Læsetid: 4 min.

Kjærsgaards redningskrans

Regeringen leder efter en aftalepartner til sin skattereform. Mens Venstre kræver flere skattelettelser, og Enhedslisten afviser den foreslåede måde at finde pengene på, så rækker Dansk Folkeparti hånden frem
Pia Kjærsgaard har altid set DF som et midterparti. Og hun er klar til at indgå skatteaftale med regeringen.

Pia Kjærsgaard har altid set DF som et midterparti. Og hun er klar til at indgå skatteaftale med regeringen.

Tine Sletting

2. juni 2012

Mens Venstre skruer op for kravene om skattelettelser, så foreslår Dansk Folkeparti til gengæld nu, at regeringen skruer ned for sine foreslåede lettelser. Hvis SRSF-regeringen altså ønsker at benytte sig af muligheden for at lave en skattereform med Dansk Folkeparti.

»Vi er nok mere og mere tilhængere af, at skattereformen ikke bliver så stor, som regeringen lægger op til,« siger Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, i et interview hjemme i murmestervillaen på en sidegade til Gentoftegade, i den nordsjællandske rigmandskommune.

Herfra har Pia Kjærsgaard de seneste dage fulgt ikke alene Enhedslistens krav om, at forringelserne af dagpenge, kontanthjælpen og førtidspensionen bliver taget af forhandlingsbordet.

Men også Venstres krav om yderligere skattelettelser. Krav som skal honoreres, hvis Venstre skal blive siddende ved bordet i »Struenseeværelset«, når det tidligere regeringsparti lørdag atter møder op i Finansministeriet.

Selv om Pia Kjærsgaard ikke vil løfte sløret for, hvor store udgifterne til den 14,2 milliarder dyre skattereform så bør blive, så kalder hun forslaget om at bruge 9,4 milliarder kroner på et højere beskæftigelsesfradrag for »sympatisk«. Hvorimod det er ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti »aldrig har prioriteret topskattelettelser«, som partiformanden formulerer holdningen til forslaget om at bruge 4,8 milliarder kroner på at forhøje topskattegrænsen.

DF: Ingen ultimative krav

På skattereformens indtægsside afslører Pia Kjærsgaard heller ingen hemmelighed ved at fortælle, at blandt andet forslagene om at forringe overførselsindkomsterne, sænkningen af folkepensionens grundbeløb og de mange nye afgifter ikke er vokset i hendes have.

Dansk Folkeparti kommer dog ikke – modsat Enhedslisten – med ultimative krav, fastslår partiets formand: »Men jeg vil ikke sidde og komme med en manual for hverken, hvad vi skal have for at komme med i en skattereform – og hvor vi vil finde pengene. Det må vi finde ud af i fællesskab. Og det er vi sådan set ret trænede i, i Dansk Folkeparti. Vi har siddet i så mange forhandlinger i Finansministeriet, at det må bero på, hvad de kan tilbyde. Hvad kan vi komme med af ideer? Og hvordan kan vi så finde en enighed? Hvis vi kan«.

Derfor må finansminister Bjarne Corydon (S) i første omgang se forgæves efter en sådan manual.

Indtil finansministeren eventuelt indleder såkaldte realitetsforhandlinger med Pia Kjærsgaard & co.

»Ja, det er klart. Og det har vi prøvet masser af gange. Vi ved jo, at man kan finde adskillige ting i Finansministeriet,« siger Pia Kjærs-gaard og griner:

»Ting man måske ikke lige havde haft i tankerne. Det har vi jo erfaring med. Men vi kan sagtens præsentere vores egne finansieringsforslag. Så langt er vi bare ikke kommet endnu«.

Langt fra Glistrup

Pia Kjærsgaards minimalistiske skattereform er ellers langt fra den af slagsen som i sin tid kickstartede hendes politiske karriere, nemlig Mogens Glistrups berømte/berygtede nulskat. Mogens Glistrups fremvisning af sin skattebillet med det store runde nul i tv-programmet »Focus« i 1971 førte ikke blot til dannelsen af Fremskridtspartiet.

Det var netop på grund af nulskatten, at partistifteren og formanden i 1984 måtte en tur i fængslet Horserød, hvilket betød, at hans indtil da ukendte suppleant, den tidligere hjemmehjælper Pia Kjærsgaard,pludselig kunne skrive MF på visitkortet

Pia Kjærsgaard har dog aldrig rigtig troet på nulskatten og har efterfølgende i Dansk Folkeparti kasseret det meste af det gamle liberalistiske fremskridtsgods.

