Læsetid: 6 min.

Hjort: Ingen trepartsforhandlinger under ny borgerlig regering

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lægger ikke fingre imellem i sin analyse af de nyligt kuldsejlede trepartsforhandlinger. Fagbevægelsen er for svag til at lave aftaler, og regeringens udspil var et ’misfoster’, siger han
’Det var efter min mening et misfoster, det udspil til trepartsforhandlingerne, SRSF-regeringen startede ud med. Bare spørg finansminister Bjarne Corydon (th.) om, hvor svært det er at finde en fælles løsning, når der ikke er fælles fodslag blandt samtalepartnerne,’ siger Claus Hjort Frederiksen (th.).

’Det var efter min mening et misfoster, det udspil til trepartsforhandlingerne, SRSF-regeringen startede ud med. Bare spørg finansminister Bjarne Corydon (th.) om, hvor svært det er at finde en fælles løsning, når der ikke er fælles fodslag blandt samtalepartnerne,’ siger Claus Hjort Frederiksen (th.).

Keld Navntoft

9. juli 2012

Den danske model er i en »sørgelig forfatning« efter sammenbruddet i trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Og hvis der kommer en borgerlig regering efter næste valg, vil den næppe samle ideen om trepartsforhandlinger op igen, siger tidligere finans- og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et interview med dagbladet Information om trepartsinstitutionens fremtid.

»I min optik var det her sammenbrud dødsstødet til trepartsforhandlingerne. Det er kulminationen på en udvikling, som har været længe undervejs. Når ikke fagbevægelsens ledere har en fælles analyse eller en fælles mening om, hvad der er vigtigt, så ender det, som vi lige har set: Med en opfattelse af, at trepartsdrøftelserne er en ny chance for at føre overenskomstforhandlinger. Man så FTF køre frem med et katalog. Dennis Kristensen (FOA’s formand, red.) kørte frem med et katalog. Det er ting, der skal ordnes i en overenskomstforhandling – ikke i en trepartsdrøftelse.«

Selv om trepartsdrøftelser historisk har spillet en stor rolle for den danske model, har institutionen ikke længere megen fremtid for sig, vurderer Claus Hjort Frederiksen.

»Det er meget svært at forestille sig meningsfyldte trepartsdrøftelser efter det her,« siger han.

»Fagbevægelsen opererer jo ikke som en enhed mere. Det er ikke et ideal for fagbevægelsen længere at stå sammen. De er ikke enige i, at omkostningerne er for høje herhjemme, så virksomhederne flytter ud. De er ikke enige i, at skatterne er for høje. De er ikke enige i, at vi skal have et større arbejdsudbud. De er ikke enige i det med en længere arbejdstid. Og skal man lave trepartsdrøftelser, kræver det jo i al fald, at man forhandler med en part, der har et fælles synspunkt, om man så må sige,« siger Venstres chefstrateg, der til eksempel peger på FOA-formand Dennis Kristensens kronik i Politiken i sidste uge, der kritiserede den interne proces i LO.

Fagforbund står ikke sammen

»Det ville jo have været helt utænkeligt for 15 år siden, at man lå og skrev kronikker mod hinanden. Det er jo bare et tegn på atomiseringen, hvor de enkelte forbund skal profilere sig kraftigt i medierne. Det gør det meget svært at holde den butik sammen. For hvis mantraet er, at de skal overgå hinanden, så får du ikke et fælles fodslag.«

– Er det, du siger, at hvis I kommer i regering, så vil I ikke benytte jer af trepartsinstitutionen?

»Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig.«

– Og hvad er så konsekvensen?

»Jamen, det bliver jo en tungere vej. Så må Folketinget påtage sig et større ansvar for løsningerne på arbejdsmarkedet. For hvis fagbevægelsen ikke er parat til at påtage sig ansvar, så har det jo ikke så stor interesse at tale med dem.«

– I lavede jo selv trepartsdrøftelser, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister. Da kunne I jo godt samarbejde med fagbevægelsen.

»Men splittelsen i fagbevægelsen er blevet større siden. Og så har fagbevægelsen jo politisk valgt side. Man meldte sig ind i kampen mod det borgerlige Danmark – altså mod VK og mod Dansk Folkeparti. Og det gør selvfølgelig, at balancerne bliver anderledes. For fra mit synspunkt har fagbevægelsen jo nu meldt sig ind i Socialdemokraterne, eller også er det omvendt – det kan jeg ikke helt finde ud af.«

– Men er dit ærinde nu ikke bare at udstille splittelsen af politiske årsager?

»Jamen, jeg kan bare ikke forestille mig, hvis vi i morgen fik en VK-regering eller en borgerlig regering, at fagbevægelsen ville være i stand til at lave aftaler med os. Det har jeg bare ikke fantasi til at forestille mig. For de er jo ikke enige om, hvad det danske samfunds problemer er.«

– Er du ikke bare ude i et politisk ærinde?

»Jamen, som politiker er det jo svært ikke at påstå, at man er ude i et politisk ærinde. Men jeg synes nu, jeg har mange mange års erfaring med arbejdsmarkedet, og jeg synes, at jeg kan se, at det bliver svagere og svagere, hvad fagbevægelsen er i stand til at levere.«

Et rent misfoster

– Der er dem, der siger, at Venstre er blevet mere fjendsk over forfagbevægelsen, efter Lars Løkke afløste Fogh som formand. Var det et bevidst valg fra Venstre side?

»Overhovedet ikke. Det har vi aldrig diskuteret. Jeg tror, det er noget, fagbevægelsen finder på som alibi for, at de ville støtte S og SF i valgkampen.«

– Hvor står I i forhold til fagbevægelsen nu? I har vel også behov for at kunne samarbejde med fagbevægelsen, hvis I kommer til?

»Jamen, det har jeg sådan set ikke nogen realistisk mening om, andet, end at vi snakker med de parter, vi skal snakke med. Men jeg synes, at fagbevægelsen har bragt sig i en noget akavet situation. Når der ikke er fælles fodslag, kan det jo være svært at finde en samtalepartner. Det tror jeg, at den nuværende finansminister kan snakke med om.«

Claus Hjort Frederiksen mener, at »rodet på fagbevægelsens side blev accentueret af, at regeringen tilrettelagde en meget, meget slap proces.«

Det langsomste tog, jeg har kørt

»Uden at vide, om man gik på en grund, der kunne bære, erklærede statsministeren, at nu var der lagt op til et nyt Kanslergade-forlig. Og da det så bare trak ud i ugevis, forsømte regeringen at stramme op og fokusere på nogle bestemte emner, men lod udviklingen køre. Det var jo selvfølgelig den egentlige grund til sammenbruddet,« siger han og kalder regeringens oplæg til forhandlingerne for »et misfoster«.»Det var jo også efter min mening et misfoster, det, regeringen startede trepartsforhandlingerne med. Regeringen skulle finde fire mia. kr. Da vi gennemførte efterlønsreformen, drejede det sig om 18 mia. Da vi gennemføre dagpengereformen drejede det sig om seks mia. Begge dele blev gennemført i Folketinget. Og så lægger regeringen op til trepartsdrøftelser om fire mia. kr. Det er jo et misfoster i den store sammenhæng.«

Claus Hjort Frederiksen er bekymret over det, han ser som en fundamental forskellig udvikling på det private og det offentlige arbejdsmarked.

»Der er sket en opsplitning mellem det offentlige og det private arbejdsmarked. Centralismen hos de offentlige forbund står i skarp modsætning til den udvikling, vi har oplevet på det private arbejdsmarkedet, hvor decentraliseringen i gennem de sidste årtier har medført, at det er meget lidt, man forhandler centralt. Dér er det nogle centrale bestemmelser, men resten ordnes ude lokalt i virksomhederne og sågar ude på de enkelte afdelinger i virksomhederne.«

– Hvordan ser du den udvikling helt konkret?

»Nu har jeg selv oplevet som finansminister at føre overenskomstforhandlinger. Og det er jo det langsomste tog, jeg nogensinde har kørt på. Det var fra de centrale forhandleres side præget af en mistillid til, at man ude lokalt kan håndtere problemerne. Alt skal aftales ned i mindste detalje. Tag bare gymnasielæreroverenskomsterne, hvor problemstillinger, som med fordel kunne klares ude på den enkelte skole, skal ind over forbundets kontor og godkendes. Det er i skarp modstrid med det, man oplever på det private arbejdsmarked,« siger Claus Hjort Frederiksen.

»Vi sidder jo på det offentlige område og forhandler 500 overenskomster eller sådan noget. Det nytter jo ikke, at man f.eks. har forskellige varslingsregler med overarbejde, eller hvad det kan være med syv overenskomstparter på den samme virksomhed. Der er overenskomster, der omfatter ned til 20 personer. Man burde have nogle store rammeaftaler. Det system er meget, meget lidt fleksibelt.«

Ifølge Claus Hjort Frederiksen er problemet hos de offentligt ansatte, at det er »den mest konservative og den mest langsomme, der bestemmer takten«. »De offentligt ansatte er lullet ind i en centralistisk fagbevægelse, der vil styre det hele, og som nærer mistro over for den udvikling, der har været på det private arbejdsmarked. Og jeg synes egentlig, at det er paradoksalt, at den del af fagbevægelsen, der forhandler med ’de fæle kapitalister’ har meget stor tiltro til, at man kan løse tingene lokalt.«

Har trepartsforhandlingerne stadig en fremtid?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Skrankepamperen slår til igen.... Jeg håber dælme ikke Enhedslisten er dumme nok til at hjælpe Hjlorten til magten igen

Brian Pietersen

hjorten ..
er nok det menneske...som jeg ønsker længst væk fra mig.. jeg vil aldrig støtte den mand uanset hvilke tilstand han befinder sig i..så vender jeg mig om og går....somom jeg ik har set hans tilstedeværelse..

