Nyhed
Læsetid: 4 min.

Mindre arbejde, masser af stress

Danskere med job oplever arbejdstiden som længere, end den er. Og der er flere, som hellere vil arbejde mindre end mere. Selve krisen kan øge følelsen af stress, selv om arbejdstiden faktisk er faldet, mener forsker
Indland
27. juni 2012
span class="photo-credit">Foto: Martin Stampe/Scanpix  Godt nok arbejder vi mindre i dag, end vi gjorde for et årti siden. Men der er i dag en voksende forventning om, at vi hele tiden er på, hvilket ifølge eksperter er én forklaring på de mange, der rammes af stress.

span class="photo-credit">Foto: Martin Stampe/Scanpix Godt nok arbejder vi mindre i dag, end vi gjorde for et årti siden. Men der er i dag en voksende forventning om, at vi hele tiden er på, hvilket ifølge eksperter er én forklaring på de mange, der rammes af stress.

Martin Stampe

To ud af tre kvinder og hver anden mand i beskæftigelse føler sig sommetider, næsten altid eller altid stressede.

Det fremgår af en stor arbejdstidsundersøgelse, foretaget af seniorforsker Jens Bonke fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Det høje stressniveau gælder, selv om vi i virkeligheden arbejder lidt mindre i dag end i 2001, påpeger undersøgelsen. Til gengæld føles arbejdstiden både længere, end den føltes i 2001, og længere end den reelt er. I dag oplever den beskæftigede gennemsnitsdansker således at arbejde 39,3 timer om ugen, selv om arbejdstiden reelt blot er 33,2 timer. Tilbage i 2001 var den oplevede arbejdstid 37,7 timer om ugen og den faktiske arbejdstid 34,5 timer.

Undersøgelsen, der baserer sig på 7.000 danskeres detaljerede registrering af deres tidsforbrug, fortæller, at oplevelsen af stress er mest udbredt blandt personer med lang arbejdstid. Næsten hver femte kvinde og næsten hver tiende mand med en ugentlig arbejdstid over 44 timer oplever således at være »næsten altid eller altid stresset«.

Jens Bonke understreger, at selv om andelen af beskæftigede danskere, der oplever stress, er »ret stort«, så er andelen faktisk ikke steget siden opgørelsen i 2001.

»Dem, der siger, at de næsten altid er stressede, er i omfang det samme som for 10 år siden, mens dem, der sommetider er stressede, er blevet lidt færre,« siger Bonke.

En undersøgelse foretaget for Statens Institut for Folkesundhed i 2010 viser derimod voksende stress-hyppighed.

»Det er en generel tendens, vi har kunnet se siden 1987. Og fra 2005 til 2010 steg andelen, der ofte eller meget ofte føler sig stressede, markant fra 8,7 pct. til 12,6 pct.,« fortæller ph.d.-studerende Anne Illemann Christensen, medforfatter til rapporten fra 2010. Også i denne undersøgelse er der mærkbart flere kvinder end mænd, der oplever stress.

Lektor Naja Hulvej Rod, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og leder af Københavns Stressforskningscenter, siger, at billedet kan variere fra undersøgelse til undersøgelse.

»Men generelt har vi gennem de seneste 20 år set en lille stigning i antallet af dem, der er meget stressede – dem hvor det kan have helbredskonsekvenser,« siger hun.

Lektor Einar Baldursson, stress- og arbejdslivsforsker ved Aalborg Universitet, siger, at statistikken, der peger på flere stressede på arbejdsmarkedet, falder sammen med et øget forbrug af medicin, der kan være relateret til stress: mavesårsmedicin, smertestillende midler og antidepressiv medicin.

»Over de seneste 10 år har vi set en systematisk negativ udvikling på området – det er vi nødt til at tage meget alvorligt,« siger han.

Arbejdsdagen føles lang

Det bemærkelsesværdige ved undersøgelsen fra Rockwool Fonden er, at den rapporterede arbejdstid ikke er gået op, tværtimod.

»Måske er man kortere tid på arbejdet, men arbejder mere derhjemme eller undervejs mellem hjem og arbejde. Det er det grænseløse arbejde, hvor tingene flyder sammen, og adskillelsen mellem arbejde og fritid kan mangle. Man kan faktisk være på arbejde hele tiden,« siger Naja Hulvej Rod og henviser til, hvordan smartphones og iPads senest har udvidet mulighederne for at være på arbejde og i løbende kontakt med arbejdsgiver, kolleger, kunder m.m.

»Denne manglende adskillelse af arbejde og fritid kan være særligt stressfremkaldende,« påpeger hun.

Jens Bonke mener, at de 7.000 danskeres registrering af deres arbejdstid også har indfanget den tid, de måtte bruge på at arbejde foran computeren derhjemme eller undervejs. Så det arbejdsbidrag er ifølge undersøgelsen med, når den samlede arbejdstid angives som mindre nu end i 2001. Ikke desto mindre føles arbejdstiden altså længere nu end dengang, og længere end den reelt er.

»Hjerneundersøgelser har vist, at den tid, hvor du er under pres, opleves, som om den fylder mere, end den reelt gør. Du lever i en forestilling om at være på arbejde i langt højere grad, end du faktisk er,« siger Einar Baldursson.

Jens Bonkes undersøgelse fortæller, at godt tre ud af fire erklærer sig tilfredse med den arbejdstid, de har – og det er flere tilfredse end i 2001 – men der er dog næsten 16 pct., som ønsker sig en kortere arbejdstid, mens knap 11 pct. gerne vil arbejde længere.

»Vi ved, at når der er krise, så forskydes folks vurdering af eget arbejde sig i positiv retning,« siger Baldursson. Før krisen kunne man tillade sig at være utilfreds med arbejdstiden og skifte arbejde meget hyppigere.

»Under krisen bliver folk mere tilfredse med det, de har, men også mere ængstelige og dermed måske stressede,« mener han.

At arbejdstiden ifølge Rockwool-undersøgelsen er faldet, at mange er tilfredse hermed, og at 16 pct. stadig ønsker sig mindre arbejde, harmonerer dårligt med regeringens appel til danskerne om at arbejde mere.

»Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal bevare den velfærd, vi har nu, så er det ikke den rigtige vej at arbejde mindre,« siger Jens Bonke.

Den aktuelle skattereform sigter blandt andet på at inspirere til at arbejde mere. Siden 2004 er der gennemført tre tidligere skattereformer med sænkning af indkomstskatten, uden at det har givet sig synligt udslag i en øget arbejdsindsats, tværtimod, hvis man ser på faldet i arbejdstid for gennemsnitsdanskeren. Økonomer fører en løbende diskussion, om sænkede indkomstskatter primært stimulerer folk til at arbejde mere, fordi de får mere ud af den sidst tjente krone, eller tværtimod frister folk til at arbejde mindre, fordi de med lavere skat kan opretholde samme realindkomst på færre timer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

»Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal bevare den velfærd, vi har nu, så er det ikke den rigtige vej at arbejde mindre,« siger Jens Bonke.

Hvis vi vil forbedre den er det derimod nok værd at overveje.

To ud af tre kvinder og hver anden mand føler sig stressede
Også kommer artiklen ikke nærmere ind på denne skævfordeling. Jeg kan måske håber på en engageret debat mellem KVINFO og MANFO - lige som i gårsdagens avis da temaet var KVINFO og MANFO...
Rigtig spændende kan det blive hvis også UNGFO blander sig i debatten.
…Som en teenagerpige fortalte: ”Når vi har haft en rigtig hyggelig middag derhjemme, så kan det falde mig ind at spørge hvorfor det er mig og min mor, der skal tage opvasken, og ikke min storebror og min far – det ødelægger totalt stemningen både i stuen og i køkkenet – men jeg har det godt med det.”

Gorm Petersen

De findes et mørketal af nørder for hvem det er umuligt at adskille arbejdstid fra fritid.

Hvis man vælger at kontere al nørdens tid som fritid, får det stor betydning for den samlede sumberegning.

Tilsvarende hvis man konterede al nørdens tid som arbejdstid fik det tilsvarende stor betydning.

Man må sætte små scannere på folks hjerner.

Så længe de morer sig, må det konteres som fritid.

Så længe de lider, må det konteres som arbejdstid.

Løn er erstatning for svie og smerte. For det er vel ikke meningen, at man både skal more sig OG have penge for det ?

Jesper Frimann Ljungberg

@Gorm Petersen.

Lige netop :)=
Når man bliver betalt for at være problem knuser, så er det altså sådan at man nogen gange vågner op om natten og har løst problemet. Så er der jo ikke andet for end at stå op og lige få tingene skrevet ned, så man ikke glemmer det.
Eller hvis man har brug for at cleare hovedet, så må man da ud og gå en tur, eller slå græsset eller.....

Den her fokusering på om man sidder i sin cubicle og laver x antal taste tryk, er arkaisk, og ikke speciel optimal.
Det er fagligheden i det man laver, der er vigtigt.

// Jesper

Det er ganske morsomt at se, at den 'oplevede' arbejdstid opgøres med en nøjagtighed på 0,1 time.

I det hele taget kunne resultaterne sagtens være et udtryk for, at 'undersøgelsen' har meget store metodeproblemer.

Resultaterne af 'undersøgelsen' lugter langt væk af pseudovidenskab.(plattenslageri??)

Er der tale om et politisk bestillingsarbejde?

Claus Mikkelsen

Sjovt at artiklen ikke nævner noget om den længere tid vi alle må bruge for at komme til og fra arbejde. Det er i værste fald 15 timer om ugen, som skal lægges oven i den 37 timers uge som var OK for 10 år siden.

Hvordan kan regeringen overhovedet foreslå at vi skal arbejde mere ? Hvad så med alle de arbejdsløse som gerne vil i job ?

Steen Ole Rasmussen

Spørgeundersøgelser former i høj grad de svar, der skabes og bliver lagt til grund for konklusionerne af den

Selvbeskrivelsen, som den generelt kommer til udtryk i en både offentlig og privat sammenhæng, er altid betinget af de gensidige forventninger, der præger situaionen, og som enhver bare nogen lunde kvalificeret antropolog, sociolog eller samfundsvidenskabeligt dannet iagttager ved, så findes der ikke udsagn, der ikke falder i en kontekst, dvs. i det sociale.

Det er meget vanskeligt, at se disse undersøgelser som ret meget andet end et udtryk for noget langt større, end det sørgelige skin af objektivitet, der forsøges fremmanet med sådanne undersøgelser. Folkene bag har kun sjældent deres sociologiske og teoretiske grundlag i orden.

For at nærme sig en mere gyldig forståelse for det sociale, gyldigheden af opinionsundersøgelser og de statistiske værdier af sådanne spørgeundersøgelser, så er man tvunget til at gå omvejen over refleksionen over udsagnet i dens kontekst. En lille øvelse, der dog er alt for krævende for de italesættende eliter, kommer til udfoldelse i det stille sind, hvis man søger på "Opinion og statistik", via google selvfølgelig, og læser den første tekst, de viser sig i søgningen.

Slettet Bruger

»Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal bevare den velfærd, vi har nu, så er det ikke den rigtige vej at arbejde mindre,« siger den politiske forsker.

Man skal passe på, det er én undersøgelse og vi kender ikke præmisserne.

Jens Overgaard Bjerre

Det idag mere stressende, at være uden arbejde, end at have et. Især hvis det er over en længere perode. Følelsen af, at man ikke er med blandt leverpostegssegmentet, de hårdt arbejdende danskere, kan være utroligt stressende. Prøv at forestille sig, at man er til selskab bland den højere middelklasse. Selskabet består af speciallæger, advokater, økonomer, gymnasielærere, journalister og en enkelt ingeniør med egen edb-virksomhed. Og så står man der og er udenfor. For de snakker kun om deres guld og deres arbejde. Deres vittigheder er pubertetsagtige og dumme. Man spørger ikke længere: " - hvad laver du?", for den er for tydelig og gammeldags, men: "- hvor bor du?". Her kan man så indkredse personen. Hvis man ikke lige ved hvor det er, kan man spørge om det er et villakvartér, eller, hvis svaret er nej, så - gys - et almennyttigt biligbyggeri? Det er bare et enkelt social eksempel, på den danske snobbede idioti i vores samvær. Men læg mærke til at der altid på hospitalet og andre steder bliver spurgt ind til hvad man laver. Det er sikkert som amen i kirken. Og ve den stakkel som siger han er arbejdsløs pædagogmedhjælper, eller hashpibeassistentsælger og har alkoholproblemer. Hans velfærd er non-existent og han er så godt som smidt ud. I hvert fald skal han holde sin kæft over for sygeplejerskerne og ikke svare igen uanset hvor nedladende og frække de er. Ellers går de striks til "FAR", overlægen eller reservelægen, og så skal han nok fortælle hvor skabet skal stå. Kontrollen overfor den arbejdsløse tager himmelråbende karakter af en fængselskultur, hvor man midt i det hele bliver kaldt til mandetal. Så er det op og afsted og hen og stå ret. Det er brevet, e-mailen, som pludselig er der. Og med en meddelelse om at man skal møde der og der, 60 km. fra ens bopæl til en jobsamtale i et jobområde, som man ikke er uddannet til og har beskæftiget sig med i 20 år. Det er ligegyldigt. Og hvis man ikke kommer så falder hammeren med alle mulige sanktioner. Det er sgu stressende, især hvis man en dag skulle få lyst til at besøge sin gamle mor i Ribe og bor i København. Og skal op før posten kommer lidt over klokken tolv. Hvis den kommer?

Anders Reinholdt

Rockwoolfondens undersøgelser og pseudoforskning er lige til skraldespanden. De fortjener først opmærksomhed den dag resultaterne viser sig at stå i direkte modstrid til industriens interesser, dvs. når de i kildekritisk forstand går direkte mod tendensen og det forventede. Men skulle det ske kan vi være sikre på, at resultaterne ikke bliver offentliggjort.

Gorm Petersen

Til JF:

Du har nogle pointer. Langsigtede beslutninger (arkitekturer der skal række 10 år frem i tiden) bør analyseres i en tilstand mellem vågen og søvn.

Her og nu fejlretning løses bedst under fysisk bevægelse.

Den situation hvor hjernen fungerer dårligst er hvis man sidder stille foran en skærm.

Reglerne for skriftelig eksamen burde derfor ændres.

Det er op til hjerneforskerne at lave apparater, der kan skelne arbejdstid fra fritid.

Søren Blaabjerg

Meget af dert, der skaber stress i hverdagen er ikke det såkaldte "arbejde", der endda undertiden kan være mindre stessende end hverdagen derhjemme, men biomstændigheder såsom lang pendlingsafstand til arbejdet, tid brugt til at hente og bringe børn til/fra skoler og daginstitutioner, håndtering af problemer med børnene forårsaget af for lidt kvalitetstid sammen med forældrene (bl.a. diagnosticeret som ADHD) osv. osv.

Imidlertid vil alle vinde med mindre stress og mere trivsel og livskvalitet til følge, hvis vi mindsker den enkeltes arbejdstid og (jvf. ovenstående debatindlæg bla.a.) får fordelt det nødvendige udearbejde noget bedre.

Per Torbensen

Jeg opfatter stress som udtryk for manglende overblik over de opgaver man har påtaget sig .
Problemløsning-tidspres-accept og egentlig ikke antallet af arbejdstimer.

Steen Ole Rasmussen

Jens Overgaard
Der er mere realitet i din lille tekst, end der er i undesøgelsen, fordi du står lidt på afstand af det du beskriver, reflekterende.

Sidst jeg var på hospitalet, det var i københavn i slutningen af 2008, for at få tjekket min søvn. Neurologen her i Odense var vidst bange for, om jeg nu også huskede at trække vejret om natten, og havde sendt mig til københavn, hvor jeg blev spurgt af overlægen på søvnlaboratoriet, om hvordan jeg nu selv synes at det gik i mit liv. Det virkede lidt som en umulig opgave, at skulle fortælle om det nu var godt eller dårligt, for jeg gik ud fra, at der ikke var mere end et par minutter til at svare i. Så jeg fortalte ham en lille historie om, at jeg skam slet ikke var blevet skuffet over livet, det var ind til videre over al forventning, men at jeg nok måtte til at indse, at jeg alligevel, ikke kunne nå at blive USA's første sorte præsident,på grund af Obama m.m., og det at jeg nok slet ikke kunne nå at blive præsident i det hele taget, da jeg jo var 48 år.
Mine iagttagelser af overlægen afslørede, at han i flere sekunder var i syv sind, med hensyn til om jeg fejlede noget meget alvorligt, som nok ikke kunne skyldes iltmangel i søvnfasen. Men jeg fik ham beroliget, og det var mit indtryk at vi lige frem hyggede os sammen på nogen lunde ligeværdigt plan, inden konsultationen var slut. Det er for mig at se et glimrende eksempel på, at ironien, distancen, legen med rollerne osv. kan bringe den mere funktionelle form for kommunikation til sin ret, og at de sociale kompetencer og viden, de bærer de fleste funktioner, slet ikke kan tegnes op i opinionsundersøgelser m.m.. Overlægen vidste også, at der ikke var noget ironi i det, da jeg som sidste bemærkning gav udtryk for, at følelsen, af at man passede godt på mig i det danske sundhedsvæsen, var overvældende på min side.
Det kan der heller ikke laves statistik over.

Ejvind Jacobsen

Endnu en gang pseudo-videnskab. Kan det tænkes at Rockwool fonden har en interesse i at sprede det budskab?

Hvis folk føler sig mere stressede, så ER de mere stressede.
Så nytter det da ikke noget at sige at de IKKE er stressede - det bliver de bare mere stressede af.

Hvis vi skal videre i det her samfund, så er vi nødt til at indrette det efter hvad folk gerne vil, i stedet for hvad de ikke vil. Pisken har udspillet sin rolle som motivation, og nu må guleroden frem.

Alle der ved noget om motivation siger at vi skal VILLE det før vi får den bedst mulige arbejdssituation. Hvis man tvinger folk til at arbejde mere, så VIL folk jo ikke, og så skaber vi bare endnu mere stress.

Det ender med at mere end halvdelen af mændene og mere end 2/3 af kvinderne føler sig stressede ind imellem - og så vil der kun være en vinder: Medicinalindustrien. Måske har Rockwool fonden aktier dér?

Mads Kjærgård

"Er der tale om et politisk bestillingsarbejde?"

Er det ikke altid det? Når det kommer fra Rockwool fonden?

Det handler vel heller ikke om, hvor meget vi arbejder, men hvor meget arbejde vi levererer i den tid vi arbejder!

Lise Lotte Rahbek

Jeg bliver stresset af at læse undersøgelser fra Rockwood-fonden,
som helt klart har en politisk vinkel,
og som fortæller danskere,
at det de føler er helt forkert, for statistikkerne siger noget andet, og statistikkerne har mere ret end mennesker.

Filo Butcher

Selvfølgelig føles det at man arbejder mere, når alle de rekreative tiltag der fandtes (rygepauser, kaffepauser, sludder på gangen og ved kopimaskinen) afskaffes eller erstattes med såkaldte rekreative aktiviteter som er udsat for samme præstations-pres som selve arbejdet er.

"VI" behøver heller ikke at arbejde mere, hvis vi tager alle VI`ERNE med, står der mange arbejdsløse vi`ere parart til at arbejde, og vupti, så arbejder "Vi" mere.

Artiklen er fuld af påstande og svær at forholde sig til, den virker mere som et politisk manifest

Gorm Petersen

Brugen af førsteperson flertal "VI" er demokraturets adelsmærke.

I et demokrati med fri presse, hvor enhver påstand risikerede at blive modsagt, ville magthaverne være nødt til at bruge andre udtryk.

F.ex. nogen har det sådan og sådan, andre sådan og sådan.

Det selvsikre "VI" repræsenterer den magt, som ikke behøver argumentere.

Brian Jensen

Man bliver ikke stresset af at arbejde meget.

Stressen kommer af det arbejde man ikke når i forhold til det forventningspres man oplever.

Her handler det, som ofte, om ledelse. Når forventningerne er realistiske, veldefinerede og bliver opfulgt, så kan man præstere meget uden at blive stresset.

Det er ofte u-udtrykte eller uklare forventninger, der fører til stress. Den loyale medarbejder stiller sine egne forventninger op hvis de ikke er formulerede fra anden side. Disse forventninger bliver ofte urealistiske.

Kort sagt: Jeg tror at "reality check" ofte er en mangelvare og at det er det, der skaber stressen.

Der er også hele problematikken omkring hvad det "perfekte liv" er.

Døgnet har bare 24 timer. Måske går det bare ikke at have en karriere med 50+ timers abejdsuge, have naboerne på perfekt middag, veltrimmet have, nye og nyvaskede biler i indlkørslen, støvfrit under sofaen og så samtidigt levere økologiske hjemmebagte speltboller til børnehaven hvor ungerne i øvrigt aldrig har snavset tøj på sig og har fået godnatlæsning og sang så de er veludhvilede osv. osv...

Hvis folk kunne lære at slappe lidt mere af med statussymbolerne og have lidt mere selvtillid, så ville livet blive mindre stresset.

Martin B. Vestergaard

Jeg synes det sidste afsnit er ret så interessant:
"Den aktuelle skattereform sigter blandt andet på at inspirere til at arbejde mere. Siden 2004 er der gennemført tre tidligere skattereformer med sænkning af indkomstskatten, uden at det har givet sig synligt udslag i en øget arbejdsindsats, tværtimod, hvis man ser på faldet i arbejdstid for gennemsnitsdanskeren. Økonomer fører en løbende diskussion, om sænkede indkomstskatter primært stimulerer folk til at arbejde mere, fordi de får mere ud af den sidst tjente krone, eller tværtimod frister folk til at arbejde mindre, fordi de med lavere skat kan opretholde samme realindkomst på færre timer."

Her bliver det jo konkluderet at vi arbejder mindre efter at have fået foræret skattelettelser 3 gange, og alligevel fortsætter alle partier til højre for EL at argumentere for at skattelettelser vil få folk til at arbejde mere og dermed skaffe flere penge i statskassen.

Lennart Kampmann

Jeg underviser og arbejder derfor ikke. Til gengæld optager min ansættelse en stor del af min tid. Den beskæftiger mig.

Arbejde er i min optik forbundet med fysisk arbejde. En arbejder bruger sin krop. Jeg har svært ved at sige at en teoretisk fysiker arbejder.... hun tænker, overvejer, fordyber sig, mm. men arbejde?

Akademisk arbejde er også en selvmodsigelse. At lægge havefliser er helt klart et arbejde.

Men sådan er sproget jo aldrig neutralt.

Med venlig hilsen
Lennart

Politikerne til højre for enhedslisten ved godt, at befolkningen som helhed ikke arbejder mere når skatten bliver sat ned. Det kan heller ikke være den reelle årsag til nedsættelse af overførselsindkomster, især ikke førtidspensionen. For alle VED da at de ikke kan få invalide, handicappede, kronisk syge og terminale patienter ud på arbejdsmarkedet ved at tage 13.000 kr af deres pension.

Angående stress. Det der stresser er de evige forandringer i arbejdsgangene og øget arbejdsbyrde inden for de især omsorgsfagene.

Kom lige een gang til og påstå at blandt andet hjemmehjælpereen og diverse plejepersonale ikke arbejder mere end for ti år siden.

Søren Blaabjerg

@Lennart Kampmann

Det, diskussionen her drejer sig om er ikke arbejde som filosofisk begreb, men derimod en betegnelse for de aktiviteter for hvilke man modtager et vist afkast i form af arbejdsløn, det være sig enten som selvstændig eller ansat.

Derimod er der sandt nok stor forskel på interessant og uinteressant arbejde, på fysisk hårdt arbejde og mindre fysisk belastende arbejde, på veltilrettelagt og overkommeligt arbejde og et urimeligt arbejdspres, hvor det er praktisk umuligt at nå det ,man officielt skal, eller levere en ordentlig kvalitet, man fagligt kan være stolt af. Arbejde og arbejde er således mange forskellige ting, der hverken kan eller bør skæres over samme læst, nogle er bare træls, andre berigende. Ja, man kan sågar i nogle (muligvis i dagens samfund ret sjældne) tilfælde tale om "arbejdsglæde", og det sociale samvær, man har på sin arbejsplads, er også en kvalitet i sig selv.

Hvordan kan du forresten tillade dig kategorisk at afgøre, at det at lægge havefliser er et "arbejde" (hvorved i din opfattelse vist nok forstås noget intellektuelt mindreværdigt og dermed træls). Sæt nu man finder fornøjelse i at lægge disse havefliser i et sindrigt udtænkt mønster og farvespil og med nøje vare på det rette faststampede underlag og det rette fald, så regnvandet kan løbe af? (Litteratur: Mark Twains historie om Tom Sawyer, der har fået til opgave at male edt plankeværk).

Lennart Kampmann

Grunden til at hjemmehjælperen og andre arbejder mere er at deres klientel er vokset i antal, mens de der skal udføre arbejdet ikke er blevet flere. 4 klasses matematik burde være nok til at udregne at det betyder at de skal løbe hurtigere.

Selvom vi alle kan lide hinanden og det ikke er nogens skyld, er vi blevet færre til at hjælpe de ældre. Det medfører at vi enten skal lægge en større del af vores indtægt i kassen eller acceptere at de ældres pleje bliver lidt mere basal end forventningen tilskrev.

Enhver med et realkreditlån vil arbejde mere ved skattenedsættelse.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Søren Blaabjerg

Sidst jeg var med til at lægge fliser var der bestemt ikke tale om en intellektuel anstrengelse, men det var fornøjeligt. Sveden sprang og jeg vil betegne det som et arbejde. En fysiker ville sikkert påklæbe en numerisk værdi og en SI enhed på oplevelsen. Men umiskendeligt - arbejde. Hvorfor du egentlig skal inddrage den intellektuelle dimension er mig lidt en gåde - jeg ser ikke ned på arbejde.

Men jeg tolker dit indlæg som vand på min mølle - arbejde er ikke et neutralt ord, og sprog er som bekendt magt. Arbejde antyder for mig en grad af ubehag kompenseret ved penge eller andet, mens et kald er noget man gør af lyst. Jeg kan sagtens udføre noget så sveden springer uden at kalde det arbejde.

Jeg synes det er et udtryk for newspeak at kalde det en arbejdsgiver og en arbejdstager - det emmer af gensidig fryd og gammen.

Men der er måske for meget filosofi for dig?

Med venlig hilsen
Lennart

Brian Jensen

Lennart:
"Enhver med et realkreditlån vil arbejde mere ved skattenedsættelse."

Vrøvl. Hvis jeg kunne afbetale hurtigere uden at arbejde mere, hvorfor skulle jeg så arbejde mere?

Som sagt flere steder, så peger evidensen på at skattenedsættelser nedsætter folks vilje til at arbejde.
Skattelettelserne i 0'erne fik ikke folk til at arbejde mere. Tværtimod, hvis der er en årsagssammenhæng.

Lennart Kampmann

@ Brian Jensen

Jeg ser gerne på evidensen, men kan fortælle at mindst en skatteborger vil arbejde mere når det nye år kommer. det er måske ikke nok til at gavne samfundet, men det vil gavne undertegnedes anstrengelse på at slippe fri fra Nykredit.

Jeg er også klar over at mange vil betegne det som en art dansk folkekultur at tage det stille og roligt og ikke anstrenge sig for meget. Den del af befolkningen tilhører jeg ikke. ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Brian Jensen

Lennart:
"Den del af befolkningen tilhører jeg ikke. ;)"

Det gør jeg heller ikke. Mit engagement i mit arbejde er ikke afhængig af hvor meget jeg har tilbage efter skat.

Hvis der er noget med økonomi, der har en effekt på mig, så er det den relative løn iforhold til mine kolleger.

Ellers er det noget som indflydelse, tillid og ansvarsdelegation. Tiltag, som politiikerne har arbejdet direkte imod inden for den offentlige sektor i mange år.

Hvis man vil have folk til at yde en ekstra indsats, så er det der man skal lave forandringer.

Lennart Kampmann

@ Brian Jensen

Jeg forstår. Min relation til økonomi er mest fikseret på opnåelsen af gældsfrihed, og jeg skeler ikke voldsomt til min kollegers niveau. Jeg er også et sted hvor løn er relativt ensartet.

Min motivation er baseret på decentral beslutningskompetence med tillid til at jeg udfører mit kald fornuftigt.

Herzbergs motivations- og vedligeholdelsesfaktorer er vel stedet at fortsætte diskussionen med.

Med venlig hilsen
Lennart

Søren Blaabjerg

@Lennart Kampmann
Jeg er ingen modstander af filosofi overhovedet, tværtimod. Men hvis man vil diskutere noget, kan det ikke nytte noget, at man anvender det sanne ord i forskellige betydninger. For min skyld kunne man faktisk udmærket sætte skellet mellem arbejde og ikke arbejde helt elementært lig med forskellen mellem behagelig og ubehagelig aktivitet (jvf. biblens historie om uddrivelsen fra paradistes have: "I dit ansigts sved, skal du æde dit brød"). Det giver mening, for i så fald gælder det jo helt entydigt om at indtrette samfundet sådan, at man behøver at "arbejde" mindst muligt. Dvs. kan man spare noget arbejde væk ved hjælp af effektiv tenologi, så skal det bare være en grund til at glæde sig over den ekstra fritid, man så kan få, og ikke noget man græmmes over, fordi der så behøves færre hænder, Der skal bare en være en fornuftig fordeling af det nødvendige arbejde.

Lennart Kampmann

@ Søren Blaabjerg
Calvin og andre reformatorer ville være noget uenige i betragtningen om at man skulle få lov til at slappe af. De ville nok holde fast i uddrivelsens diktat om ansigtets sved.

I den menneskelige natur ligger en underlig trang til at rejse til månen eller bestige et bjerg, blot fordi det kan gøres. Det er anstrengende, men vel næppe et arbejde. Arbejdet opstår når det skal finansieres.

Med venlig hilsen
Lennart

@ Lennart Kampmann

Send en kærlig hilsen til de arbejdsløse og invalide, for det er dem der hjælper dig af med gælden til nykredit (dit hus)

Søren Blaabjerg

@Lennart Kampmann
Ja. Jeg er lidt usikker på, hvor det er du i grunden vil hen med disse muligvis for nogle nteressante betragtninger. Mig gør de ikke klogere på noget som helst. Iøvrigt er jeg ikke på nogen måde hverken religiøs eller kirkeligt orienteret, bare sådan til din orientering, oh ikke fordi det har noget særligt med sagen at gøre.

Lise Lotte Rahbek

Der er nok heller ikke så mange calvinister tilstede på disse sider.

Jeg synes det er smadderdejligt at Lennart Kampmann vil arbejde meget mere, når han får nogle flere penge ud af det, og kan betale sit hus ud, så han bliver glad og lykkelig.

Glade og lykkelige mennesker er så rare.
Det er som regel de knap-så-lykkelige, som er sure og indebrændte og misundelige og fordømmende og intolerante.
Men det kan være, det bare er en fordom.

Martin B. Vestergaard

Må tilstå at jeg har svært ved at forstå at det skulle være mere motiverende at slippe hurtigere af med sin gæld fordi man betaler mindre skat. Har selv haft en gæld jeg "arbejdede af" ved at tage et ekstra job, men jeg skelede overhovedet ikke til skatten, kun til hvad jeg havde efter skat. Og ja, det at slippe af med gælden, og den medfølgende renteudgift, var motivationen.

Det er i øvrigt det eneste job jeg har haft kun med det formål at tjene penge, hvis ikke man regner avisruterne som barn med. Alle andre jobs har haft mindst et andet formål enten (ud)dannelse, interesse eller ganske enkelt lyst. Betyder det at jeg er doven? Muligvis, men jeg arbejder tilstrækkeligt til at kunne betale mine udgifter, bla. til den fysioterapi der skal til for at jeg ikke bliver nedslidt alt for hurtigt, og til at lægge en smule til side.

Når jeg ser tilbage tror jeg ikke jeg havde taget det ekstra job, hvis jeg kunne have betalt gælden tilbage indenfor en rimelig tid uden det.

Derfor synes jeg politikerne skulle koncentrere sig om at lave politik der reelt skaber flere jobs, i stedet for disse indirekte motivationer, der ikke er noget empirisk argument for at skulle virke efter hensigten.

Lennart Kampmann

@ Ellen Kjær

Tænk, her gik jeg og troede at ved at betale skat kunne jeg gøre noget for arbejdsløse og invalide, og så er det altså helt omvendt??? Hvis jeg arbejder mindre og betaler mindre skat bliver de arbejdsløse og invalide rigere og dermed lykkeligere???

Det må være min uddannelse der forhindrer mig i at se verden sådan, men måske kan et par år i Gulag få mig til at indse min vildfarelse....

med venlig hilsen
Lennart

Søren Blaabjerg

Måske er det her på sin plads, at citere Piet Hein, der har denne defintion af begrebet "polemik":

- at dutte folk en mening på, hvis dumhed alle kan forstå -

@ Lennart Kampmann

"Tænk, her gik jeg og troede at ved at betale skat kunne jeg gøre noget for arbejdsløse og invalide, og så er det altså helt omvendt??? Hvis jeg arbejder mindre og betaler mindre skat bliver de arbejdsløse og invalide rigere og dermed lykkeligere???"

Den må du længere ud på landet med. For hvis du synes at det er i orden invalide mennesker skal betale for dine skattelettelser, er der ikke meget godhed at spore i dig. Det ligner mere en gang spin. Prøv at stå ved dine holdninger og bevar din ære i det mindste.

Hvorfor vil du til Gullag? Jeg fatter ikke en brik.

Tine Sørensen

Det er simpelthen fup, at sætte lighedstegn mellem stress og mange timer. Vi arbejder måske generelt ikke flere timer idag end for 10 eller 15 år siden. Men stress opstår, som sagt tidligere i tråden, - af at påtage sig-/ blive pålagt- flere arbejdsopgaver end man kan nå på den tid, der er til rådighed.
Når dertil lægges en støt stigende angst, for at blive fyret, - fordi det myldrer med nedskæringer og fyringer på - ihvertfald offentlige arbejdspladser, - så stiger stressniveauet til groteske højder. Jeg oplever det hver dag.... Kolleger, der græder. Kolleger, der begår helt unødige fejl, fordi de er fortravlede, - misforståelser fordi kommunikationen glipper i farten osv osv.
Vi bliver hele tiden færre hænder til de samme opgaver. Og vi får ikke flere timer til at løse opgaverne i, - for det er selvfølgelig i det øgede arbejdspres på den enkelte, at besparelserne findes. Igår blev en mellemleder fyret, fordi budgettet var sprunget.... Og faste stillinger erstattes konsekvent af vikarer, der kan opsiges fra dag til dag.
Vi opfordres samtidig til at gå til ledelsen, hvis vi oplever problemer med stress. Dette siges i den mest sødladne tone, - og samtidig ved vi alle, - at hvis nogen blotter sig med problemer, - så blir de fyret! For der er masser af ledige, der er mere end parate til at springe ind og overtage.
Det mest sørgelige af det hele er, at der er total opgivenhed i forhold til at finde fælles fodslag på arbejdspladsen omkring en udmelding, der siger stop, - og siger at - konsekvensen af den førte nedskæringspolitik uundgåeligt vil blive omsorgssvigt i et omfang, som potentielt kan blive en offentlig skandale. - Og som også burde blive det.

Ingen tør åbne munden, - og ingen tør gå til fagforeningen. Arbejdsmiljø er en by i Rusland.

Lennart Kampmann

@ Ellen Kjær

Ved at sænke topskattegrænsen kommer jeg til at tjene mere gennem øget arbejdsindsats og samlet set betale mere skat. Det kommer de invalide til gode. Men jeg er med på at du ikke fatter det. Du skulle hellere være sur på dem der ikke gider arbejde særligt meget, da det medfører at de ikke betaler så meget i skat.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Ellen Kjær

Eller måske har du ikke forstået min ironi i det foregående indlæg?

Med venlig hilsen
Lennart

Tine Sørensen

@ Lennart
Dit restaurantbesøg-link handler om vellevned.
Ikke om velfærd.
Det vi taler om, når vi taler om velfærd, er menneskeværd for alle - ikke kun for de få, der har råd.
Jeg nægter at acceptere, at det skal være udtryk for en venstreorienteret grundholdning.
Det er udtryk for en holdning til, at det enkelte menneske har både værd og værdighed, selvom pågældende ikke er økonomisk rentabel i økonomisk samfundsperspektiv, - så som fx handicappet, udviklingshæmmet, førtidspensioneret - eller bare ganske almindeligt uheldig og arbejdsløs.

Tine Sørensen

Jævnfør mit tidl. indlæg - kan man også risikere at blive arbejdsløs, hvis man har et etisk standpunkt i forhold til menneskeværd, - som ikke bare affinder sig med lemfældige, desperate og kaotiske besparelsesmetoder i det offentlige....

Maya Nielsen

Mon ikke vores ændrede kultur er årsag til den nærmest kroniske stress tilstand I samfundet, altså ud over den faktisk målte arbejdsindsats, hvordan den nu end måles.
Så er der jo en påfaldende manglende sammenhæng I et livsforløb som langt de fleste I dag oplever således, at de som børn først går I skole og gennem hele skoletiden kun har mål I sig selv og stort set udelukkende, og at de fleste ud over lektier intet kendskab har til ; hvad det egentligt vil sige at gøre en arbejdsindsats for fællesskabet af praktisk art.

Når så pludselig de er færdige med uddannelse og skal arbejde rigtigt og får børn så vælter det mange at stort set alt hvad de skal udføre har mål I alt andet end stort set dem selv, de får et reelt kultur chok fordi de I op til 25 år aldrig hidtil har kendt til at skulle noget som helst nærmest somikke kun har mål I deres egne personlige interesser... Og mange har aldrig I deres eget hjem haft pligter eller små jobs eller har passet andres børn ...ingen reel træning I voksenlivets lange seje træk hvor man basalt set accepterer et grundvilkår at det meste man foretager sig gøres hvor meningen ligger uden for personlig gavn men mere har karakter af opofrelse og eneste belønning ofte er lønnen og viden om at jobbet er en nødvendighed for samfundet/virksomheden men ikke nødvendigtvis personligt meningsfuld... Og det stresser mennesker som pludseligt som først oplever det som et overgreb,når de indtil da aldrig før har skullet yde en sådan indsats...
Okay det er jo også kun min teori om hvad årsagerne til en meget udbredt stress kan bunde i, hvor man I fortiden stort set hele livet har levet et pligtliv med sideløbende opgaver hjemme/ude også gennem barndommen...og derfor ikke fik et pludselig næstent totalt meningstab I kun at udføre funktioner hvori man ikke har personlig gavn eller opnåelse af personlige delmål.

Ja, ja, endnu en rapport der tolkes ind i diskursen om den fremtidige mangel på arbejdskraft!