Læsetid 5 min.

Social utryghed skaber fedme

Fedme skyldes hverken dovenskab eller overspisning, men meget mere avancerede mekanismer. Social og psykologisk usikkerhed, som for eksempel kan være affødt af en neoliberal velfærdspolitik, spiller en vigtig rolle, siger den internationalt anerkendte fedmeforsker Thorkild I.A. Sørensen
Det er tydeligt, at fedme er relateret til sociale forhold i negativ forstand: At dovenskab og grådighed ikke er afgørende, men derimod sociale forhold, siger den danske fedmeforsker Thorkild I.A. Sørensen

Det er tydeligt, at fedme er relateret til sociale forhold i negativ forstand: At dovenskab og grådighed ikke er afgørende, men derimod sociale forhold, siger den danske fedmeforsker Thorkild I.A. Sørensen

Tine Sletting
26. juli 2012
Delt 5 gange

I vores kultur tilskrives fedme normalt to dødssynder. Dovenskab og grådighed.

De fede spiser for meget på McDonald’s, og de tager altid bussen. Hvis de holdt op med det, ville de tabe sig og få et bedre liv.

Men faktisk viser fysiologien det modsatte. Jo federe man er, jo højere er ens stofskifte. Man spiser mere, som følge af at man er fed, og når man er fed, er det vanskeligt at bevæge sig, og derfor bevæger man sig mindre som følge af fedme.

Det viser videnskaben, siger Thorkild I.A. Sørensen. Han er professor og leder af Det Nationale Danske Fedmeforskningscenter DanORC.

»Hvis man går den videnskabelige litteratur nøje efter, med hensyn til hvad folk spiser, og hvor meget de bevæger sig, er det ikke muligt at se, at det skulle have indflydelse på risikoen for at blive fed. Der er ingen tal, der viser, at fedme skyldes, at man spiser meget i stedet for lidt; bevæger sig lidt i stedet for meget,« siger han og henviser til forskellige undersøgelser, blandt andet hans egne, som er udarbejdet i samarbejde med europæiske universiteter, og som har undersøgt mere end 100.000 mennesker.

Thorkild I.A. Sørensen blev læge i 1971, og siden 1995 har han forsket i fedmens genetiske og miljømæssige årsager, konsekvenser og fedmeepidemiens udviklingsforløb ved Københavns Universitet.

»Netop nu er jeg kommet til den erkendelse, at fedme er en reaktion på usikkerhed af social eller psykologisk karakter. Det åbner for en lang række perspektiver, og derfor vil jeg de næste fem år samle trådene inden for fedmeforskning på en måde, som jeg ikke har set andre gøre det« siger han med henvisning til, at man med tvær-disciplinær forskning kan skabe ny forståelse for fænomenet.

Mere tryghed, mindre fedme

Thorkild I.A. Sørensen forklarer, at man i 100 år har været klar over, at fedme går i arv, men at gener og sociale forhold spiller en rolle, er nyere viden. Hvorvidt generne spiller sammen med, hvordan man spiser, eller hvordan man bevæger sig, er man stadig i gang med at finde ud af. Blandt andet er et stort forskningsprogram i gang, hvor det undersøges, hvad kosten betyder for vægtændringer i forhold til, hvad man spiser og hvilke gener, man har med fra forældrene.

»Det er tydeligt, at fedme er relateret til sociale forhold i negativ forstand: At dovenskab og grådighed ikke er afgørende, men derimod sociale forhold.«

– Men skyldes det ikke, at de lavere sociale klasser spiser for dårligt og bevæger sig for lidt?

»Nej, hvis det var tilfældet, skulle der jo netop være sammenhæng mellem fedme, og hvor meget man spiser. Det virker på en anden måde: Det sociale liv påvirker psyken og via psyken kroppen.«

Og når man accepterer, at fedme hænger sammen med det sociale og det psykologiske, dannes basis for tværdisciplinær forskning, forklarer han.

»Den sociale ulighed ser ud til at være et afgørende element. Jo dårligere socialt stillet man er, jo mindre tryg er man med hensyn til muligheder for at leve sit liv videre. Således er der en sammenhæng mellem såkaldt food insecurity (usikkerhed på fødevarer, red.) og fedme. I USA er fedme i høj grad forbundet med det at leve under forhold, der skaber denne food insecurity.«

– Hvordan er det relevant i forhold til Danmark?

»Det er det i høj grad. De to forskere Stanley Ulijaszek og Avner Offer, som jeg har været i kontakt med gennem University of Oxford, har gjort den iagttagelse, at fedme simpelthen er et politisk problem,« siger han.

»Jo mere den enkelte er overladt til sig selv, og jo mere usikker tilværelsen er, jo mere fedme. På den anden side: Jo mere tryghed samfundet skaber for den enkelte, jo mindre fedme,« siger han.

Han tilføjer endda, at man fra ligningen kan fjerne USA, som er et ekstremt tilfælde, og det vil stadig passe.

De to forskere iagttog først, at fedmeepidemien kom, netop som Ronald Reagan blev præsident i USA. Reagan ophævede mange af de velfærdsordninger, som Franklin D. Roosevelt havde indført i 1930’erne, og som ligner dem, vi har i Danmark i dag. Det kunne have været et helt tilfældigt sammenfald, men da englænderne undersøgte, hvordan det var gået i England, da Margaret Thatcher i lighed med Reagan indskrænkede de sociale støtteordninger, fandt de fuldstændig samme tendens.

Ny opfattelse af fedme

Derfor forsøger professoren i dag at promovere ideen om, at fedme er kroppens reaktion på en frygt for mangel på energi, som læses ud af social eller psykologisk usikkerhed.

»Det giver en fuldstændig ny opfattelse af fedme. Fedmens årsag kan hentes i, at mange mennesker lever under en slags usikkerhed, som kroppen læser som tvivl om, hvorvidt der er nok energi til fremtiden. Evolutionen skabte en evne i kroppen til at forudse mangler. Men den er også lavet til at kunne overføres fra forældre til børn: Hvis forældre fornemmer usikkerhed på fødevarer, kan de overføre egenskaben til børnene via generne eller påvirkning af generne,« siger han.

Evolutionen har med andre ord sørget for, at også næste generation fornemmer usikkerhed på energiforsyning – og på den måde bliver fede.

Den stigmatisering, de overvægtige udsættes for, og som flere eksperter i Information i sidste uge kritiserede medierne for at forstærke, spiller også ind i forhold til Thorkild I.A. Sørensens teori.

»Den skaber en ond cirkel, fordi folk blot bliver mere utrygge, og det stimulerer mere fedme. Og den diskrimination, der er konsekvensen af samfundets holdning, kan meget vel være medvirkende til, at det er så svært at bekæmpe,« siger han.

Helt modsat det, man tror, siger han, kan den måde, hvorpå vi anskuer fedmen, bidrage til, at den bliver endnu sværere at komme af med.

»Det er dybt uretfærdigt. Derfor må vi gøre, hvad vi kan for at aflive myterne. Ikke mindst med grundig forskning af disse forhold. Så er opgaven gennem medierne at fortælle, at noget helt andet foregår, end det man almindeligvis går og tror.«

Fordom skal fjernes

Thorkild I.A. Sørensen tøver dog stadig, når han bliver bedt om at give et bud på, hvem der bør gribe fedme anderledes an. Og hvordan det skal gøres. For der er en række antagelser i hans synspunkter, som skal efterprøves ved yderligere forskning, forklarer han.

»Det gælder især spørgsmålet om, hvorvidt forskellige former for psykosocial utryghed gennem hjernen og dens signaler til den øvrige krop stimulerer dannelse af fedtvæv og opfyldning af det med fedt som energireserve, som om der ville være en fremtidig truende mangel på energi fra føden.«

»Der ligger en opgave i at finde ud af, hvordan processen fra utryghed til fedme bremses eller blokeres, idet vi som fedmeforskere naturligvis ikke gør os forhåbninger om, at problemet kan have anden indflydelse på de politisk bestemte velfærdsordninger end at være ét blandt mange argumenter,« siger han.

Han slår dog fast, at meget er vundet for de overvægtige, hvis man helt generelt kunne fjerne den udbredte fordom, at de fede er fede, fordi de er karaktersvage og derfor ikke kan styre deres grådighed og dovenskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sabine Behrmann
Sabine Behrmann

Thorkil Sørensen siger egentlig ikke andet end at noget tyder på, at nedbrydelsen af samfundets sikkerhedsnet får folk til at gå i starvation-mode.

Det bør da undersøges.

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Jeg vil gå så langt som at medgive, at psykiske faktorer givet spiller en væsentlig rolle i forhold til spisevaner, både mht. kvalitet og kvantitet.

Det er jo en næsten triviel kendsgerning, at folk (mis)bruger mad som trøst, eskapi, adspredelse, etc.

Det samme gælder motion. Dovenskab er, trods sin fysiske beskaffenhed, i virkeligheden et overvejende mentalt/psykisk fænomen. Det er en form for vilje- og initiativløs tilstand, som oftest også slår igennem på andre områder end motion.

Det er heller ikke usandsynligt, at stofskiftet kan op- og nedreguleres gennem psyko-somatiske processer.

Men sammenhængen mellem utryghed og fedme er således kun indirekte. Jeg tror ikke på nogen 'action at a distance' i denne sammenhæng.

/O

Brugerbillede for Søren Blaabjerg
Søren Blaabjerg

At spise og drikke usundt kan givetvis være en kompenserende tryghedsskabende "trøste"-handling (i forlængelse af spædbarnet trang til die), f.eks. ved at fylde sig med slik, kager, læskedrikke, chips, snacks og alkoholiske drikke, når man rigtig skal "hygge sig" foran tossekassen, dvs. slappe af fra hverdagens store og små problemer.
.
Derfor kan der være en vis sammenhæng mellem miserable sociale forhold, dårligt arbejsdmiljø osv., og usunde spise- og drikkevaner, hvilket så igen påvirker motionsmønsteret negativt med unaturlig og uskøn fedme som forudsigeligt resultat, hvilket igen kan påvirke de sociale forhold i negativ retning, og så har man en afd de der onde cirkler, som det er så svært at bryde ud af, hvis man ikke har en meget stålsat karakter.

Brugerbillede for Kjeld Jeggesen
Kjeld Jeggesen

Helt ærlig folkens.

Det her er endnu en af de klovner der skal leve af at lave tåblige teorier og prøve om han kan få mest muligt ud af det.

Hvis hans såkaldte teori var rigtig og fedme skyldes social utryghed, så forstår jeg ikke der er så ufatteligt mange tynde somaliere og etiopiere. For 95 % af dem lever livet i social utryghed fra de bliver født til de dør. Aids eller krig eller sult slår deres familie ihjel og de kan selv være den næste, så med hans teori burde de alle være svært overvægtige og så kunne de jo ikke påstå de havde sult problemer.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Tynde somaliere og etiopiere, Kjeld Jeggesen? Iøvrigt er der jo stor forskel på, om man lider under omstændigheder som samfund i fællesskab eller om den enkelte er udsat og således ekskluderet fra fællesskabet.
Det er iøvrigt meget plausibelt med disse direkte psykiske virkninger, som jo overalt i naturen kan iagttages, ikke nødvendigvis i form af fedme - det er givetvis en menneskelig reaktion..

Brugerbillede for Soren Andersen
Soren Andersen

Jeg mindes med længsel det gamle magasin "en skør verden". Har længe ledt efter et alternativ, og nu tror jeg endelig min søgen har båret frugt

Tak information!

