Læsetid: 3 min.

Udenrigsministeriet udsatte irakiske fanger for fare

Da Forsvarsministeriet i sommeren 2004 bad kollegerne i Udenrigsministeriet om assistance i en sag om fangemishandling, valgte Udenrigsministeriet at sende liste en over fanger, der havde anklaget irakisk politi for mishandling, til de irakiske myndigheder
I 2004 udleverede Udenrigsministeriet en liste med navne på irakiske fanger, der sagde til en dansk delegation, at de var blevet torteret i de irakiske fængsler.

I 2004 udleverede Udenrigsministeriet en liste med navne på irakiske fanger, der sagde til en dansk delegation, at de var blevet torteret i de irakiske fængsler.

Zohra Bensemra

5. juni 2012

Når udenlandske delegationer tilser fanger i krigshærgede lande, er særlig ét princip afgørende: En fanges vidneudsagn om landets myndigheder må ikke gives videre til myndighederne på en måde, så det er muligt at spore fangen.

Det princip brød det danske udenrigsministerium, da ministeriet i sommeren 2004 blev viklet ind i en politisk sprængfarlig sag.

Den 23. juni 2004 havde en delegation fra den danske Irak-bataljon været på tilsynsbesøg i Al Makil-fængslet i Basra. Som tidligere beskrevet i Information klagede otte fanger ved tilsynsbesøget over overgreb fra irakisk politis side, og flere kunne fremvise ar, brændemærker og beskadigede legemsdele, der understøttede deres påstand.

Fangerne hørte ikke under dansk ansvar, men alligevel var der grund til bekymring. De danske styrker havde nemlig udleveret i alt 113 fanger til irakisk politi, og nu havde danskerne fået oplysninger, der kunne tyde på, at irakisk politi anvendte tortur. Oplysninger, som bekræftede de første forlydender fra blandt andet Internationalt Røde Kors, der tidligere på året havde rapporteret om irakisk fangemishandling.

Send den til irakerne

Den 16. juli 2004 modtog Udenrigsministeriets Mellemøstenkontor en hastefax fra Forsvarsministeriet om sagen. Det viser aktindsigter, som Information har fået fra de to ministerier.

Forsvarsministeriet havde vedlagt en liste over fangernes anklager og de objektive tegn på mishandling, og ministeriet anmodede nu Udenrigsministeriet om at »tage oplysningerne om overgreb op overfor de irakiske myndigheder og i øvrigt foretage det fornødne i sagen«.

Tre dage senere, den 19. juli, modtog Udenrigsministeriet en mere udførlig liste fra Forsvarsministeriet. Her fremgik også navnene på de fanger, der havde klaget over mishandling.

Samme dag sendte Udenrigsministeriet en mail om sagen til den danske ambassadør i Bagdad. Ministeriet forklarede blandt andet, at de britiske styrker i området var blevet gjort opmærksom på sagen, eftersom flere af fangerne oprindelig var blevet tilbageholdt af britiske soldater og overdraget til irakisk varetægt. Listen med fangernes navne var vedlagt i mailen, og ministeriet skrev nu følgende instruks til ambassadøren:

»I den anledning anmodes ambassaden om at oversætte listen og give den til irakerne med anmodning om at følge op på sagen.«

En fundamental regel

Information har været i kontakt med Den internationale Røde Kors Komité (ICRC) i Geneve, der ifølge Genèvekonventionen har det internationale mandat til at gennemføre fangetilsyn. ICRC ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men talsperson for Mellemøsten Hizham Hassan siger:

»Det er klart, at eftersom vi gennemfører tilsyn for at monitorere fangernes tilstand, vil vi ikke gøre noget, der kan ende med at gå ud over dem. Vores arbejdsmetode er, at når vi har indsamlet udsagn for mange fanger, har vi en dialog med myndighederne i landet på baggrund af summen af udsagn fra fanger. Vi nævner ikke specifikke navne over for myndighederne, medmindre vi ved, det er nødvendigt. Og det sker kun, hvis vi er sikre på, at fangen ikke har noget imod det, og hvis vi er sikre på, at det ikke vil udgøre en fare for fangen at videreformidle navnet.«

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) underviser i flere lande i fangetilsyn, og jurist i RCT Dorrit Ree Akselbo mener, at sagen om Udenrigsministeriets udlevering af personoplysninger til de irakiske myndigheder er »meget bekymrende«.

Hun fortæller, at netop risikoen for, at fanger bliver udsat for repressalier på grund af deres udsagn om myndighederne i lande som Irak, er et af de mest omdiskuterede emner inden for det internationale arbejde på området.

»Problemet er, at fangerne jo anklager myndighederne for noget, og så er det selvfølgelig afgørende vigtigt, at man ikke profilerer dem over for de samme myndigheder og på den måde udsætter dem for fare,« siger Dorrit Ree Akselbo.

