Læsetid: 3 min.

Forslag om lægemiddelinstitut udstiller problem i sundhedssystemet

Enhedslistens forslag om et uafhængigt institut, der skal holde øje med medicinudgifterne, sætter fokus på noget så ubehageligt som det danske sundhedssystems begrænsninger: Ikke alle kan få den nyeste og dyreste medicin
Enhedslistens forslag om et lægemiddelinstitut er modigt, fordi det sætter fokus på noget ganske ubehageligt. Nemlig spørgsmålet om hvilke patienter, der skal have dyr medicin og hvilke, der kan nøjes med den billige.

Enhedslistens forslag om et lægemiddelinstitut er modigt, fordi det sætter fokus på noget ganske ubehageligt. Nemlig spørgsmålet om hvilke patienter, der skal have dyr medicin og hvilke, der kan nøjes med den billige.

Torben Hansen

31. juli 2012

Det offentliges medicinudgifter er på ti år vokset fra 7,5 milliarder kroner årligt til 13,2 milliarder kroner. Med oprettelsen af et nyt, stort institut, som skal samle de mindre institutter og råd, som i dag vurderer lægemidler – og have 50 millioner kroner oven i hatten, vil Enhedslisten bremse den udvikling og ifølge et lovforslag spare et ukendt antal milliarder. Og det er ikke usandsynligt, at instituttet bliver en realitet.

I hvert fald bliver det en del af efterårets finanslovsforhand-linger, hvor Enhedslisten forventes at få en ting eller to gennemført. Desuden roste både regeringens sundhedsordførere og diverse eksperter forslaget i gårsdagens Information.

NICE som forbillede

Forbilledet for det nye institut må være det succesfulde britiske NICE, National Institute for Health and Clinical Excellence. Den eksisterende danske pendant, Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), blev nærmest kvalt, da Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen i foråret fusionerede. Ganske vist overlevede IRF, men man kan med rette sige, at der er brug for en ny og større institution – gerne med NICE som forbillede – der kan holde øje med medicinområdet.

At der er noget at holde øje med, er ingen hemmelighed. Industriens fifleri med patent-erne kombineret med en massiv markedsføring af de nye produkter er en af de væsentligste årsager til de høje udgifter til medicin.

Der er med andre ord god grund til at antage, at Enhedslisten har ret i, at der er penge at spare: Ved kritisk at gennemgå industriens nye og dyre produkter og se, om der er nogle ældre og billigere, som hospitaler og privatpersoner med fordel kunne benytte i stedet, vil man kunne finde de 50 millioner kroner mange gange.

Den side af sagen er sådan set ikke vovet: Et forslag, der kan gennemføre offentlige besparelser, som primært vil gå ud over indtægterne hos de i forvejen stenrige medicinalvirksomheder, bør bakkes op af alle partier til venstre for midten. Når det alligevel er et modigt lovforslag, som Enhedslisten fremsætter, skyldes det, at det sætter fokus på noget ganske ubehageligt. Nemlig spørgsmålet om hvilke patienter, der skal have dyr medicin og hvilke, der kan nøjes med den billige. Instituttet skal ifølge forslaget samarbejde med Medicintilskudsnævnet og dermed have indflydelse på, hvilke præparater det offentlige skal give tilskud til. Og det skal udarbejde anbefalinger til de praktiserende læger med et udgangspunkt, der hedder: Hvordan kan vi spare penge?

Hjælp til alle

Det danske sundhedssystem er opbygget ud fra en grundtanke om, at alle, der har brug for hjælp, også får hjælp. Gratis hospitaler, offentlig sygesikring osv. I april kunne Berlingske i en artikelserie fortælle, hvordan danskerne bliver »afskåret fra den nyeste medicin«. Konkret handlede det om det nye og kostbare Novo Nordisk-præparat Victoza. Man overvejede ikke at gøre Victoza tilskudsberettiget, og som Novo-direktør Lars Rebien Sørensen sagde: »Danske diabetikere skal ikke have en medicin, som i dag næsten udelukkende bruges i udviklingslandene. Når vi taler om kronikere, som beviseligt får dårligere livskvalitet og flere bivirkninger af den gamle medicin, så må politikerne på banen og stå til ansvar.«

Den slags gør naturligvis ondt – og vil påvirke mange. Også venstreorienterede politikere. Der er umiddelbart ingen grund til at have fidus til Lars Rebien Sørensens ord i denne sammenhæng, men hvad nu, hvis manden har ret? Svigter vi så de mange diabetespatienter? Og burde man i et samfund som det danske ikke give den nyest udviklede medicin til alle?

Det nye institut kan hurtigt komme til at ligne et spareprojekt, som går ud over de danske patienter. Det ligger meget langt fra en klassisk venstreorienteret sundhedspolitik. Men med en medicinalindustri, som bliver ved med at opfinde og få godkendt nye og dyre præparater, er det danske sundhedssystem under pres – og nødvendigheden af en til tider ubehagelig prioritering er en kendsgerning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vrøvl. Hvis vi nøjedes med at give folk medicin men dokumenteret effekt, så var der penge nok. Læger med sponsor og ukritisk godkendelsesproces af medicin er problemet.

Anders Jensen

Ideen er såmænd god nok.

Hvis så bare politikerne ikke vil hoppe på limpinden, når pressen med medicinalindustrien og patientforeningernes hjælp finder "et lille grædende zigøjnerbarn"

Ifølge en undersøgelse foretaget af British Medical Journal så er der kun dokumenteret effekt af 11% af den anvendte medicin.

33% har en en mulig efftekt, mens resten enten ikke har nogen dokumenteret effekt eller er direkte skadelig.

Undersøgelsen kunne indtil for nylig læses på bmj.com/clinicalevidence.