Læsetid: 3 min.

Kunsten at skifte ham

I søndags var jeg til 70-års fødselsdag i Aarhus hos en af mine forældres venner, jeg har kendt hele mit liv. Flere af de tilstedeværende var ligesom fødselaren trofaste SF’ere...
30. juni 2012

I søndags var jeg til 70-års fødselsdag i Aarhus hos en af mine forældres venner, jeg har kendt hele mit liv. Flere af de tilstedeværende var ligesom fødselaren trofaste SF’ere. I sin velkomsttale forbød han gæsterne at tale politik indendøre. Hvis der skulle tales om den aktuelle situation på venstrefløjen, var man forvist til ’Onkel Toms hytte’ - et lille hus på legepladsen udenfor i regnvejret.

» Herinde vil vi ikke have det,« lød beskeden. Med glimt i øjet, naturligvis. Der gik dog alligevel ikke længe, før de første samtaler om folkesocialisterne, Enhedslisten og skattereformen smøg sig ind imellem ’Sigøjnersangen’, kageafhentning i teltet og børnenes fødselsdagssange til dagens hovedperson. Mange var frustrerede og uforstående over, hvorfor den nye regering har »solgt ud til højrefløjen« med aftalen om en ny skattereform.

De mange SF’ere rundt omkring i landet og til fødselsdagen kan måske nok beskylde Villy Søvndal for mangt og meget. Men ingen kan i anklage ham for at have puttet med sandheden om, hvor hård regeringsdeltagelsen ville blive. I flere år har SF-formanden forsøgt at gøde jorden for rejsen fra protestparti til regeringsparti (som ledende SF’ere har kaldt den, mens andre har afvist, at SF nogensinde har kunnet defineres som protestparti). På landsmøde efter landsmøde, interview efter interview og i kronik efter kronik har Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen forsøgt at komme igennem med budskaberne: Det bliver svært, partifæller. Det kommer til at gøre ondt, partifæller. Vi er nødt til at indgå kompromisser og sluge kameler, partifæller. Igen og igen. Og igen. I øjeblikket testes det, om jorden er giftig eller gangbar – om SF’ere landet over mener, at prisen for regeringsdeltagelse kan blive for høj.

I går meddelte socialordfører Özlem Cekic, at hun vil stemme nej til reformen om skat. Og det er meget sandsynligt, at hun bliver forhenværende folkesocialist, hvis hun gør det. For meldingen fra SF’s gruppemøde i onsdags var klar og ikke overraskende, at partiet stemmer samlet i denne sag. Bortset fra de to folketingsmedlemmer, der udadtil har sagt fra over for aftalen, tyder intet endnu på, at der er et samlet organiseret opgør på vej mod ledelsen af SF. Ingen taler imod regeringsdeltagelsen offentligt. Endnu.

Krisen i SF viser, hvor svært det er for et parti at skifte ham. Venstre er det eneste parti i nyere danmarkshistorie, der reelt er vandret fra sin oprindelige position for at indtage nyt land. Det skete efter valgnederlaget i 1998, hvor Anders Fogh Rasmussen indså, at Venstres rejse til vælgerne afhang af partiets evne til at udfordre Socialdemokraterne som velfærdsstatens forsvarer. Derfor drejede Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen langsomt Venstres retorik mod midten. Derfor rejste Fogh rundt i baglandet forud for valget i 2001 og forberedte partifællerne på, at det liberale tusindårsrige ville lade vente på sig, selv hvis han, forfatteren til bogen om minimalstaten, vandt magten. Og måske netop derfor vandt Venstre magten i Danmark.

Pointen er, at politiske hamskifte kræver forberedelse. Og spørgsmålet er, om Søvndal og Möger har gødet jorden grundigt nok til den operation, som de har valgt at kaste sig ud i. At dømme efter fødselsdagen i søndags er meningerne delte.

»Jeg er ikke enhedsliste. Men man bliver sgu lidt desillusioneret af det her,« lød det, mens en lille gruppe gæster hen under aftenen fortsat tyggede på regeringens beslutning om i sidste øjeblik at lave forlig med Venstre og Konservative. En anden, der har været medlem af partiet i mange år, mente nu nok, at det samlede billede var i orden. »Det med overførslerne er ikke godt, nej. Men hele aftalen er altså ikke »blå« - den er mere rød end blå, og der er masser af gode elementer i den,« sagde han. Svaret på, om Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen har gjort deres hjemmearbejde godt nok kan aflæses i, hvor mange SF’ere der ræsonnerer som sidstnævnte. Ifølge Weekendavisen tvivlede selv Villy Søvndal i sidste uge på, om projekt ’SF i regering’ virkelig er umagen værd, efter det stod klart, at regeringen ville lave en aftale med VK om skattereformen. I så fald ser det sortere ud end forventet, og Søvndal kan ende som endnu en mislykket hamskifter.

 

Amalie Kestler er politisk redaktør

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erneLørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Men ingen kan i anklage ham for at have puttet med sandheden om, hvor hård regeringsdeltagelsen ville blive. I flere år har SF-formanden forsøgt at gøde jorden for rejsen fra protestparti til regeringsparti"
Det er så forvrøvlet.
Hvad med Fair Løsning og Fair Forandring, som De Radikale ikke kunne ændre så meget som et komma i?
Det kunne de så bare alligevel, noget så eftertrykkeligt.

Som blandt andre Özlem Cekic har gjort opmærksom på, er det forlig, SF er gået ind i, et brud med den politik, SF er gået til valg på, og som partiets ledende organer selv har vedtaget.

Jens Overgaard Bjerre

Søvndal er en mislykket hamskifter. Han begyndte at skifte ham, da han havde en mulighed for en ministerpost. Men den er gledet let af må det siges.

Kaspar Olsen

Så fik Flynderen ved det mørke oprørte og vredt skummende hav igen besøg af en politiker.
Denne gang gang var det SF-Willy der havde taget turen til Flynderens strand.
SF-Willy var helt misundelig over hvad Kejser Thorning og Pave Vestager havde opnået af gunst hos Flynderen.

Hvad vil du” spurte Flynderen efter at være blevet råbt ind til strandbredden af SF- Willy.

”Det ser ikke godt ud” begyndte SF Willy ”- Folket i Danmark er ved at finde ud af af vi har en Blå regering nu.”

"Hvad skal jeg gøre ved det ?” spurte Flynderen medens at havet piskede skum på bølgetoppene”

”Jeg ved ikke rigtig” sagde SF Willy med en fiffig mine -”kan du ikke lige gøre gøre danskerne dummere end de er; så de ikke lægger mærke til mit politiske hamskifte”

Ved de ord begyndte Flynderen at le en grum latter.
SF-Willy blev så overrasket; at han trådte et skridt tilbage, så han nær var ved at falde.

”Hvorfor griner du ?” fik SF-Willy alligevel spagt fremstammet.

Flynderen grinede stadig men stoppede ved SF-Willys spørgsmål.
”Som den lille dreng på tinge; skal du vist vide at Pave Vestager igen kom først og fik sænket den gennemsnitlige IQ i Danmark til 90 – hvorefter kejser Thorning lidt efter også kom til mig med det samme ønske og derfor fik sænket den gennemsnitlige IQ i Danmark til 80 af og præcis de samme årsager som du nu har ."

”Hvad vil du så have ? spurte Flynderen -"Måske et Danmark der ikke kan fatte en skid af det hele ?”
Flynderens ironi var spildt på SF-Willy der ikke hørte den.

SF-Willy råbte begejstret ”Præcis Du ! - sådan skal det være ! - du har det - !” Nu var SF-Willy Helt oppe at køre.

"Gå du kun Hjem – sagde Flynderen -"de kan ikke fatte en skid af det hele i Danmark nu ! - sagde Flynderen der nu var begyndt at få mareridt om meterhøje Tsunamis; medens at havet brølede stadig stærkere.

SF- Willy var nu så begejstret; at Han begyndte at synge en lille fjolle-sang på vej tilbage til ministerbilen der holdt og ventede.
"Yes - 4 more years !
Yes - 4 more years !
I mange mange år !
I mange mange år !"

Flemming Nielsen

Helt ærligt, kan man ikke holde disse absurde famileifest-metaforer for sig selv og finde en kirke, hvor nogle, åh så frelste vendekåber kan gå hen og blive endnu mere frelste.
Dette, lidt dumme, allegoriske indlæg, er et klassisk arrogant eksempel på demokratiets krise.
Stupid, halvakademisk, indforstået, manipulerende argumentation af værste skuffe.
Gå dog hjem og vug, som man siger uden for parnassets selvtilstrækkelige virkelighed.
SF er gået hen og blevet et fuldstændig utroværdigt parti med intet på hjerte udover ønsket om at sidde til bords med ligestillede bavianer, som forsigtigt og med slibrige ord tørrer halen på alle de mennesker, der troede, at festdeltagerne ville spise mindre på deres vegne.
Indlægget i sig selv emmer af præcis den tøsede meningsløshed, som forfatteren til hver en tid kan forsvare og tilbagevise - eller ændre efter det politiske klima og forgodtbefindende. Ingen personlig mening overhovedet kommer til udtryk.
Hvor er det ynkeligt. God fest.

Hanne Cetkin

Amalie Kestler:

»Pointen er, at politiske hamskifte kræver forberedelse.«

Mon ikke snarer pointen er, at politiske hamskifter er noget bras som vælgerne nemt kan gennemskue?

Hvis man har ændret synspunkt (skiftet ham) kan man jo bare melde sig ind i det parti, der har de det holdninger man nu har. Det ville være meget mere ærligt og respektabelt, hvis politikerne i SSF erklærede at de havde set det neoliberalistiske lys og kollektivt meldte sig ind i Venstre eller Liberal Alliance.

Det nuværende fupnummer med at gå til valg som røde partier, hvorpå man efter valget fører blå politik har vælgerne for længst gennemskuet.

michael parly pedersen

Du godeste, hvad skal man dog bruge sådan en intetsigende artikel om familiesammenkomst og Willys og Sf¨s hamskifte til? Der står jo absolut intet nyt eller oplysende i den, som kan bruges til en videre politisk diskussion. Jeg kunne få mere ud af, at tegne en rød prik i panden, for derpå at studere den i et spejl.

Hamskifte? Ham er indpakning, fernis. Det er ikke indpakningen som er ændret, det er kernen, indholdet, kødet, slangen om man vil.
Fogh skiftede ham, han ændrede indpakningen, men beholdt kernen, gødede jorden for minimalstat og nyliberalisme.

Tine Sørensen

Fogh skiftede ham, - og beholdt kernen,, -SIN kerne, - men han og hans.... - beholdt kernen udenfor søgelyset... i hemmelighed....
Fordi de vidste, at når man først havde magten, - så kunne man også udøve magten....
Man kunne frit sige eét - og gøre noget andet.
Det var hvad Fogh gjorde.
Han skabte et gabende skisme mellem grundholdning og proklameret idé. En fundamental uærlighed. En korrumpering af "fjenden"....
Det mest skræmmende ved, at dette fake-nummer kunne lade sig gøre - og endda var ansigtsløftende for højrefløjen, - er, at løgnen, taktikken og spin'net tilsyneladende er blevet dét, vi gerne vil høre.....
Vi er blevet skuppelløse.
Vi vil have politiske taktikere - fremfor demokrati.....Dét er, hvad spin har gjort for os....

Jeg ser kun éen vej frem - og det er deliberation!
Det er den eneste måde vi sammen kan blive klogere på.

Hanne Cetkin

Og så kan Amalie Kestler naturligvis ikke dy sig for at genfortælle den gamle ammestuehistorie om, at Anders Fogh Rasmussen i virkeligheden førte socialdemokratisk politik.

Den politiske arv fra Anders Fogh Rasmussen består først og fremmest i at han privatiserede en stor del af hospitalsvæsnet, og derved sikrede uligheden i adgangen til sundhedsfaglige ydelser, samt at han med sit samarbejde med DF gjorde racismen salonfæhig i dansk politik.

Skulle det være socialdemokratisk politik?

