Analyse
Læsetid: 3 min.

Lille skattereform vil sætte SRSF's målsætninger under pres

Det var ikke kun regeringens mål om en bred aftale om en skattereform, som stødte på grund i går. Også de ambitioner, som SRSF har på uddannelsesområdet, går en usikker fremtid i møde
Indland
19. juni 2012

Selv om den ikke er slået igennem som en folkelig sællert af de helt store, er regeringens egen fortælling bundet op på at reformere for at skaffe penge til at sikre velfærden og stile mod nye højder for danskernes uddannelsesniveau. Men efterhånden som reformerne ser ud til at skrumpe, presser spørgsmålet: »Hvor skal pengene komme fra?« sig på. F.eks. er det oplagt at spørge, hvor de kuldsejlede trepartsforhandlinger og en lille skattereform med Enhedslisten, som der nu er udsigt til, efterlader regeringens målsætninger på uddannelsesområdet?

95 procent af de unge skal have gennemført en ungdomsuddannelse i 2015, og 60 procent – og ikke længere 50 – af en årgang skal gennemføre en videregående uddannelse, har regeringen skrevet ind i sit regeringsgrundlag. Pengene til at nå disse mål skulle være fundet ved gennemførslen af det reformprogram, som efterhånden ikke ser ud til at bidrage med så meget, som regeringen havde ønsket, fordi treparten faldt på gulvet, og de borgerlige partier, som det senere skal uddybes, i går tilsyneladende de facto meldte sig ud af forhandlingerne om skattereformen.

Enhedslistens hovedkrav for at indgå en aftale er, at den planlagte ændring af reguleringen af overførselsindkomsterne droppes. Udover at være et finansieringselement i den samlede reform på tre mia. kr. bidrager netop denne klump med 1,6 mia. kr. til den samlede økonomiske holdbarhed via et øget arbejdsudbud på 6.600.

Kort sagt: Hvis Enhedslisten får sit krav igennem – og man ikke finder andre veje at øge arbejdsudbuddet i reformen – vil den i stedet for at øge arbejdsudbuddet med 14.600 kun bidrage med 8.000. 2020-planen har som følge af trepartsforhandlingernes sammenbrud allerede en manko på fire mia. kr. og 20.000 i øget arbejdsudbud. Altså vil Finansministeriet i alt, hvis reguleringen af overførselsindkomsterne droppes, mangle 26.600 i arbejdsudbud i sin for tiden så udskældte regnemaskine.

Det er en forudsætning, at skattereformen skal være fuldt finansieret, og regeringen står altså i en situation, hvor den må sige farvel til et endnu større bidrag til holdbarheden og dermed færre kroner i kassen til at investere i f.eks. uddannelsesmålsætningerne. Med mindre den altså kan finde på andre og nye elementer, som øger arbejdsudbuddet ligeså meget som reguleringen af overførslerne, hvilket er svært at forestille sig. Eller med mindre Enhedslisten vil gå med til f.eks. at regulere en lille smule på overførslerne alligevel, hvilket også er svært at forestille sig.

Urealistiske krav

Udmeldingerne efter gårsdagens møder i Finansministeriet synes kun at bekræfte, at pilen peger på en aftale med Enhedslisten. Selv om ingen af parterne i går ville indrømme det, skal man være jubeloptimist for at tro på en aftale med de borgerlige, sådan som regeringen – og især de radikale – havde håbet på.

Liberal Alliances Anders Samuelsen fremførte i går i al fald et så urealistisk ultimativt krav, at en aftale her synes endegyldigt umulig. Samuelsen vil ikke inviteres igen, uden at regeringen siger ja til en »mindre offentlig sektor.«

Forestillingen om, at regeringen kan gå med til en vækst i det offentlige forbrug, der er endnu lavere end de 0,8 procent, som den selv har lagt op til, må anses for at være en politisk død sild. I al fald ville det for regeringens rødeste partier være en halsløs gerning blot at overveje dette. Ikke engang Venstre har turdet gå ned af denne sti.

Da partiets gruppeformand, Kristian Jensen, for nylig luftede tanken, blev han eftertrykkeligt sat til at trække i land bagefter. Det betød en formiddag, hvor Jensen måtte gentage: »Venstre ønsker en vækst på 0,8 procent i det offentlige forbrug« på 17 forskellige måder. Det vil derfor være noget overraskende, hvis regeringen giver efter for Samuelsens krav og dermed overhaler Venstre højre om.

Regeringens strategi var at fremlægge en skattereform, som var så blå, at de borgerlige ikke kunne takke nej. Men alt tyder altså på, at sidstnævnte har vejet fordele og ulemper ved en aftale med den nødstedte regering op imod hinanden og er landet på et nej til en aftale.

Enhedslisten samt de store dele af S og SF synes derfor at nyde godt af, at dørene er lukket for regeringen i blå stue.

Og det samme gør altså de mennesker, der er på overførselsindkomst og formentlig også folkepensionisterne, hvis grundbeløb nok må blive, som det er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Hvis Amalie Kestler får ret, er det da en glædelig nyhed.
Det er fuldstændig uhørt, at manipulere folkepensionens grundbeløb og satsreguleringen af de sociale pensioner, der i forvejen løbende udhules gennem satspuljeforliget.
Forhåbentlig lykkes det enhedslisten, at få torpederet dette asociale forlig, som enhedslisten, til dets ære, står udenfor.

Søren Kristensen

Sjovt som regnemaskinen håndterer 8.000, 14.600, 20.000 eller 26.600 i arbejdsudbud, som om det var rede penge, når det måske i virkeligheden snarere er fugle på et meget stort tag.

Marianne Christensen

Ja.

Det med at beregne et øget arbejdsudbud som en indtægt er helt ude i hampen.
Hvis ikke de mennesker der udbyder deres arbejdskraft kommer i beskæftigelse kommer der ikke en krone i kassen.

Flere i beskæftigelse derimod giver øgede indtægter.
Men for at folk kommer i beskæftigelse ville det nok være en god ide at regeringen arbejdede mere seriøst på at skabe jobs. - og det gør man ikke ved at nedlægge stillinger på stribe i det offentlige.
Det bevirker bare at folk mister deres kvalifikationer mens de går ledige.

Til Marianne. Lad os da fluks få opslået 100000 stillinger mere i det off. det vil da virkelig forbedre økonomien.

Øget arbejdsudbud vil presse lønningerne og det er sundt samfundsøkonomisk og især for konkurrenceevnen.

Man skaber slet ingen job ved voldtage befolkningen skasttemæssigt og man tiltrækker ivhert ikke udenlandske virksomheder af betydning

Marianne Christensen

Per Niesen

God ide. Så er du også enig med nobelpristageren Krugman, hvis analyser er gengivet i en anden tråd i denne avis:

"Drop spare- og nedskæringspolitikkerne, kickstart økonomien med ambitiøse offentlige udgifter og nedbring så underskuddet, når vi igen er oven vande. Og vigtigst af alt: Det skal være nu.

»Fem år med meget høj ledighed gør meget mere end fem gange så meget skade som et år med høj ledighed. Man siger: ‘Ja, det gør ondt, men tiden heler også disse sår. Men det er jeg slet ikke sikker på, at tiden gør.«"