Læsetid: 3 min.

Flere stipendier kan lokke kinesere til Danmark

Venstre og Liberal Alliance er klar til at give flere stipendier til udenlandske studerende, hvis universiteterne mener, der er behov for det. Som det er nu, kan danske universiteter hverken konkurrere på pris eller omdømme, siger chefkonsulent for markedsføring
20. juli 2012

Danske universiteter og virksomheder skal blive bedre til at tiltrække kinesiske og andre udenlandske studerende, og hvis flere stipendier er løsningen, må Folketinget punge ud, mener Venstre og Liberal Alliance: »Flere stipendieordninger er én mulighed, hvor vi politisk kan understøtte indsatsen. Så hvis universiteter og forskningsmiljøer vurderer det som et godt redskab, må de sige til,« siger forskningsordfører for Venstre Esben Lunde Larsen.

I går kunne Information fortælle, at flere og flere kinesiske studerende vælger Danmark fra, når de tager en udenlandsk uddannelse. Og den udvikling ærgrer Esben Lunde Larsen.

»Det er vigtigt, at Danmark har en tæt forbindelse til det kinesiske samfund, når man tænker på den udviklingsmuskel, som Kina i stigende grad udgør. Og det gælder også på uddannelsesområdet,« siger han.

Uddannelsesordfører Mette Bock fra Liberal Alliance mener ikke at, problemet kun gælder kinesiske studerende, men udenlandske studerende generelt.

Derfor bliver man nødt til at se på, hvilke initiativer der skal til for at trække flere til, herunder om der skal flere stipendier til.

»Universiteterne må identificere de barrierer, der er, for det er de bedst til, og så vil jeg meget gerne være med til at tage fat, for det er fuldstændigt afgørende, at vi bliver bedre til hele internationaliseringsopgaven på de danske universiteter,« siger Mette Bock.

Vi er ikke prisen værd

I 2006 blev der indført brugerbetaling på de danske universiteter for studerende fra lande uden for EU, Norge, Island og Liechtenstein (EØS).

I den forbindelse fik Syddansk Universitet til opgave at undersøge, hvordan danske videregående uddannelser kunne markedsføre sig i udlandet. En af hovedkonklusionerne var, at det er svært at sælge de danske uddannelser til markedsprisen uden at få underskud, siger Bo Kristiansen, der er chefkonsulent med ansvar for international markedsføring på Syddansk Universitet.

Hvis man tager det for en uddannelse, som den koster, bliver prisen nemlig den samme som for en amerikansk eller engelsk uddannelse.

»Og det produkt, vi har, er i kinesiske øjne ikke lige så godt. Så det, vi anbefalede for fire-fem år siden og stadig anbefaler, er at give flere stipendieordninger til kinesere på den korte bane, og så få flere med på den lange bane, når de vender tilbage og fortæller, hvor fremragende uddannelsen i virkeligheden er. For det gør de, er vores erfaring,« siger Bo Kristiansen.En mulighed er at give flere, men mindre stipendier, så flere studerende kan få bare noget af deres uddannelse betalt, i stedet for at nogle fåfår hele uddannelsen betalt med bolig og leveomkostninger.

»Det er vi allerede nogle universiteter, der arbejder med,« siger Bo Kristiansen.

Samtidig skal universiteterne og danske virksomheder i Kina og Danmark arbejde bedre sammen om at vise kineserne, at der også er job at få efter endt uddannelse. For det er noget, der appellerer til unge i den nye kinesiske middelklasse, som Danmark skal have fat i, siger Bo Kristiansen:

»Det gælder om at få virksomhederne på banen både i Kina og Danmark for at få fat i den arbejdskraft, som vi i virkeligheden har brug for i samarbejdet med Kina.«

Mette Bockser frem til, at der kommer flere initiativer fra universiteterne – også til hvad man fra Folketingets side kan gøre som lovgivere for at hjælpe:

»Jeg tror, vi har været bedre til at sætte barrierer op de sidste ti år end til at fjerne dem. Danmark er blevet et lille, indadvendt land, hvor vi i højere grad udstråler angst for globalisering og åbenhed i stedet for at se det som nogle muligheder, der skal gribes,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Schandorff

Der er ikke behov for stipendiater til kinesere. Hvis de ikke vil komme eller betale, så kan det også være lige meget.
Den fuldkomne næsegrus beundring for alt kinesisk for tiden er latterlig og vidner om en total mangel på horisont mod fremtiden.
Kineserne bliver måske en handelspartner, men aldrig en samarbejdspartner. Kineserne ønsker økonomisk magt over andre og det har de gjort i sådan cirka 6000 år.
Hvis vi vil gøre noget klogt, så er det at forsøge at inddæmme den kinesiske indflydelse på jordkloden. Se bare hvordan det forløber i Afrika og om kort tid vil vi se det samme i Grønland, hvis vi ikke får taget os sammen og sørget for et bedre samarbejde med selvstyret, så vi undgår 50.000 kinesere i Grønland til slavelønninger.