Interview
Læsetid: 6 min.

’Er du rask nok nu?’

Det skal være slut med, at unge under 40 er på førtidspension, lyder det fra regeringen. Og det gælder også de psykisk syge. Information har mødt den 29-årige førtidspensionist Kirstine Birkelund
Hun ville gerne arbejde. Men det er nu to år siden, Kirstine Birkelund måtte give op og søge om førtidspension.

Hun ville gerne arbejde. Men det er nu to år siden, Kirstine Birkelund måtte give op og søge om førtidspension.

Tine Sletting

Indland
18. juni 2012

Det er ikke til at se det. Men Kirstine Birkelund er handicappet. Det begynder sådan set ved vores håndtryk, selv om jeg ikke registrer det som andet end et lille nervøst smil, imens den høje lyshårede kvinde tager imod mig i sin lejlighed.

I en af hendes mange piercinger, en næsering, hænger et lille dødningehoved. Rundt om mine ben i en lille undertrøje bjæffer og gør hendes hund Tico af racen kinesisk hårløs. En kat flygter ned under sofaen, da jeg sætter mig, mens Tico bliver ved med at snerre af mig.

Kirstine har højst sandsynligt være syg siden seks-syv-års-alderen. Alligevel begyndte hendes bevidsthed om sin sygdom først langt senere. Meget præcist den 13. december 2000. Det var her, hun efter længere tid med kronisk hovedpine fik anti-depressiv medicin første gang. Hun var depressiv, mente hendes læge.

Medicinen tog de værste symptomer, og hun prøvede diverse uddannelser og job, men måtte gentagende gange stoppe igen. I 2003 fik hun sin første psykose. Hun vågnede om morgenen og hamrede sit hoved ind i væggen af fuld kraft.

»Jeg kunne ikke holde ud at være i mig selv længere. Kunne ikke holde ud at være i mine følelser,« siger Kirstine Birkelund.

Herefter blev hun indlagt på daghospital for personlighedsforstyrrelser. Her talte man om dependent personlighedsforstyrrelse, borderline og skizotopi (mildere udgave af skizofreni), men endte med at diagnosticere hende som borderline (grænsepsykose).

Hun fik samtidig medicin, så det stod hende ud af ørerne. Hele 17 piller om dagen spiste hun, mens hun prøvede sig igennem et utal af ukendte kemiske hjernereaktioner for at ramme, den der virkede for netop hende.

Presset blev dog stadig for stort. Hun valgte derfor i 2010 og efter lang tids sygemelding at søge om førtidspension. Et valg der gjorde, at hun skulle i såkaldt arbejdsprøvning.

»Jeg ville rigtig gerne. Jeg skulle sætte bøger på plads på et bibliotek. Bare ikke helt på plads, men lægge dem ned, så bibliotekarerne kunne tjekke, at det var rigtigt. Så der var sådan set ingen krav,« siger Kirstine Birkelund.

Hun var på biblioteket fire gange af to timer. Hun gik grædende hjem hver gang. Alle hendes symptomer trappede op, og det endte med en indlæggelse i fem uger.

Kirstine Birkelund tænder en cigaret.

»Jeg kunne ikke leve op til det. Jeg vil gerne gøre alle glade. Men jeg fik stress. Jeg ved godt, det lyder komplet åndssvagt. Jeg satte bøger på plads. Let. Men ikke for mig. Jeg hører f.eks. nogle piger tale om selvmord og tror med det samme, at de taler om mig. De ville have, at jeg skulle begå selvmord,« siger Kirstine Birkelund.

De sorte mænd

Tico er endelig faldet til ro og ligger nu og sover ved siden af mig i sofaen. Kirstine Birkelund puster røgen fra sin cigaret ud.

»Min virkelighedsopfattelse er …« Hun tager en dyb indånding.

»Jeg er fast overbevist om, at der er sortklædte mænd efter mig. Mænd med sort hat og lang sort frakke. De er efter mig. Hvis jeg sætter mit fingeraftryk på noget, bliver jeg hængt op på mord. Så jeg kan ikke trykke på f.eks. en elevatorknap med min finger. Jeg skal bruge min kno eller have noget stof for. Ellers efterlader jeg hudceller, som de sorte mænd kan bruge. Der kan også overføres mikrochips til mig, som f.eks. ved et håndtryk,« siger Kirstine Birkelund.

Jeg forstår pludselig det mærkelige smil, da vi mødtes. For selv om Kirstine virker både intelligent og socialt velfungerende, er der mange ting, som jeg tager for givet, der langt fra er så enkle for hende.

Hun kan ikke vaske hår. Når hun er i skoven eller på gaden, er de sorte mænd der også. Hun kan ikke overskue at vaske hænder. Hun ved simpelthen ikke, hvordan hun skal strukturere almindelige dagligdags ting i sit hoved.

»Jeg skal vide præcis i hvilken rækkefølge, det skal foregå. Alting! Du tager rengøringsmidlet i venstre hånd, kluden i højre. Du kører kluden fra højre hjørne ned mod håndvasken tre gange. Hvad hælder man på: Ajax eller Rodalon? Det skal jeg have at vide,« siger Kirstine Birkelund.

For at hendes liv skal fungere skal alt stå på sedler og tage højest 10 minutter at udføre, ellers mister hun modet. Hun kan kun lave tre ting på en dag: købe ind, se en veninde, tage opvasken. Det er det. Ellers risikerer hun at blive så syg, at hun skal indlægges. Alligevel kæmper hun med at acceptere, at hun er syg. Og derfor var hendes førtidspension også en lettelse. Det var en form for accept af, at hun er syg. At selv om hun gerne vil, så kan hun ikke. For hendes omgivelser er det dog stadig svært helt af forstå, hvorfor man ikke bare kan tage en støvsuger og støvsuge.

»Holdningen er: Kan hun ikke bare tage sig sammen. Og når jeg fortæller folk, at jeg er førtidspensionist, så bliver jeg mødt med uforståenhed. Kan jeg ikke bare lade være med at tro de ting? Men nej, det kan jeg desværre ikke,« siger Kirstine Birkelund.

Det handler for hende i stor udstrækning om, at man ikke kan se hendes sygdom. Et brækket ben eller en med sukkersyge er langt mere håndgribeligt end sorte mænd med hat og frakke. Det virker som fantasi. Men det er det ikke for Kirstine Birkelund. Det er meget, meget virkeligt. Hun kan høre dem, og hun kan se dem. Hun føler dem. Det er kun med hendes intellekt, hun har lært, at de ikke er der. Men det er svært, når alt andet taler imod det.

De sorte mænd er lige så virkelige, som at jeg sidder over for dig nu?

»Ja. Folk, der hvisker mit navn,« siger Kirstine Birkelund.

Hjælp eller stress

Det er dog alligevel unge som Kirstine, regeringen i sit oplæg til en reform af førtidspension lægger op til, at der skal flere af ud på arbejdsmarkedet. En tanke som Kirstine sin egen situation til trods ikke er helt afvisende over for. For hende giver det fin mening at undersøge, hvilke muligheder der er. Og for folk, der er mindre syge end hende, kan det måske give mening.

»Men man skal ikke med hovedet under armen jage førtidspensionister. Der er som regel en grund til, at vi er det. Og man må forstå, hvilket pres det lægger på f.eks. sådan en som mig, hvis kommunen hele tiden lige skal høre, om jeg så er blevet ’rask nok nu?’« siger Kirstine Birkelund.

Hendes frygt er, at det hurtigt kan blive til en manglende anerkendelse af sygdommen, som folk med et fysisk handicap ikke oplever på samme måde. Man spørger ikke en mand uden ben, hvornår han har tænkt sig at gå igen, men med et psykisk handicap er grænserne mere flydende. Regeringen må ifølge Kirstine erkende, at der er nogle, der er syge. Nogle som ikke ’bare’ skal have en hjælpende hånd til at komme i gang. Samtidig er det også en balance. For det er ikke, fordi Kirstine ikke vil have hjælp eller ikke påskønner, hvad OPUS, der er en specialiseret indsats for unge med psykose i København, har gjort for hende.

»De ugentlig samtaler og den sociale færdighedstræning, jeg har fået herfra er guld værd. Det er det, der holder mig i gang. Det, der gør, at jeg kan overleve en dag,« siger Kirstine Birkelund.

Så det er ikke, fordi der ikke er behov for tiltag over for psykisk syge. Det er der ifølge Kirstine Birkelund i høj grad, især holdt over for en stigning i psykiske lidelser de sidste 10 år. En stigning der er sket samtidig med, at de midler, der er tilført, kun er steget med 15 procent, mens det somatiske område til sammenligning har fået 45 procent flere midler tilført. For Kirstine Birkelund hænger den skævvridning igen sammen med, at psykiske lidelser er svære at se og forstå.

»Det er ikke anerkendt, at sådan en som mig, som ser sund og rask ud, skal være på førtidspension. Det er svært at acceptere en sygdom, man ikke kan se og muligvis heller ikke forstå. Men jeg tager altså to antipsykotiske og et antidepressivt middel hver dag og hører og ser stadig ting. Det må jeg acceptere, og det må omverdenen også,« siger Kirstine Birkelund.

Det er tid til at sige farvel. Tico sover trygt videre i sofaen, da vi rejser os op. Kirstine rækker hånden frem:

»Så er det, vi skal gøre det der igen …«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jack Jönsson

Det er skræmmende at man vil jagte mennesker med så alvorlige tvangstanker ud på arbejdsmarkedet. For hvis skyld ud over det økonomiske aspekt? Det er da i hvertfald ikke for den mentalt syges skyld. Man skal ikke vide ret meget om psykiske diagnoser, for at vide at tvang bestemt ikke er vejen frem.

Information skal have tak for at sætte ansigter på ofrene for regeringens uigennemtænkte politik.

Og husk at Venstre ikke er tilfredse før alle overførsels-indkomster til dem der ikke kan følge med, er væk.

Henrik Rude Hvid

Har selv narkolepsi, og har indtil videre kunne passe de forskellige arbejder, jeg har haft, og har heldigvis også gode forstående venner.
Men jeg er holdt op med at nævne det til nye bekendte eller i offentlige forsamlinger, for det er oftest noget, de får en sjov historie ud af. Sjovt nok, gør vi jo ikke grin med en, der har kræft.
Kroniske sygdomme, og særligt dem, vi ikke kan se, er tabu i DK. Når vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til noget, er det nemmere at ironisere det. Derfor er det vel en logisk konsekvens, at der ikke er mange politikere, der taler førtidspensionisternes sag, bortset fra, når der er penge at hente.

Jeg syne ideen om, at førtidspensionister kommer i arbejde i sig selv kan være god, hvis det er på eget initiativ, og ved hjælp af nogle fleksible ordninger.
Det er formentlig de færreste der kan arbejde fuldtids.
Spørgsmålet er om regeringen formår at forholde sig til virkeligheden for førtidspensionister som Kirstine Birkelund uden at bagatellisere den, når politikken skal virkeliggøres. Man kan have sin tvivl, men man har da lov at håbe.

Egon Maltzon

"En stigning der er sket samtidig med, at de midler, der er tilført, kun er steget med 15 procent, mens det somatiske område til sammenligning har fået 45 procent flere midler tilført."

Og vi som troede på venstrefløjens påstande om at sundhedsvæsenet var komplet udsultet.

Hvem siger iøvrigt at Kirstine ikke kan blive rask ?

