Læsetid: 4 min.

Kritik af asyludspil: Danmark må ikke ignorere FN

Regeringens nye udspil til en asylaftale tager ikke hensyn til anbefalingerne fra FN’s Flygtninge-højkommissariat. Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og Amnesty kræver justering af aftalen. Aftaleparterne Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance er åbne over for forslaget
Irakiske flygtninge forskanset i Brorsons Kirke på Nørrebro, fordi de ikke ville sendes tilbage til Irak. Det var de afviste irakiske asylansøgere, som tilbage i 2007 var årsagen til, at Radikale Venstre og Socialdemokraterne besluttede, at afviste asylansøgeres vilkår skulle forbedres.

Irakiske flygtninge forskanset i Brorsons Kirke på Nørrebro, fordi de ikke ville sendes tilbage til Irak. Det var de afviste irakiske asylansøgere, som tilbage i 2007 var årsagen til, at Radikale Venstre og Socialdemokraterne besluttede, at afviste asylansøgeres vilkår skulle forbedres.

Mikkel Møller Jørgensen

14. juni 2012

Hvis FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR vurderer, at afviste asylansøgere fra krigshærgede eller særlig urolige lande ikke kan sendes tilbage til deres hjemland, bør man ikke kræve, at de skriver under på frivillig hjemrejse for at få lov at flytte ud af centrene, sådan som regeringen nu lægger op til med sit udspil til en asylaftale.

»Det er ikke rimeligt at forvente, at mennesker selv vil rejse hjem til lande, som det internationale samfunds autoritet på området fraråder tilbagerejse til,« siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.

Dermed lægger han op til en justering af det forslag til en asylaftale, som justitsminister Morten Bødskov i går præsenterede. Ifølge forslaget skal en asylansøger skrive under på en erklæring om at ville rejse frivilligt tilbage til sit hjemland, før vedkommende kan få lov at bo og arbejde uden for asylcentrene, indtil hjemsendelsen bliver effektueret. Alene i tilfælde hvor Rigspolitiet ikke gennemfører tvangsudsendelser på grund af den sikkerhedsmæssige situation i asylsøgerens hjemland, kan kravet om medvirken til frivillig hjemsendelse frafaldes. Men Flygtningenævnet, der træffer beslutning om sådanne udsendelsesstop, følger vel at mærke ikke altid vejledningerne fra FN. Det viste sig blandt andet i sagen om de afviste irakiske asylansøgere, hvor Flygtningenævnet siden 2004 har afvist at indføre udsendelsesstop i strid med anbefalingerne fra FN.

Forslag lyder fornuftigt

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen er positiv over for ideen om at inkorporere FN’s anbefalinger i aftalen om at lade asylansøgere flytte ud af centrene.

»Det kunne bestemt være en mulighed at tage den vurdering med i betragtning,« siger hun.

Også Radikale Venstre er ifølge udlændingeordfører Zenia Stampe »åben over for tanken«. »Det vil jeg tage op i forligskredsen, for det synes jeg umiddelbart lyder fornuftigt,« siger hun.

Samme melding lyder fra Liberal Alliance, der sammen med Enhedslisten og regeringen er med i den aftalekreds, som i de følgende uger skal finde til enighed om en endelig aftale.

»Jeg betragter det udspil, der er kommet fra regeringen, som et oplæg til forhandling. Der er en lang række ting, som skal drøftes – herunder hvilke grupper der skal have lov at flytte ud efter hvilke kriterier. Og jeg mener bestemt, FN-sporet er noget, vi skal diskutere i forbindelse med en endelig aftale. Men hovedprincippet er selvfølgelig, at afviste asylansøgere som udgangspunkt skal rejse hjem,« siger gruppeformand i Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll.

SF’s udlændingeordfører Karina Lorentzen har foreløbig ingen holdning til sagen.

»I princippet skal man lytte til FN, men nu er der fremlagt et udspil fra regeringen, og SF er en del af regeringen. Nu kommer der forhandlinger om udspillet, og derfor er det endnu uvist, hvor det ender henne,« siger hun.

Aftale bør justeres

Røde Kors er enig med Dansk Flygtningehjælp i, at regeringens oplæg til en asylaftale bør justeres.

»Vi synes bestemt, man bør lytte til UNHCR - men vi mener altså også, regeringen generelt bør tage humanitære hensyn, og det kan også ske ved at lytte til andre kilder end UNHCR,« siger generalsekretær Anders Ladekarl.

Sådan ser menneskerettighedsorganisationen Amnesty International også på sagen.

»Det er en rigtig god ide at fylde det hul, der helt åbenlyst er i udspillet, ved at sikre sig, at asylansøgere kan få lov at flytte ud af centrene, selv om de ikke frivilligt rejser hjem til et land, som FN fraråder hjemsendelse til,« siger juridisk konsulent Claus Juul og understreger, at der ifølge Amnesty International generelt bør gøres mere for asylansøgerfamilier med børn, end regeringen lægger op til med sit udspil:

»Alle børn skal have lov at have så normal en hverdag som muligt. De skal ikke straffes for, at deres forældre ikke vil rejse tilbage til deres hjemland.«

Det var de afviste irakiske asylansøgere, som tilbage i 2007 var årsagen til, at Radikale Venstre og Socialdemokraterne besluttede, at afviste asylansøgeres vilkår skulle forbedres. UNHCR vurderede dengang, at alle ansøgere fra det sydlige og centrale Irak skulle have asyl eller som et minimum midlertidig opholdstilladelse, og ifølge UNHCR måtte irakerne under ingen omstændigheder sendes hjem. Men de danske udlændingemyndigheder gav ikke de afviste irakere nogen form for opholdstilladelse og indførte heller ikke udsendelsesstop.