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jo mere veludviklet de danske velfærdssamfund er blevet, jo federe er befolkningen.
Bekræfter det såkaldte velfærdssamfunds fallit.
Medmindre fedme er ønskværdigt :-)

Uinteressant, om det så skyldes de psykologiske årsager, som forskeren ganske ligegyldigt underholder med.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Leo Nygaard, desværre er det jo sådan, at velfærdssamfundet ikke udbygges, men afvikles, og at der i den periode, hvor det har været tilfældet - og hvor den samme grad af utryghed og stigende ulighed har fået lov at brede sig i den vestlige verden, har kunnet iagttages, at fedmen også har bredt sig i sociale lag, hvor den ellers ikke har været kendt.

Brugerbillede for Rolf Hansen

Johannes Nielsen:

Alle er i stand til at ændre livsstil og tabe sig, i hvertfald for en kort periode, det er ikke så svært. Problemet er at gøre den ændring i livsstilen permanent, det kræver mange ressourcer.

Problemet er at overvægtige har ikke de ressourcer. Hvis de havde det var de ikke overvægtige, fordi så havde de heller ikke de sociale/psykiske problemer som er affødt af den sociale utryghed.

Problemet er at de skal kæmpe imod en 100% underbevidst instinktiv forsvarsmekanisme vi har for at sikre vores overlevelse. Når kroppen fornemmer krise, så bliver mæthedsfornemmelsen hæmmet, for at kroppen kan opfylde sine fedt depoter så den har noget at stå imod med. Hvis dette er en permanent situation jamen så er det man bare tager på og tager på.

For mig er det simpel logik. Problemet er at folk har så svært ved at forstå det, fordi de tillægger bevidstheden så stor en værdi. Men det er en stor fejl fordi de fleste af vores valg bliver foretaget på et underbevidst plan.

Brugerbillede for Maya Nielsen
Maya Nielsen

Der findes en pille der fremmer nordadrenalin produktionen... En lykkepille naturligtvis også. CYMBALTAhed den første pille af slagsen , sjovt nok kan den også have en bedrende virkning på socialfobi ...

bare lige til de der ikke lige kan følge sammenhængen med emnet her , så sker der det at når man øger mængden af noradrenalin i kroppen så mindskes cortisolens skadelige virkning ... Også på hjernen... Men vel i hele kroppen.....

højt cortisol = kronisk stress = dårlig søvnkvalitet = fedme og kompensationsspisning , som følge af kronisk utilpadshed....

MOTION ... ! Er godt for normalisering af kroppens kemi... 30minutter høj puls- intensivt hver dag

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Den verdensberømte litteraturforsker Harold Bloom er fed. Hvad kan være grunden til det?

Fedme er et politisk problem siger T.I.A. Sørensen. Fint, så løser vi det politisk, deler arbejde og løn og ser ellers på samfundet med nye øjne.

Brugerbillede for Johannes Nielsen
Johannes Nielsen

# Rolf Hansen

Jamen, så tror jeg sådan set vi er enige. Jeg er som jeg sagde i mit indlæg helt med på at der kan være underliggende sociologiske faktorer - også usikkerhed omkring økonomisk situation og andet der med en uskøn samlebetegnelse her på sitet ofte kaldes neoliberalisme - der får folk til at spise mere, spise mere usundt og bevæge sig mindre. Fint nok. Men det er bare ikke sådan jeg forstår artiklens budskab. Her bliver det sagt, at der ingen sammenhæng er mellem vægt på den ene side og spisevaner og motion på den anden side. Selvom jeg generelt synes man skal lytte til eksperter - særligt på områder hvor man ikke selv er ekspert - finder jeg simpelthen den påstand hårrejsende absurd og - som påpeget i mit tidligere indlæg - i direkte strid med mine erfaringer med min egen krop. Jeg ville på ingen måde sige at "fede kan bare stoppe med at spise og starte med at motionere og så er den ingen længere".

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Jeg har altid været slank, på trods af en utryg barndom, men da jeg har været ryger fra jeg var 14 år, har jeg, som mange andre rygere, ikke været vild med slik og kager.

I disse dage er det 1 år siden jeg holdt op med at ryge (jeg havde aldrig troet det muligt, efter 54 år som storryger). Siden rygestop har jeg konstant været på slankekur og blandt andet bagt mit eget brød uden fedtstof. Alligevel har jeg taget 6 kg på. Jeg vil gerne tro på at det er p.g.a. utryghed.

Noget tyder på at slankekuren er begyndt at virke, for i løbet af den sidste måned har jeg tabt omkring 1 ½ kg.

Man skulle ikke tro at det var muligt at tage på med max. 1300 kalorier om dagen, når det gik ”vildt” til, men det var det. Der må være noget om det med forandret stofskifte ved rygestop, og jeg tør ikke tænke på, hvad jeg ville have taget på, hvis jeg ikke helt havde droppet slik, kager, vin etc., som jeg nu synes rigtig godt om.

Jeg droppede IKKE at spise noget af ordentlig kvalitet, og heller ikke at tilberede med omhu, men jeg håber snart, jeg kan se en ende på det, for det ér ikke helt så godt som det plejer at være, og da jeg af andre grunde ikke kan hverken løbe eller motionere, er det sgu ikke behageligt, at have de kilo siddende rundt om livet. 64 kg til mine 168 cm er for meget til en spinkel knoglebygning og en ekstra belastning for knæ og ryg.

Brugerbillede for jasper bertrand
jasper bertrand

Hvad er det for velfærdsordninger Reagan ophævede? Det var faktisk først under Clinton, at det blev lov at de der kunne skulle arbejde for bistandshjælpen. Og det er lidt grinagtigt at kalde den slags teorier artiklen beskriver for forskning. Man har vel altid kendt begrebet trøstespisning, og de fleste kender det vel også fra sig selv.
Artiklen bringer minder frem om den gang Astrup forskede sig frem til at sukker ikke feder.

Brugerbillede for Egon Maltzon
Egon Maltzon

Fedmeepedemien skyldes at folk får tudet ørerne fulde af idiotiske forskere med at de ikke kan tage ansvaret for eget liv, men at samfundet er skyld i alle deres dårligdomme.

Hvor svært kan det f... være.

Dybest set handler det jo bare om manglende selvkontrol.

Kroppen er jo på det punkt en maskine, og det er enhver beskåret at bestemme hvad der skal hældes i den, og hvad den skal sættes til at lave.

Grow a pair..

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

Fedme har ikke det ringeste med dumhed eller andre stråmænd at gøre. Det har til gengæld alt med mad at gøre.

Professoren er da nok heller ikke helt dum. Måske snarere udspekuleret.
Der har altid været penge at tjene på at fortælle nogle tosser, hvad de gerne vil høre.

Til mine medkorpulente kan jeg iøvrigt anbefale to ting af egen erfaring:
Skid på sundheds- og slankefascisme.
Og hvis bukserne strammer så prøv med faste til de passer igen.

Brugerbillede for Flemming Schandorff
Flemming Schandorff

Forudsætningen for fedme er ikke eksisterende hos de mange fattige danskere, som ofte kun har til betaling for en ussel bolig, hvis de iøvrigt har det.
Social utryghed i form af ledighed er nok den værste indikator for fedme. Såvel forhen rige som fattige ledige har det med at blive siddende i sofaen foran TV'et for i det mindste at få nogét adspredelse, og det medfører som regel fedme, hvis man tendens til at lægge sig ud.

Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

Ærgerligt jeg ikke ved så meget om dette emne, som mange af de herværende selvbestaltede "eksperter".

Der er så utroligt mange ting i den forbindelse som ikke er undersøgt, for eksempel kender man ikke samtlige bakterier i tarmfloraen, men kun omkring 1/3 del.

Da der er så mange ubesvarede spørgsmål, kunne jeg tænke mig man lavede en forskergruppe som netop undersøgte alt i den forbindelse og - forhåbentlig kommer med løsninger og beviser.
Ser man på antallet af "overvægtige", burde der nok lægges ret meget i den forskning, det vil give fede en bedre livskvalitet, hvis man kan løse det.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg tror ikke på, at denne instinktive/dyriske mekanisme er hovedforklaringen.
Dyr, der har denne forsvarsmekanisme, stopper når lagret er fyldt op.
Det gør mennesker åbenbart ikke.

Der må være andre - også bevidste - årsager til den permanente fedme.
Vellevnedssamfundet indeholder forklaringen.
Ansvarsforskydning, uselvstændiggørelse, uvidenhed, ensomhed, nederlag i arbejdslivet, voksenmobning, social arv (Fede forældre har tit fede børn) osv , som giver et på flere måder dårligt liv, herunder trøstespisning.

Se på hvem, der er fede. Er det dem, der (ubevidst)har set, at der ville blive mangel på føde, hvad så med rige mennesker, som også kan være fede. !?

Idrætsfolk, der kæmper for højere mål, er ikke fede.
Bortset fra Sumo-brydere og kuglestødere :-)

Brugerbillede for Maya Nielsen
Maya Nielsen

Ja når. Man sultestrejker så dør man når det sidste gram fedt i kroppen er brugt, så nytter kål-hydraterne ikke ret meget. Og lettere overvægtige overlever altås også svære sygdomme noget bedre end lettere undervægtige... Har selv sultet ufrivilligt i næsten 7 måneder og da var det mine depoter jeg levede af og så den usunde glucose iblandet det uundgåelige phtalather fra dropslangerne... Havde jeg ingen fedtlagre haft ville døden være kommet. Efter et par måneder... :-) fedt er godt ... Og hjernen er vel ca. 80% fedt med sukkeromsætning som drivkraft...

Overvægtsepedemien er en civilisationskatastrofe, som vil bevirke at alt for mange vil dø før deres egne forældre og derfor vil byrden på de få hypersunde blive alt for voldsom om ikke vi får bremset fænomenet... ER DET IKKE ET BEDRE VALG AT GØRE NOGET FRA SAMFUNDETS SIDE MOD DEN MASSIVE OVERVÆGT END DET ER At sætte de tynde siv til at spille russisk roulette om hvem der skal overleve i fremtiden og hvem der skal slagtes før tid ?

Brugerbillede for Rolf Hansen

Leo Nygaard:

Dyr som har denne forsvarsmekanisme lever det liv de er bygget til fra naturens side, med tilpas forskellige perioder med stress, hvile, utryghed og tryghed osv.

Vi mennesker har overgået fra at lade evolutionen styre vores udvikling til at lade teknologien styre den. Hvilket betyder at vi ikke lever det liv vi er bygget til fra naturen. Vi lever desuden i familier hvor de fleste finder tryghed, men vores famillies tryghed kan trues at den politik der bliver ført i landet. Altså vi har sådan set smidt styringen over vores eget liv óg tryghed til politikerne og det samfund vi lever i. Så den med at vi selv er herre over vores eget liv må du længere ud på landet med.

Brugerbillede for Maya Nielsen
Maya Nielsen

Fjern momsen på økologiske grøntsager ! Og ansæt nogle unge kartoffelskrællere i Netto. O.lign. Med maskine forståes ,så folk kan få grydeklare grøntsager med hjem på vej fra arbejde... D.s. Gullerødder og kål og så videre frugt desserter med lavt kallorie og sukker indhold...og lad de der har sværest ved at omlægge deres kost abbonere på levering af lækker diabetes kost både til de sukkersyge og de overvægtige... Gør det sunde valg let.
Etabler flere sommerhøjskole ophold med rene diabetes kurser med sjov lærerig kost og motionsindlæring .....

Brugerbillede for Christian Harder
Christian Harder

Den nye Randzonelov har endnu ikke fået min landmandsfar til at overspise, nok nærmere har han spændt livremmen ind - Men det kan da være det kommer...

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Nu må der snart komme en artikel om begrebet afhængighed, for det er jo dybest set det, det handler om, og så kan vi vist alle være med i kurven.

Vores kultur er skruet sådan sammen, at man nærmest betragtes som idiot, hvis man nægter sig noget. Når man kan (svinge Dankortet), så bør man den ond’lyn’m også gøre det – for almenvellets skyld om ikke andet.

Som forbrugskultur er vi nu der, hvor vi piskes til at forbruge mere, men hvis vi gør det, stiger temperaturen yderligere. Det er en slem knibe at være i og synd for os og synd for vores stakkels politikere, for de ved ikke, hvad de ellers skal underholde os med.

Man skal ikke kalde os frie mennesker i et frit land, når vi ligefrem dør af vores afhængighed(er).

Brugerbillede for Niels G Madsen
Niels G Madsen

Det er ærligt at denne artikel straks skal ende i en politisk skyttegravskrig, før folk har gjort sig klart hvad artiklen handler om. Den handler ikke om at social usikkerhed (muligvis) øger folks appetit, og derfor øge fedmen (det er undersøgelsen renset for). Og den handler heller ikke om at kalorier på magisk vis opstår af intet p.g.a social usikkerhed.

Det undersøgelsen angiveligt viser er at i er samfund hvor alle har et kalorie indtag over eksistensminimumet (som det er tilfældet i den vestlige verden), vil den menneskelige organisme benytte én ud af to mulige strategier: enten vil den skille sig af med den overskydende energi gennem afføringen, eller også vil den oplagre energien i form af fedtvæv.

Hvilken strategi kroppen vælger afhænger af den sociale sikkerhed som organismen befinder sig i.

At dette skulle være hensigtsmæssigt er der en ganske enkel darwinistisk forklaring på: Hvis der er usikkerhed mht. fødevareforsyningen i den nærmeste fremtid, forøger koppen sine overlevelseschancer (og formeringspotentiale) på langt sigt ved at polstre sig mens tid er. Men hvis der derimod er udsigt til rigeligt mad i fremtiden, så forøges kroppens langsigtede overlevelses (og formerings) potentiale bedst ved at skille dig af med de overskydende kalorier, og derved undgå fedme.

Jeg mener ikke at teorien uden videre kan afvises, selv om jeg ikke ved om den er sand.

Lige til sidst vil jeg også påpege at skulle nogen prøve at leve på minimummet for nødvendigt kalorieindtag, så vil de leve med konstant sultfølelse.

Brugerbillede for Brian Pietersen
Brian Pietersen

påvirker man fisk så de bliver stresset, spiser de ikke, de dør til sidst hvis tilstanden ik ændres, dvs. de ting der forårsager stres skal fjernes, og det kan fiskene som oftest ikke bare lige gøre selv.

Brugerbillede for Maya Nielsen
Maya Nielsen

Jojo men nogle mennesker taber sig også helt vildt om de er deprimerede, mens andre tager voldsomt på... HVORDAN KAN DET VÆRE AT SÅ MANGE HAR FORSTÅELSE. For at det kan være næsten umuligt for nogle at stoppe med at ryge ,mens så uhyggeligt mange ikke kan forstå at nogen kan være decideret madafhængige, MAD som vi jo allere er afhængige af...men sjældent undværer længe nok til at mærke I HVOR HØJ GRAD....
selvfølgeligt kan man også udvikle ekstremer på madområdet, som man ikke kan magte selv at ændre... Bare tænk på at stille et glas vand foran en allerede tørstig og sige : "du får 2000kr lige ned i foret om du kan blive stående her til i overmorgen, uden at drikke en dråbe....!" og så med skjult kamera fange hvor lang tid personene evner at modstå sin tørst.... NOGLE KAN ENDE MED AT DØ AF TØRST ,MEN DE FLESTE VIL GIVE EFTER I LØBET AF FÅ TIMER ....så forskellige er vi og næh vi har ikke alle lige stor magt over os selv....

