Læsetid: 3 min.

Ministerium: Danske investeringer og eksport giver 5.000 nye job

Når danske virksomheder får mulighed for at eksportere til og investere i Kina, giver det tusindvis af nye job i Danmark, viser beregninger fra Udenrigsministeriet. Handelsministeren er begejstret
Når danske virksomheder får mulighed for at eksportere til og investere i Kina, giver det tusindvis af nye job i Danmark, viser beregninger fra Udenrigsministeriet. Handelsministeren er begejstret
21. juni 2012

Efter den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i sidste uge er der godt nyt på vej til de mange tusinde danskere, som er uden arbejde. Op mod 5.000 arbejdspladser anslår Udenrigsministeriet i nye beregninger, at den øgede danske eksport til Kina vil skabe i de kommende år. Udenrigsministeriets vurdering vækker begejstring hos handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

»Det er vigtigt, at vi også sørger for, at der kommer danske arbejdspladser ud af vores samarbejder med Kina. At vi over de kommende år skaber tusindvis af arbejdspladser, fordi danske virksomheder eksporterer mere til Kina, vil styrke de danske virksomheder. Det kommer forhåbentlig danskerne til gavn i form af nye job og fastholdelse af eksisterende job,« siger hun. De cirka 5.000 arbejdspladser i Danmark skal ifølge Udenrigsministeriets beregninger skabes over de kommende år, hvor det er regeringens ambition, at fordoble den danske eksport til Kina fra 15 milliarder kroner om året til 30 milliarder kroner om året. Fordoblingen skal ske inden for de kommende fem år. I forvejen regner ministeriet med, at de 15 milliarder kroner i årlig eksport til Kina sikrer omkring 10.000 danske arbejdspladser.

»Det er altafgørende, at vi får øget eksporten til Kina. Over 70 procent af vores eksport er til vores nærmarkeder i Europa, men der vil væksten ikke være de kommende år. Den vil blandt andet være i Kina, og derfor skal vi have fodfæste andre steder i verden,« siger Pia Olsen Dyhr.

De danske arbejdspladser bliver eksempelvis skabt, når Arla indgår en aftale med et af Kinas største mejeriselskaber, China Mengniu Dairy Company Limited, om at udbrede Arlas produkter, så Arla får adgang til flere kinesiske forbrugere. Den aftale skal frem mod 2016 femdoble Arlas omsætning på det kinesiske marked fra 700 millioner kroner til 3,5 milliarder kroner.

Efterspørger grøn vækst

Og der er god grund til, at de danske virksomheder retter fokus mod det kinesiske marked, vurderer seniorforsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations, Jonas Parello-Plesner. Danmark er nemlig allerede bagud med at eksportere til Kina i forhold til vores europæiske naboer. For eksempel går seks procent af Tysklands samlede eksport til Kina. For Danmark er det kun 2,7 procent.

»Det er en ambitiøs målsætning, når regeringen vil fordoble eksporten til Kina. Det er ikke umuligt, fordi vi kommer fra et lavt niveau, men det kræver hårdt arbejde, for vi skal have de produkter, som kineserne efterspørger,« siger Jonas Parello-Plesner, der peger på, at eksempelvis Tyskland har fordel af at producere maskiner og andre højteknologiske varer, som kineserne er interesserede i. Den viden har Danmark også på visse områder, men det er afgørende, at kineserne bliver gjort interesserede i den danske viden, mener han.

Skønhedskonkurrence

»Kina vil gerne være grønnere, og derfor ser vi også, at Danfoss og Grundfos udvider deres engagement i landet. Kineserne er interesserede i specialiseret viden. Det er et område, hvor Danmark kan slå til og tjene flere penge,« siger han.

Danmark er naturligvis ikke ene om at bejle til det kinesiske marked. Ifølge Jonas Parello-Plesner foregår der i øjeblikket en »skønhedskonkurrence« mellem vestlige lande om at få så godt et forhold til kineserne som muligt, og han vurderer, at Danmark står godt i den ’konkurrence’.

»Danske virksomheder har relativ tidligt set, at der var et uudnyttet marked, der ikke kun kunne bruges til at producere varer i. Eksempelvis har tøjfirmaet Bestseller åbnet en del butikker i kinesiske byer og ser det som et meget attraktivt marked at sælge til,« siger han.

Ud over de anslåede 5.000 job, som danske investeringer i Kina ifølge Udenrigsministeriet vil skabe i Danmark, vil de kinesiske investeringer i Danmark også generere job til danskere.

Foreløbig viser ministeriets opgørelse, at kinesiske virksomheder efter Hu Jintaos besøg etablerer 155 nye job i Danmark i løbet af 2012. Men det tal skal gerne mangedobles hurtigst muligt, hvis det står til Pia Olsen Dyhr.

»Det kinesiske firma Xunda Tech, som laver biomassekedler, placerer sit europæiske hovedkontor i Danmark. Det giver ti job med det samme, men det er naturligvis mit håb, at det kan udvikle sig til at blive en meget større virksomhed. Det må også gerne ske for andre kinesiske virksomheder. Vi har set det tidligere med eksempelvis Microsoft, som i dag beskæftiger omkring 200 medarbejdere i Danmark,« forklarer hun.

Rettelse: Ved en fejl var ordet 'Danske' erstattet med 'Kinas' i overskriften i den første version i denne artikel. Vi beklager fejlen, red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Borup-Andersen

Hvordan hænger det sammen, at det skulle være et plus at få 5000 nye arbejdspladser, når vi over de seneste år har sagt farvel til 180.000 ,og heraf er 70.000 industriarbejdspladser? ....bortset fra at man også kan (skal) glæde sig over lidt. vh Poul

Ole Brockdorff

Jamen, der er da sørme alle tiders ”solstrålehistorie”, at præsident Hu Jintaos besøg i Danmark afstedkommer hele 155 nye jobs i løbet af 2012, muligheden for helt op til 5000 andre jobs i de kommende år, og en forøgelse af eksporten fra 15 milliarder kroner til 30 milliarder kroner, hvilket vel også er på tide al den stund, at vi importerer varer fra Kina årligt til en værdi af omkring 40 milliarder kroner.

”Solstrålehistorien”, der kolporteres hjerteligt ud til befolkningen af Pia Olsen Dyhr i dette interview, glæder helt sikkert også de over 2.000.000 millioner borgere på overførselsindkomster, der lever på statens nåde gennem den førte velfærdspolitik. Men i sandhed også de 835.000 offentlige ansatte, hvis livsforsørgelse også er fuldstændig betinget af indtjeningen fra den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke med selvstændige virksomhedsejere og lønmodtagere i det private erhvervsliv.

Når man tænker på at Danmark gennem de sidste fire år har oplevet, at 175.000 arbejdspladser er forsvundet ud af Danmark sammen med de titusinder af industriarbejdspladser, som vi havde inden udvidelsen af EU den 1. maj 2004, ja, så er det jo helt fantastisk præstation fra SRSF-regeringens side, at de nu har skaffet de ovennævnte antal jobs gennem aftaler med verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime, hvor enhver dialog om demokrati og menneskerettigheder samt faglige overenskomster betragtes som regulær ”statsfjendtlig virksomhed”.

Joh, vi danskere er i sandhed ”et lykkeligt folkefærd”, der nok skal komme tilbage på sporet som i de gode dage som blandt andet i 1970, hvor der var 1,5 millioner privatansatte lønmodtagere, der alle havde det til fælles, at de kunne forsørge deres egne familier uden den mindste økonomiske støtte gennem overførselsindkomster fra statskassen, for dengang eksisterede der ikke en økonomisk "omfordelingspolitik" som i dag.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr har med Kinas besøg vist os vejen til et meget bedre liv i fremtiden, og hvis vi bare tager hinanden kærligt i hænderne og traller derudad i fællesskab og samhørighed med SRSF-regeringen i front, ja, så kan ingen ude i den store verden kalde os almindelige danskere for uvidende og historieløse politiske ”klaphatte”, der kun vifter med Dannebrog, når fodboldlandsholdet er med til EM og VM.

Vi etniske danskere og Danmark skal nok klare os i fremtiden.

Michael Kongstad Nielsen

Artiklen ligner bestilt arbejde fra ministeriets side oven på den negative omtale forleden om, at alle arbejdspladserne gik til Kina. (Jeg håber ikke, det er rigtigt)

jamen hvis vi så investerer alle vores penge i kina så skulle vi vel få så mange arbejdspladser i danmark at vi bliver nødt til at arbejde søndag og hæve pensionsalderen til 80?

Poul Borup-Andersen

Man kan ikke vide alt. Så alt forladt. Ved du at vi p.t. gældsætter os med kr. 3 mill i DØGNET. Prøv at gange med 365! Regningen lægger vi ind i børneværelserne. vh Poul

Poul Borup-Andersen

Det er vist på tide at få korrigeret til det rigtige tal, som er kr. 300 mio. i døgnet. Det er det tal, der skal ganges med 365 for at få 2012 underskuddet i budgettet på banen. Pardon P