Under de omstændigheder mente Socialdemokraterne og Radikale Venstre, at irakerne og andre afviste asylansøgere skulle have lov at bo og arbejde uden for centrene.

I Folketinget anklagede Helle Thorning-Schmidt VK-regeringen for at »bruge år på at nedbryde mennesker« ved at nægte dem at flytte uden for centrene: w»Vi havde stadig sendt dem hjem, hvis de ikke kunne opnå asyl, men vi havde behandlet dem menneskeligt og ordentligt for at opbygge mennesker og sende opbyggede mennesker tilbage til Irak,« sagde hun blandt andet i 2009.

Med regeringens nye udspil vil personer i samme situation, som irakerne var, imidlertid ikke få lov at flytte ud af centrene uden at skrive under på en accept af frivillig hjemsendelse.

Justitsminister Morten Bødskov skriver i en mail til Information: »Jeg vil gerne understrege, at det er de nationale asylmyndigheder, der suverænt afgør asylspørgsmålet. I deres vurderinger indgår bl.a. UNHCR’s udtalelser.«

/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

Jeg haaber vort lands regering vil huske at taenke paa, at de maaske selv kommer til at staa i en lignende situation en dag!!

Udover dette boer vor regering huske, at nogle af de mennesker, som i dag soeger asyl i Danmark, er mennesker, hvis liv netop Danmark har haft en stor andel i at oedelaegge, og.....paa hvilket grundlag var det nu det var Danmark?

Og, vort Danmark SKAL huske at foelge de Internationale konventioner!!! HVER gang!! Derfor er der slet intet at forhandle om - vel Danmark!? Bare kom i gang!!

Robert Kroll

Kære Jette Abildgaard.

Irak var et diktatur - var der ikke noget med giftgas mod kurderne ? - undertrykkelse af menneskerettigheder ? - invasion af Kuwait ? - og meget andet.

Danmark var med til at "ødelægge" et diktatur, og det er vel OK ?

Danmark har ikke noget at skamme sig over.

Thorsten Lind

."Danmark var med til at "ødelægge" et diktatur, og det er vel OK?"

Tjah?.....@Robert Kroll
Du kunne passende spørge de efterladte,
til de flere hundredetusinde civile irakere,
der døde pga. bla. Danmarks "hjælp"..!
Mvh Th

Emil Edelgart

@Robert Kroll
Ja, jeg er sikker på, at mange irakere er jublende glade for, at op mod 4% af befolkningen måtte lade livet og endnu flere flygte, at Baghdad blev inddelt i religiøse enklaver adskilt af mure og pigtråd, at regeringen og ordensmagten er bundkorrupte, at tortur og summariske henrettelser stadig forekommer i stort omfang, at deres infrastruktur blev totalt smadret, at terrorisme er blevet hverdag, at Fallujahs børn bliver født med svære deformiteter, at uvurderlige oldtidskunstskatte blev stjålet, og ikke mindst for, at olien nu flyder, som den skal...

Minder i øvrigt om, at en afvist irakisk asylansøger blev fundet halshugget for ikke ret lang tid siden.

Marianne Mandoe

Jeg kan ikke forstå at noget som FNs flygtningekonvention overhovedet skal diskuteres i forbindelse med regler og love i Danmark.

Alene DET er skamfuldt nok til at vi bør bøje hovedet og ikke pippe for meget når andre landes overholdelse af menneskerettigheder kommer på tale.

Robert Kroll

Kære Thorsten Lind og Emil Edelgart.

Jeres "regnestykke" glemmer diktaturets undertrykkelse af kurdere og andre minoriteter, diktaturets anvendelsen af giftgas , diktaturets angreb på Kuwait , diktaturets krig mod Iran og en masse andre ting, der kostede utallige sagesløse mennesker livet

Set med jeres briller, så burde man vel også kritisere de allierede under 2 verdenskrig ( samt den danske modstandsbevægelse m fl ), der kostede en masse sagesløse tyskere livet - det var en del af prisen for at fjerne Hitler fra magten.

Jeg er bestemt ikke enig med jer.

Krig er noget skidt, men af og til, så er det nødvendigt også for fredelige lande som Danmak , at tage stilling og gøre en skarp indsats.

Egon Maltzon

Før man begynder at skrive mere UN-stuff ind i danske lovgivning, skulle man måske stille nogle krav til de lande som vedtager resolutioner og konventioner.

UN er efterhånden blevet en tumleplads for de diktaturer, som flygtningen kommer fra.

Det eneste der har ændret sig siden denne artikel:
http://www.information.dk/188688
er at vi ikke længere har Per Thomsen iblandt os.

Simon-Matti Hørlyck Campbell

@Egon Maltzon
Er det ikke bedøvende ligegyldigt hvor forslaget kommer fra, så længe at det er fornuftigt. Flygtninge har brug for have en form for normal hverdag, ikke at sidde og glo på et asylcenter.