsynligt grimme store bunke af sager, - der ikke kun er en stak papirer, men levende menneskers liv og levned der er på spil.

Kan bare huske noget om ca 90.000 underskrifter der blev afleveret lige før valget i 2007, - løfter dengang der blev afgivet med mere og de løfter der skulle være på vej til at blive indfriet i dag..

Ps: genvejen må hedde amnesti, - der er genveje..

Regeringen kan erkende at det er en kæmpefejl at Danmark har behandlet disse mennesker på den måde og lave en særlig nødlov også..
Jeg tror sandelig ikke på at noget mennesker har lavet ikke kan laves om af mennesker, - hvor der er vilje er der vej!