Det skal være slut med psykisk syge unge på førtidspension. Det fremgår af regeringens oplæg til en ny førtidspensionsreform, hvor man vil afsætte 1,4 milliarder til at sørge for, at de mennesker, der er på førtidspension, kommer i arbejde. Målsætningen er, at folk under 40 år i fremtiden ikke kan få førtidspension.
Reformforslaget følges nu op af et storstilet forskningsprojekt, Inklusion, der sætter fokus på, hvordan psykisk syge kan få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet. Projektet er bl.a. finansieret af Arbejdsmarkedsstyrelsen og satspuljemidler.
»Der skal tages særlige hensyn, men præcis hvad, ved vi faktisk ikke meget om. Der er mange handicaporganisationer, der er rigtig gode til at få blindskrift i alle elevatorer og sørger for kørestoladgang næsten over alt, men når det kommer til de psykiske handicap, har vi knap nok forstået, hvad handicappet egentlig indebærer,« siger professor i psykiatri, Merete Nordentoft.
Et studie, foretaget af Merete Nordentoft og cand. soc. Thomas Christensen på baggrund af primært amerikanske erfaringer, viser, at man med den rette form for opbakning via en støtteperson, et fornuftigt samarbejde med virksomheder og individuelt funderede job, kan få 50 procent af de syge i arbejde.
Det viser samtidig, at mange af dem har lysten, hvis mulighederne er rigtige.
Behov for dansk undersøgelse
Der er dog stadig behov for forskning på området, da der ikke findes meget dansk viden om de psykisk syges konkrete behov kombineret med, at det generelle kendskab til psykiske sygdomme på arbejdsmarkedet er begrænset.
Det er blandt andet det, som forskningsprojektet, der bygger på de internationale erfaringer med IPS (Individual Placement and Support) – på dansk: Individuelt planlagt arbejde med støtte – skal undersøge. Man går således væk fra den tidligere tanke om, at det er nok blot at forberede de psykisk syge til arbejdsmarkedet.
Ikke et ønske
For som Forskningsoverlæge ved Psykiatrisk Center København, Lene Falgaard Eplov, formulerer det, er det umuligt at forudse, hvad virkeligheden vil byde af udfordringer, der kan ramme skævt i forhold til den enkelte.
»Den rette hjælp er der ikke i dag, men kommer så forhåbentlig nu,« siger hun.
»Det man må forstå er, at psykisk syge ikke ønsker at blive førtidspensionister. Det er i reglen noget, man forliger sig med bliver nødt til at være sådan. Psykisk syge har som regel de samme drømme som os andre: Man vil gerne være i et parforhold, bo et dejligt sted og have et godt arbejde,« siger Merete Nordentoft.
Men der er og vil være personer, der er for syge til at arbejde, understreger hun.
»Der vil være tilfælde, hvor det ikke lykkes, og nogle skal have førtidspension. Så når regeringen siger, at ’ingen skal parkeres på førtidspension’, så må man forstå, at for nogle er det ikke en parkering, men en nødvendighed.«
»En førtidspension er ikke nødvendigvis omsorgssvigt, det kan faktisk være lige præcis den omsorg, der er brug for,« siger Merete Nordentoft.
Man kunne jo også sætte koncept RevaFlex igang, som er en anden måde at revalidere på, når man "åbenbart" er på bar bund. Der er flere højstående politikere som finder konceptet meget interessant, men har endnu ikke turde sætte det igang. Det kræver dog også at der er nok flexjobs for at konceptet virker bedst muligt efter de foreskrevne elementer hele det gennemarbejdede koncept er bygget op omkring.
Det åbner jo et nyt stort arbejdsmarked, vi sætter raske til at støtte, så de syge kan arbejde.
Man kan parkere folk på en pension eller man kan parkere dem i et arbejde. Fælles for begge tiltag er at borgeren ikke rigtigt er med i - eller på det. Hvis hun var det, ville det nok ikke hedde "parkere", men henholdsvis bevilge og ansætte.
Min allerførste kommentar gælder fortsat, nemlig at det efter mange år med forringelser på psykiatri området er på tide, at man gør noget for de mange danskere som i den grad er efterladt i en uholdbar situation.
Det er elementær første hjælp: STOP blødningen.
Øget behov, besparelser, tiltagende bureaukrati og videnflugt har efter en årrække efterladt vores psykiatri område halvvejs i ruiner. Taberne er først og fremmest de danskere som havde og har et reelt behov for hjælp.
Sidestiller vi så området med udviklingen i samfundet, så er det som om problematikken endnu ikke er fuldt afdækket - som om man vender bøtten på hovedet.
Alle ved at det er billigere at forbygge end at behandle, og nu kommer den store regning for den manglende forebyggelse og utilstrækkelige behandling.
Hvis udviklingen skal vendes, så er det med blandt andet tiltag af denne art, som der fremover skal tilsikre at sygdomsramte kan komme tilbage til arbejdsmarkedet: tag ikke fejl - det er faktisk noget de aller fleste syge ønsker - ingen ønsker at blive ”parkeret” som hovedregel.
