Interview
Læsetid: 8 min.

Hvordan genvinder fagbevægelsen sin politiske indflydelse?

Politisk indflydelse går gennem en genskabelse af fagbevægelsen som kamporganisation ude på arbejdspladserne, mener dele af fagbevægelsens bagland, der protesterede kraftigt imod LO-toppens strategi i de nu nedbrudte trepartsforhandlinger. Andre mener, fagbevægelsen skal være en butik, der servicerer medlemmerne. Information har talt med en række fagforeningsfolk og faglige eksperter om fagbevægelsens fremtid
’Der tales meget om den danske model, som bygger på en kontrakt mellem arbejdsgivere, fagforbund og stat. Men i dag har staten og arbejdsgiverne opgivet deres del af kontrakten. Derfor er den danske model blevet en del af problemet og ikke af løsningen,’ siger Jan Nonboe, der er sektorformand i FOA Aarhus.

’Der tales meget om den danske model, som bygger på en kontrakt mellem arbejdsgivere, fagforbund og stat. Men i dag har staten og arbejdsgiverne opgivet deres del af kontrakten. Derfor er den danske model blevet en del af problemet og ikke af løsningen,’ siger Jan Nonboe, der er sektorformand i FOA Aarhus.

Lars Møller

Indland
12. juli 2012

Information har talt med syv fagforeningsfolk og faglige eksperter, som alle har taget stilling til følgende spørgsmål:

• Hvad er fagbevægelsens eksistensberettigelse?

• Hvad betyder det, at fagbevægelsen mister politisk indflydelse?

• Hvad skal fagbevægelsen gøre for at genvinde den tabte indflydelse?

Undgå djøficering

Lars Olsen, journalist, forfatter

»Fagbevægelsen skal fortsat forbedre medlemmers levevilkår ved at kæmpe for bedre løn og arbejdsforhold på den enkelte arbejdsplads, men også ved at engagere sig i politiske spørgsmål som transport og uddannelse. Danmark er i en situation, hvor der er mere brug for en stærk fagforening, end i årtier.

Det skyldes tre ting: For det første er uligheden voksende – de bedst stillede 10 procent af befolkningen er ved at stikke af fra resten. For det andet presses dele af arbejdsmarkedet af østeuropæisk arbejdskraft og udliciteringer. Og for det tredje ser vi i dag et stigende misbrug af folk i løntilskudsstillinger på de enkelte arbejdspladser. Derfor er der brug for en stærk fagforening til at kæmpe de almindelige lønmodtageres sag, hvis ikke vi vil risikere et mere utrygt samfund.

Historisk har vi haft en ansvarlig fagbevægelse, hvilket de seneste overenskomstforhandlinger også vidner om. Skal fagbevægelsen genvinde indflydelse, er det vigtigt, at den undgår at blive djøficeret. Man skal passe på ikke at blive et ’system’ ligesom kommunen og forsikringsselskaberne.

Selvfølgelig skal man have specialister og økonomer tilknyttet, når man skal forhandle med politikere og arbejdsgivere. Men der har været en tendens til at glem-me, at fagforeningens grundlæggende berettigelse begynder hos tillidsmændene på den enkelte arbejdsplads.«

Der er både geografisk og mental afstand

Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn

»Fagbevægelsens eksistensberettigelse er fortsat at sikre fornuftige overenskomster. Man siger, der er medlemsflugt, men når man ser på tallene, så er folk stadig organiserede, men bare på en anden måde.

Der kommer flere videnstunge virksomheder, som betyder, at folk vælger andre fagforeninger. Der er dog ingen tvivl om, at vi har mistet legitimitet. Vi har mistet magt, fordi LO frasagde sig sit tilhørsforhold til Socialdemokraterne. Da parti og fagbevægelse hang sammen, havde vi større slagkraft. Samtidig gjorde den borgerlige regering alt for at svække fagbevægelsen.

Det er også et problem, at der i dag ikke er overensstemmelse mellem fagbevægelsens og venstrefløjspartiernes værdier. I både trepartsforhandlingerne og med reformerne af skat og førtidspension og fleksjob, har regeringen ikke udvist solidaritet på en måde, som fagbevægelsen forstår begrebet.

Vi bør være tættere på politikerne for at holde dem i det solidariske spor. Det er derfor også en erkendelse, når LO nu siger, at udfordringen er at skabe job nu og ikke at øge arbejdsudbuddet i 2020. Der har aldrig været så få konflikter på arbejdsmarkedet som i dag, og det giver gnidninger i bunden af fagbevægelsen.

Samtidig er vi ofte for langt væk fra medlemmerne. Mit ønske er, at fagforeningerne slår sig sammen om at have et fælles fagligt hus i hver mindre by, ligesom i Norge. I dag er der både geografisk og mental afstand mellem fagforening og medlem, og så kan det jo kun gå galt.«

Positivt kollaps

John Andersen, professor og arbejdsmarkedsforsker, RUC

»Jeg ser det som meget positivt, at dele af fagbevægelsen har meldt klart ud, at de ikke vil stå model til, at man skal øge arbejdsudbuddet, når der er arbejdsløshed. Dermed tog man baglandet alvorligt. Selvfølgelig er det et nederlag, at de ikke kunne presse regeringen til at forsætte forhandlingerne, men fagbevægelsen trådte i karakter som interesseorganisation.

Det, at fagbevægelsen ikke optræder afstemt, er ikke kun dårligt. Den repræsenterer meget forskellige interesser, lige fra sosu-ansatte til højtlønnede, så det er betonkommunistisk at tro, at fagbevægelsen kan tale med én stemme. Der er en udmærket dynamik i, at Dennis Kristensen kritiserer LO-ledelsen – det viser, at fagforeningen ikke er forstenet. Der er behov for, at revitalisere den danske model, hvor arbejdsgivere, fagforeninger og regering bliver enige om hovedlinjerne i samfundsudviklingen. Hvis ikke det sker, er det et tab for både fagbevægelsen, men sandelig også for samfundet.

De brede forlig er med til at holde arbejdsmarkedet i ro, så man undgår strejker og konflikter. Fagbevægelsen bør fremover være en synlig kamp- og interesseorganisation. Det er vigtigt, at man rationaliserer internt, og at man ser på toppens lønninger, som man heldigvis er igang med flere steder. Fagbevægelsen må genopfinde sig selv som social bevægelse, som ikke kun fokuserer på helt smalle ting som arbejdstid og løn, men som også tackler nye samfundsudfordringer såsom psykosocial nedslidning på arbejdsmarkedet.«

Kontrakt er opsagt

Jan Nonboe, sektorformand i FOA Aarhus

»Der tales meget om den danske model, som bygger på en kontrakt mellem arbejdsgivere, fagforbund og stat. Men i dag har staten og arbejdsgiverne opgivet deres del af kontrakten. Derfor er den danske model blevet en del af problemet og ikke af løsningen.

Når dagpengeunderstøttelsen kun er 40 procent af lønnen, og dagpengeperioden kun to år, er der ikke tale om flexicurity. Sikkerhedsnettet er væk, men fagbevægelsen forholder sig ikke til det. Fagbevægelsen er gået fra at være samfundsforandrende til at være samfundsbevarende, men hvis ikke den er i stand til at definere nye mål, så har den ingen eksistensberettigelse. Vi skal definere en ny strategi, der ikke er partipolitisk, men politisk – gerne i samarbejde med græsrødder og studenter- og handicaporganisationer. Vi skal back to basic, og gentænke hvad det er for et samfund, vi ønsker os, og hvad der er vores kerneydelser. Er det billige forsikringer, eller synlighed på arbejdspladsen? De fleste mennesker melder sig jo ikke ind i en fagforening for at få en billig forsikring. En fagforening er jo netop en forening og ikke en butik. Fagforeningerne bør se ud over deres egen niche og forholde sig til hele samfundet. Dansk Metal burde også interessere sig for udviklingen på landets sygehuse, ligesom FOA burde interessere sig for eksporterhvervene. Det hele hænger jo sammen.«

God vilje ikke nok

Thorkil Jansen, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub

»Fagbevægelsen er garant for, at vi har et kollektivt velfærdssamfund, hvor du kan have et ufaglært job og stadig have råd til at opfostre dine unger. Det har vi på grund resultater, vi har opnået gennem hård faglig kamp.

