Læsetid: 2 min.

Heroinklinik lukker for nye indskrivninger

Den københavnske heroinklinik Valmuen indfører nu stop for flere brugere. Det skyldes ressourcemangel, forklarer stedets overlæge
24. juli 2012

Da Valmuen i 2010 slog dørene op, var ambitionen at op til 120 brugere på sigt skulle blive tilknyttet ordningen med lægeordineret heroin. Nu har klinikken indført et loft på 75 brugere. Det skyldes mangel på ressourcer, fortæller overlæge på Valmuen Christian Hvidt:

»Det er rigtig trist, at vi ikke kan få flere ind. Vi kan simpelthen ikke behandle flere med det budget og det personale, vi har.«

Københavnske stofmisbrugere, der vil tilknyttes Valmuen, henvises nu i stedet til heroinklinikken i nabokommunen Glostrup.

Men det er problematisk, at man nu lukker for adgangen til Valmuen, mener jurist Nanna Gotfredsen fra organisationen Gadejuristen, som arbejder for at forbedre udsatte gruppers vilkår.

»Der er tværtimod behov for at få flere personer skrevet op. Rygtet om, at der er indskrivningsstop, løber som en steppebrand i misbrugsmiljøet, og det er med til at få folk til at afholde sig fra at søge om at blive tilknyttet ordningen med lægeordineret heroin,« siger hun.

Information kunne i går berette, hvordan de sociale tilbud på Valmuen ifølge kritikere er blevet reduceret til et minimum. Senest er det besluttet at fjerne transportstøtte til brugerne samt at holde cafeen lukket i dagtimerne, og det går imod de oprindelige intentioner om at lade uddelingen af heroin blive fulgt op af en intensiv social indsats.

Ifølge overlæge Christian Hvidt skyldes det nuværende indskrivningsstop samt den reducerede sociale indsats, at den medicinske del af behandlingen – heroinuddelingen – er mere personalekrævende, end man regnede med.

Mistro

Siden Valmuens åbning er der gradvist kommet flere brugere til, men der har endnu ikke været søgning fra de 120 personer, man i starten forventede. Men Valmuen kunne have langt flere brugere tilknyttet, hvis man ikke var så ekstremt fokuseret på at kontrollere og overvåge brugerne, lyder det fra formand for BrugerForeningen for aktive stofbrugere, Jørgen Kjær.

»Det er forfærdeligt, at man nu indfører loft på Valmuen, når man samtidig bruger så meget personale på at kontrollere de enkelte brugere. Mange stiller sig op, to timer inden klinikken åbner, så de kan være blandt de første til at få deres injektion. Hvis personalet på Valmuen var lidt mindre kontrolfikserede og mistroiske over for den enkelte bruger, ville man sagtens kunne behandle mange flere, og flere ville ønske at komme på ordningen med lægeordineret heroin,« siger Jørgen Kjær.

Han tilføjer, at man så samtidig kunne undgå at skulle henvise brugere til nabokommunen.

»Det er en pauver løsning at sende folk videre, når Valmuen jo oprindeligt var tiltænkt 120 brugere.«

Ifølge Jan Jensen, der er kontorchef i Københavns Kommunes socialforvaltning, beror Valmuens nuværende budget på, at der slet ikke har været den søgning til heroinordningen, som man forventede.

»Vi har i budgettet for 2012 forudsat, at 75 brugere vil være indskrevet i tilbuddet, fordi vi mener, at det er det forventede behov. Ude på de enkelte behandlingscentre har vi haft meget fokus på, at brugere, der har behov for Valmuens tilbud, også bliver henvist til Valmuen. Men hvis det viser sig, at der er større behov end de 75, så må vi gå i dialog med Valmuen og ændre budgettet,« siger Jan Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu