Satire
Læsetid: 2 min.

Radikal redningskrans

Et spørgsmål sneg sig i går igennem bakkerne på Bornholm: Kan statsministeren svømme?
Indland
15. juni 2012

Den radikale leder Margrethe Vestager blev for nylig i et interview med Fyens Stiftstidende spurgt, hvor galt det egentlig skal være fat, før man som regeringspartner kommer sine nødstedte kollegaer til undsætning. Hvorfor støttede Margrethe Vestager f.eks. ikke Villy Søvndal offentligt, da han »var helt på spanden?« lød spørgsmålet.

Margrethe Vestager svarede:

»Jeg tror ikke, det gavner. Jeg ville gøre det, hvis det gavnede, men jeg synes ikke, det var det rigtige at gøre. Det er jo heller ikke rart at få smidt en redningskrans ud, hvis man mener, man godt kan svømme selv.«

I det lys er der lidt »digerne springer, grib en sandsæk« over selvsamme Vestagers tale ved folkemødets åbning i Allinge på Bornholm i går.

Her fraveg hun nemlig sin kun 14 dage gamle filosofi om, at man »bedst hjælper ved at lade være med at blande sig«.

Tager man dén i betragtning, kan gårsdagens budskab til folket næsten kun læses som tegn på, at Vestager er helt ude af jaketten af angst for statsministerens evne til at redde regeringen op af bølgen blå:

»Det er en uhørt underkendelse af vores statsminister, hvis man ikke tror, at hun bærer sit og står bag den politik, regeringen arbejder for at føre ud i livet,« sagde Vestager blandt andet i sin tale på folkemødet.

Udover en forsikring om Helle Thorning-Schmidts opbakning til regeringsprojektet (hvis man var i tvivl?!), var budskabet, at SRSF-regeringens politik dybest set er den samme, som SR-regeringerne førte i 1990’erne.

»Jeg ved det, for jeg var der selv,« som Margrethe Vestager sagde.

Ja. Det var hun så også den eneste af de nutidige ministre, som man må forstå alle rider på denne fortidens bølge, der var. Bortset fra altså transportminister Henrik Dam Kristensen.

Vestager formåede to ting med sin tale, lød konklusionen fra flere tilhørere i teltet: Hun udråbte Helle Thorning-Schmidt til elefanten i stuen hos den pressede regering. Og så gjorde hun klart, at regeringens for tiden bedste argument for egen politik er, at den består af 20 år gammel vin på nye flasker. Er det virkelig det bedste, de kan komme op med?

Spørg Margrethe Vestager. Hun var der selv.

Fluens borgerlige navn er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvorfor skal indlæg i Information være anonyme?

Det er Søren Pind.