(Og ingen ønsker at blive beskyldt for at blive parkeret på førtidspension som følge af manglende behandling - stik imod politiske udmeldinger om at det er dovenskab og nasseri)
Jeg føler, at der mangler fokus på to vigtige ting:
1) De økonomiske ressourcer som skal tilsikre at tidligere tiders fejl-besparelser bliver rettet op og dermed også fremadrettet er en garanti for psykiatriske patienter, at de kan regne med og stole på den hjælp, som der nu snakkes om.
2) Grundlæggende analyser og målrettet indsats for at tilsikre en optimal forebyggelse.
Ad 1: Økonomiske ressourcer.
Økonomien er som oplæg tiltænkt at skulle finansieres via satspuljer og besparelser "indenfor området" - herunder også den fremlagte reform for førtidspension og fleksjobordningen.
Min egen klare holdning er, at disse besparelser kun vil skabe endnu større behov for helbredelse, da man fjerner fundamentet for alle de borgere som i dag fungerer og bidrager med over 6 milliarder til samfundets økonomi. Hele dette sociale område vil vakle, hvis man med kortsigtede besparelser ikke har foretaget de fornødne konsekvense-analyser af reformen.
"Størrelsen på overførselsindkomsterne bliver hvert år reguleret, så de følger lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Og 0,3 procent af den sum bliver overført til satspuljen."
At man i forvejen lader de svageste grupper betale for satspuljerne er en debat helt for sig selv, men at satspujlerne er MIDLERTIDIGE økonomiske ressourcer til brug for en lang række områder, ja det hersker der ingen tvivl om.
Så selve det økonomiske oplæg for psykiatri området er altså: lang periode med utilstrækkelig økonomiske ressourcer har efterladt mange uden behandling og med forringet helbred - et behandlingsområde i ruiner – dette skal finansieres af midler fra områder, som i forvejen er mindre bemidlet og er i bedste fald kun finansieret af midlertidige puljemidler.
Det er ikke godt nok, vi kan gøre det bedre - og skal gøre det bedre, hvis behandlingen skal blive en succes. Jo bedre behandling des større samfundsbesparelse qua medborgernes forøgede livskvalitet og tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Her kunne man med fordel drage nytte af den store succes af den nuværende fleksjobordning (forudsætter naturligvis at man ikke i sin spareiver også ødelægger dette funktionelle og værdi skabende område).
Ad 2: forebyggelse.
I takt med ændringerne på arbejdsmarkedet og privatlivet oplever flere og flere at deres mentale ressourcer presses til det yderste.
Vi har i dag ikke nok fokus på hverken den nødvendige personlige forebyggelse eller en koordineret samfundsindsats på området. Der ligger mange opgaver, som bør belyses - herunder behovet for at lære om menneskelige adfærdsmønstre (almen undervisning), offentlige kampagner og debatter samt naturligvis et større fokus på emnet indenfor arbejdsområdet.
Det må være et naturligt og nødvendigt emne for såvel de politiske aktører, arbejdsmarkeds partere og forvaltningen at skabe mere fokus på.
Vi har som samfund ikke råd til at ignorere problematikken og vi har som medborgere bestemt ikke lyst til at betale den personlige regning - tro mig: jeg har været der.
Mine anbefalinger er derfor en mere målrettet indsats på forebyggelsen, økonomisk sikkerhed for implementeringen af de skitserede løsninger/behandlinger samt ikke mindst, at bibeholde eksisterende velfærdsordninger indtil eventuelle funktionelle alternativer er gennemarbejdet.
Reformen af førtidspension og fleksjobordningen vil hverken på den korte eller lange bane bidrage med økonomiske besparelser for samfundet som helbred. Danmark er ikke et slaraffenland – vi forfordeler per definition aldrig folk på overførselsindkomster.
Dette er indledningsvis min lange kommentar til et det super fine initiativ, og jeg ønsker alle dem der vinder i lodtrækningen god vind.
Søren Lom. Som ofte kort, koncist og rammende.
Søre Lohm Det er ikke noget nyt koncept. Spørg bare muskelsvind fonden. I mange tilfælde går 4 mennesker på arbejde for at en kørestolsbruger kan passe en uddannelse eller et arbejde.
Hvad med at spørge de psykisk syge? Eller er det for kompliceret?
Thomas Frovin Jensen:
Men de et jo psykisk syge så de ved ikke hvad de selv vil. Sidder en politiker og tænker.
Godt artiklens sidste passus kom med, den er central.
Systemrationalisters drømme om at kunne opstille modeller for psykisk malfunktions integrering på samme måde som man kan med fysisk malfunktion er nok håbefuldt, men ok- så er der da i det mindste nogen beskæftiget med et eller andet, imedens man finder ud af at det kan man ikke...
En måde at hjælpe mange psykisk syge kunne ud over egentlig psykologog psykiatersamtaler....Så kunne det hjælpe rigtigt mange at have ret til en månedlig coaching 1 time om strukturering eller prioritering i indholdet i deres liv for at optimere deres livskvalitet og vedligeholde de pågældendes sociale evner,og måske i mindre omfang skabe aktivitets grupper og en slags støttede selvhjælps grupper...
Karakteristisk for psykisk syge er at de mere eller mindre lever i deres egen verden. Problemet er bare at det ikke er der de skal arbejde.
Jeg ved det godt: små enheder med et tæt og godt samarbejdsklima.