Jeg græd tørre tårer, da trepartsforhandlingerne blev aflyst, for det er jo ikke et reelt forhandlingsforlag, at man skal aflevere fire milliarder kroner, og så må man selv om, hvordan de skal leveres.

Vi går da ikke ind i en forhandling med en mester, hvis han bare vil have, at vi går ned i løn. Så siger vi nej, for det resultat kan man ikke sælge til sit bagland. Vi har svært nok ved at organisere folk i forvejen. Fagbevægelsen er under voldsomt pres fra både EU, der ikke er interesseret i kollektive aftaler på arbejdsmarkedet og fra Venstre, der vil afvikle hele ideen om overenskomstforhandlinger. Det handlerogså om, at den ny regering vil udvide arbejdsudbuddet, selvom vi har masser af arbejdsløse.

Deres skide regnemaskine siger jo, at når man sænker dagpenge, så sænker det også lønnen, og så bliver man mere villig til at arbejde mere. Fagbevægelsen har svigtet ved at være for dårlig til at tage kampen på de enkelte arbejdspladser.

I vores branche tager vi slagsmålene, når de dukker op, og det giver opbakning fra medlemmerne. Så det går meget godt med den faglige organisering hos stilladsarbejderne, men ikke hos andre, der tror, at man med lidt god vilje kan snakke sig til det hele. Det er ikke nok – der skal mere til. «

Pragmatisme giver indflydelse

Tine Aurvig-Huggenberger, tidl. næstformand i LO, nu dir. i Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening

»Vi har i Danmark en helt unik model, fordi de aftaler, som lønmodtagere og arbejdsgivere indgår, betyder, at man breder ansvaret ud. Store dele af arbejdsmarkedet er reguleret af overenskomster, modsat andre lande, som regulerer med lovgivning. Det betyder, at man i Danmark helt ude på den enkelte arbejdsplads tager ansvar for sikkerhed, uddannelse og løn.

Det har kolossale implikationer, hvis fagbevægelsens medlemstab forsætter, fordi den selvfølgelig ikke kan vedblive at være en legitim part i forhandlinger, der favner hele det danske arbejdsmarked. Det vil være dybt ulykkeligt, hvis vi når dertil. Hvis regulering af arbejdsmarkedet i stedet skal besluttes på Borgen, så bliver arbejdsmarkedet mindre fleksibelt.

Fagforeningens krise er ikke bare et problem for Harald Børsting. Det har institutionel betydning for hele landet. Fagbevægelsen er nødt til at få stoppet medlemstabet og organiseret nogle flere. Det kræver, at de faglige ledere bruger deres kræfter på det. Samtidig skal fagbevægelsen forsat se sig selv som en del af løsningen på samfundets problemer. Det er fuldstændig evident historisk – helt tilbage fra Kanslergadeforliget – at fagbevægelsen har haft mest indflydelse, når den har været pragmatisk.

Og så skal man genoprette den faglige stolthed. Folk kan forsikre sig hvor som helst. Det, der betyder noget i deres valg af organisation, er den faglige identitet.«

 

Det er en salgs-organisation

Palle Smed, tidligere kommunikationschef i 3F. I dag indehaver af Palle Smed Kommunikation

»Trepartsforhandlingernes sammenbrud har ikke ændret på fagbevægelsens grundlæggende udfordring: At bygge et solidt og velfungerende velfærdssamfund. Sammenbruddet i trepartsforhandlingerne skyldes, at regeringen greb forhandlingsprocessen helt forkert an.

Det har heller ikke hjulpet processen, at Dennis Kristensen har stået og råbt og skreget med sin bandbulle mod fjernelse af helligdage. De offentligt ansattes fagforeninger har sat sig en i fuldstændig umulig situation. De har blokeret for fremtidige forbedringer af velfærden, og de har mistet tillid, så de ikke bliver inviteret med til forhandlingsbordet foreløbigt. Det er katastrofalt. Fagbevægelsen har ikke haft særlig stor indflydelse de seneste ti år. Og at de nu selv har sat sig ud for indflydelse i en periode, ændrer vel ikke stort på det. Det er jo ingen naturlov om, at regeringen har brug for fagbevægelsen.

De borgerlige havde ikke brug for fagbevægelsen i 10 år, men de kunne sagtens lave reformer. Hvis fagbevægelsen skal vende udviklingen, skal den være meget bedre til at fortælle folk om fordelene ved et medlemskab. Grundlæggende skal den forstå, at den ikke alene kan sælge sig selv på overenskomsterne – de interesserer kun et fåtal af medlemmerne. Fagforeningerne er nødt til at anskue sig selv som en salgsorganisation og se på de varer, de har på hylderne. Nogle medlemmer vil tænde på den ene vare, og andre medlemmer vil tænde på en anden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Har fagforeningen ikke altid BÅDE været en kamporganisation og en "butik" der servicerer medlemmerne?

I mine øjner har fejlen været mange lønmodtagere var begyndt at se fagforeningernes opnåede resultater som en naturlov og derfor ikke andrekent nødvendigheden af stærke fagligeorganisationer og medlemskab af disse.
Ligeledes har fagforeningerne også levet på de opnåede resultater og ikke været gode nok til at oplyse om værdien af stærke fagligeorganisationer.

Michael Skaarup

Jeg oplever at fagforenings repræsentanter på arbejdspladsen er kædens svageste led.

Jeg har flere gange oplevet div. tillidsfolk udtale sig i konkrete situationer som om de sad i ledelsen, og forsvare ledelsens handlinger, samt anvendt deres argumenter om økonomi, overskud osv., når tillidsrepræsentanten skal forklare hvorfor forringelser af arbejdstagerne er i orden.

Dermed fungere de som talerør for ledelsens meninger, frem for at tale medlemmernes sag.

Dertil oplever jeg at div. tillidsfolk hellere spilder deres tid med møder med ledelsen og forskellige kursuser med ledelsen, end at bruge tid på at formidle medlemmernes ønsker og behov, overfor ledelsen. Ja end at finde ud af hvad medlemmerne faktisk tænker og ønsker sig.
Jeg oplever ligeledes at tillidsfolk hellere vil pleje deres "venskab" med ledelsen og fremme deres egen karriere, end at tillidsfolk vedholdent forsvare medlemmernes interesser.

Det er som om at tillidsfolk har misforstået deres rolle som medarbejdernes talerør. Og hvis de ikke er medlemmernes mulighed for at få indflydelse på ledelsen, medlemmernes egne arbejdsforhold mv.

- Hvad skal vi så bruge tillidsfolk og deres organisation til?.

Karen von Sydow

Fagbevægelsen skulle måske holde sig for god til så entydigt at vælge ideologisk side. Det er jo slet ikke i sync med medlemmerne.

Steffen Gliese

Karen von Sydow, der er ikke tale om, at fagbevægelsen vælger ideologisk sider, der er tale om, at fagbevægelsen ejer et parti.

Dorte Sørensen

Peter Hansen jeg forstår ikke rigtigt din bemærkning om at fagbevægelsen ejer et parti. Husk at socialdemokraterne og fagbevægelsen voksede ud af samme bevægelse.

Mener du så også at den danske folkekirke ejer Ktistligfagforbund, der blev stiftes af en håndfuld præster, der var imod strejkeretten.

Hvis fagforeningerne lever op til nedenstående så må problemet være at de ikke kommunikerer godt nok!

....
Forbedre løn- og arbejdsforhold
Øge den lokale synlighed
Styrke tillidsmandsinstitutionen
Væk fra de brede forlig. Øge konfliktviljen
Oprette faglige fælleskaber lokalt
Bevare dynamikken i faggruppernes forskellighed
Forbedre dagpengesystemet til gavn for flexicurity
Engagere sig bredt samfundspolitisk
Kommunikere mere om fagbevægelsens arbejde

Modarbejde:
Den stigende ulighed i samfundet
Løndumping
Misbrug af folk i løntilskudsstillinger
Det politiske pres på de ledige
Working Poor-udviklingen
Gule fagforeninger

Internt:
Undgår teknokratisering (djøficering)
Rationalisering og lønafpasning
Flytte image fra 'intesseorganisation' til 'faglig forening'
....

Det jeg godt kunnetænke mig at høre mere om er:

Strejkeevne -vilje
Demokratiet internt
Arbejds(u)retten
Arbejdsformidling og fagforening
Klassekamp

og
Initiativer på kommunikationsfronten

Steffen Gliese

Dorte Sørensen, der er ikke tale om, at Socialdemokratiet og Fagbevægelsen voksede ud af samme bevægelse, der er tale om, at Fagbevægelsen dannede Socialdemokratiet for at opnå politisk indflydelse.

Niels-Holger Nielsen

Karen fones

Hvem er du i synk med? Vi kaster en redningskrans, hvis du råber højt nok.

Niels-Holger Nielsen

Dorte Sørensen

Artiklen taler om fagbevægelsen, og du taler om fagforeningen (oven i købet i bestemt ental - altså saddelmagerne i Brønderslev). Så upræcist kan man ikke udtrykke sig, hvis man henregner sig til den tradition. Din opfattelse af at fagforeningen altid har været en 'butik' er totalt ahistorisk. Pelle er ikke kun en fiktiv karakter.

Michael Skaarup

Jeg tror på din historie, men jeg tror ikke på, at der ikke er rigtig mange undtagelser(?) derude i virkeligheden. Det er en arrogant generalisering, du lægger op til.

Hvad tjener en forbundspamper og hvad tjener en LO-pamper? Kun ved i sidste ende at acceptere kapitalismens logik kan de 'retfærdiggøre' en managerløn. Hvis vi sender dem i byen for at forhandle, så skal de sandelig ikke stå tilbage for modparten. Value for money! Hvad gør dit forbund for at organisere de arbejdsløse.

Så skriver du, Dorthe, at fagforeningen altid har været en kamporganisation. Klap hesten. Altid og alle steder er tunge ord at tage i sin mund. Historien er ikke et fingerknips. Og fagbevægelsens historie har altid(!) været en kamp på politiske holdninger, inside. Uden modsigelser intet liv.

Niels-Holger Nielsen

Bill Atkins

Man savner kun gemysen på din smørrebrødsseddel.

Niels-Holger Nielsen

Lars Olsen er en klovn. Han er i hvert fald hverken faglig ekspert (hvad det så end er) eller fagforeningsmand.

'Fagbevægelsen skal fortsat forbedre medlemmers levevilkår ved at kæmpe for bedre løn og arbejdsforhold på den enkelte arbejdsplads, men også ved at engagere sig i politiske spørgsmål som transport og uddannelse. Danmark er i en situation, hvor der er mere brug for en stærk fagforening, end i årtier.'

Manden er journalist og forfatter, forstå det hvem der kan. Her gik man og troede at en af dyderne i slig beskæftigelse var koncis sprogbrug. Fagbevægelsen skal kæmpe på den enkelte arbejdsplads og fagforeningen er der mere brug for end nogensinde før. Transport og uddannelse. Lidt snævert måske. Det skyldes tre ting! Er det nu ikke at tage munden for fuld, vi skal jo også tygge tyggegummi samtidig.

Det ville være nemt nok at fortsætte med at plukke artiklen i småstykker. Kan det være anderledes, når man giver folk 10-12 linjer og så videre i enqueten. Find en virkelig ekspert og stil ham spørgsmål, som røber, at også journalisten ved hvad vi snakker om. Spørg ind til benet. Så vi kan lugte og smage, at han ikke lige så godt kunne være have været udsendt som reporter fra en hundeudstilling.

Ja, ja men vi accepterer det og får stene for brød. Klågeågevoxpopjournalistikerrædselsfuldtnårdet blivernormen.