Thomas Thomsen

Til jer ovenfor:

Gå efter bolden i stedet for manden. Han har fuldstændig ret i sin analyse, selv om jeg heller ikke bryder mig særligt om ham.

Brian Pietersen

maya...
det synes jeg du skal sige til dem du stemmer på......

hvis der er "røde" som opfører sig som "blå", så må vi ha de ægte blå..og så må de "røde" bestemme sig for hva de egentligt vil når og hvis de kommer i regering igen...

Ole Chemnitz Larsen

Argumentere mod folk opfattese af virkeligheden er svær/umulig.

Et central element i øvelsen var, at bilde folk ind, at det det største problem var mangel på arbejdskraft.

I en situation, hvor folks opfattelse af virkeligheden er, at problemet er mangel på jobs.

En øvelse, der allerede derfor er dømt til fiasko.

Selv det blå Metal kunne ikke sælge ideen til medlemmerne.

Martin B. Vestergaard

Sikke dog en gang mundbæ!!

"Fagbevægelsen opererer jo ikke som en enhed mere. Det er ikke et ideal for fagbevægelsen længere at stå sammen. De er ikke enige i, at omkostningerne er for høje herhjemme, så virksomhederne flytter ud. De er ikke enige i, at skatterne er for høje. De er ikke enige i, at vi skal have et større arbejdsudbud. De er ikke enige i det med en længere arbejdstid. Og skal man lave trepartsdrøftelser, kræver det jo i al fald, at man forhandler med en part, der har et fælles synspunkt, om man så må sige,"
Er uhm hvor i det han siger her viser han at fagbevægelsen ikke opererer som en enhed?
Ved at vi den ligesom største delen af befolkningen ikke mener at arbejdsudbuddet er det støre problem?
Ved at den er uenig med ham i at skatterne er for høje?
At den er uenig med ham i at arbejdstiden skal op og lønnen ned?

Det han remser op er jo der hvor han og regeringen er uenig med fagbevægelsen. Og hvis alle parter var enige var der jo ikke noget at forhandle om.

Som jeg ser det, ud fra hvad der har været skrevet i pressen, var det der fik trepartsforhandlingerne til at bryde sammen at regeringen ikke ville forhandle videre før fagbevægelsen havde godtaget at der blev skåret to ferie- eller helligdage. Det ville fagbevægelsen ikke være med til, men ville gerne se på løsninger der kunne sikre et større arbejdsudbud, når det blev nødvendigt. Imens sad DA på sidelinjen med et enkelt krav, at der ikke skulle være noget af det aftalte der skulle udmøntes gennem overenskomsterne.

At han har ret i at fagbevægelsen efterfølgende har opført sig som en flok børnehavebørn, har ikke noget med sammenbruddet i forhandlingerne at gøre. Så når alt kommer til alt synes jeg Claus Hjort skal lade være med at gøre det sværere end nødvendigt for sig selv når han efter næste valg efter al sandsynlighed er en del af et regeringsparti.

Men hans karakteristik af regeringens udspil lyder meget rammende, det var for dumt at låse sig fast på én løsning og så nægte at se på alternativer. Ultimative krav er sjældent en god ide i forhandlinger, og da slet ikke når modparten mener der er bedre løsninger.

Benjamin Bach

De er ikke enige i, at omkostningerne er for høje herhjemme, så virksomhederne flytter ud. De er ikke enige i, at skatterne er for høje. De er ikke enige i, at vi skal have et større arbejdsudbud. De er ikke enige i det med en længere arbejdstid. Og skal man lave trepartsdrøftelser, kræver det jo i al fald, at man forhandler med en part, der har et fælles synspunkt, om man så må sige.

Er det så fagforeningernes skyld eller regeringen og de øvrige partier, der er med i forhandlingerne? Claus Hjort Frederiksen har fat i noget rigtigt på en forkert måde...

Så må Folketinget påtage sig et større ansvar for løsningerne på arbejdsmarkedet. For hvis fagbevægelsen ikke er parat til at påtage sig ansvar, så har det jo ikke så stor interesse at tale med dem.«

Den udtalelse tyder på at de borgerlige pønser på at afskaffe de kollektive overenskomster og overgå til et individuelt aftalesystem hvor de ansatte i det store hele skal forhandle deres egen løn uden at have en organisation i ryggen.

Det er vand på den borgerlige mølle, da man selvfølgelig står langt svagere som enkeltindivid over for en arbejdsgiver end man ville gøre som del af en stor gruppe. Dermed har arbejdsgiverne en gylden mulighed for at presse lønnen.

Fagbevægelsen bærer en stor del af skylden, med deres fuldstændigt uforståelige passivitet i forhold til den asociale politik der bliver ført fra begge sider af folktingsalen lige med undtagelse af EL

Fagbevægelsen er nødt til at mobilisere og engagere medlemmerne, ellers kan de godt begynde at skrive deres nekrolog

Det ekstreme center i dansk politik er i gang med at demontere flexicurity, som første skridt i nådestødet til fagforeningerne.
Derpå er vejen banet til at uhindret at føre kniven imod velfærdsstaten.

Dorte Sørensen

Er det ikke Hjort Frederiksens drøm at afskaffe de fagligeorganisationer ved at gøre dem så svage at de ikke længere har en kraft. Herved kan arbejdsgiverne igen skalte og valte med lønmodtagerne .

Men er det til Danmarks fordel ,at vi ikke længere har den ellers berømt danske model - hvor det bl.a. var let for arbejdsgiverne at hyre og fyre og lønmodtagerne havde et godt sikkerhedsnet.

Hanne Gregersen

Det faktum, at 80% af kommentarene udelukkende forholder sig til gammel nag mod manden og ikke et sekund til substansen (fagbevægelsen manglende legitimet) af, hvad der bliver sagt, siger så forbandet mig om debatniveauet ---- one-liners, som sviner alt til højre fra Enhedslisten til er dagens orden.

Det er en fattig debatkultur, som Fyhrie & Co burde være bekymret for.

Dorte Sørensen

Ville det ikke være besynderligt, hvis de fagligeorganisationer var enige i alle detaljer. Hvis de var så kunne fx. DJØF og 3F ligeså godt blive til den samme fagforening .

Jesper Frimann Ljungberg

Det var da en gang beton, der kom ud af munden på hjorten der.
En splittet fagforening er ikke ligefrem noget der vil skabe mere stabilitet på arbejdsmarkedet.

// Jesper

Maya Nielsen

Der er altid langvarig bitterhed når uretfærdigt behandlede ikke har fået oprejsning, det er nok snarere derfor der er vrede mod Hjort som har ment stort set at alle arbejdsløse har været selvforskyldte...

Her ser vi et pragt eksempel på at de eneste evner det kræver at blive borgerlig politiker, er en abnorm portion magt arrogance.

Jens Falkesgaard

Hvem var det lige der spillede de forskellige faggrupper ud mod hinanden og fremelskede den egoistiske individualisme vi ser i dag?

Kan det derfor undre, at fagbevægelsen er splittet?

Det er de borgerlige der har sejret ad Helvede til.
Desværre!

Jaja, der er da et gravsted jeg skal besøge.

Men han har da ellers ret i, at omkostningerne er for høje. Men det er altså også leveomkostningerne. Man kunne - i teorien - sagtens skære løn/sociale ydelser ned med 30% - hvis leveomkostningerne (bolig, mad, energi, tøj osv.) faldt ditto med 20%. Ingen ville miste noget, men konkurrenceevnen ville være forbedret og man kunne tiltrække de virksomheder man gerne ville.

Det kan man så bare ikke når man står i gæld til halsen og ikke tager et haircut på 30% af gælden ditto og sætter prisen ned på de basale ting som folk har brug for. Det skaber jo lidt af et lønpres når man skal betale 8000,- kr i husleje for en halvklam 2'er. Men det har selvfrølgelig intet med boligmarkedet at gøre dette her. Eller gældsrytterne. Eller spekulanterne. Eller den politik man førte op igennem 00'erne.

Venstre ved man hvor man har, der hvor det bedst kan betale sig hvor man efterfølgende kan tørre regningen af på nogen andre. De har da i det mindste set Familien Gyldenkål.

P.s: Han har nu også ret i, at fagforeningerne er blevet en omgang lalalala da vi er medlem af EU med arbejdskraftens frie bevægelighed a'la det nye pjalteproletariat. Så den er spot on.

Man skulle lave en tekstkoncurrence over billedet.
Hva med.

Ej... Claus...du lovede...at hvis jeg viderførte din politik...så ku jeg få en plads hos jer efter næste valg.

Jeg er altid i tvivl når disse tilbagevendende artikler med CHF får spalteplads, om det er en reportage fra et fængsel eller en special serie Information kører om at integrere kriminelle i samfundet igen.

Det er da interessant så tæt han er på magten, eller er de bare i familie?