Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tilliden er væk

SRSF-regeringen fik i 11. time i går aftes forhandlet en skatteaftale på plads med Venstre og Konservative. Enhedslistenmåtte finde sig i ydmygelsen i at blive valgt fra og er med Johanne Schmidt-Nielsens ord ’rasende’
’Vi er rasende på vegne af de mange mennesker, der har stemt på den nye regering fordi de troede på, at der skulle føres en ny politik,’ sagde en vred Johanne Schmidt-Nielsen i aftes.

’Vi er rasende på vegne af de mange mennesker, der har stemt på den nye regering fordi de troede på, at der skulle føres en ny politik,’ sagde en vred Johanne Schmidt-Nielsen i aftes.

Dennis Lehmann

Indland
23. juni 2012

Efter et usædvanligt forhandlingsforløb landede SRSF-regeringen i går aftes højst overraskende en skatteaftale med Venstre og de konservative.

»Det er en god dag for dansk økonomi,« sagde finansminister Bjarne Corydon (S), da han sammen med skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og VK-forhandlerne mødte et stort presseopbud på Stengangen i Finansministeriet.

Aftalen er stort set identisk med regeringens udspil til en skattereform – bortset fra at den beskæring af rentefradraget og de forringelser for de rigeste folkepensionister, som regeringen havde lagt op til, er fjernet. I stedet finansierer parterne aftalen ved bl.a. nedskæringer i forsvaret og en nedsættelse af EU-bidraget.

I alt er der ifølge forhandlerne skattelettelser for 14 milliarder kroner i aftalen, hvoraf de syv er »reelle skattelettelser«. Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, hæves med 57.900 kroner til 467.000 kroner og beskæftigelsesfradraget hæves fra de nuværende 5,6 pct. til 10,65 pct. i 2022. Der indføres samtidig et ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere. Aftalen forøger ifølge Finansministeriet den finanspolitiske holdbarhed med 2,7 mia. kr., og de penge skal bruges til en offentlig forbrugsvækst på 0,8 pct., sådan som både regeringen og Venstre har holdt fast i. Aftalen med de borgerlige er en kolossal ydmygelse af regeringens støtteparti Enhedslisten, som har realitetsforhandlet med regeringen hele ugen. Det er samtidig en dårlig nyhed til de mennesker på overførselsindkomst, som med en rød skattereform med Enhedslisten ville blive friholdt fra den ændrede regulering, som regeringen havde foreslået. Reguleringen af overførselsindkomsterne står fast i den aftale, som regeringen i går lavede med VK.

»Enhedslistens tillid til regeringen er på nuværende tidspunkt ikkeeksisterende. Vi er ikke længere støtteparti til den her regering. Vi er i opposition til den her regering,« sagde en tydeligt overrumplet og vred Johanne Schmidt-Nielsen foran rullende tv-kameraer i Vandrehallen på Christiansborg.

»Vi er rasende på vegne af de mange mennesker, der har stemt på den nye regering fordi de troede på, at der skulle føres en ny politik i Danmark.«

Da en journalist fra TV2 News spurgte Johanne Schmidt-Nielsen, hvorvidt regeringen skal regne med Enhedslistens stemmer, når finansloven skal forhandles til efteråret, lød svaret:»Hvis regeringen vil føre højreorienteret økonomisk politik, så går jeg ud fra, at de har fået deres nye støtteparti Venstre til at stemme for deres finanslov.«

Det højst urolige forhandlingsforløb, der altså endte dramatisk på Christiansborg i aftes, har de seneste dage haft karakter af en skyttegravskrig mellem regeringen og Venstre.

Skyttegravskrig

Sideløbende med at alle tanker om en aftale med de borgerlige syntes usandsynlige, har regeringen forhandlet en næsten færdig aftale igennem med Enhedslisten. Partiets hovedbestyrelse var indkaldt til møde i dag, hvor det var forventet at aftalen skulle konfirmeres. Men den aftale bliver altså ikke til noget nu, hvor regeringen lavede en aftale med VK i sidste øjeblik.

Baggrunden for den overraskende udvikling er en kovending fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, som er i Rio i Brasilien. Han meddelte torsdag aften, at han nu ville sende et forhandlerteam til møde i Finansministeriet – på trods af, at han for få dage siden slog fast, at der ikke var grundlag for yderligere forhandlinger, før regeringen accepterede Venstres »skitse« til en reform – en skitse som regeringen afviste med henvisning til, at den ifølge Finansministeriet var underfinansieret med flere milliarder kroner. Venstres skitse er tilsyneladende blevet mere eller mindre pakket væk, og det samme kan man sige om partiets oprindelige krav om »reelle skattelettelser« for 13 mia. kr. oveni regeringens udspil. VK’s krav om en fjernelse af beskæringen af rentefradraget samt friholdelsen af folkepensionisterne er dog kommet igennem.

På trods af det kaotiske forhandlingsforløb glædede Venstres politiske ordfører Peter Christensen sig over aftalen.

»Vi har landet en aftale med ægte skattelettelser, som ikke generer boligejerne og folkepensionisterne. Det glæder os enormt,« sagde han og pointerede, at »i politik er det slutresultatet, der gælder.«

Også den konservative formand Lars Barfoed var en glad mand. Han opfordrede torsdag Venstre til at komme tilbage til forhandlingsbordet med en advarsel mod at overlade skatteaftalen til dem, han kaldte »gammelkommunisterne« i Enhedslisten.

»Der er flere skattelettelser end der var i det oprindelige oplæg, så vi er meget tilfredse,« sagde Lars Barfoed i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Høyer

En dybt ekstraordinær situation. Jeg havde forventet en lederkommentar. Jeg synes det er pinligt fra denne avis. Er i gået på ferie eller hwa?

Steen Ole Rasmussen

Størstedelen af avisernes ledere husker stort set at glemme at sige det, sådan som det burde siges: “Den såkaldte røde regering har med denne skattereform og tilslutningen til den europæiske finanspagt gennemført en mere borgerlig og liberal økonomisk politik, end den forudgående VKO-regering nogen sinde turde gøre sig forventninger om at være i stand til”

Massive skattelettelser i toppen, fredning af boligejerne og besparelser på dagpenge og pensioner er resultatet af dette seneste skatteforlig med den sorte blok, efter at regeringen med Vestager, dagbladet Ínformations lille kæledække, i spidsen har tilsluttet sig den af Angela Merkel dikterede udgave af en institutionaliseret monetarisme på EU-plan. Dvs. fastkurspolitik, pengepolitik der reserverer centralbankernes rolle til at lege onkel Sam for en falleret finansverden, sparebestræbelser over stat, forbrugerejede virksomhed, offentlighed, samfundssind osv.

Det falder ikke en eneste leder ind, at dem, der har stemt på den siddende regering, nok gjorde det, fordi man ville have en anden økonomisk politik, end den vi ser nu, og som er mere VKO og Angela Merkel end VKO og Angela Merkel selv.

Det forhold, at regeringen har pisset sine vælgere ned ad ryggen ved at gå i den stik modsatte retning end hvad der ellers har været kendt som rød politik, det kan de forskellige medier ikke rigtigt få øje på.

Man lægger mærke til, at man jubler i det stille sammen med Venstre. Man jubler over, at den regering, som medierne absolut ikke gjorde noget for op til (man opfandt en skattesag med løgn i samarbejde med Troels Lund Poulsen) valget og efter, at den nu har vist sig at være langt bedre til at føre mediernes linie igennem her på det økonomiske område.

Ordet “løftebrud” over for befolkningen kommer slet ikke i brug, her hvor det er mest relevant. I stedet fokuseres der på enhedslisten, ”som om” det først og fremmest var dem, der var blevet pisset ned ad ryggen. På den måde pisser den lille modstandsavis sine brugere ned ad ryggen, lige som resten af medieverdenen.

Der er grund til at grimmes over de uhellige alliancer, der hersker mellem medier, dronning Margrethe d. I (Vestager), erhvervsliv, fagforeninger og samtlige partitoppe fra og med SF hele vejen hen over midten og ud til DF.

Italesættelsen, måden hvorpå virkeligheden og især den politiske realitet italesættes på, er i den grad en del af noget meget stort.

Lederen falder i koret af lede ledere. Medieverdenen består af rene stinkere. Ínformartion, den lille EU-liderlige avis med tungen helt oppe i de radikales leder, kan lige som ikke få høm høm nok ud af det. Puh ha stod der på graven. Ja, og det var lige hvad det var!

Mette Hansen

Valget blev jo reelt vundet af Blå blok. Socialismen er død og har været det i mange år.
Sådan er det jo bare.
Det må Johanne indse, tage arbejdstøjet på og få det igennem, hun kan sammen med denne regering. At forære magten til den endnu grådigere højrefløj er dumt og snæversynet!!
Vågn op Johanne!!

Steen Ole Rasmussen

Mette
Du falder for propagandaen. Den politik, som SFSR har gennemført med finanspagt og dette skatteforlig, det er langt mere sort, end VKO selv kunne have gjort det. Når lede leder ikke rigtigt kan få sig selv til at sige det, og snakker som om at det her er socialdemokratisk og SF politik, så er det udtryk for historisk forvrængning der vil noget. Men frem over, så skal vi høre om, at det er den lille enhedsliste, der ikke forstår dimensionerne i det her.
Fy føj for en gang manipulering! Se det dog!

John W Larsen

@ Mette Hansen :
Og Klassekampen er slut ...

Regeringen foretrækker at lave en aftale med med V's 47 og K's 8 mandat og ikke med EL's 12.. Det er da respekt for demokratiet...

Aksel Gasbjerg

I valgkampens "Fair løsning" ville S og SF indføre en millionærskat, som svar på VK-regeringens mange skattelettelser til de rige - senest i reformen fra 2009, hvor en indkomst på 1 mill kr fik en skattelettelse på 50. 000 kr.

Efter regeringens skandaløse forlig med V og K får millionæren nu yderligere skattelettelse på 16.000 kr (beskæftigelsesfradrag på 4.000 kr og topskattelettelse på 12.000 kr). Dette skal sammenholdes med at dagpengene reduceres med 13.000 kr.

I løbet af kun 8 måneder er en millionærskat altså blevet til en millionærskattelettelse.

Se SF's Jesper Petersen begrunde millionærskatten i valgkampen for 8 måneder siden:
http://www.youtube.com/watch?v=d3UU8c6kddE

Ruth Gjesing

Jeg kan godt forstå, at Enhedslisten er vrede og skuffede. Men de har nok i deres iver efter at få indflydelse været lidt for naive.
I øvrigt er al den her snak om blå eller rød efter min mening idiotisk. Som om man bare kan trykke på en knap, og så får man paradis eller helvede. Hvad med nu at bruge kræfterne på at få skabt noget bæredygtig udvikling til gavn for både røde og blå og alt det midt imellem.
Er jeg den eneste, der glæder mig over, at DF er totalt fraværende på den politiske scene.

Peter Jensen

"»Jeg synes, at man har lavet en reform, som for engang skyld ikke giver alle skatteletteserne i toppen, men som har en bredere profil, der også fokuserer på almindelige løndmodtagere«, siger hun.

Konkret peger hun blandt andet på, at enlige mødre får et ekstra beskæftigelsesfradrag på 6,25 procent, når reformen er fuldt udfaset i 2022.

»Vi skal også vænne os til at være et regeringsparti, som ikke får alt, hvad vi vil have«, siger Nanna Westerby."
http://politiken.dk/politik/ECE1666846/vrede-sfere-hvad-fanden-foregaar-...

Nanna Vesterby er kæreste med skatteministeren, som også mener at der er tale om en 'god' aftale. Dog kan Nanna Vesterby konkret kun fremdrage at enlige mødre i 2022 fra et øget beskæftigelsesfradrag - hvilket må siges at være illustrativt for dén managementtænkning og kynisme som er en uafvendelig vektor i den repræsentative parlamentariske model, som (nogen i) dette yndige lille land har besluttet sig for er en god idé at have.

Peter Jensen

fra=får

S og SF er nyttige idioter for borgerskabet.
Hvor er det sørgeligt endnu engang at se de "regeringsbærende" midterpartier agere nyttige idioter for de i forvejen velstillede og højtuddannede i dette småborgerlige land.
Nu har de som det retteligt og meget kompetent er blevet skrevet af flere af denne blogs bidragydere, udført det beskidte arbejde for V og K. Regeringen har fuldført de borgerliges vådeste og hedeste drømme. Information glimter ved sit manglende engagement til forsvar for de udsatte grupper i dette land.

olivier goulin

Hold nu op med al det vrøvl.

Vi har fået sænket marginalskatten, som i årevis har været alt for høj, og ramt en stor del af den arbejdende befolkning - og tilmeld har været stærkt demotiverende for at levere ekstra timer.

Skattereformen har primært handlet om at løse dette problem.

Hele diskussionen om kompensation af de arbejdsløse og pensionisterne er reelt set helt irrelevant og uvedkommende i denne sammenhæng, og burde høre hjemme i en finanslov, hvor de offentlige budgetter lægges.

Regeringen har måske nok udvist en noget illoyal og respektløs adfærd i forhandlingsprocessen, og har muligvis også skuffet en del af dens mest venstreorienterede vælgere, men rellt set har den gjort det eneste rimelige og rigtige, med bred parlamentarisk opbakning.

Denne reform er ganske velbalanceret. Den favoriserer ikke de rige eller tager fra de fattige. Den favoriserer den store arbejdende middelklasse, som den netop skal for at øge incitamentet til at arbejde.

Al denne snak om en blå aftale og et svigt af de socialistiske idealer er både noget nonsens og en temmelig naiv anklage.

Aftalen er først og fremmest bred hen over midten, hvor al politik i Danmark er blevet ført i årtier.

Danmark er stadig et velfærdssmørhul, også efter denne aftale.

Hverken socialisterne eller de arbejdsløse har nogen grund til at klage. Ikke endnu i hvertfald.

/O

Aksel Gasbjerg

@ Olivier goulin

1. Den fattige på dagpenge får en reduktion i dagpengene på 13.000 kr.

2. Den almindelige lønmodtager får en skattelettelse på 4.000 kr (beskæftigelsesfradrag)

3. Millionindkomsten får en skattelettelse på 16.000 kr (4.000 i beskæftigelsesfradrag og 12. 000 kr i topskattelettelse).

Så hvor er det lige at du ser, at "denne reform er ganske velbalanceret. Den favoriserer ikke de rige eller tager fra de fattige."?

Steffen Gliese

Hvad er det for noget med 'at levere flere timer'? Vi har en arbejdstid på 37 timer om ugen, og hvis der er mere arbejde end det, arbejdsstyrken kan klare indenfor den tid, skal man ansætte nogle flere.
Det er meget nemt at ansætte og fyre folk i Danmark, lettere end stort set alle andre steder, så der er ikke rigtig noget at betænke sig på.
Desuden har vi, synligt for alle, netop haft et enormt byggeboom, hvor den eksisterende boligmasse er blevet næsten fordoblet i byerne.
Det forekommer mig, at det var en ganske bemærkelsesværdig bedrift, om det så var uden reel finansiering og tæt på at gå på røven - hvilket jo nok ikke vil betyde nedrivning, men overtagelse, så vi kan få bragt boligpriserne ned på et realistisk niveau igen, uden at for mange boligejere rammes.
Når vi kæmper med f.eks. konkurrenceevnen, er det jo i høj grad pga. boligpriserne og de lån, der skal betales, det er måske det mest ødelæggende, VKO foranstaltede.

Læs her SF super Jesper Petersen

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1780793.ece

SF: Vi har behov for at gennemgå reformen.
Oversat til Dansk: " JA vi tabte, og nu skal vi lige have banket baglandet til tavshed

olivier goulin

@Aksel

Du glemmer altså den store arbejdende middelklasse. Det er ikke kun de højeste indkomster, der nyder godt ad det forhøjede topskattetrin. Mellemindkomsterne får relativt mest ud af det. Og ikke mindst vigtigt, så får de, der tjener under det nye topskattetrin, større incitament til at levere ekstra timer. Det er en væsentlig pointe med hele reformen.

De arbejdsløse bliver reguleret med en lavere sats end de gør i dag, men de får da ikke mindre i understøttelse; tværtimod vil den stadig stige, også med denne reform, blot mindre end for de private lønmodtagere.

Jeg kan ærlig talt ikke se det odiøse i denne aftale - jeg beklager.

/O

olivier goulin

@Peter

Virkeligheden er ikke så enkel, som du skitserer.

Det koster altså ikke virksomhederne det samme at have to personer ansat på hver 20 timer/ugen - og en person til 40 timer/ugen.

Der er et ikke ubetydeligt overhead ved at have folk ansat, som betyder, at du ikke bare kan anvende denne "grøftegravningsregnemetode".

/O

Benjamin Bach

@olivier goulin
men rellt set har den gjort det eneste rimelige og rigtige, med bred parlamentarisk opbakning.

Hvordan kan det eneste rimelige være at give mere til dem med arbejde og i særdeleshed dem med høje indtægter -- og skærer i de arbejdsløses og folk på overførselsindkomst?

Hvordan kan du udlægge dette som en objektiv rimelighed? Det er sindssygt arrogant.

Aksel Gasbjerg

@ Olivier

"Mellemindkomsterne får relativt mest ud af det. "

Du forsøger forgæves, at få 16.000 kr (som topskaktteyderne får forærende) til at være mindre end 4.000 kr (som mellemindkomsterne får i lettelse).

Henning Pedersen

Lars Barfoed, den glade nar, kalder EL "gammelkommunister". Ud fra Lars Barfoeds eget historiske grundsyn må man vel kalde det parti han selv tilhører for "gammelfascister".

Benjamin Bach

I forsvar for Amalie Kestler, som har skrevet denne meget intetsigende artikel / netavisforside / resumé af tv2 news, skal bemærkes, at hun også skrev Kommentar: Politikerne holder os for nar, hvor hun med lidt større held leger Mogensen/Kristiansen. Ikke at det er noget, jeg føler behov for at læse i Information.

Hvis man går i arkiverne og ser hvordan de borgerlige igennem årene har stemt.
Kan man se at de har stemt imod alle de forbedringer, socialt og økonomisk der har været til gavn for den almindelige borger.

Selv lovforslag mod at at slå sine børn, har de stemt imod.

olivier goulin

@Aksel et al.

Jeg tror altså, I skal nærlæse den aftale.

Hele meningen med den forhøjede topskattegrænse er jo netop, at den var blevet utidsvarende i forhold til mellemindkomsterne.

"Sygeplejersken og politimanden" betaler topskat i dag; det vil de ikke gøre i morgen - og hermed får de altså også glæde af denne del af reformen - ligesom millionæren.

Plus at de eventuelt vil se en større fordel ved at levere ekstra timer indtil de rammer topskatten.

Der er altså god mening med reformen, hvis man forsøger at forholde sig lidt sagligt til sagen.

Men når det så er sagt, så er jeg da enig i, at SF har solgt helt ud af deres socialistiske program i denne regering, og på den led kan jeg da godt forstå, at de har skuffet mange af deres vælgere (de fleste velsagtens)

Men nu er jeg ikke en af dem, og er derfor meget godt tilfreds.

/O

Steffen Gliese

Det er en misforståelse, at almindelige lønmodtagere skal friholdes fra topskat - hvis de tjener så godt, bør de være yderst tilfredse med at have klaret sig så godt, at de skal det.

olivier goulin

Og lige en ting mere:

Uanset hvor utilfreds og skuffet over den siddende regerings svigtede socialistiske idealer man måtte være, så husk to ting:

1. Danmark har aldrig været regeret af yderfløjene, og bliver det formentlig aldrig. Det er det store brede leverpostejssegment, der regerer her i landet, og om de kalder sig blå eller røde er ren kosmetik.

Det er de realpolitiske kendsgerninger. Hvis ikke man har erkendt det endnu, så er det på tide at vågne op til virkeligheden.

2. Den nye regering er stadig lysår fra den forrige på en lang række andre punkter, navnlig alle dem, som DF havde indflydelse på.

Glem ikke en vigtig ting: Den nuværende regering rækker ind over midten; den forrige rakte ud til det yderste højre - og blev i sidste ende straffet for det - af leverpostejssegmentet.

Hvis den nuværende regering begår samme fejl, og hælder mod EL, vil de om muligt blive straffet endnu hårdere end ved at række ind over midten.

/O

Aksel Gasbjerg

@ Olivier

Regeringen bruger 4,8 mia kr på topskattelettelser.

Heraf går "kun" 1,5 mia kr til de 250.000 lønmodtagere, som man vil løfte ud af topskatten (tjener mellem 390.000 kr og 467.000 kr.). Disse vil få en topskattelettelse på mellem 1 kr og 12.000 kr afhængig af deres indkomst i nævnte interval.

Resten, dvs 3,3 mia kr, foræres til de ca 300.000 højtlønnede, der tjener over 467.000 kr. Disse vil alle få 12.000 kr i topskattelettelse.

Regeringen "skjuler" i deres manipulatoriske retorik sidstnævnte gruppe, idet man forsøger at bilde befolkningen - og desværre mange journalister - ind, at samtlige 4,8 mia kr går til de meget omtalte 250.000, der ikke længere skal betale topskat.

Nu havde vi set frem til, at der skulle føres god gammel rød blokpolitik (som i Nyrups tid). Og så vælger regeringen, at lave et bredt flertal hen over midten, der afspejler et resultat et stort flertal af vælgerne burde kunne gå ind for. Snydt du.

Topskat er et tegn på at alle ikke er lige for loven...

Benjamin Bach

@Chris: Hvad mener du?

@ Benjamin,

Hvorfor skal nogle betale en større del af sin løn i skat?

http://www.skm.dk/tal_statistik/familietypeeksempler/1354.html

Benjamin Bach

@Chris: Det er en ret ideologisk diskussion, som jeg ikke kan overskue :) Jeg havde bare svært ved at se sammenhængen med lighed for loven, selvom jeg godt kan se, at det er nemmere at købe en god advokat, hvis man er rig :) Løst relateret læsetip: Boganmeldelse af "Ulighedens pris" i Pengevirke.. den tager 5 min at læse, men så ved du også, hvorfor folk går ind for lighed i samfundet.. det er ikke kun ren ideologi, men der er også faktuelle forhold, der viser at samfund med høj lighed er bedre.

Åh det er lang tid siden, man har hørt nogen omtale skat som et bidrag til fællesskabet. Mistilliden til staten er enorm, fordi vores politikere er elendige til at fortælle om fællesskab, brede skuldre osv. I stedet falder fokus på bankpakker, Villys privatfly, Polsat.. ikke just noget, man får lyst til at betale skat til.

Gorm Thorsen

Chris, velkommen til den virkelige verden hvor alle ikke er lige for loven. Det var på tide du dukkede op. Smutter du så hjem til Tante Berling nu?

Holger Madsen

Med denne avis' reaktion på den Blå Fredag, er der ingen grund til at opretholde støtteabonnementet.!

Martin Haastrup

Staaaakels S-R-SF-regering!! - jaget og truet af det ooonde ekstreme og mægtige liste Ø liiiiige i aaaarmene på sine modstandere...

Casper Larsen

Jeg har længe vidst at mit land fundamentalt har ændret sig de sidste 10 år, og at befolkningen som helhed er blevet betydeligt mere højre orienterede, og det er en situation som jeg sagtens har kunne leve med, selvom man selvfølgelig helst havde set at det var anderledes. Men den frustration som jeg føler over at have fået en såkaldt "rød" regering der netop har afsluttet en skattereform der er langt værre end noget som venstre selv har kunne få igennem er endeløs.

Jeg har altid været meget kritisk af folk der ikke stemmer, da jeg virkelig mener at det er en folkepligt og selvom jeg stadigvæk vil passe den pligt, så må jeg indrømme at jeg sjældent har forstået deres frustration bedre.....

Steffen Gliese

Og så har SF altså også bremset den frie meningsytring på deres facebook-side - er der ingen ende på forfaldet?

carsten jensen

Kan jeg give 38 års SF- krydser til EL med tilbagevirkende kraft?

Thor Möger Pedersen er i virkeligheden nyliberal.

"Thor Möger Petersen forsøger at sælge sin skattereform som et solidarisk og moralsk projekt, der kommer den lille mand til gode.

Men argumenterne holder ikke.

Tilbage står en nyliberalistisk tankegang, som ikke sømmer sig for en venstrefløjspolitiker"

Allerede i januar måned 2012 afslørede Søren Kayser i Dagbladet Information altså, at den unge Thor Møger Pedersen i virkeligheden bekender sig til nyliberalismen og ikke de socialistiske værdier.

Læs artikel i Information via linket ' og prøv derefter forklare hvordan Thor Møger Pedersen har kunnet blive SFs næstformand og skatteminister, ovenikøbet ved blot at være håndplukket af Villy Søvndal, og ikke demokratisk valgt..

http://www.information.dk/291506

Nogen i SF toppen, i særdeleshed Villy Søvndal, har udvist særdeles dårlig dømmekraft, ved uden mandat fra vælgerene, at indsætte ham på en så betydningsfuld post for, -ikke alene for at føre borgerlig politik, men direkte modarbejde sit partis (og støtteparti) bærende socialistiske værdier.

Således er jo egentlig ikke Thor Møger Pedersen der har fejlet, for som det er dokumenteret til fulde, handler han naturligvis alene ud efter sin nyliberale overbevisning, men primært de personer i toppen der med en bevidst politisk drejning over mod de nyliberale synspunkter, grundlæggende har kappet forbindelsen til partiets værdier og dens kernevælgere.

Således har jeg stadig håb og tiltro til selve partiet SF og deres medlemmer, mens tilliden til Villy Søvndal som formand for Socialistisk Folkeparti absolut ikke mere er til stede, og af samme grund snarest muligt skal fratages sit lederskab af et parti som han efterlader med accelererende vælgerflugt, total frustration og ikke mindst dyb og alvorstung skam.

SFs medlemmer må nu tage konsekvensen af dette totale svigt og som minimum vælge en ny formand og næstformand med henblik på at genoprette SF socialistiske profil , for ellers mister de også deres troværdighed, og så er der ganske enkelt ikke grundlag for et Socialistisk Folkeparti efter næste valg...