Læsetid: 2 min.

Minister ændrer procedure efter regnskabsfusk

Udenrigsministeriets interne revision bliver nu ændret, siger Udviklingsministeren efter sag om hemmeligholdt kreativ bogføring på menneskeretsinstitut
29. juni 2012

Sagen om Udenrigsministeriets hemmeligholdelse af regnskabsfusk på Institut for Menneskerettigheder (IMR) får nu konsekvenser for ministeriets interne organisation. Det slår udviklingsminister Christian Friis Bach (R) fast, efter at Information i går på baggrund af ministeriets redegørelse om sagen kunne fastslå, at ministeriets hemmeligholdelse har været mere omfattende end hidtil beskrevet.

Helt konkret bliver den afdeling for intern revision, der blandt andet skal opdage og viderebringe oplysninger i sager om regnskabsrod, nu flyttet og placeret direkte under ministeriets øverste ledelse og ministeren selv.

»Så hvis en lignende sag opstod igen, ville orienteringen som det første gå til ministeren,« siger Christian Friis Bach.

I sagen om IMR’s regnskaber, blev Udenrigsministeriet allerede 1. juni 2011 orienteret om, at der var foregået regnskabsfusk for millioner på instituttet i en periode fra 1997-2008, som ville skulle bogføres i 2011. Instituttet ville derfor komme ud af 2011 med et stort underskud. Men som ministeriet skriver i den redegørelse, som blev offentliggjort i går, forblev den viden på »kontorniveau« i ministeriet, og Christian Friis Bach, regeringen og Folketinget var derfor uvidende om sagen, mens de forhandlede en ekstrabevilling på plads til instituttet.

»Det her er simpelthen for at sikre, at uregelmæssigheder af den her karakter fremover får en stærkere opmærksomhed i huset. Og en langt hurtigere orientering på øverste niveau i ministeriet,« understreger Christian Friis Bach.

Han forsikrer, at han over for sit departement har gjort det klart, at han burde have været orienteret om sagen langt tidligere, og at ministeriets håndtering af sagen har været mangelfuld.

Stadig tillid

Christian Friis Bach afviser imidlertid, at sagen bør have medarbejdermæssige konsekvenser for de embedsmænd – heriblandt departementchef Claus Grube – der aktivt har holdt sagen skjult.

»Den her sag er ikke håndteret tilfredsstillende. Det har jeg meget klart sagt, både internt i ministeriet, i forhold til IMR og offentligt. Og jeg har nu taget de nødvendige skridt til, at det her ikke kommer til at ske igen. Jeg har tillid til mit ministerium.«

Christian Friis Bach var i går indkaldt til samråd om sagen. Her rettede Venstres Karsten Lauritzen skytset mod udviklingsministerens egen håndtering og tidligere forklaringer. Blandt andet bemærkede Karsten Lauritzen, at Christian Friis Bach ifølge redegørelsen allerede i oktober blev orienteret om et forventet underskud hos IMR. Ministeren har efterfølgende oplyst, at han først blev bekendt med sagen i januar.

Christian Friis Bach understregede, at han i oktober blot blev orienteret om, at der var udsigt til et underskud på IMR, og ikke om, at underskuddet skyldtes regnskabsfusk.

Det fik formanden for udenrigsudvalget og tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller (K), til at tage ordet til samrådet og understrege, at han havde »meget vanskeligt ved at se, at der skulle ringe alarmklokker hos ministeren allerede ved sådan en oplysning i oktober. Vi må holde op med bare at kaste aben rundt.«

Per Stig Møller understregede, at han vurderer, at udviklingsministeren greb ind, så snart han blev bekendt med sagen om regnskabsfusk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu