Læsetid: 4 min.

Enhedslistens ’revolution’ er ingen revolution

Enhedslisten ønsker at ’omstyrte det bestående’ med ’radikale samfundsforandringer’. Men der er ikke meget revolution over Enhedslistens revolution, siger historikere og debattører. Det er blot klassisk kapitalismekritik, som den har lydt i årevis, og i praksis udfører Enhedslisten en reformpolitik og en pragmatisme, der ligger meget langt fra barrikaderne
Enhedslisten ønsker at ’omstyrte det bestående’ med ’radikale samfundsforandringer’. Men der er ikke meget revolution over Enhedslistens revolution, siger historikere og debattører. Det er blot klassisk kapitalismekritik, som den har lydt i årevis, og i praksis udfører Enhedslisten en reformpolitik og en pragmatisme, der ligger meget langt fra barrikaderne
17. juli 2012

Revolutionen er på vej. I hvert fald, hvis man spørger Enhedslistens Per Clausen, som de seneste par dage har været omdrejningspunkt for en mindre mediestorm om Enhedslistens ideologiske dagsorden. Først i Berlingske i weekenden, hvor han er citeret for at ville »omstyrte Danmark«, og sidenhen i Information, hvor Per Clausen uddybede og nuancerede sit standpunkt ved at slå fast, at Enhedslisten vil »revolutionere for at bevare«. I begge versioner er udgangspunktet dog stadig den folkelige opstand, men spørger man historikere og debattører, er der ikke meget revolution at spore i Enhedslistens planer.

»Det er mildest talt en meget harmløs revolution, hvis man overhovedet kan kalde den det. Det er ren kapitalismekritik, som den har lydt i årtier,« siger professor i historie Claus Bryld, RUC, der har forsket i arbejderbevægelsens historie.

Per Clausen forklarede i gårsdagens Information, hvordan Enhedslisten som led i de forestående »radikale samfundsforandringer« eksempelvis vil forsøge at indføre en »almennyttig banksektor ved siden af den nuværende spekultionsorienterede«, »inddrage pensionskasserne i energirenoveringen og vedvarende energi« og »nedsætte et råd, der som korrektiv til det økonomiske råd kan lave forslag til, hvordan vi omlægger Danmark til et mere bæredygtigt samfund«.

Men spørger man Claus Bryld, skal man se langt efter det revolutionære i Enhedslistens udmelding:

»De konkrete forslag, Per Clausen kommer med, har intet med revolution at gøre. Det er nogle meget moderate krav – og i øvrigt nogle, som både Socialdemokraterne og SF tidligere historisk har luftet. Én ting er, hvad Enhedslisten måske mener rent idealistisk, men kigger man på den politik, de reelt fører, er det en reformpolitik, der ligger meget, meget langt fra både fredelig og væbnet revolution,« siger han.

Heller ikke debatredaktør på Børsen Christopher Arzrouni kan se skyggen af revolution i det, Enhedslisten fremlægger som en del af ’omstyrtningen af det bestående’:

»Revolution i marxistisk forstand er jo, når en bestemt klasse – arbejderklassen – overtager ejerskabet til produktionsmidlerne og dermed frigør sig fra udbytningen. Og hvis ikke der er tale om, at arbejdspladserne overgår til arbejderne. Det er trods alt ikke ligefrem det, Per Clausen har foreslået de sidste par dage – så man kan svært tale om revolution som sådan,« siger Christopher Arzrouni.

Krise medfører ikke revolution

I de seneste par dages debat har Per Clausen flere gang henvist til den folkelige opstand i Sydeuropa som eksempel på, at der kan være nye samfundsændringer under opseljling på europæisk plan. Men ifølge Claus Bryld er der intet historisk belæg for, at økonomisk krise skulle medføre revolution – snarere tværtimod, siger han:

»I Europas historie har de store økonomiske kriser snarere ført til en højreorienteret udvikling, end til en venstreorienteret. Hitlers magtovertagelse i 1933 er det bedste eksempel – det var jo netop på baggrund af den vanvittige økonomiske krise, der var på det tidspunkt, med 30-40 procents arbejdsløshed og så videre,« forklarer Claus Bryld og henviser ligeledes til Mussolinis magtovertagelse i Italien i 1922:

»Han kom jo også til magten på baggrund af en voldsom økonomisk krise. Så man kan slet ikke sige noget om, at kriser fører til socialistiske revolutioner, snarere tværtimod.«

Ingen folkelig opbakning

Heller ikke forfatter og projektleder i den liberale tænketank CEPOS, Henrik Gade Jensen, tror på, at den økonomiske krise kommer til at medføre nogen folkelig opstand.

