Læsetid: 4 min.

Ny klassekamp kan få solidariteten til at smuldre

Hvis vi rammer den brede middelklasse, og de samtidig ser deres institutioner blive svækket, ryster vi det fundament, velfærden bygger på
2. juni 2012

Under overskriften ’Den nye klassekamp’ lancerede tre socialdemokrater, Anne Vang, Pernille Rosenkrantz-Theil og Jens Joel forleden et på mange måder sympatisk forsøg på at nytænke klassekampen. Den ambition deler jeg. På samme måde som jeg deler ambitionen om at skabe lige livsmuligheder for alle.

Deres bud på en ny klassekamp er en ’progressiv tilskudsmodel’: Der skal flyttes midler fra helt almindelige børnehaver til børnehaver med mange udsatte børn. Der skal flyttes penge fra gymnasier med mange ressourcestærke elever til gymnasier med mange ressourcesvage elever. Der skal flyttes penge fra plejehjem med østerbrofruer og pyntepudler til plejehjem med ensomme alkoholikere og nedslidte rengøringsdamer.

I går førte samme gruppe så debatten videre på forsiden af Jyllands-Posten. De vil gå længere end den bevægelse, som regeringen nu har sat gang i forbindelse med skattereformen. De vil indkomstregulere børnecheck og folkepension: Middelklassen kan se frem til at blive frataget de kontante ydelser, som i langt højere grad skal reguleres efter indkomst. I stedet skal ressourcerne bruges på fælles velfærdstilbud som folkeskole, sundhedsvæsen og daginstitutioner.

Det er åbenlyst for enhver, at der er brug for at nytænke velfærdssamfundet, og de ressourcer, vi har. Velfærden er under pres – vi bliver færre til at yde, og flere, der potentielt set har behov. Det er ikke holdbart i længden, og det kræver, at vi tænker nyt. Denne gang skal der mere til end blot at børste støvet af det gamle slogan ’gør din pligt og kræv din ret’.

Ikke et nyt værktøj

I sig selv er det en rar tanke, at middelklassens solidaritet er så kraftfuld, at den kan overleve alene ved at der er fælles velfærdsinstitutioner. Men kombineret med de tre socialdemokraters bud på ’en ny klassekamp’ er jeg bange for, at presset på solidariteten bliver for hårdt.

På den korte bane giver det medløb til Venstre og Dansk Folkeparti og kan koste regeringen magten – på den lange kan det ryste venstrefløjens projekt og fundamentet under velfærdsstaten.

Der sker faktisk allerede en omfattende omfordeling i dag: I og med at pengene følger borgeren, får et barn med sociale problemer støtte i skolen, hvis der er brug for det. Det resulterer i en omfordeling mellem skoler og mellem daginstitutioner, ligesom alle ældre får ydelser ud fra deres behov og ikke ud fra, hvilket kvarter eller plejehjem, de bor i. Så de tre socialdemokrater opfinder ikke et nyt værktøj. De vil blot nu – mens krisen kradser – intensivere brugen af et eksisterende værktøj.

Exit velfærdsstat

Spørgsmålet er, om det nu også er en god idé. På trods af min sympati for forslaget er svaret nej.

De tre socialdemokrater ser nemlig gennem fingre med det faktum, at vi har haft 10 år med et liberalt mantra om frit valg og privatisering. Et mantra, der har rykket ved danskernes måde at forholde sig til offentlig velfærd. Det er i dag normalt at købe sig til ekstraydelser, hvis kommunen ikke leverer varen. I sidste uge læste jeg om en ganske almindelig børnehave, som forældrene har besluttet at privatisere for at undgå kommunale besparelser.

Danskerne vender med andre ord ryggen til velfærdsstaten, hvis ikke den lever op til deres krav og forestillinger. Den exit vil de tre socialdemokraters løsning forstærke, er jeg bange for. Det er nemlig i højere og højere grad ’almindelige borgere’ fra middelklassen, der fravælger det offentlige. Det grundlæggende spørgsmål er, hvor længe middelklassen med glæde vil betale til den fælles kasse – når den samtidig selv hiver pungen op og køber sig til ydelser. Jeg er bange for, at hvis den helt almindelige lønmodtager skal bakke op, skal velfærdssamfundet rumme en personlig tryghed og gevinst – et nok så sympatisk filantropisk projekt er desværre ikke nok.

Farvel til det fælles

Velfærdsstaten er skabt på et kompromis mellem middelklasse og arbejderklasse. Det er derfor vi har en lang række universelle velfærdsydelser: Det er gratis at gå i skole. Der er gratis hjemmehjælp og gratis hjemmesygepleje. Det er derfor vores børn går i de kommunale børnehaver. Vi får alle sammen noget ud af velfærden. Vi i middelklassen er solidariske med de svageste i samfundet – men samtidig tilfredse og trygge ved de tilbud og ydelser, vi selv og vores familier drager nytte af.

Derfor betaler de fleste af os med glæde vores skat. Men hvis vi radikalt nytænker den såkaldt ’progressive tilskudsmodel’ og dermed underminerer vores institutioner, så er den grundlæggende solidaritet i fare.

Derfor støtter vi i SF i København heller ikke, at der skal tages flere penge fra helt almindelige børnehaver. Det kan hverken børn, forældre eller pædagoger leve med. Vi støtter heller ikke, at der skal flyttes midler på tværs af byen, så plejehjem med mange ufaglærte får flere penge end plejehjem med mange akademikere. Det princip, vi har i dag, hvor vi tildeler ressourcer efter de behov, borgeren har, fungerer faktisk.

Jeg får ikke ondt i maven, fordi husstande med en årsindkomst på over 760.000 kroner får skåret i børnechecken. Jeg har absolut intet imod, at de rigeste, som blot lægger børnecheck, pension med videre oven i deres velstand, mister de kontante overførselsindkomster. Men hvis det rammer den almindelige lønmodtager og den brede middelklasse, og de samtidig ser deres institutioner blive svækket, tror jeg vi ryster det fundament, vi selv står på og gerne vil værne om. Så frygter jeg et langsomt ophør af vilje til at bidrage til det fælles.

 

Ninna Thomsen er sundheds- og omsorgsborgmester. Hun er politisk leder for SF i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det er gratis at gå i skole. Der er gratis hjemmehjælp og gratis hjemmesygepleje."
Det er ikke gratis men betales udfra et kontigent som betales via skat. Ved at kalde det gratis accepterer vi også at skatten er for høj. Hvis vi sammneligner voes udgifter til "gratis ydelser" S

som i andre lande kræver særskildte forsikringer, har vi en lav ydelse "skat" for de "gratis" forsikringer vi bruger. Men sproglig er det fordrejet ved at kalde det "gratis" og "skat", de to bliver adskilt uden grund.