Anne var begyndt at tro på det. En anden kvinde ville give hende den største gave i verden – at føde et barn til hende.
Det hele var planlagt. Rugemoderen ville få ægløsning inden for et par dage, og så snart det skete, skulle hun komme hjem til Anne og Thomas og inseminere sig med Thomas’ sæd ude på badeværelset. Når barnet blev født, skulle det ikke op på rugemoderens bryst. Det skulle op i Annes arme.
Men så skrev rugemoren en mail: Hendes mand var blevet alvorligt syg, han blev nødt til at lukke sit håndværkerfirma, og måske måtte familien flytte fra huset. Kunne hun få et forskud på de 175.000 kroner, Anne havde tænkt at give hende i gave?
»Det gik den forkerte vej. Hun havde i forvejen fået 25.000 kroner. Det begyndte at føles lidt prostitutionsagtigt, at hun ikke kunne sidde i huset uden os og til gengæld stillede sin krop til rådighed,« fortæller Anne.
Så Anne og Thomas trak sig ud af aftalen. Drømmen om en baby bristede. Efterfølgende har Anne tænkt, at det egentlig var godt, rugemoderen forsøgte at få penge ud af dem så tidligt i processen. Var hun først blevet gravid, ville der ikke have været grænser for, hvad hun kunne afpresse dem for.
Og Anne er langt fra den eneste dansker, der prøver at få børn på denne måde. Charlotte Kroløkke, lektor og Ph.d. ved Syddansk Universitet, har forsket i rugemødre og kommercialisering af kroppen. Ifølge hende er det ikke noget nyt, at kvinder hjælper hinanden med at få børn. Der er sket en udvikling inden for de seneste par årtier, hvor barnløse par i stigende grad ser det som en rettighed at afprøve alle muligheder:
»Hvis lægen siger, man ikke kan få et barn, så går man hjem og googler det og finder så ud af, det måske kan lade sig gøre i Indien eller England,« forklarer hun.
Tyge Trier oplever også den stigende tendens gennem sit advokatvirke:
»Rugemødre er mere forekommende, end man officielt er klar over. Og det er steget over de sidste fem år,« påpeger han.
Formand for Etisk Råd, Jacob Birkler, mener, stigningen skyldes, at der er ved at ske et skred væk fra de mangeårige etiske principper om, at man ikke kan købe et andet menneske. Gennem de seneste par år har en mere nyttemæssig betragtning vundet frem:
»Der er en kvinde, der får et beløb for at leje sin livmoder ud, og så er der et par, der bliver lykkelige for at kunne købe det. Det er en win-win-situation. Men man glemmer det grundlæggende danske menneskesyn om, at kroppen ikke må blive en vare,« påpeger han.
Ingen støtte fra loven
Anne fik aldrig de penge tilbage, som hun havde givet til sin potentielle rugemor. Og det er en vanskelig situation, man bliver sat i, når man indgår sådanne aftaler, fordi der ikke findes nogen officiel lov om rugemoderskab i Danmark. Men tre forskellige love sørger tilsammen for, det praktisk talt er umuligt: Børneloven, adoptionsloven og loven om kunstig befrugtning.
Alligevel efterlades der en sprække i loven, så rugemoderskab kan lade sig gøre, hvis en bekendt vil gøre det af sit gode hjerte og med sine egne æg. Men loven giver ingen beskyttelse til barnløse, der ønsker at bruge den mulighed.
Selv om parterne udformer og underskriver kontrakter med aftaler om alle tænkelige scenarier, er de ikke juridisk gyldige.
Det stiller hvert år ufrivilligt barnløse i en penibel situation: Rugemoderen har alle juridiske rettigheder til barnet.
Ifølge lovgivningen er hun juridisk mor til barnet, alene fordi hun har født det. Derfor har hun mulighed for at presse et forældrepar på både følelser og pengepung.
Det får menneskeretsadvokat og ekstern lektor ved Københavns Universitet, Tyge Trier, til at pege på behovet for en lovændring:
»Man bør lempe lovgivningen på det her felt, så det i større udstrækning bliver muligt at gennemføre sager med rugemoderskab i Danmark. Det er bedre, det foregår under ordnede vilkår,« vurderer han.
Tyge Trier har repræsenteret mere end ti familier i sager, hvor deres barn er kommet til ved hjælp af en rugemor. Gennem sit møde med disse forældre har han erfaret, at den nuværende lovgivning får barnløse til at se sig nødsaget til at finde en rugemor i udlandet.
»Samtidig er det en stor stressfaktor for nybagte forældre at sidde i New Delhi og vente på tilladelse til at komme hjem. De har rigeligt at se til med en lille ny,« påpeger han.
Der findes ingen optælling af omfanget af både danske og udenlandske rugemoderaftaler, fordi emnet er så kontroversielt og ofte foregår gennem hemmelige aftaler.
Ønsket om en familie på fire
En lille pige i lyserød kjole og en tyggegummitatovering på hver arm kommer ind i værelset. Anne smiler stolt af sin datter.
For fire et halvt år siden fødte hun Ida. Anne vidste godt, hun havde cyster på nyren, da hun blev gravid. Hvad, hun ikke vidste, var, at graviditetshormonet fik cysterne til at vokse og dermed forværrede hendes sygdom drastisk.
At blive gravid igen ville være at risikere livet. Men Anne havde altid ønsket sig to børn og at skabe det trygge familieliv, hun selv manglede i en hård barndom.
Hendes mor begik selvmord, og som følge fik Anne en depression. Med det i tankerne havde Anne opgivet håbet om at blive godkendt til at adoptere.
»Jeg er en fantastisk god mor, og jeg føler, jeg kan vende den sociale arv. Så jeg vil så gerne give Ida en bror eller søster, hun kan få glæde af, når Thomas og jeg en dag ikke er her længere,« fortæller Anne.
Krop til salg
Men modstanden mod rugemoderskab er stor. Jacob Birkler ser mange etiske problemer ved kommercielt rugemoderskab. Kroppen bliver en handelsvare, hvor rugemoderen sælger en kropslig ydelse, som kan sammenlignes med prostitution.– Men hvordan kan det være lovligt at sælge sin krop til sex, når man ikke må udleje sin livmoder i Danmark?
»Det er netop barnet, der er den etiske forskel. Spørgsmålet bliver, hvem der egentlig er mor?« spørger Jacob Birkler.
Han henviser til jordemødre og psykologer, der peger på, at tilknytningen mellem mor og barn begynder allerede efter undfangelsen. Desuden kan han forestille sig forskellige problemer ved en tingsliggjort graviditet:
»Hvad nu hvis barnet bliver handicappet, eller rugemoderen har røget og drukket under graviditeten. Kan man så tale om, at hun ikke har leveret varen? Der er jo ikke ligefrem nogen fortrydelsesret.«
Jacob Birkler vil ikke afvise, at man på nogle måder kan lave klare aftaler og en god proces med en juridisk kontrakt. Men man vil alligevel aldrig kunne sikre parterne på ét afgørende område: Følelserne.
Tyge Trier mener, at man skal lave en etisk afvejning af de modhensyn, der er:
»Vi skal forstå, at barnløshed for nogle betyder så uendeligt meget,« understreger han og fortsætter:
»Verden er international, så det kan ikke nytte noget, vi lukker øjnene for den virkelighed, der er derude. Man må anerkende, at det foregår. Og det foregår ikke på en forsvarlig måde i dag,« fastslår han.
Ifølge ham er der ikke noget juridisk til hinder for, at man kunne gøre rugermoderaftaler lovlige i Danmark. Dermed ville myndighederne kunne beskytte og hjælpe begge parter gennem hele processen.
På vej til udlandet
Anne vil strække sig langt for at få et barn mere. De sidste tre år har hun oprettet flere profiler på internettet: Hun har søgt rugemoder i udlandet og foreslået en ’delebarnsordning’ til Thomas: Her ville en anden kvinde blive biologisk mor, Thomas biologisk far, mens Anne ville blive papmor. Men Thomas brød sig ikke om tanken om at dele et barn med en anden kvinde end Anne.
Håbet om en rugemor er nu tændt igen. Anne har hørt flere positive historier om indiske rugemødre. Selv om Anne tidligere søgte en dansk rugemor, der ville hjælpe af et godt hjerte, mener hun i dag godt at kunne forsvare brugen af en kommerciel rugemor i Indien. Det hele foregår under ordnede forhold med bindende kontrakter. Og hun har fået fordommene om udnyttelse af fattige kvinder afkræftet, for kvinderne melder sig frivilligt og må ikke være økonomisk trængte.
Prisen er høj i indisk målestok: 130.000 danske kroner. Heraf får rugemoderen det, der for hende svarer til fem års løn. Med et så højt beløb føler Anne, det nærmer sig et ligeværdigt forhold: Anne kan hjælpe rugemoderen med at betale for hendes børns videre uddannelse, og rugemoderen kan hjælpe Anne med at få et barn.
»De gør det også af et godt hjerte. Men kun i forhold til deres egne børn,« understreger Anne.
Interessen stiger
Indien er sidste chance, og Anne og Thomas regner med at tage afsted til Indien til september. Det bliver første del af et eventyr, som samlet set vil løbe op i 200.000 kroner. Men de er villige til at betale en langt højere pris.
Lykkes det at få et barn her, skal det have godkendelse fra de danske myndigheder, før det kan komme med hjem. Det kan sagtens komme til at tage et halvt år.
»Jeg er indstillet på, at jeg nok bliver fyret. Samtidig må jeg undvære Thomas og Ida. Men det er en pris, jeg er villig til at betale,« forklarer Anne.
Lykkes det ikke, må de opgive den store drøm, for der er ikke flere penge at bruge:
»Det er hårdt at gå og blive ved med at håbe. På et tidspunkt må man nok acceptere, at man ikke kan få alt, hvad man ønsker sig. Men jeg vil altid føle, der var et barn, vi ikke fik,« siger hun.
Anne og hendes families navne er opdigtede. Redaktionen er bekendt med deres rigtige navne
Jeg synes det kan være OK med rugemødre og sæddonorer, men jeg forstår ikke hvorfor det skal være anonymt. Det er de voksnes valg og de må være parat til at deres handlinger tåler dagens lys og anonymiteten brydes når barnet bliver myndig. Når de voksne så gerne vil have børn uanset metode, må det sikres at børnene får klar besked om deres ophav i form af sæddoners/rugemors navn og en kopi af kontrakten.
Vi ser allerede nu hvordan nogle adoptivbørn intens søger efter deres bilogiske ophavn, mens regler og myndigheder spænder ben for dem. Mange mennesker har lige så stort behov for at kende deres bilogiske ophav, som deres forældre havde for at få et barn. Ikke mere forrædderisk hemmelighedskræmmeri / familiehemmeligheder for børnene. Den slags kan alligevel ikke holdes helt hemmeligt i længden.
Hvad fan'en sker der med folk når de har penge, så mener de at alting skal være til salg.
Den eneste lovændring der skal til er et forbud mod at udveksle penge for sådan en ydelse, også selv om det sker i udlandet.
Fremmedgørelse, slaveri og kolonialisme.
de kan adoptere nogle af alle de børn der ingen forældre har i forvejen.
Jeg er et pro-valg menneske. Hvis det kan foregå ordentligt, synes jeg at folk skal gøre hvad de vil. Og åbenhed er altafgørende for ordenlighed.
Jeg synes det er fint at man kan få anonym sæd i Danmark. Ellers ville der ikke være nok til dem der har svært ved at få et barn. Og i Danmark bliver man vurderet hele tiden, om man ville være en god forældre, når man søger det offentliges hjælp. Man skal være egnet som forældre.
Jeg ville ønske samme kontrol var krævet af "almindelige" mennesker. Der er så mange ulykkelige børn i Danmark. Jeg har selv været et af dem. Som sådan kan jeg godt se argumentet om adoption, men man skal huske at det er rigtig krævende og at der er en lang proces mellem adoptionsbarn og forældre, hvor de skal indstille sig på hinanden. Den proces er ikke for alle. ventetiden er lige nu 6+7 år før du kan få et barn, længere hvis det skal være et dansk barn.
Så det altså rigtig svært det med børn. Vigtigst må være at de får ordenlige forældre, som kan tilbyde dem det bedste liv de kan få- Det skylder vi de fremtidige børn.
Derudover synes jeg ikke blod er vigtig. Det handler om kærlighed. Den forældre der har betydet mest for mig, var den der adopterede mig. Man kunne måske godt lave en mellemvej, der hed en folder doneren udfyldte til det fremtidige barn, med det væsenlige medicinske historie i, og måske også grunden til "hvorfor" man valgte at donere sæd.
Kvinder får faktisk ikke noget for at donere æg, men det gør mænd vist. Er det ikke også ret unfair?
@Brian Pedersen.
Det at adoptere er 'ikke bare lige til'. Det er en langsommelig, dyr og krævende process. Tro mig du har ikke lyst til at få dit privatliv, din økonomi, ... alt endevendt af en stasi-sagsbehandler, der bare vil få diskvalificeret dig.
Og hvor alle oplysninger du giver er under straffeansvar. Tro mig det er ikke bare lige.
// Jesper
Jesper..
ved jeg godt... men i en verden med 7 milliarder synes jeg det er passende at adoptere.
Hvis folk vil have et barn, er spørgsmålet så ikke, hvor meget de vi ofre for at få et barn? Og jo, adoption er da sikkert både dyrt og besværligt, men er det at bruge rugemødre ikke også det...?
Og ruge-mødrene bliver vel også scannet mv. før de bliver godkendt af forældrene? Hvorfor skulle det være anderledes for danske forældre som vil adoptere et forældre-løst barn fra Indien...
1. Det er vel en fair sag at påpege et juridisk tomrum.
2. Kan man overhovedet adoptere når man har et barn i forvejen?
@Anders
Der er jo intet tomrum, det er noget advokaten finder på.
Og ja, det kan man godt.
Hvorfor bruger par en rugemor?! Det gør de, da kvinden ikke kan bære barnet, men kan lave æg, og dermed bliver barnet deres også biologisk set - ofte er det altså sådan, at mennesker, der adopterer, har været i fertilitetsbehandling i årevis. Og problemet er nok ikke så meget penge ( ofte har de smidt over 100.000 i behandling), det er ventetiden og barnets alder. Når ønsket om et barn, indfinder sig, så er det ikke en 2-årig, de drømmer om, men en nyfødt. Mine genboer har just hjemhentet en skøn pige på 2 år - men som moderen sagde - det føltes som ren bortførelse, da vi tog hende fra børnehjemmet. Tøsen skreg jo som besat - det går godt nu, men det er altså ikke så enkelt at adoptere.
Dilemmaet er vel, at det rent genetisk er parrets barn, men er båret og født af en andrn kvinde. Men faderen må jo have samme rettighed, som ved andre faderskabssager, skulle jeg da mene.
Kan man være for rugemødre, men mod prostitution? Eller omvendt?
Sven:
Ja, det foregår helt klinisk.
Jeg tænker lidt - har der overhovedet været tilfælde, hvor parret ikke har fået barnet. Det virker sådan lidt tænkt.
@Sven
Jeg tænkte faktisk på det samme, men der er en stor forskel, man inkluderer en tredie person som overhoved ikke har bedt om at blive indblandet.
Og her køber du virkelig en andens krop, ved prostitution køber du en ydelse.
mit spørgsmål opstod fra en refleksion over forskellige måder at leje kvindekroppe på.
Men lad nu ikke også dette blive til en tråd om prostitution, please.
Jeg forstår slet ikke hvordan en kvinde frivilligt vælger at bære et barn i 9 måneder (som hun ikke må knytte sig til) og med alle de gener det kan medføre samt en smertefuld fødsel til sidst bare for at give barnet fra sig efter fødslen.
Er det nogle desperate kvinder der har brug for penge?
@Johanne Aagaard: men det er da en mærkelig måde at tjene penge på. Jeg ville da ikke kunne det, jeg ville komme til at knytte mig for meget til barnet til at kunne give det væk. Og hvis jeg skulle igennem en fødsel ville jeg da i det mindste have lov til at beholde barnet.
Undskyld 'Johannes'
Ann,
'elsker' din ublu paratvillighed, her på Informeren, til at kategorisere og vurdere gode og dårlig måder at tjene penge på.
Det er trod alt imponerende.
@Karen Sydow: jeg synes blot det er en mærkelig måde at tjen epenge på, at udleje sin livmoder.
Nej, det ublu er, når man partout skal trække egne prvate normer ned over andre, og mene verden så er som den skal være. Det er i princippet så ligegyldigt om, der er normer baseret i religion eller what ever. Den dag man virkelig forstår, at egne normer altså ikke nødvendigvis gælder for andre, så tror jeg, man i ægte frihed kan møde andre mennesker i øjenhøjde, og anerkende disse forskelle og prøve st forstå, hvorfor vi er forskellige - og se værdien heraf. Indtil da, er der historisk set begået flere overgreb i at proppe egne normer ned i halsen på andre, end ved selv at lade mennesker søge at navigere i eget liv.
Hvis min søster fx havde fået fjernet livmoderen og var blevet rask osv, men stadig havde æggestokke, der producerede æg, så er det altså min ret at vælge at udruge et barn til hende, hvis jeg kunne og følte, jeg kunne magte det- ligesom jeg ville gi' hende min ene nyre, hvis hun havde behov for den.
@Vibeke Svenningsen: jeg trækker ingen normer over andre, jeg synes bare det er mærkeligt at man vil udleje sin livmoder. Og jeg kan ikke forstå at man frivilligt vil gå i ni måneder og dernæst føde et barn der har vokset inde i dig og give det til nogle andre. Jeg ville da knytte mig for meget til det barn.
Man behøver vel ikke at skulle forstå alt.
@Vibeke Svenningsen: jeg trækker ingen normer over andre, jeg synes bare det er mærkeligt at man vil udleje sin livmoder. Og jeg kan ikke forstå at man frivilligt vil gå i ni måneder og dernæst føde et barn der har vokset inde i dig og give det til nogle andre. Jeg ville da knytte mig for meget til det barn.
Man behøver vel ikke at skulle forstå alt.
Ann:
Det anerkender jeg. Det er helt normalt at finde ting underlige. Det gør jeg dagligt.
@Vibeke Svenningsen: ja en nyre, men man kan heller ikke sammenligne en nyre med et barn.
Ann:
Ikke for dig, måske. Men for kvinder, der har fået de børn, de vil, og har haft uprobematiske graviditeter - der er det måske ikke underlugt, og ,åske skal man have tillid til, at de ikke bare vil gøte det for hvem som helst - altså de har tænkt en tanke eller to over, hvordan parret evt ville være som forældre. Man må bare anerkende, nogle kvinder godt kan skille det ad, og ikke tænker barnet som deres eget.
Ann:
Det er det samme, når det handler om en kærlighedsgerning overfor et menneske, man elsker dybt og inderligt. Det er en gave, man giver i kærlighed.
Jeg er dog for, at rugemødre ikke skal gøres til en forretning i dansk regi. En evt økonomisk kompensation, skal være symbolsk og set i forhold til det økonomiske tab rugemoderen evt måtte lide ved en graviditet. Handel med børn er ikke tilladt i Dk, og det er jeg imod.
Man får som kvinde 500 kr. for at donere æg og ens omkostninger til hormonbehandling, transport mv. dækket. Jeg blev afvist som ægdonor, fordi jeg har haft en depression og der så er 1 procents risiko for, at det er arveligt...
Jeg synes artiklen rejser principielle mangler i lovgivningen, som gør, at mand og kvinde ikke er ligestillet på området. En kvinder, der ønsker et barn, kan blive insemineret med sæd og få et barn alene. En mand, der ønsker et barn alene har ingen rettigheder. Den eneste måde en mand alene kan blive forældre på, er ved adoption eller ved rugemor. De fleste kvinder vælger ikke adoption, når de vælger at blive 'enestående mødre', men vælger at bruge egne æg og gennemføre en graviditet. Samme mulighed for at kunne anvende egen sæd bør mænd få og den nuværende lovgivning er diskriminerende.
Johannes Aagaard, det havde været kløgtigt af dig, hvis du havde udtalt dig på egne vegne.
Johannes Aagaard må godt gøre det på mine vegne.
Jeg tror desværre de fleste mænd er tynget af samfundsnormerne omkring, at manden ikke er kvinden ligeværdig i forældrerollen. Kun den mand, som er i stand til at tænke på egne familieønsker og følger dette på trods af samfundsnormens snærende bånd, vil have behov for en ligestilling på området.
Desværre er det de færreste mænd, som ønsker sig familie, hvis de skal være alene om arbejdet, hvilket er tankevækkende.
kristina...
vi er 7 milliarder mennesker, og vi er totalt egoister og behandler hinanden af helvede til....vores natur er ved at kolapse....jeg synes faktisk det er uansvarligt at få børn.... jeg skal med garanti ingen have.
jeg vil også sige..at jeg ikke vil støtte singler i at skal ha børn..af ovenstående årsag ..og pga af barnet.... ej heller mennesker der ik kan selv...de må adoptere, da der er rigeligt, hvis de ik kan "elske" det barn, så synes jeg bare ik de skal ha børn.
I virkeligheden er rugemødre en avanceret form for engangspolygami, hvor man kan kasserer den brugte andenkone efter brug.
Brian Pedersen, du kunne overveje at stoppe med at pådutte andre dine holdninger og værdier og give plads til, at folk kan have andre for dem selv end de du har for dig selv.
ritsina.. jeg fortæller hva jeg synes, som andre gør... c¨,)
kristina...sq der stå.
Johannes Aagaard, når du får slettet generende kommentarer på en anden artikel, så fortsætter du blot i en anden, hvor jeg har skrevet med at fordreje hvad jeg har skrevet og overfortolke i, hvad jeg ikke har skrevet, men hvad du frygter.
Du har hermed sikret dig, at jeg ikke gider dialog med dig og ikke gider læse dine indlæg fremover.
Kære Information
Jeg savner et nuanceret billede i denne debat; "Det hele foregår under ordnede forhold med bindende kontrakter. Og hun har fået fordommene om udnyttelse af fattige kvinder afkræftet, for kvinderne melder sig frivilligt og må ikke være økonomisk trængte”.
Det er et andet billed jeg har mødt i Indien, hvor disse kvinder ofte ikke har et valg; dyb fattigdom eller livet som rugemor. Derudover er der ingen lovgivning i Indien på dette område, blot retningslinjer – det er derfor op til den enkelte læge at vurdere/vælge, hvordan deres klinik skal drives. Og sidst men ikke mindst, er de bindende kontrakter altid på engelsk, hvilket betyder at kvinderene skriver under på noget de ikke forstår fuldt ud.
Jeg kan stærkt anbefale bogen "The Red Market" af Scott Carney, der omhandler den globale krops-industri (body business), med fokus på hvordan økonomi kan drive hvad som helst fremad (blod, knogler, adoption, æg, rugemødre, organer osv).
Nej hvor er det tosset!
Jeg har lige gået med tanken om, engang i fremtiden at kunne blive rugemor, for jeg troede faktisk det var lovligt?
Mmh, jeg kan da virkelig ikke se, hvorfor det ikke burde tillades.
Lad mig sætte et scenarie op:
Om nogle år er jeg i midten af 20'erne og vælger at blive rugemor.
Jeg kontakter nogle offentlige sundhedsmyndigheder-et-eller-andet og skal så i gennem et længere forløb blive erklæret egnet hertil -præcis ligesom adoption, her spiller økonomi og boligforhold, blot en større rolle.
Når jeg så er blevet godkendt, kan jeg, via myndighederne, blive kontaktet af et barn-løst par, som så, for egen regning, får mig kunstigt befrugtet, med deres egen sæd og æg.
Jeg modtager altså ingen betaling, men parret betaler omkostningerne, til kunstig befrugtning m.m
Jeg er ikke biologisk mor til barnet, det er barnets rigtige mor. Jeg er rugemor.
Hvad forkert skulle der være i det ?