Læsetid: 2 min.

Ministerium udleverede fangeoplysninger til Irak

Efter irakiske fanger i 2004 fortalte en dansk delegation om irakisk politis torturmetoder, sendte Udenrigsministeriet en liste med deres navne til de irakiske myndigheder. En alvorlig fejl, siger eksperter. Ministeriet mørklægger sagen
Efter irakiske fanger i 2004 fortalte en dansk delegation om irakisk politis torturmetoder, sendte Udenrigsministeriet en liste med deres navne til de irakiske myndigheder. En alvorlig fejl, siger eksperter. Ministeriet mørklægger sagen
5. juni 2012

Udenrigsministeriet overdragede i sommeren 2004 en liste til de irakiske myndigheder med navne på fanger, der til en dansk delegation havde sagt, at de var blevet torteret af irakisk politi. Udleveringen af personoplysningerne strider imod de mest basale principper for fangetilsyn.

»Det en meget bekymrende sag. Hvis fanger klager over mishandling under et tilsyn, er det helt fundamentalt, at man ikke eksponerer dem over for myndighederne i det land, der er ansvarlig for mishandlingen,« siger Dorrit Ree Akselbo, jurist i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Det var ved et dansk tilsynsbesøg i Al Makil-fængslet i Basra den 23. juni 2004, at otte fanger klagede over mishandling. Som tidligere beskrevet i Information fremviste flere af fangerne objektive tegn på tortur i form af bl.a. ar og brændemærker. Ingen af fangerne hørte under dansk ansvar, men alligevel anmodede Forsvarsministeriet 16. juli Udenrigsministeriet om at »tage oplysningerne om overgreb op overfor de irakiske myndigheder«. Det fremgår af Informations aktindsigt i sagen. Tre dage senere sendte Udenrigsministeriet en liste til den danske ambassadør i Bagdad med navnene på fangerne samt beskrivelser af deres anklager mod irakisk politi. »I den anledning anmodes ambassaden om at oversætte listen og give den til irakerne med anmodning om at følge op på sagen,« skrev ministeriet.

Ved tilsynet i Al Makil-fængslet deltog også en lokal dommer samt fængselsinspektøren. Det er ifølge juridisk konsulent i Amnesty International, Claus Juul, i sig selv »stærkt problematisk«. »Men hvis de danske myndigheder ligefrem sendte en liste til de irakiske myndigheder med navnene på de fanger, der har betroet sig til delegationen, er det helt galt. Med den viden, vi har om de irakiske myndigheders metoder, må vi sige, at fangerne er blevet udsat for stor fare,« siger Claus Juul og understreger, at Udenrigsministeriet som et minimum burde have fulgt op på, om fangerne efterfølgende blev udsat for repressalier.

Udenrigsministeriet har efter flere dages betænkningstid afvist at svare på Informations spørgsmål om sagen. Intet i sagens dokumenter tyder på, at ministeriet fulgte fangerne efter at have udleveret listen til Irak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

HVORFOR. Mørklægger de sagen, jeg troede den nuværende regering var ved at rydde op i VK-regeringens synder... Men det er nok ikke tilfældet så, de cementerer måske der hvor VK har kostes sand ind undér tæpperne...?

Anne Albinus

Kan det blive værre?

Det er jo bureaukratisk forkalkning i et udenrigsministerium, der her afslører sin provinsialitet og manglende dygtighed. En kultur hvor man ikke må eller evner at tænke selv:

"Udleveringen af personoplysningerne strider imod de mest basale principper for fangetilsyn".

Og "Intet i sagens dokumenter tyder på, at ministeriet fulgte fangerne efter at have udleveret listen til Irak."

Denne sag siger noget om de ansattes dømmekraft. Det må formodes at være jurister, der er holdt op med at tænke sig om, og som er blevet så integreret i at tænke i procedurer, der er anvendelige mellem danske myndigheder, men jo ikke kan anvendes, når der er tale om udenlandske myndigheder.

Thorsten Lind

Hvad er problemet?
Danske myndigheder accepterer stiltiende brugen af tortur i USA, Irak, Afghanistan....everywhere.
PET handler lystigt med torturoplysninger.
Selv Villy Søvndal (SF) har fattet Danmarks praksis.

OK, det ser måske ikke så godt ud,
at det lille hyggeland DK, er medvirkende til
at udbrede tortur, men det er konsekvensen
af den aktivistiske udenrigspolitik!
Hvis vi vil undgå den form for barbari,
må vi træde ud af NATO.
Mvh Th