Læsetid: 3 min.

Danmark får kognitivt fedmebehandlingscenter

Landsforeningen for overvægtige åbner nu landets første center, hvor overvægtige efter udenlandsk forbillede kan få psykoterapeutisk behandling. Eksperter er positive, men der mangler midler til denne type behandling
27. juli 2012

Selv om psykoterapi som behandling af overvægt vinder udbredelse og anerkendelse i store dele af verden, og selv om førende fedmeforskere plæderer for en psykologisk forståelse af fedme, har Danmark endnu ikke noget langvarigt kognitivt behandlingstilbud til overvægtige.

Men den 15. august åbner Adipositas Center Limfjorden, som er oprettet af foreningen for svært overvægtige, Adipositasforeningen, i samarbejde med en række behandlere. Centret skal rumme en ’helhedsorienteret psykoterapeutisk fedmebehandling’, og for at blive optaget skal man blive henvist af sin egen læge eller opsøge centret for en visitationssamtale med den ledende psykolog.

»Man må skelne mellem forebyggelse og behandling af svær overvægt. Det, der bliver lavet på kurser rundt omkring, er i virkeligheden en forebyggende indsats,« siger foreningens formand Birgitte Hansen.

Hun forklarer, at centret er indrettet til svært overvægtige, der har madtrang, og som har træk, der ligner alkoholikerens trang til alkohol.

»Det handler om kontroltab. Der skal psykologbehandling til, det er ikke nok at tale om livsstilsændringer, kostplaner og motion.«

Centrets indsats skal hvile på psykologi; altså kognitiv adfærdsterapi, som skal suppleres af diætistisk behandling og fysioterapi.

»De svært overvægtige har prøvet alverdens kure og planer, men det nye er, at de skal arbejde med deres mindset. De skal lære at håndtere, at de tænder på mad,« siger Birgitte Hansen.

Et spørgsmål om livskvalitet

Og centret er en god idé, mener ph.d. Niels Viggo Hansen, som forsker i alternativ behandling på Københavns Universitet, Sociologisk Institut.

»Jeg er sikker på, at der vil være brug for hele spektret af både forholdsvis lette og omfattende behandlingsforløb af den psykosociale art. I hvert fald har centret ret i, at man ikke kommer ret langt i håndteringen af fedme uden en stærk psykosocial komponent,« siger han.

Lige nu arbejder han med et mindfulnessforløb, som henvender sig til overvægtige. Et vigtigt succeskriterium, siger han, er, at folk taber sig, men vægttab er ikke alt. Det drejer sig om ’bæredygtige livsstilsændringer’, og det er et spørgsmål om livskvalitet.

»Det gælder om at blive bevidst om sin krop og acceptere sin situation. Hvis ikke man accepterer sig selv, som man er, opstår en tendens til at gå i baglås,« siger han.

Også Det Nationale Udviklingscenter mod Overvægt (NUMO) bifalder det nye center.

»Jo flere steder overvægtige kan få systematisk, dokumenteret og kvalificeret hjælp, jo bedre,« siger udviklingsansvarlig Regitze Siggaard.

»Når først man er blevet svært overvægtig, er det jo ikke, fordi man ikke ved bedre, men ofte skyldes det mangel på overskud, indsigt og kompetence til at handle anderledes. Derfor er det rigtig godt, at det nye center kan supplere eksisterende tilbud,« siger hun og understreger, at det vigtigste er, at man målrettet visiterer de overvægtige ud fra deres behov og ikke ud fra, hvilke tilbud der er tilgængelige.

Begrænsede ressourcer

Adipositasforeningens formand, Birgitte Hansen, påpeger, at en behandling bliver forholdsvis dyr, men at foreningen har gjort meget for at søge fonde og midler, blandt andet i satspuljen.

»Det er et kæmpe problem, at vi ikke har anden finansiering end folks private midler. Sundhedsministeren tror, der er lignende tiltag i regionerne, men det er der ikke. Det eneste reelle alternativ er fedmeoperation, og det er ikke godt nok.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Astrid Krag (SF), som er på ferie, men hendes regeringspartner og medlem af Sundhedsudvalget, sundhedsordfører Camilla Hersom (R), er positiv over for tiltaget.

»Jeg forestiller mig, at denne slags behandling vil sprede sig,« siger hun.

»Og hvis man fortsat kan vise gode resultater, kan jeg sagtens forestille mig, at det er noget, man vil bevilge mere støtte til. Der er en stigende erkendelse af, at overvægt i de fleste patienters tilfælde er en form for psykisk lidelse, der kan sammenlignes med andre spiseforstyrrelser. Derfor kan man ikke nøjes med at tale om omlægning af kost, fedmeoperationer og den slags.«

– Men er støtten tilstrækkelig, som den er?

»Man må være nøgtern og sige, at der også findes andre psykiske lidelser, hvor det er svært at imødekomme efterspørgslen. Der er begrænsede ressourcer til rådighed. Men jeg tror på, at kognitiv terapi kan være et rigtig godt redskab for en del af de svært overvægtige patienter. Derfor er jeg meget åben over for at diskutere, om det er et område, vi skal bruge flere ressourcer på,« siger Camilla Hersom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kramer

Det er symptionbehandling. Hellere oplysning om hvad der skaber fedme fra den nyere forskning.

Vi skal ikke behandle protestantiske samfundsnormer og mindre tryghed med kognitive redskaber.

Det bliver aldrig til holdbare løsninger.

John Vedsegaard

Det lyder som et godt initiativ. Også hvis det er symptombehandling, og kan udmærket godt resultere i varige løsninger.
Tiden vil vise det.

Søren Kramer

Vi kan ikke klientliggøre 1M danskere fordi 3M deler skyld og skam ud hele livet igennem. Hvad med at adressere hadet og intollerancen?

Kristina Jensen

Søren Kramer, du kender vist slet ikke til den gavnlige effekt af kognitiv terapi.

Nødvendigt initiativ. Jeg håber sandelig Astrid Krag vil bakke op om projektet i finansloven.

Søren Kramer

Vi taler ikke om behandling af flyskræk eller dårlige vaner for et mindretal af afvigere. Men 1M danskere, og de skal ikke i terapi fordi de ikke er normale.

Martin Haastrup

Lyder lovende - selvom jeg tænder af på kognitiv terapi. Jeg ville foretrække katarsisk ditto.

Kognitiv terapi = intellektuel terapi.

Hvis man ikke kommer ned i følelserne, i kontakt med de traumer som ligger bagved overflade-symptomerne kan man terapere herfra og til månen. Man fastholder blot klienten i sin nød.

- Og terapeuterne lever i bedste velgående af godheds-industrien.

Alivce Miller er mig bekendt en de få virkelig psykoterapeuter som i praksis har udvist modet til at omgås sin egen uddannelse og praksis med sund og naturlig skepsis - i sine bøger, som jeg atter vil varmt anbefale for den søgende: "I begyndelsen var opdragelsen" - Du må ikke mærke" - "Den bandlyste viden" - "Det selvudslettende barn" m.fl.

Trangen til mad, manglen på kontrol af sit føde-indtag hænger altid sammen med indlæring i barndommen. Hvad skulle det ellers hænge sammen med??! =>

At hvis man havner i kløerne på en terapeut som ikke selv har arbejdet sine primære omsorgssvigt og opnået en vis grad af katarsis - k forløsning - læret at bebrejde sine forældre (og samfundets institioner som beskytter forældres omsorgssvigt og kalder det opdragelse) og blot får lidt 'mindfullness" - og så¨videre i den intelektuelle smart-formulerings-dur.

Dog, det skal siges, jeg hæfter mig bla. ved:

Et vigtigt succeskriterium, siger han, er, at folk taber sig, men vægttab er ikke alt. Det drejer sig om ’bæredygtige livsstilsændringer’, og det er et spørgsmål om livskvalitet.