I dag advarer den 65-årige Pia Kjærsgaard om, at der faktisk slet ikke er brug for nogen skattereform.Erfaringerne viser da også, at skatte-reformer som regel bliver tabersager. Det tavse flertal, som får gevinsterne, bliver ofte overdøvet af det højråbende mindretal, der efterlades med regningen.

»Det er ikke noget, vi har ønsket. Jeg tror, at danskerne har behov for tryghed. Behov for at vide, hvad de har i morgen. Punktum. I stedet for at man skal spekulere på, hvordan det for eksempel går med ens bolig. Det er ikke det, som der er behov for lige nu«.

Brug for DF i midten

En skatteaftale med den – på papiret – røde regering kunne ellers være det endegyldig bevis på, at Dansk Folkeparti virkelig er det midterparti, Pia Kjærsgaard altid insisteret på at være formand for. Og med den seneste meningsmåling som kun giver Socialdemokraterne 16,9 procent af stemmerne, har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mere end nogensinde brug for Pia Kjærsgaard. Hvis hverken Venstre eller Enhedslisten vil.

Pia Kjærsgaard har dog ikke noget behov for at »blive bekræftet«:

»Bliver man inviteret – og det er ligegyldigt, hvilken regeringen som inviterer – så kommer man. Man er konstruktiv. Og man sørger også for at få en god stemning Der er slet, slet ikke nogen grund til at sidde inde i Struenseeværelset og skændes hen over bordet. Men man stiller selvfølgelig også sig selv spørgsmålet: Hvorfor skal Dansk Folkeparti egentlig hjælpe den her elendige regering. Det må jeg være ærlig og sige. Og så skal man sørme have noget godt til gengæld, hvis man gør det«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

... så skal man sørme have noget godt til gengæld ...

Det plejer ikke at være kønt, det DF forlanger. Men Venstres krav er sgu heller ikke kønne.

Det kan blive grimt, det her.

Anne Marie Pedersen

Citat: "Det tavse flertal, som får gevinsterne, bliver ofte overdøvet af det højråbende mindretal, der efterlades med regningen"

Hvad er det for noget ævl?!?

Hvem er det flertal, som får glæde af skattelettelser? Det er i hvert fald ikke mig. Vi vil godt nok få en del flere penge mellem hænderne, hvis topskatten fx blev sænket, men det ville da ikke glæde mig! Det ville ikke glæde mig, fordi jeg ved, at samfundet er en organisk størrelse og pengene forsvinder jo lissom et sted fra. Om det så er fra lærerne, der underviser vores børn eller fra kontanthjælp til unge, som får ødelagt deres liv (hvilket også er totalt dyrt, men det er så en anden sag), det kan sådan set være lige meget.

Jeg glæder mig i hvert fald ikke over ekstra udbetalte penge, så jeg er i hvert fald ikke et tavst flertal, som bliver glad. Måske jeg ikke er alene!

Inger Sundsvald

Helle Thorning-Schmidt har overhovedet ikke brug for Pia Kjærsgaard. Hun, eller rettere sagt hendes forhandlere, rykker rundt på Løkke, og siger ja til alle mulige ting han selv foreslår. Venstre har travlt med at finde på nye krav, eller begrundelser for at Venstre alligevel er utilfreds.

John Vedsegaard

Godt nok stemmer jeg ikke på DF, men i den tidligere regering var de eneste garanti for bare en lille smule socialistisk tankegang.

Det ville være en fordel for Danmarks borgere hvis enhedslisten og dansk folkeparti satte sig ned og sammen blev enige om forskellige ting, frem for bare at hade hinanden.

Bjarne Bisgaard Jensen

Utopi John Vedsegaard er jeg bange for. DF stemte for afskaffelsen af efterlønnen for at få et par grænsebomme, så det. Hertil kommer jo hele udlændingedebatten hvor de ikke gir sig en tøddel

Inger Sundsvald

Hvis man synes det er så synd at hårdtarbejdende lønmodtagere er steget så meget i løn at de rammer topskattegrænsen og skal betale sølle 7,5% i topskat af det de tjener over 409.100 kr., så kan man jo bede dem om at gå ned i tid og dele arbejdet med nogle andre, der hellere end gerne vil have et arbejde.

