Læsetid: 1 min.

Udenrigsministeriet erkender at have skjult regnskabsfusk

Udenrigsministeriet hemmeligholdt kreativ bogføring på menneskeretsinstitut for Finansministeriet og Folketinget under finanslovsforhandlinger om ekstra penge til instituttet. Det erkender ministeriet i redegørelse
28. juni 2012

Udenrigsministeriet belastes nu yderligere i sagen om regnskabsfusk på Institut for Menneskerettigheder (IMR). Ikke alene skjulte ministeriet som tidligere afdækket i Information oplysningerne om kreativ bogføring for 3,2 millioner kroner på det statsstøttede IMR for udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Også Finansministeriet blev aktivt ført bag lyset af Udenrigsministeriet under efterårets forhandlinger om en øget finanslovsbevilling til instituttet.

Det fremgår af en ny redegørelse, som Christian Friis Bach har krævet fra sine embedsmænd efter Informations afdækning af sagen.

Ifølge redegørelsen modtog Udenrigsministeriet allerede 1. juli 2011 oplysninger om, at der på IMR var foregået »systematisk ’trafik’«, hvor underskud blev »parkeret på nye eller fiktive projekter.«

Men da ministeriet i forbindelse med Folketingets forhandlinger om en ekstrabevilling til IMR på 10 mio. kr. i november 2011 korresponderede med Finansministeriet om sagen, tilbageholdt embedsmændene oplysningerne om den kreative bogføring på IMR.

De to ministerier skulle i fællesskab udarbejde et såkaldt »udleveringsnotat til partierne«, men i redegørelsen erkender Udenrigsministeriet nu, at Finansministeriet alene blev orienteret om et underskud på IMR og ikke om, »at der var foregået bevidst omgåelse af regnskabsreglerne i Institut for Menneskerettigheder«.

Politikerne fik derfor ikke besked om den omfattende regnskabsfusk, og kort efter blev regeringen og Enhedslisten intetanende enige om ekstrabevillingen.

Udenrigsministeriet har tætte bånd til IMR og har blandt andet tilsynspligt med Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, som IMR er en del af.

»Redegørelsen bestyrker mistanken, vi allerede havde, om, at ministeriet af politiske hensyn har forsøgt at holde sagen inden døre. Det slags politisering er selvfølgelig stærkt problematisk,« siger professor i statskundskab på Københavns Universitet, Tim Knudsen.

Langt fra sandheden

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, har tidligere indkaldt Christian Friis Bach til et samråd om sagen. Det skal finde sted i dag.

»Han har før sagt, at alt nu er lagt frem, men det viser sig gang på gang at være meget langt fra sandheden. Det forventer jeg, han har en meget god forklaring på,« siger Karsten Lauritzen.

Ministeren ønsker ikke at udtale sig før samrådet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer