Læsetid 2 min.

Fedtfattig kritik

Tanker om et bedre samfund har svære kår. Det har håbet om en bedre krop imidlertid ikke. Problemet er, at det hverken tjener samfund eller de fitnessudøvende, for ingen kommer som bekendt ud ad flækken på et løbebånd
30. juli 2012

Det er slut med Gauloises, Sartre og en spand rødvin. Slut med tømmermænd, opkastninger og andendagsbranderter med opfyldning af sild og snapsedepoter. De nætter, der før var fyldt med endeløse diskussioner om, hvordan et alternativt samfund kunne indrettes, er nu afløst af et sæt håndvægte og slankeopskrifter. Kritikken er kommet på kur.

Det er ikke længere de filosofiske opskrifter på utopiske og radikalt anderledes samfund som dominerer, det er derimod kokke, personlige trænere, skønhedseksperter, livsstilseksperter, der trykker det ene oplag efter det andet med opskrifter på det sunde og gode liv.

De er de nye shamaner. Det drejer sig om en effektiv krop og et omskifteligt selv, der kan danse i takt med de vekslende krav. Slut med abstrakte og politiske tanker om at skabe en bedre verden for vores børn. Nu vil vi se konkrete resultater, måle og veje og hellere i går end i dag.

Der er imidlertid et problem. Nok er den fedtfattige kost et måltid og de investerede timer i fitnesscentret godt givet ud for helbredet, men de opretholder kun status quo. Et løbebånd får som bekendt ingen ud af flækken.

Støn og prust

Verden står over for flere kriser. Aldrig har der været så mange arbejdsløse på verdensplan, det økologiske kredsløb er ude af balance, de finansielle markeder er under et voldsomt pres, og en gældskrise plager flere vestlige lande. Hvad gør de vestlige nationers borgere? Går de på gaden? Nej, de smutter en tur i fitnesscentret.

I Reinhart Kosellecks berømte værk med titlen Kritik und Krise fra 1954 fastslår han, at enhver krise udløser kritik, eller at massiv kritik leder til samfundsmæssige kriser, der kan resultere i samfundsforandringer. Men har Kosellecks pointe noget på sig i dag? Verden skriger på kritik og nye ideer, men det bliver kun til støn og prust. Vores tids kritikgenre kan bedst sammenlignes med et fitnesscenter.

Individualiseret

Fitnessudøvere tjekker ind med deres medlemskort, booker sig ind på de hold, de lyster, river i jern, bukker og bøjer sig i squats med amerikansk accent, og når det gør ekstra ondt, holder de i hånd med en personlig træner. Det kan hænde, at de også køber fitnessprodukter, bader eller benytter spa, sauna eller får massage. Men de gør det i det ’gatede community’, som fitnesscentret udgør i dag, uden alt for engageret kontakt med de andre fra samme segment, der sætter pris på samme service og kildevand til de tørstige.

Her arbejder de fleste alene med sig selv, intenst og effektivt. Sejre og nederlag konstateres foran spejlet. I fitnesscentrene gælder det om at komme ud af sin comfort zone for at sparke kroppen op i gear.

Den fedtfattige kritikgenre er individualiseret. Det er ikke kun en ydre kampe med kroppen, men også en indre, hvor selvkritikken anvendes som et middel til at få pulsen op og skrige til de overflødige kilo, at de skal skrubbe af. Fitnesscentrene er træningslejre for dem, som har vendt samfundet ryggen. Det eneste, medlemmer kan finde på at kritisere, er, hvis der ikke er nok varmt vand i bruserne, at nogen har glemt at tænde for saunaen eller hvis spinningcyklerne ikke fungerer optimalt.

Det kendte kampråb fra maj 1968: »Løb, kammerat, den gamle verden er i hælene på dig« er udskiftet med: »Commit to be Fit. Rest a while and run a mile«.

 

Rasmus Willig er lektor ved Institut for samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Tak til R.W.
’Ak, hvor forandret’. Hvad skal vi gøre ved det? Jo større problemerne er i verden, jo mere murer folk sig inde.
De fleste har yderligere gået i en skole, hvor de har lært at give udtryk for deres meninger. Alligevel er der ikke noget at udtrykke. Katastroferne ruller ind på TV-skærmen, så der er al mulig grund til at ytre sig. Alligevel …

Det eneste, der kan ryste os, er nok, hvis goderne bliver taget fra os. Nu får vi se, hvordan fødevarepriserne arter sig til efteråret efter tørken i USA. Som dansker er man ikke ramt endnu, og derfor kan vi køre videre, som om alt er i skønneste orden.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Gå på gaden.. njah... det med at gå på gaden har en grim bismag af plyndring og afbrændte biler.
Der er vi forhåbentlig ikke nået til endnu.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Og så er der alle os bloggere som giver vores uforbeholdne mening til kende på diverse medier - mig selv iberegnet - men vi kommer jo heller ikke på gaden med sidder med kaffen og er ligeså individuelle.
For femten år siden ville udsigten til så kraftige forringelser i dagpenge og andre overførselsindkomster have udløst et ramaskrig på slotspladsen anført af fagbevægelsen og et eller flere politiske partier.
Nutidens politikere har det sgu for nemt