Læsetid 2 min.

Magtens ytringsfrihed

Vi diskuterer ofte ytringsfriheden, som om den lever i et tomt socialt rum, uafhængig af magt og lige til at pakke i ens pakker, der kan deles retfærdigt ud til alle. Men sådan fungerer det ikke. Ytringsfrihed er en rettighed, men en rettighed, der kommer til at se forskellig ud, alt efter om den tilhører ledelsen eller medarbejderen
4. juni 2012

Sager om ytringsfrihed synes at dukke op i tide og utide.

For nylig handlede det om Dansk Sygeplejeråd. Rådets medlemmer havde klaget til ombudsmanden over følgende udtalelse fra en regionsformand.

»Jeg vil stærkt opfordre til, at vi samarbejder om at få de dødelighedstal ned i stedet for at diskutere dem i pressen,« sagde regionsformanden

Da han efterfølgende bedyrede, at ytringsfrihed er en grundfæstet rettighed for offentligt ansatte, fandt ombudsmanden dog ikke grund til at gå ind i sagen.

Historien fra Dansk Sygeplejeråd er et godt eksempel på, hvordan vi ofte taler om ytringsfrihed, som om den findes i et neutralt, magtfrit rum. Som om ytringsfrihed er en fuldstændig ensartet størrelse, der ikke ændrer farve, smag eller udseende, når den kommer i menneskehænder. Men det gør den selvfølgelig.

Ytringsfrihed ser anderledes ud i dagens Danmark, end den gjorde for 40 år siden, og ytringsfrihed ser anderledes ud i Nordeuropa end i Østeuropa. Kort sagt skal ytringsfrihed oversættes til en social kontekst, før den giver konkret mening.

Magtforhold

Sagen om regionsformanden foregik i en kontekst med meget ulige magtforhold. Sat på spidsen sker der det, at medarbejderne påberåber sig ytringsfrihed, men ikke får medhold i deres klage, mens ledelsen påberåber sig ytringsfrihed og undgår en sag.

Der er nok flere detaljer i sagen, som gør, at det kunne stilles mindre firkantet op, men ikke desto mindre illustrerer sagen, at ytringsfriheden er én ting for nogle, og en anden for andre. Ytringsfrihed går altid hånd i hånd med et magtforhold.

Forhåbentligt er der ikke nogen principiel lærestreg i sagen i den forstand, at enhver offentlig ledelse nu har fået carte blanche til at undertrykke medarbejderes ønske om offentlig debat under henvisning til ytringsfriheden. Det ville jo være en smule prekært, hvis en ledelse ikke udsætter sig for nogen risiko, mens de ansatte, som udtaler sig offentligt, kan have grund til efterfølgende at frygte diverse sanktioner – som i værste fald ikke nødvendigvis ville kunne føres tilbage til de kritiske ytringer, men altid vil være camoufleret som en nedskæring, en omstrukturering eller samarbejdsvanskeligheder.

Forhåbentligt betyder afgørelsen heller ikke, at medarbejdere skal gå direkte til ledelsen, før de ytrer en kritik af forhold, der har interesse for offentligheden. Det ville jo i den grad være problematisk, fordi det ville sætte et pragmatisk forhold såsom et ledelsesmæssigt hensyn over et moralsk hensyn om en oplyst kritisk offentlighed og et velfungerende demokrati.

Omvendt incitamentsstruktur

Kunne man forestille sig en omvendt incitamentsstruktur, hvor en ny og moderne offentlig ledelse belønnede sine ansatte for at deltage i en åben og offentlig debat, der tjente alle involverede borgere, klienter eller brugere? Ville en sådan incitamentsstruktur ikke imødekomme intentionen bag ’Vejledningen om de offentligt ansattes ytringsfrihed’, nemlig at det tjener offentligheden og demokratiet at få indsigt i konsekvenserne af de politiske beslutninger – en indsigt, der bedst tilvejebringes af de offentligt ansatte, da de er tættest på de politiske konsekvenser? Og i det konkrete tilfælde kunne man tilføje – især når det gælder sammenhængen mellem antal ansatte sygeplejersker og nedbringelsen af dødelighedstal – at det er magtpåliggende, at alle involverede diskuterer det åbent i offentligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Mget rigtigt sagt, men sommetider er det fristende for en medarbejder "med skub i" og med masser af ambitioner, at gå til pressen inden chefer og kolleger indblandes - det giver omtale, og når problemet løses, så får den pågældende også hele æren af det samt evt ros for at være "frygløs".