Tove Stenersen

Hva med å se på om de faktisk kan helbredes/gjøres raskere istedenforå tvinge dem ut i arbejde?
Her er litt forskning på psykiske sykdommer som er lite kjent. Først én kuriositet, som kun er for sjov, men det kommer nok snart mer om bakterier og lykke:
Early Gut Bacteria Regulate Happiness http://www.sciencedaily.com/releases/2012/06/120612115812.htm

Resten handler mest om aggresjon og ADHD, men søk litt på schhizofreni og de samme søgeordene: omega 3, betænnelser osv.

En lettlest oversikt over hissighet
http://www.teenlinkusa.com/anger.html

Kan det være en sammenheng mellom aggresjon og brusdrikking?
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22025524

ADHD og mat. Både tilsetningsstoffer og ren mat kan gi problemer. Det gjelder å finne ut hva akkurat den personen reagerer på, noe som kan ta litt tid.
http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(11)60133-5/fulltext
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8179235

For noen kan det være omega 3 som hjelper mest, for andre har diett ingen effekt.
http://www.sciencedaily.com/releases/2012/04/120424121904.htm
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22596014

Transfett kan gjøre folk mer aggressive. Ikke like aktuelt i Norge lenger, men viser hvor mye maten kan påvirke oss.
http://www.sciencedaily.com/releases/2012/03/120313122504.htm

Det som gjør det vanskelig å finne ut av er at det er individuelt hva personen reagerer på, og vitaminmangel spiller også inn.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17433442

For enkelte kan det være et glukoseproblem, og det må testes ut på helt spesielle måter.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/3053477

Diagnosen bipolar betyr jo faktisk sterke humørsvingninger. Her er det jo gråsoner om du faktisk har det eller er helt på grensen. Kan det bli bedre ved unngå sukker, sørge for jevnlige måltider og godt vitamininntak?
http://www.medicalnewstoday.com/articles/224447.php

Mennesker med bipolar diagnose har høyere nivå av antistoffer mot gluten enn friske kontrollpersoner. Man kan reagere på mat på forskjellige vis, og disse personene ble også testet med flere metoder for å plukke opp de ulike antistoffene. Selv om klienten deres ikke direkte har diagnosen bipolar, men bare har humørsvingninger, kan det jo være nyttig med de samme testene mot glutenintoleranse?
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1399-5618.2011.00894.x/full

Også melk kan være et problem, kanskje særlig for de som er maniske. Her ble folk testet for intoleranse mot kasein, proteinet i melk. Selv om noen fikk lithium, gjorde det ingen forskjell.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21176030

En norsk forsker, som nå dessverre er pensjonist og ikke så aktiv lenger. At mat kan påvirke psyke, at innbildt matintoleranse sjelden faktisk er innbilt. Og det er vanskelig å teste.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21679125
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21625415
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22594347

Blant aper er det mulig at soya påvirker dem kraftig. Men merk at heller ikke kontrolldietten deres ligner på det de ville spist om de levde i jungelen.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/15053944

Enkelte aminosyrer kan også påvirke aggresjonsnivå hos mus.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/560699

Ulike mennesker reagerer ulikt på samme aminosyre.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22431971

Smarte rotter spiser ikke fruktose, men har nok omega 3.
http://www.sciencedaily.com/releases/2012/05/120515150938.htm

Her er noen referanser om tvangstanker:
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21098332
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20807071
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20421587
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20329434
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20207613
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20148396
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20066816
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20388465
http://pediatrics.aappublications.org/cgi/content/full/113/4/883

og den som er lettest å lese:
http://intramural.nimh.nih.gov/pdn/web.htm

Og som en morsom kuriositet til slutt: Et eksperiment der skuespillere ble sent til psykiatriske sykehus og hvor vanskelig det var for dem å komme seg ut:
http://en.wikipedia.org/wiki/Rosenhan_experiment

Behandling er det ennu mindre forsket på, men man kan jo tænke sig at diæt kan hjælpe, og faktisk ret mange fortæller at de blir hjulpet av diæt, men det blir jo kun anekdoter.

Henrik Rude Hvid

Egon Maltzon:

Jeg interviewede en ledende overlæge (psykiater) fra Risskov Psykiatrisk Hospital for en måned siden. Han siger, at psykiatrien er underprioriteret. De mangler økonomiske midler, og bruger samtidigt uforholdsmæssigt lang tid (herigennem økonomiske ressourcer) på at akkreditere. Det er ikke nødvendigvis pengesummen, der er udslagsgivende for hvor godt et sundhedsområde fungerer, men også hvordan man må bruge pengene.

Emil Edelgart

@Egon Maltzon
"Hvem siger iøvrigt at Kirstine ikke kan blive rask?"

Nu er det jo ikke sådan, at behandlingen er stoppet eller at førtidspensionister er forbudt at træde ud af ordningen, hvis de bliver raske. Problemet er, at regeringen forestiller sig, at folk under 40 ikke kan blive så syge, som f.eks. Kirstine er det, og at det på nogen måde vil være en hjælp at blive smidt på kontanthjælp i stedet. Psykiatrien bruger i forvejen mange kræfter og midler, for ikke at nævne kostbar tid, på at ruste sygemeldte sindslidende til deres tremånedlige Jobcenter-samtaler, hvor sagsbehandleren som regel er ny hver gang og skal have hele historien forfra, hvor mistænkeliggørelsen er systemisk, og hvor fremtiden altid er uvis. Det skaber tilbagefald og er et kæmpe besvær for patienten og behandlingsstedet.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg ser det som at de psykiske syge har overtaget flygtningenes og indvandrernes tidligere rolle syndebukke.I dag er det jo ‘normalt’ at være rocker og morder (‘Jønke’), og ‘unormalt’ at have angst for at gå over gaden. Politiet har store mangler i deres uddannelse omkring psykisk sygdom, som opfattes det farligste de kan komme ud for. Det er meget uheldigt og det tyder på et meget lille kendskab til psykisk lidelse. Og til meget sårbare mennesker. At man 'elsker' de narcissistiske psykopat-tendenser i samfundet, og er bange for 'de angste', viser desværre kun hvor rå og forrådt tiden er blevet.

Jette Abildgaard

Er det ikke 1.5 millioner ud af 5.5 millioner indbyggere i lille DK, der er diagnotiseret med en psykisk sygdom?

Siger det mest om de ''psykisk syge'' eller, om landet?

odd bjertnes

Der er pokkers til forskel på koncepterne :
hhv 'få x i arbejde'
og 'uddrage værdien af x'.

I til artiklen relevante sager drejer det sig mindre om at spille et teater om en 'ansættelse' i en 'stilling' som ikke findes udover lige i nuet til det formål at spille teateret ....
.. iøvrigt netop et punkt hvor vise typer psykisk syge måske ser klarere hvad fupnummeret drejer sig om.
Eller sagt på en anden måde : De 'sorte mænd' - som sagtens kan være kvinder - findes skam i princippet, men lige den beskrivelse af iagttagelsen er mindre brugbar ukommenteret - derfor er den 'syg'.
Næh ... bare at indfinde sig 2 timer på et bibliotek og lave ren sortering - altså - kun - noget en maskine i princippet også kan... den slags hører ind under teater.
Ihvertfald så længe samfundet er rigt nok til at have råd til maskinen. Og lad os ikke håbe at det skulle komme til ikke at have det.

Quote "Er det ikke 1.5 millioner ud af 5.5 millioner indbyggere i lille DK, der er diagnotiseret med en psykisk sygdom?

Siger det mest om de ”psykisk syge” eller, om landet?"

Jette Abildgaard: Hvad er dit belæg for din kommentar? Er det et tal du har fundet på? Lad os holde sagligheden i top og selvsving i bund.

Hanne Gregersen

Jeg troede naivt, at man skulle være arbejdsdygtig for at komme i betragtning til kontanthjælp !!
Denne kvinde er jo åbenlyst syg og skal hjælpes, inden det overhovedet kan overvejes at antyde arbejdsdygtighed --- grotesk historie !

Der hvor jeg ser det helt store problem...jamen det ligger jo i titlen: "Er du rask nok nu?"

Hvem skal vurdere det? Skal vi lade lægerne og den psykiatriske ekspertise tage sig af det, eller skal vi lade administratorerne i de kommunale jobcentre vurdere det? Eller de dyre cand. scient. adm., cand. scient. pol., cand. jur. eller hvad pokker de nu er inde på Borgen?

Skal vi ikke overlade det til dem, som rent faktisk er uddannet til det?

odd bjertnes

Principielt er alle, som ikke er medlem af en til den socialdemokratiske bevægelse tilknyttet organisation i en eller anden grad psykisk syg.

Prioncipielt er alle som beklikker den radikale perfektheds-opfattelse emne for et autoritært 'tilbage til skolebænken'.

Under denne regering er vi alle - principielt - behandlings-og-undervisnings-krævende.

Hvor trist en skæbne for den kristen-humanistiske tradition for 'skoler og hospitaler'. Juster venligst en smule....

Mikkel Nielsen

Thomas

Ja det siger loven godt nok.

Men der er masser af modsigelser, feks. At man inddeler modtageren i 3 grupper: De fuld arbejdsduelige, De måske/ lidt arbejdsduelige, De reelt ikke arbejdsduelige

De to sidste grupper er der ingen reelle krav om man som sådan skal stå ledig for arbejdsmarkedet nu og her. Man SKAL blive rask og evt. Afklares i forhold til revalidering, flexjob, førtidspension, uddannelse etc.

Gruppe to bliver ofte sygemeldt med jævne mellemrum gerne 3mdr af gange, Fordi de skal vente mdr vis på diagnoser eller for at komme til. Når de så ikke er sygemeldt, bliver de til gengæld smidt rundt som en badebolde til nye læger, psykiater og papir klip kurser.

Det sidste er meget brugt, der kan man så sidder og høre om de samme latterlige fordrag uge ind og uge ud. Side og pakke æg ind og kaste dem ud fra anden sal og har underviseren ikke andet at give sig til smider de en feel good film på om lykke!

Tada og så regner de med folk bliver raske i den blå luft, ja en hel del i kvote to har psykiske og eller fysiske lidelser, som egentligt ikke burde befinde sig der men gør det fordi det angiveligt er billigst.

Gorm Ridder-Jensen

Måske er der rent faktisk mænd i sorte frakker, der samler informationer om os ind. Måske er det kun Kirstine Birkelund og ligesindede, der kan se dem.

Måske er regeringernes politik ligeså hjerteløst snævertsynede som altid, når den ikke borgerligt(som indbefatter S og SF) accepterede mentaltilstand skal forholdes overførselsindkomster og den blotte ret til eksistens.

Ja, måske skal vi have "psykisk syge" ud på nogle øer at bo, som Karen Jespersen, m.fl., foreslog om asylansøgerne. For ansøger "psykisk syge" ikke også om en plads i dette fantastiske samfund?

Kirstine Birkelund for president!

Kender det alt for godt.

Lider selv af tourettes, personlighedsforstyrrelse og angst. Har dog fuldtidsarbejde og har jeg haft hele tiden, men kan også mærke at det nok er hårdere for mig at arbejde end andre, fordi når jeg kommer hjem har jeg ikke energi til noget som helst. Jeg er fuldstændigt tom, og det er ikke fordi jeg har et specielt hårdt job. Så er det svært at få en normal dagligdag til at hænge sammen. Har egentligt ikke været i kontakt med kommunen, kun distrikts psykiatrien har jeg kontakt med og er jeg i behanling hos. Men tvivler på at kommunen kan gøre noget for mig sådan som psykiske lidelser ikke er synderligt anerkedt, og nej hvor jeg frygter at vi bliver presset til at arbejde mere om ugen, fordi det frygter jeg ikke at jeg magter.