Steffen Gliese

Anders Fogh Rasmussen privatiserede selve den danske mentalitet og rev os fra hinanden. Han ødelagde den grundlæggende tillid mellem folk og pegede på lige præcis de ting i samfundet, som vi har levet på at ignorere. Og så gjorde han det med inddragelse af stort set alle magtspillets klichéer, hvilket gør det ekstra pinligt, at ingen reagerede i tide.

Kaspar Olsen

Kunsten at skifte ham.

Nej - politikerne i blå regering har just bedrevet kunsten at afsløre sig selv og stå nøgen uden at besidde nogen rest af etik og moral - og at dertil være benhårde ateister som lige har sat selveste Gud på plads ved at vride tommelskruerne rundt på Kirken og Præsterne og derfra gennemtvinge "Guds accept af homo-vielser i kirken".

Politikerne tester muren?
Hvor langt kan man gå som blå regering før befolkningen siger samlet stop?

Tænker man lidt over befolkningens muligheder for at stoppe politikernes aktuelle vælgerbedrag er der ingen muligheder.
Ingen lovlige ihvertfald.
De ulovlige metoder og revolutionære personer tager et kolossalt magtapparat sig af.
BiGSISTER styrer nu.

I politikernes mareridtsfantasi spøger vel kun den franske revolution som et brugbart scenarie.
Eller ca 179 straffende boltlyn - plus minus nogle stykker - sendt af en fornærmet Gud mod Christiansborg.

For Bush gjorde det.
Wall street og deres venner gjorde det også.
Araberne gjorde det.

De skabte krigene og den økonomiske krise og de tårnhøje oliepriser.

Well - og ingen af dagens Christiansborg politikere har vel nogensinde set førtidspensionister i deres elendighed for de kravler ud af hoveddøren og handler ind medens at politikerne sidder i "hårdt arbejde på Christiansborg" beskæftiget med at ødelægge velfærdssamfundet.

Som uartige og uvidende børn er politikerne - uden for pædagogisk rækkevidde.
Indtil befolkningen bruger sin stopknap.

Som skal opfindes før den kan bruges - for den findes ikke p.t. !
Desværre.

Søren Kristensen

Kunsten at skifte ham. Det bliver ikke nemt. Villy Søvndal er alt for dreven til at lade sig koste rundt med.

Michael Kongstad Nielsen

SF havde bevæget sig mod højre i gennem lang tid inden regeringsdannelsen. Det kom ikke som nogen overraskelse for nogen. Jeg synes artiklens præmis på det punkt er forkert. Det historiske samarbejde med S udviklede sig over flere år, lige så lang til som Andres Fog Rasmussen havde til sine forberedelser før 2001.

Det nye og overraskende er, at alt det "røde" forsbvandt som dug for solen, da først regeringen var dannet. Millionærskat, betalingsring, fair løsning osv. pist væk med skidtet og ind med skattelettelser til de rige og forringelser til de svage.

Det er chokerende. For det er ikke et langsomt hamskifte, det er kamæleonens lynhurtige forvandling. Ingen havde set det komme. Man har begrundet det med de radikales stærke position i regeringen, men det holder ikke vand for en SF-ers inderste samvittighed, for de ved godt, at R gerne ville med i den "røde" regering, ellers kunne de være gået til "blå" side. Når R gerne ville være med, måtte også de sluge nogle kameler. Men nej, R fik alt igennem, og SF måtte glemme alle sine mærkesager og agere stemmekvæg. Det er forfærdeligt at være vidne til, og må være endnu værre at have ansvaret for.

Det er slemt, fordi det ikke havde været nødvendigt. Med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag kunne SF og S sagtens have fået mere "rød" politik igennem. Det er det, der er så uforståeligt, og at de så laver svigtet af EL i sidste øjeblik, sparker dem ud og laver forlig med V og K i stedet, det er foragteligt.

Hvis SF holder til dette i længden, er der ikke tale om et hamskifte, men om en afsløring, et tæppefald, en "ud af skabet"-oplevelse - se, vi er borgerlige, vi har bare ikke villet indrømme det før nu.