Det kan virkelig styrke fremtidsmulighederne.

Brugerbillede for Anne Albinus
Anne Albinus

Iflg. Håndbog om åbenhed – for offentligt ansatte” er enhver offentligt ansat i sin gode ret til at gå til pressen og f.eks. påpege urimelige arbejdsforhold eller dårlig behandling af borgerne. Bare vedkommende giver udtryk for at tale på egne vegne.

Det er ikke et krav, men en god idé at gå til sin ledelse, skriver forfatterne, inden man går til pressen med sin kritik. Ledelsen må ikke give en tjenstlig irettesættelse til en ansat, der har udtalt sig til pressen, hvis de almindelige regler er overholdt.

Ombudsmanden afviste sygeplejerskernes klage og valgte ikke at gå videre med sagen om Aarhusprofessoren, der på grund af bl.a. skriverier i pressen blev udsat for sanktioner. Jeg har på min blog skrevet om disse sager: Reel ytringsfrihed eller blot vinduespynt?

Brugerbillede for Martin Haastrup
Martin Haastrup

De staaaakels forfulgte politikere, arbejdsgivere, og you name, magt-mannequinner hivs ytringsfrihed og bevægelses-frihed, protest-rettigheder er stækkede uhørt grad herhjemme, af lømmelpakker, tuneser-lovgivning, tålt ophold, fyringsrunder, skatteborgerbetalte bankrednings-pakker, har jeg glemt noget - så fyld selv ud.

En rigtig udmærket fin lille spidsfindig betragtning fra artrikel-forfatterens side. Tak for den. Håber vi snart kan få vendt verden tilbage på benene igen når det drejer sig om forholdet mellem mennesker med magt og dem uden.

Der er ikke et sekund at spilde.

Brugerbillede for Martin Haastrup
Martin Haastrup

Terror-lovgivningen!!! - Magtens ytringsfrihed er alvorlig stækket. Af overvågning, kontrol, krav om mødepligt på job-skabelses-ordninger, trusler om fjernelse af sociale ydelser - staaaaakels magt!!!!

Brugerbillede for Bent Skafte

...Jeg er fuldstændig af samme opfattelse, ytringsfrihed på de danske arbejdspladser, jeg har kendskab til, er ganske afgjort bestemt af de magtforhold, der er tilstede i den givne situation. Ytringsfrihedsretten, som offentlig ansat, er ikke eksisterende, når man taler om kritik af den siddende chef. Det er stadig i den grad tabu, og forbundet med "straf", og eventuelt fyring. At sige sin mening om en chefs uegnethed, begrundet med objektive fakta, rækker ikke. Tænk fx. på den sidste offentlige sag, hvor der var uro på det kongelige, hvor alt pegede på direktørens manglende ledelsesevner. Låget blev lagt på, og alt blev stille, da bestyrelsesformanden tog over. En mærkelig enevældig form, der i bund og grund, er med til at bevare den værende magtstruktur. Nej, ytringsfrihed eksisterer ikke i et lufttomt rum, og vil sikkert aldrig komme til det, da det strider mod samfundsmodellen,

Brugerbillede for Sune Olsen

Robert Kroll:

"Mget rigtigt sagt, men sommetider er det fristende for en medarbejder “med skub i” og med masser af ambitioner, at gå til pressen inden chefer og kolleger indblandes - det giver omtale, og når problemet løses, så får den pågældende også hele æren af det samt evt ros for at være “frygløs”.

Det kan virkelig styrke fremtidsmulighederne."

Du bliver simpelthen nødt til at komme med nogle eksempler på dette. For det er en argumentation jeg synes jeg tit hører, især fra den kritiserede ledelses side, men jeg er endnu ikke stødt på en situtation hvor dette passer.

Hvis medarbejderens kritik er usand ville den ret hurtigt blive gennemskuet som usand ved offentliggørelse.

Brugerbillede for Viggo Helth

Med ytringsfrihed følger også ansvar for det jeg ytrer mig om.

At ytre sig er nemt nok, men gør du andet ved det emne du ytrer dig om end at ytre dig?