Hvis taxachaufføren, stilladsarbejderen og sygeplejersken gik et par timer ned i arbejdstid om ugen, eller bare om måneden, ville det skaffe arbejde til rigtig mange mennesker, og iflg. regeringen gør 1000 kr. mere eller mindre jo hverken fra eller til.

Til gengæld vil det spare helt utroligt mange penge i kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge, og desuden afværge mange katastrofer for familier der må gå fra hus og hjem, fordi man ikke kan betale huslejen med én indkomst.

Poul Borup-Andersen

Har man glemt at Danmark gældsætter sig med kr. 300 mio. i DØGNET? Det, - som tiden udvikler sig p.gr. af globaliseringen, og deraf følgende outsourcing- store uløselige grundproblem er, at statsudgifterne er meget større ende statsindtægterne. De 170.000 arbejdspladser som vi har mistet over de seneste tre år, hvoraf 70.000 i industrien, kommer ikke igen! De planlagte tilkomne 10-15.000 nye arbejdspladser når ikke derop. Er der et forslaw? Hvis alle siger farvel til 10% får vi oven i købet en skala, der sikrer at de stærkeste skuldre bærer mest. Men husk lige: Min pension skal I ikke røre ved! Tak vh Poul

Egon Maltzon

Hvis sosserne går sammen med deres udstødte højrefløj i DF, kan de næste mønstre fordoms styrke.

Tankevækkende.

@John Vedsegaard:

Jeg tror ikke jeg vil være tilstede når EL og DF bliver enige om noget.

Nogen kunne ligefrem komme til skade.

Uden at virke for skråsikker, tror jeg at mange valgte den gamle regering fra pga. DF fjendtlige holdning til "de fremmede" og hvis den siddende regering nu går ind og forhandler med DF, kan jeg frygte at "de fremmede" igen bliver noget DF vil have dæmoniseret...

Så jeg tror at også det bliver rigtig grimt.......

Inger Sundsvald

Danmarks konkurrenceevne i forhold til udlandet er dårlig, netop p.g.a. at så mange almindelige arbejdere, som arbejder 37 timer/ugen, tjener så høj en løn – og så belønner man dem med yderligere skattelettelser og tager pengene fra dem der har mindst. Og man helmer ikke før de lavtlønnede kan konkurrere med de tyske lavtlønnede arbejdere, der må have flere job á 30 kr./timen for at få råd til rugbrød.

Jesper Wendt

Tjae, hvis staten er ligeglade med folk, så vender det jo, og folk bliver ligeglade med staten. Den græske tragedie?

Problemet med DF er, at de ret ofte siger et, og gør noget andet. Det forsøger også at vise, at de er åh og ih så meget imod EU, men når det kommer til stykket, så viser deres stemmer under Fogh/Løkke noget andet.

Det er klart, at Pia og Co. selvfølgelig gerne vil fremstå som "de svages" parti, så længe de svage i deres optik er retsskafne og (kultur-)kristne. Men det er de altså bare ikke. Kun i retorik og små symbolske lundser.

Mette Hansen

Pia K: "Hvorfor skal Dansk Folkeparti egentlig hjælpe den her elendige regering. Det må jeg være ærlig og sige. Og så skal man sørme have noget godt til gengæld, hvis man gør det«.

Det var dog den mest uforskammede bemærkning, jeg har hørt længe!!! Uforskammet og respektløst!!
Hvad bilder den dame sig ind. Hun har selv støttet en kulsort regering i ti år, hvor demokratiet var aflyst og debatterne styret med hård hånd!!

Til forskel fra VKO så knokler denne regering og får gennemført nogle hårdt tiltrængte reformer!!

Pia fik sine bomme og forpestede det offentlige debatrum og forsøgte at gøre alle til nationalromantiske DFsoldater . .
Damen er iskold !!

Philip C Stone

Jeg er nok uenig med en del kommentatorer her på tråden. Jeg tror at DF først og fremmest er interesseret i at udnytte denne situation til at vise sig som et socialt indstillet parti, endda mere socialt indstillet end SD. Hvis DF møder op med forslag som viser større social omsorg end regeringens egne, vil det skabe et problem for SD i forhold til partiets vælgere, og hvis SD ser sig nødt til at tage hensyn til DFs forslag vil det kunne forværre forholdet mellem SD og R. DF er for taktisk klog til at spilde denne mulighed på udsigtsløse krav om en strammere udlændingepolitik.

Alan Strandbygaard

DF skulle ønske at vise sig som et socialt indstillet parti?

De har ikke bestilt andet end netop at vise at de ikke er socialt indstillet. Kun hvis det drejede sig om høje, slanke blonde mennesker med blå øjne.

Kalder man det at være social?

Pia har ikke bestilt andet end at skaffe vælgere til Fogh og Løkke, så disse kunne gennemføre deres skæve og uretfærdige politik. Og det vidste damen udmærket godt. Hun er ikke dum. Men det var langt vigtigere for hende at nedgøre og stigmatisere minoriteter rundt om i verden, alt imens hun byggede en højt ligusterhæk om os alle.

Hvilket politisk program har DF?

Det er måske noget klogt og dybsindigt, Mette Hansen siger, men jeg forstår ikke, hvorfor... "Det var dog den mest uforskammede bemærkning, jeg har hørt længe!!!"
og dertil "respektløst!!".
At Pia vil have noget for at være med i et politisk forlig er vel nærmest selvfølgeligt. Så hvad respektløst og uforskammet er der i det?

Flemming Chr. Nielsen

Det var ikke i tv-udsendelsen Focus, at Mogens Glistrup fremviste sin skattebillet med det store runde nul, men hos Leif Blædel i radioens Presseklub. Det andet er en myte.

Jesper Wendt

DF er ikke problemet, et visionsløst S er derimod. Hvis man i S har, lad os antage - nogenlunde den samme indvandrerpolitik .- men du stoler ikke rigtigt på S efter det sidste valg, ja, så er døren pivåben.

Nu synes jeg så personligt S har fået en for stram udlændingepolitik, og mener de i højere grad skal være pendant . På niveau med konventionerne, det burde være et minimums kriterium.

Når der kommer anmærkninger på den måde fra internationale organisationer som Amnesty, så er kæden hoppet af.(men det er vel et levn fra regimet.)

Men der er stadig 3 år og lidt til, så det kan jo nå at ændre sig (radikalt).

Peter Taitto

Inger Sundsval

Du har ret i, at det høje lønniveau presser konkurrenceevnen. Men jeg kan berolige dig med, at vi er det absolut mest produktive land i Europa når man kigger på den enkelte ansatte.

Jeg har en lille, men udsøgt anekdote, som måske kan sætte det lidt i relief.

Da jeg var teatertekniker og var engageret på en åben scene i forbindelse med en teaterfestival, fik vi besøg af en japansk trup. De krævede 14 teknikere. De fik 3 og en halv.
Det viste sig, at de forinden havde optrådt i andre europæiske lande, hvor faggrænserne var så ekstreme, at de mente, de skulle bruge 14 mand. Vi nåede det hele på den halve tid, det hele stod snorlige og der var små, søde sløjfer på alle kulisser, lamper og højtalere. De var rystet over vores effektivitet. For os 3½ mand var det ren rutine og vi kløede os i røven undervejs.

Jeg har været i andre brancher, hvor der har været samme effektivitet. Og jeg ved, at andre, der har arbejdet sammen med andre nationaliteter, kan fortælle samme historier om vores effektivitet.

Bagsiden er så eksplosionen i stresstilfælde herhjemme de senere år.

John Vedsegaard

Jeg er glad for, at du kun skriver "en lille smule". For DF er nøjagtigt så socialistisk, som en tom tønde.

Poul Borup-Andersen

Til sagen
Hvordan får vi statsindtægterne gjort højere eller lig med statsudgifterne. Jeg antager, at I som måtte kommentere kender Danmarks deroutekurs. Undskyld, at jeg spammer tråden.
En korrektion. Man bør vel være retfærdig overfor DF. Mig bekendt er DF for EF ( der skulle man være forblevet kan jeg se nu), men imod EU ( som har en dagsorden, der truer nationalstaterne). Eller er jeg forkert på den?

Inger Sundsvald

Peter Taitto
Her i landet er det kun de højtlønnede der regnes for at knokle og have høj effektivitet, og derfor skal de belønnes med yderligere skattelettelser.