Nyhed
Læsetid: 2 min.

Danmark varsler afghanske myndigheder om fangebesøg

Danske soldater fører nok tilsyn med fangerne i Afghanistan. Men afghanerne får oftest besked om, at danskerne kommer. Det giver mulighed for at dække over overgreb på fangerne, lyder det fra både regeringspartier, opposition og Amnesty
Indland
26. juli 2012

De afghanske fængelsmyndigheder bliver næsten hver gang varskoet, når danske soldater kommer på besøg for at sikre, at udleverede fanger ikke bliver udsat for overgreb.

En opgørelse fra Forsvarskommandoen afslører således, at de danske styrker har gennemført 26 tilsyn med tilbageholdte i Afghanistan. Men kun fire af disse har været uanmeldte.

Det er sket på trods af, at Forsvarskommandoen ellers i februar fastslog over for Folketinget, at »tilsynene gennemføres om muligt alle uvarslede og ikke på faste dage eller med faste intervaller«.

I dag fremhæver Forsvarskommandoen imidlertid, at varslingen af de afghanske fængselsmyndigheder sikrer, at »tilbageholdelsesinspektøren eller dennes stedfortræder er til stede«. Hvilket angiveligt gør det lettere at finde relevante oplysninger om de tilbageholdte.

Claus Juul, juridiske konsulent i Amnesty International, mener, at Danmark dermed svigter forpligtelsen over for fangerne. Det var daværende forsvarsminister Søren Gade, (V) som i 2007 ændrede praksis, så de danske styrker fik ansvaret for selv at føre tilsyn med fangerne. Det skete, efter at det endnu engang kom frem, at udleverede fanger risikerede at blive tortureret, sultet og/eller mishandlet i fængslerne i Afghanistan.

»Hvis fangetilsynet skal have nogen effekt, så skal det være uvarslet. Det er jo næsten paradoksalt, at begrundelsen for at varsle tilsynene skyldes, at så kan de afghanske fængselsmyndigheder være tilstede med sagsmapper og oplysninger. Det er jo at vende tilsynet på hovedet og giver fængselsmyndighederne de bedste kort på hånden i forhold til at sløre spor efter tortur,« siger Claus Juul.

Senest indrømmede Forsvarskommandoen tidligere på måneden, at Danmark har taget flere fanger i Afghanistan end hidtil oplyst (forsvaret har hverken overblik over antallet eller disse nye fangers videre skæbne).

Forsvarets egne normer

Liberal Alliances forsvarsordfører, Villum Christensen, mener, at oplysningerne om fangetilsynet atter afslører, at »Forsvaret har sine egne normer«.

»Det giver jo ingen mening. Hvorfor skulle de danske styrker lave de tilsyn, hvis soldaterne i forvejen fortalte, at de kom? Hvis man forestillede sig, at det her var Levnedsmiddelkontrollen eller Fødevarekontrollen ,så ville vi jo have et ramaskrig,« siger Villum Christensen.

Socialdemokraterne og de radikales forsvarsordførere er heller ikke tilfredse med de få uanmeldte fangebesøg.

»Hovedparten af tilsynene skal helst være uvarslede. Der ligger noget godt i, at tingene ikke bliver varslede, så man ikke kan nå at få fejet og rullet den røde løber ud – hvis der er et eller andet at komme efter,« siger Socialdemokraternes Bjarne Laustsen.

De Radikales Zenia Stampe beder nu forsvarsminister Nick Hækkerup (S) om en forklaring om, hvorfor der ikke er lavet flere uanmeldte besøg:

»For det vil selvfølgelig være optimalt, hvis de var uanmeldte«.

Ifølge Forsvarskommandoen er der – udover de fire uanmeldte tilsyn – blevet gennemført ét telefoninterview, i otte tilfælde er det ikke blevet registreret, om tilsynet har været anmeldt eller uanmeldt, mens de resterende 14 tilsyn har været anmeldte. Ingen tilsyn er blevet afvist.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nick Hækkerup til kritikken af de afghanske fangetilsyn.

Men forsvarsministeren skriver i et brev til Folketinget, at han nu vil »tage en nærmere drøftelse med Forsvarskommandoen om spørgsmålet om varsling af tilsyn og forholdet til Forsvarskommandoens direktiv på området, herunder med henblik på at drøfte behovet for en eventuel justering af direktivets ordlyd«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Bisgaard Jensen

Vi vil jo så gerne være nogle venlige mennesker, så naturligvis giver vi besked. På samme måde som kommunen varskoer et bosted for svage børn og unge eller voksne om tilsynsbesøg. På den måde undgår vi jo også at se noget vi helst havde været foruden

odd bjertnes

fartkontroller eks. både skiltes og annonceres i P3 eller hvad bilistkanalen nu hedder nu om dage.
så hvad ...

men en kilde til efterhånden livslang undren over logikken er det alligevel...måske oprindeligt et forsøg på at spare politiets resourcer eller lign. Alternativet er mængder af anholdelser og sager som får sidde-i-futtogshistorier til at blegne - og af hvilke 'typer' ?
Svimlende tanke...

Niels-Holger Nielsen

Så, er der sikkert også ting, som den korrupte Afghanske regering varsler de korrupte danske besættelstropper om (så er vi nået så vidt at Infs. stavekontrol ikke anerkender ordet besættelsestropper).