
Selv om Justitsministeriet allerede i december 2011 erfarede, at Irak havde brudt den dansk-irakiske hjemsendelsesaftale, og at tvangshjemsendelser af irakiske asylansøgere ikke længere var mulige, undlod justitsminister Morten Bødskov (S) at orientere Folketinget om aftalebruddet. Og selv da Folketinget ved flere lejligheder spurgte til aftalen, oplyste ministeren ikke, at der efter ministeriets vurdering var tale om et decideret aftalebrud. Det viser en aktindsigt i sagens dokumenter, som Information har fået i Udenrigsministeriet, der har formidlet dialogen om sagen mellem Justitsministeriet og de irakiske myndigheder.
»Det ser ud til, at ministeren har tilbageholdt oplysninger bevidst, og det kan man ikke kritisere skarpt nok,« siger Enhedslistens Pernille Skipper, mens Dansk Folkepartis Martin Henriksen konstaterer: »Det er stærkt problematisk, at ministeren har hemmeligholdt oplysninger, som vi selvfølgelig skulle have haft. Det er en meget alvorlig sag.«
Af en meddelelse fra Justitsministeriet til den danske ambassade i Bagdad dateret 30. januar 2012 fremgår, at de irakiske myndigheder allerede »i midten af november 2011 meddelte (...), at Irak ikke længere vil acceptere tilbagetagelse af personer, der ikke er i besiddelse af irakiske pas eller laissez-passer udstedt af irakiske diplomatiske myndigheder«.
Ifølge meddelelsen besluttede ministeriet og Rigspolitiet derefter at undersøge, om den irakiske ambassade i København ville udstede de nødvendige rejsedokumenter. Men da Rigspolitiet 22. december 2011 »gennemførte en ambassadefremstilling« af tre afviste irakiske asylansøgere, ville ambassaden »alene udstede rejsedokumenter til den person, som ønskede at medvirke til udsendelsen«.
Ministeriets konklusion var klar: »Det er på denne baggrund Justits-ministeriets vurdering, at ovenstående irakiske beslutning udgør et brud på tilbagetagelsesaftalen, idet det ikke længere er muligt tvangsmæssigt at udsende irakiske statsborgere uden lovligt ophold i Danmark til Irak i overensstemmelse med aftalen.«
’Et godt samarbejde’
På trods af at ministeriet vurderede, at hjemsendelsesaftalen var brudt, og at det ikke længere var muligt at tvangshjemsende afviste irakiske asylansøgere, gav Morten Bødskov ikke Folketinget besked. Men 3. februar 2012 stillede Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, en række folketingsspørgsmål om aftalen. Hun ville blandt andet vide, om samarbejdet med de irakiske myndigheder, som tidligere oplyst, »fortsat kan karakteriseres« som »velfungerende«.
Selv om de irakiske myndigheder ifølge Justitsministeriets egen vurdering havde brudt hjemsendelsesaftalen, svarede ministeren 15. marts, at Danmark »siden indgåelsen den 13. maj 2009 af tilbagetagelsesaftalen med Irak« havde haft »et godt samarbejde med de irakiske myndigheder omkring udsendelse af afviste asylansøgere fra Danmark til Irak«.
Dog henviste Morten Bødskov til en besvarelse, han samtidig gav på et andet af Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål om hjemsendelsesaftalen. Her oplyste ministeren, at den irakiske ambassade i januar 2012 havde oplyst til Rigspolitiet, »at ambassaden ikke så sig i stand til at udstede rejsedokumenter til afviste asylansøgere, medmindre der er tale om frivillig udrejse«. Ministeriet tilføjede, at der »i samarbejde med de irakiske myndigheder« blev arbejdet på »at finde en løsning vedrørende udstedelse af rejsedokumenter«, men ministeriet oplyste ikke, at der efter ministeriets vurdering var tale om et decideret aftalebrud, og at tvangshjemsendelse til Irak generelt ikke længere var mulig.
Samme dag som Morten Bødskov besvarede folketingsspørgsmålene om sagen, var han i samråd i Folketingets Udlændingeudvalg om »hjemsendelse af afviste asylansøgere«. Også her hævdede ministeren, at der var et »velfungerende samarbejde med de irakiske myndigheder om udsendelse til Irak«, men at der i forhold til tvangshjemsendelser var »nogle udfordringer«, idet der »inden for de seneste måneder« var »opstået nogle problemer vedrørende udstedelse af rejsedokumenter til tvangsmæssig udsendelse af afviste irakiske asylansøgere«. Men der blev arbejdet på en løsning »ad diplomatisk vej«, forsikrede ministeren.
’Spiller på hele klaviaturet’
Ugen efter, 22. marts i år, var der igen samråd om hjemsendelse af afviste asylansøgere. Her bad Dansk Folkepartis medlem af udvalget, Martin Henriksen, justitsminister Morten Bødskov om at »sætte nogle flere ord på, om man har nogle initiativer i gang over for Irak, sådan så de tager imod flere borgere«. Men igen undlod ministeren at oplyse, at ministeriet mente, det slet ikke længere var muligt at tvangshjemsende til Irak. I stedet forklarede han, at regeringen »spiller på hele klaviaturet« ved blandt andet at føre en tæt dialog om hjemsendelse af afviste asylansøgere »både bilateralt, men også via de samarbejdsorganisationer, vi nu engang er del af«.
Først i går kunne Martin Henriksen høre i medierne, at Irak ifølge Rigspolitiet kategorisk afviser at tage imod tvangshjemsendte asylansøgere. Han mener, at Morten Bødskov står tilbage med et alvorligt forklaringsproblem: »Når vi indkalder ministeren til samråd om hjemsendelse af asylansøgere og specifikt spørger til de irakiske asylansøgere, skal han selvfølgelig oplyse, hvis hans ministerium mener, Irak har brudt hjemsendelsesaftalen. Der er ingen undskyldning for at holde oplysningerne tilbage i så mange måneder. Et aftalebrud gør jo, at vi står i en helt anden situation, end vi har vidst. Det er hamrende relevante oplysninger. Det er et alvorligt brud på den tillid, der bør være mellem regeringen og Folketinget.« Enhedslistens Pernille Skipper er enig:
»Det er jo ikke nogen tilfældighed, at han ikke har informeret Folketinget om, at ministeriet mener, aftalen er brudt, når han efterfølgende har siddet i to samråd om sagen og besvaret en række spørgsmål om hjemsendelsesaftalen,« siger hun.
Hvorfor tror du, han ikke har oplyst om aftalebruddet?
»Man kan gisne om, at han ikke har ønsket den politiske ballade, der ville komme, hvis det kom frem, at aftalen er brudt. Men det kan vi ikke vide, så nu må vi have en forklaring fra ministeren.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov, der holder sommerferie.
"Selv om de irakiske myndigheder ifølge Justitsministeriets egen vurdering havde brudt hjemsendelsesaftalen, svarede ministeren 15. marts, at Danmark »siden indgåelsen den 13. maj 2009 af tilbagetagelsesaftalen med Irak« havde haft »et godt samarbejde med de irakiske myndigheder omkring udsendelse af afviste asylansøgere fra Danmark til Irak«."
Grunden til denne vage besvarelse fra justitsministeren kunne jo være at den påståede aftale udelukkende gjaldt de der rejste frivilligt allerede dengang og det nu er ved at gå op for ham og andre..
Det er jo lidt besynderligt at den daværende irakiske immigrationsminister ikke kendte til aftalen og der så var et stop i nogle måneder og så en aftale om at Irak ville modtage en ydelse hvis hjemsendelser blev accepteret, - men jeg er faktisk 100% sikker på det stadig kun var de der rejste frivilligt.
Det er snart lige før jeg eksploderer af vrede, - og håber der kommer en ordentlig udredning af hele den sag om aftale, for nu har jeg gået og raset lige siden...
Det er ikke mærkeligt, at de nuværende ministre opfører sig som de tidligere.
Den danske vælgerbefolkning var glade og tilfredse i ti år ... og det var vist nærmest lidt tilfældigt, at statsministeren blev Fru Thorning og ikke Hr Rasmussen.
Det er trist, at det er sådan, men det karakteriserer nok vælgermassen snarere end fruens ministrer.
Hvis ministeransvarsloven var det papir værd, den er skrevet på, måtte Bødskov træde tilbage.
Men talrige sager har vist, at denne lov sjældent respekteres.
Endnu en grund til, at vi har brug for at udbygge demokratiet med institutioner, man har i andre civiliserede lande (Sverige, Tyskland, Frankrig), som ville kunne sætte en bremse for denne uskik, der har bredt sig blandt danske politikere med stiltiende at acceptere lovovertrædelser.
For mig at se er det største problem i denne sag at Bødskov, ligesom sin forgænger, ikke kan eller vil indse at det er uholdbart at tvangshjemsende flygtninge til Irak, da sikkerheden ikke er høj nok. Og så er det lettere med en hvid løgn.
Det skal jo nok passe at der er kontakter mellem Irak og Danmark med henblik på at genoptage tvangshjemsendelserne, men Irak er nok ikke videre interesseret i at få en masse potentielle modstandere af det siddende styre hjem.
Aftalen i sig selv var jo en skandale, så hvorfor skulle part 2 så ikke også være det?
Han har ikke brudt loven.