»Det er jo påfaldende, at ingen af de store krisefænomener – finanskrisen, bankkrisen, eurokrisen – har ført til noget, der ligner en revolutionær mobilisering. Man må sige, at venstrefløjen har tabt kampen om meningerne, for det burde jo være en fest for dem med alle de potentielle muligheder for at vække en socialistisk revolution. Men det får ingen folkelig opbakning,« siger Henrik Gade Jensen: »Selv den tidligere formand for SF, Gert Petersen, stod i 80’erne og talte om, at lønarbejderne skulle stå sammen mod kapitalismen, og hele den der klassekampsfortælling, som jo var almindelig retorik på det tidspunkt. Men den store fortælling fra 70’erne og 80’erne om revolutionen finder man jo i dag kun i hjørnerne af Enhedslisten, for det ligger ikke i tiden.«

Revolutionær organisering

Og selv hvis den gjorde, slår Claus Bryld fast, ville en bred, folkelig motivation til opstand ikke være nok. For en revolution kræver ikke blot folkelig opstand – den kræver revolutionær organisering: »Man burde spørge Per Clausen om, hvem det er, der skal gennemføre denne revolution? Han vil så sige ’folket’, men for det første: Hvem er folket? For det andet: Folkelig vrede er langt fra nok – der skal jo være en egentlig revolutionær organisation, hvis en revolution skal gennemføres. Det var sådan, den blev gennemført i Rusland i 1917 – det bolsjevikiske parti var eksempelvis en meget stærk organisation, der var i stand til at tage magten og beholde den – og sådan en organisation findes jo ikke i dag i Danmark, ej heller i Sydeuropa,« siger Claus Bryld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

ROJ - Selvfølgelig kender du baggrunden for den franske revolution, men blot for at perspektivere :

Den franske revolution var en eksplosion grundet den alt for store undertrykkelse, som en for stor del af befolkningen blev udsat for. Den var uundgåelig, og hvis den ikke var sket, var dén undertrykkelse fortsat med yderst uhensigtsmæssige konsekvenser for alle. Den franske revolution var et grusomt lærestykke, men også forudsætningen for den franske republik.

Spørgsmålet er, hvormange grusomme lærestykker der endnu skal til, før lektien er lært.

Viggo Okholm

Vores problem er tankegang,alt for mange af os er overbevist om at den tankegang vi har et r naturbestemt,så ad den vej accepteres reaktioner,vold og begæret i alle dets former.
Spørgsmålet : har vi mennesker et valg som siger: vi kan godt leve med mindre,vi kan godt tåle at nogen tjener lidt mere,vi kan godt acceptere at vold i ale dens afskygninger er et dårligt middel, er det uralistisk at tænke.hvordan har min næste det før hvordan har jeg det? det sidste bliver svært. Men vi har en jord som ikke kun er vores lille andedam og derfor er den lille lykkelige andedam nødt til at forandre sig.

Niels Engelsted

Hvis der kommer revolution i Danmark, bliver det jo nok som i 1849 som en udløber af revolutioner andetsteds i Europa.

Og hvis der kommer revolutioner syd for os, mon så ikke, at de vil komme på samme måde, som de har gjort tidligere i historien. Det vil sige, at de er vokset ud af sociale og økonomiske kriser og gennem mudrede forløb til sidst har antaget en form, som man senere har valgt at kalde revolution.

Sådan var den engelske revolution, sådan var den amerikanske revolution, sådan var den franske revolution, sådan var revolutionerne i 1848, sådan var den tyske revolution, og sådan var såmænd også den russiske revolution.

Revolution er i den forstand after the fact, og når socialistiske partier kalder sig revolutionære mener de først og fremmest, at de har et radikalt systemskifte som mål. Men som historien viser, så starter sådanne systemskifter stort set altid af sig selv og så må de politiske bevægelser hænge på som bedst de kan og har forstand til.

Sider