»Det gælder om at blive bevidst om sin krop og acceptere sin situation. Hvis ikke man accepterer sig selv, som man er, opstår en tendens til at gå i baglås,« siger han.

- Som lyder lovende - at man altså tilsyneladende ikke rigidt fastholder klienter i vægttabs-resultater men i ligeså høj grad - burde være i første række - i min optik - lærer klienten at lære at acceptere sig selv - og sit udseende som det nu engang er.

Og dette kan kun gøres hvis man selv er katarsisk renset tilstrækkeligt ud fra en dybdegående intellektuel OG følelsesmæssig bearbejdning af sine egne barndomstraumer.

Jeg kan ivørigt varmt anbefale at man i det hele taget ser sig godt for før man kaster sig hovedkuls i nød og desperation i armene på en psykoterapeut. Og benytter Psykoteraterapeutforeningens varemærke som veledning. De har nogen etiske regelsæt som tilgodeser klienternes behov og som terapeuter skal opfylde for overhovedet at blive medlem og kunne anbefales fra dem. Se mere på:

http://psykoterapeutforeningen.dk/foreningen

Uddrag:

Psykoterapeut MPF. Kig efter denne forkortelse, når du søger efter en psykoterapeut eller brug vores liste over psykoterapeuter - så er du sikker.

Og det er igen noget populistisk ensidigt-agtigt. For der er ingen garantier for at du en psykoterapeut passer sammen. Derfor skal du bruge dine fornemmelser ved den visiterende samtale og mærke efter i dig selv om du føler dig tilpas sammen med vedkommende. Den mindste ting, bør få dig til at finde en anden. Der er nok af dem. Gør ikke som jeg: Bliv siddende fordi du ikke orker at søge mere - og naivt håbe på at 'det går nok alligevel' - han virker meget sympatisk. Brug din sundeste og mest udtalte naturlige skepsis.

Psykoterapeuter også MPF'ere er også kun mennesker og mennesker lider vi alle som en af fordomme og uvidenhed - men profilerer os sjældent på vores svagheder men kun og kun på de gode sider.

Jeg har forlængst skrevet og opfordret Dansk Psykoterapeutforening til at kræve af deres medlemmer af de skal informere deres potentielle klienter om deres mangler og svagheder - så klienten ikke kun vælger dem udfra en ensidig fremstilling. For du kan være sikker på at du aldrig får lov ved en visitiations-samtale at få en terapeuts ærligeste beskrivelse af på hvilke områder han/hun selv har med arbejdet med tidlige omsorgssvigt, HVORDAN (kognitivt intellektuelt eller katarsisk= virkelige dybdegående følelsesmæssig bearbejdning, sorg-krise-reaktioner, traumatiske forløsninger, gråd og skrig, og raseri osv) De skjuler sandheden om sig selv for at kunen sælge sig selv til klienterne bedre.

Dettte bedrageri har jeg protesteret mod også overfor en MPF'r og krævet at han sagligt redegjorde for sine kompetancer på disse områder - hvilket han nægtede med hånlig foragt.

I was outta there!!!

Man skal altså virkelig være på sin vagt. Kognitiv terapi er i min optik ikke meget mere end et intellektuelt oplysnings-og kampagne arbejde, et overfladisk. Det kan sikkert være udmærket for begyndere, som i virkeligheden ikke er interesseret i nogensomhelst reelle forandringer af sig selv, ikke ønsker at virkelig træde ind i og komme i kontakt med dybere følelsesmæssige lag i sig selv - men terapi er det altså ikke - i min optik. Det er snak og snak og atter snak og det flytter intet. Det bekræfter artiklen jo selv. Så kan man ligeså godt tage en kosmetisk operation, fedstsugning osv.

Virkelig terapi betyder forandring. Kræver et mod som en soldat på en slagmark, at du vover at komme i kontakt med lag i dig selv som du har fortrængt hele livet. Hvis terapeuten selv er bange for hvad der måtte komme frem, vil han/hun gøre alt for at holde dig borte, 'bandlyse' en sådan proces. Hvorfor? Fordi terapeuten selv må beskytte sine egne fortrængninger. - Kan ikke tåle at du bryder ud i gård og/eller flammende raseri over svigt, forræderi osv. : Såeh, nu skal du ikke græde over det, det er jo fortid, det kan du ikke lave om på.

Eller mere suspekt som jeg personlig har oplevet det: Han blev fuldstændig stiv af skræk og tantet-klappen på skulderen over mit flotte følelses-præstations-arbejde med stolen. (Gestalt-orienteret, den varme stol - man sætter sig overfor en tom stol og bygger den person op i fantasien som man vil arbejde med. Som man har et regnskab at gøre op med osv)

Kort sagt: En psykoterapeut som ikke kan være 100% solidarisk med dig og det du føler, siger, tænker, gør, vil, tror osv og ikke mindst måden du gør det på - er ikke værd at samle på -hvis altså du virkelig er indstillet på at forandre dig, at opleve en virkelig katarsisk forløsning, frigørelse fra fortidens magt over din gentagelse-tvang idag - feks spisetrangen som man ikke kan sige nej til.

Hvis du derimod kommer for at undgå ovenstående, kan jeg varmt anbefale en lille overfladisk hygge snak om dine problemer.

Det kan synes hårdt og ensidigt. Men sådan er det nu engang. Jeg taler af egne mange årige dyekøbte erfaringer, spild af tid, penge og ressourcer og min bedste vilje. Der findes næppe noget mere traumatiserende for en i nød, end at opleve at blive bedraget af en terapeut - som er så klog at han/hun kan undvære hovedet.

Jeg vil se beviser fra det nye center før jeg tror på det holder. Tak.

Peter Jensen

Martin E. Haastrup:
Som du er inde på, handler kognitiv terapi i høj grad om at opnå kontrol over egne tanker og derigennem blive velfungerende borgere i et samfund som kulturelt forfalder. Endnu et managementorienteret tiltag, som næppe vil adressere de kulturelle problemer, men istedet henvise den enkelte til sig selv og sine egne, personlige dysfunktioner. I dét lys kan man sige at det næppe gør nogen større forskel om sigtet er en dybere afspænding og forløsning af mere følelsesmæssig og kropslig art; sigtet er fortsat at problemet er individuelt og at den enkelte må søre for (at sikre) sig selv. Gerne med lidt netværk, lidt værktøjer og andet fra den borgerligt-liberale godtepose.

Majbritt Nielsen

Søren Kramer
Symptombehandling.

Hvis det virkelig hjalp at man bare kunne nøjes med at oplyse hvad der feder og hvor det er. Så ville slet ikke være alle de slankekure i diverse blade og på nettet.
Engang i tidernes morgen spurgte jeg min læge om hjælp.
Han gav mig en kalorietabel og det var den hjælp.

At blive fed, af mad og drikke. Er for nogen, det samme som at drikke sig fuld, tage stoffer.

De kan jo også bare lade være. Eller kan de?

Martin Haastrup

Peter Jensen - lad os se hvad det kaster af sig - det er dog trods alt et skridt i den rigtige retning, end bar henvise folk til en fedme-operation.

På den anden side støtter jeg din kras-kritik fordi jeg selv har oplevet og ser mere og mere at al denne kognitive terapi mere og mere bliver en hån mod al virkelig terapi overhovedet.

Altså godheds-industriens systematiske selv-iscensættelse.

Men det kommer an på hvem man kommer i kontakt med. Terapeuter er forskellige og nuanceringen med at man skelner mellem at rigidt fastholde klienterne i et decideret vægttab og at de lærer at lære at acceptere sig selv - mener jeg er tegn i den gode retning.

Men jeg vil se hvordan det fungerer i praksis før jeg fælder nogen endelig dom - og til da bevare en sund og naturlig, men, nuanceret skepsis.

Det må være kognitivt at forholde sig til tingene på den måde... 8-)

Martin Haastrup

PS.: Peter Jensen - din afsluttende formulering må du gerne uddybe: '...sigtet er fortsat at problemet er individuelt og at den enkelte må søre for (at sikre) sig selv. Gerne med lidt netværk, lidt værktøjer og andet fra den borgerligt-liberale godtepose.

For du rammer et søm på hovedet dér - også i min optik. Den hersens problem-individiualiserings-bølge som snart har stået på jeg ved ikke hvor længe. Klientgørelsen af mennesket. Sygeliggørelsen ( og kriminaliseringen! - prostitutionsdebatten apropos...) af alt hvad der ikke lige tilhører den gennemsnitlige vedtagne norm for det såkaldt gode liv.

Istedet for at se nul-tolerancen som et problem, individualiseres problemet for ofrene for nul-tolerancen. Det er forenklet sagt. Men jeg er enig med dig i at det er en tendens som er fremherskende og bliver det mere og mere.

Det er en knivsæg at balancere på. Fordi folk på den ene side skal have hjælp til en sober og anstændig katarsisk bearbejdning af opvæksproblematikker som feks gør at de ikke kan sige nej til tvangen om mad og misbrug i det hele taget.

På den anden side må der, i min optik ihvertfald også advokeres for at vi som samfunds-fællesskab lærer at blive mere tolerante overfor den mangfoldighed som mere og mere viser sig.

En mangfoldighed af livsformer. Tykke, tynde, minibuddaher, benrader osv.

At det i højere grad bliver op til den enkelte at afgøre om man synes man har et problem eller ej end det bliver omgivelsernes = samfundets.

Og igen på den anden side: Så har samfundet, regeringen, de ledende klasser, kapitalismen, politikerne, flertallet allerede defineret hvad der er det gode liv og hvad der ikke er det og nul-tolerancen florerer som aldrig før - samtidig med at 'friheden' også gør det. Jvf. debatten om Martin underbukser i haven...Alle vil have frihed for sig selv og betragter det danske samfunds som en rettgiheds-kriminaliserings-butik af dem som man mener ikke skal have den samme frihed.

Det er ligesom ytringsfrihedsdebatten.

Jeg tror i bund og grund det handler om at folk ikke forstår hvad frihed er. Og slet ikke sammenhængen mellem moral og frihed i det hele taget. Man tror at frihed er noget som andre kan give en, som man kan lovgive sig til, kriminalisere sig til, som de rigtige valgte politikere kan give en, som et fedme-center kan give en.

Friheden som vare på den kapitalistiske dagsorden. Moral som vare.

Sådan hænger det ikke sammen. Hvis det var så enkelt at man kunne købe eller politisere, kriminalisere, moralisere, terapere sig osv til frihed burde vi have den forlængst, allesammen.

Jeg tror det er vigtig pointe at være opmærksom på den knivsæg: Vi bør være opmærksomme på at vi ikke kommer til at sygeliggøre alt og alle som ikke passer ind i den pt usagte herskende vedtagne ideal-norm om det gode liv - at vi i ligeså høj problematiserer dem som gør det til et alvorligt samfundsproblem at man er 'fed', de nul-tolerante, og ikke dem som rammes af denne stigmatisering. Ikke forenkler sagen så meget at fedme kun er deres individuelle problem.

Det sagt så kan en god og vellykket terapi, en katarsisk muligvis mobilisere kraftige menneskers modstandskraft mod sidstnævnte. At de formår at hævde sig selv og deres egenart. Jeg kender eller har stødt på mange mennesker, store mennesker som var store indeni såvel som udenpå - så det er ikke så enkelt. Det er ikke så sort-hvidt. Overvægtighed. I forhold til hvad? Fed? Benrad?

Og hvad så? Vores kroppe tilhørerer os selv og ikke en eller anden tilfældig usagt vedtaget flertals-norm. Min krop er min og jeg ser ud som jeg gør om folk bryder sig om det eller ej.

Fedes rettigheder! Nu!

Vi kan ikke gøre for at vi ser ud som vi gør. Vi bliver opdraget til at se ud som vi gør. Man vælger ikke selv sine forældre og sin opdragelse. Og hvis forældre ikke selv har haft for meget kærlighed at give af men istedet langer en pose flæskesvær ud til sine børn, så bliver man en trøstespiser. Mad=kærlighed og omsorg. En substitut.

En terapi kan bevidstgøre folk om dette og bryde cirklen - men en terapi kan ikke fremskaffe den kærlighed og accept fra omgivelserne, aflive nul-tolerancen. - Som er medårsag til missæren for den enkelte.

Det er på samme tid et fælles-problem og et individuelt problem. Fede kan gå i terapi herfra og til månen. Hvis ikke samfundet bliver mere åbent og tolerant med 'anderledes udseende' kan man terapere herfra og til mars. Det vil bare betyde endnu mere stigmatisering. Det er min egen skyld at folk ikke bryder sig om mig bliver den internaliserede konklusion. Status quo er bevaret.
Der er intet sket.

I min optik burde en terapi netop gøre folk FRI af denne konklusion, FRI af skyld-og skamfølelse. = Synes det lyder lovende at artiklen taler om at man vil se på 'bæredygtige forandringer' - lære de kraftige mennesker at lære at acceptere sig selv som de nu engang er - fremfor rigidt kun fokusere på ydre vægttab. For det er jo hvad de neoliberales helbredelses-projekt, fedme-operationerne går ud på. Råt og brutalt snøre mavesækken ind. Støvsuger-fetich-komplekset normaliseret: Få dig en fedtsugning din kødbolle!

Jeg kunne blive ved...Go dag og fortsat god debat.

Birgitte Hansen

På et direkte spørgsmål, stillet i Folketinget i maj måned i år, svarer sundhedsminister Astrid Krag, at der i følge internationale undersøgelser er belæg for at kognitiv adfærdsbehandling har effekt i behandling af svært overvægtige og derfor kan anbefales til målgruppen.
Vh
Birgitte Hansen,
Landsformand for Adiositasforeningen

Søren Kramer

@Birgitte Hansen
Selvfølgeligt har kognitiv behandling effekt på adfærdsregulering. Og evt. i kombination med en kognitiv psykolog der samtidigt er uddannet diætist kan det være rigtigt godt for behandling af de få.

Men derfra til at anbefale en generel indsats den vej er afsindig problematisk.
Det er fuldstændigt gennemsyrende for vores danske samfund, det være sig fedme, urolige drenge mm, at vi stiller individuel dianose og behandler individuelt.

Vi har 1M overvægtige danskere. At behandle det med at arbejde individuelt med det kognitive system er at gøre hele gruppen en bjørne tjeneste.

At de kognitive terapeuter slynger om sig med evidens uden argumenter, giver jeg ikke en døjt for med de snævertsynede og kortsigte måder den faggruppe forsker på. Enhver psykolog der har arbejdet kognitivt med den gruppe ved også at det netop er symptionsbehandling.

Fedme skyldes bl.a. manglende placticitet i styring af cortisol for specielt socielt lavere grupper. Det igen kommer af stress fra bl.a. usikkerhed.

Men det er jo tydeligt hvad interessegrupper er på vej til at mase igennem med en sf-soc regering her. "Direkte adspurgt ..."

Det er bare så typisk dansk: den danske neoliberale individuelle tankegang i mix med skyld og protestantisk kultur, møder den paternalistiske selvgode venstreorientere tankegang i en symbiose. Resultat: kognitiv terapi til alle svært overvægtige. Terapi til ½M !!! Det kører bare derud af.

Nu er vi lige blevet præsenteret for de nyeste forskningsresultater og alligevel tåger alle videre i den samme retning med bind for øjnene.