Intet svar fra ministeriet

Det fremgår af dokumenterne i sagen, at den danske ambassadør i Bagdad den 26. juli svarede tilbage pr. mail på instruksen fra Udenrigsministeriet om at overdrage listen over fanger til de irakiske myndigheder. Ministeriet har afvist at give aktindsigt i mailen, men oplyser til Information, at de dokumenter, Information har fået aktindsigt i, »afspejler Udenrigsministeriets rolle med at formidle oplysninger mellem danske og irakiske myndigheder i denne sag«. Efterfølgende har Information bedt ministeriet vende tilbage, såfremt listen med fangernes navne ikke skulle være blevet overdraget til de irakiske myndigheder. Det har ministeriet ikke gjort.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Albinus

"Ministeriet har afvist at give aktindsigt i mailen, men oplyser til Information, at de dokumenter, Information har fået aktindsigt i, »afspejler Udenrigsministeriets rolle med at formidle oplysninger mellem danske og irakiske myndigheder i denne sag«.

"Rolle med at formidle oplysninger":

Bare sprogbrugen afslører en fuldstændig mangel på evne og vilje til at forstå, hvad sagen drejer sig om.

Jeg henviser til min tidl. kommentar i denne sag om bureaukratisk forkalkning i udenrigsministeriet:

http://www.information.dk/302637#comment-586021

Marianne Mandoe

Det her er et eksemple på, i bedste fald ligegyldighed, i værste fald ondsindet hensigt, men mest sandsynligt venstrehåndsarbejde mens der bliver sludret over kaffen i udenrigsministeriet.

Søren Blaabjerg

Det ser ud til at være et generelt - og meget alvorligt - demokratisk problem i dagens Danmark, at topembedsmænd i regeringen i vid udstrækning fører deres helt egen politik udfra deres egne - og langt fra med sikkerhed politisk neutrale - skøn.

Det kan man trygt gøre, for det er helt ansvarsfrit. Det formelle politiske ansvar påhviler nemlig den fungerende minister på området. men i praksis kan de politisk valgte ministre slet ikke overkomme at dykke ned i de enkelte sager for at kontrollere, om det, der foregår nu også er i overensstemmelse med vedkommendes egen holdning og erklærede målsætningsportefølje for slet ikke at snakke om den samlede regerings holdning og erklærede målsætningsportefølje.

Disse (hyppigt ledelsesmæssigt svage og sagligt set sparsomt påklædte folk) vælger i reglen bekvemt at "have fuld tillid" til deres stabe af embedsmænd, og skulle noget eventuelt gå helt galt, kan man altid - formentlig i de fleste tilfælde i fuld overensstemmelse med sandheden - undskylde sig med enten, at man ikke "er blevet orienteret" eller "ikke kan huske" at man er blevet det på et eller andet tidspunkt, samtidigt naturligvis med at man nobelt "påtager sig det fulde ansvar" og lover at træffe alle de fornødne foranstalntninger for at rette op på det skete.

Ansvaret fortoner sig imidlertid i det uvisee, og det er yderst sjældent at der "ruller hoveder" i sådanne tilfælde (eventuelt på trods af hånske diverse kioskbasker-avisforsider og kritiske avisledere mv.)

Summa summarum, så er det vist på tide, at der kommer noget af en holdningsændring til, hvilke ledelsesmæssige og faglige kompentencer der skal til, som forudsætning for, at man kan fungere som duelig minister på et område.

Det er ikke gjort med højtidelige skåltaler og paroler og rejse land og rige rundt og se betydningsfuld ud. Man skal være den, der i enhver henseende bestemmer i ministerierne, hvor skabet skal stå, man skal have et grundigt overblik over hvad der reelt foregår bag facaden, og man skal nyde den fornødne respekt hos embedsmændene samt i givet fald uden pardon kunne skille sig af med lidt for selvrådige sadanne.

En mulig løsning på problematikken kunne måske være, at ikke bare ministre var politisk valgte, men også det næste led i magtpyramiden, mao. cheferne for de enkelte departementer og styrelser. Derved ville man blandt andet kunne forebygge, at topembedsmænd i ly af deres officielle ansvarsfrihed og ministrenes manglede evne til at overvåge dem i al diskretion plejer deres egne politiske dagsordener, måske i stik modsat retning af deres officielle chefers.

Henrik Darlie

"aktivistisk udenrigspolitik"

Hvorfor bliver I ved med at kalde 'udenrigspolitiken' 'aktivistisk', når nu det rette ord er psykopatisk?

Kasper Hviid

Det kunne have været et uheld, hvis det var et afsnit af Huset på Christianshavn. Her ville en sådan enfoldighed passe fint ind i det ejegode, fiktive univers. Men da det skete ude i virkeligheden, har det desværre været en bevidst beslutning.

Anne Albinus

Jeg synes, Information skulle bede om en udtalelse i sagen fra den daværende kontorchef i Udenrigsministeriets Mellemøstkontor fra 2003-05, Bo Lidegaard.