Brugerbillede for Leo Nygaard

Rolf Hansen - Helt enig.
Men hvor skriver jeg om : " Så den med at vi selv er herre over vores eget liv må du længere ud på landet med."
Det er netop det jeg mener : Vi er mindre og mindre herr over vort eget liv (statsfomynderi o.a)

Brugerbillede for Rolf Hansen

Niels G Madsen:

Jeg tror skam du kan have ganske ret i din forklaring, sanheden er at kroppen har flere forskellige mekanismer der alle er sat i verden for at fremme samme sag. Kroppen optager flere kalorier man bliver mere sulten, og hvis ikke årsagen til den sociale utryghed bliver fjernet så er det bare en ond cirkel der er meget svær at bryde, fordi kroppen konstant forbereder sig på krise.

Glæder mig til at se den endelige forskning fremlagt.

Brugerbillede for Rolf Hansen

Leo Nygaard:

Jeg tror ikke det er en dårlig strategi at have en stat som har en hvis bestemmelse overfor borgerne sådan at vi alle kan leve sammen og få løst vores konflikter og andet der ellers kan destabilicere demokratiet.

Men det kræver altså at dem som sidder i toppen af samfundet og bestemmer har en sociologisk indsigt, fordi ellers kunne vi lige så godt sætte morten og peter til at styre landet, de ville sikkert gøre det bedre bakket godt op af embedsmænd osv. De har nemlig erfaring med at være de svage i samfundet!

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Nu må man ikke gøre mennesket, os, til en ting, der blot reagerer på stimuli. Vi kan sige ja og nej. Det kan godt være, at det først kræver nogen overvejelse, men hvis vi ikke selv står med ansvaret, er vi kun som pavlovske hunde.

Det er helt ufatteligt, hvad vi skal lære at sige nej til, og det skal ske i en ’fristerkultur’, der hele tiden er ude på at forføre os.

Der har været en artikelserie her i bladet med spørgsmålet om, hvad vi skal leve af. Først og fremmest burde vi ansætte afhængigheds-terapruter. Deres løn kan vi tage fra en skat på reklame.

Brugerbillede for Rolf Hansen

Ib Christensen:

Nikotin er jo et stimulans der påvirker centralnervesystemet og derfor også påvirker din sindsstemning. Det er jo naturligt at kroppen går i kriseberedskab når du fjerner et stimulans den er afhængig af. Den ville gøre det samme hvis du sultede dig selv.

Brugerbillede for Anders Krog

Er der ikke også noget om, at børn født ved kejsersnit har en anderledes tarmflora og også har større risiko for overvægt.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Man kan også sidde ved et skrivebord og regne ud, hvor længe det tager at tabe sig, hvis man spiser 10 g fedt mindre om dagen. Men så er der heller ikke taget højde for, at der, ved 1100-1300 kalorier om dagen, overhovedet ikke er 10 gram fedt der kan skæres væk. Man ved ganske enkelt ikke hvor lidt det antal kalorier/dag er.

Brugerbillede for Martin Skov

Tja, der var også en artikel om at social utryghed også gør folk dummere. Altså i den forstand at mennesker fokuserer mest på "her og nu" og ikke kan "planlægge" længere ud i fremtiden . Det kaldes vist at leve fra hånden til munden, og noget man særligt ser i de lavere socialøkonomiske klasser.

Hvis vi så lige tager et kig over Atlanten til kapitalismens højborg U.S.. så ser vi ganske rigtigt overvægt i stor stil, og en intelligens der sådan rækker til næste dag i en usikker tilværelse hvor alle prøver på at tage røven på hinanden konstant.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Rolf Hansen .
Længere oppe sagde du : " Altså vi har sådan set smidt styringen over vores eget liv óg tryghed til politikerne og det samfund vi lever i."
Det bifaldt jeg. men det fremgik ikke, om du mener , det er godt eller skidt.
Det kom så 15.51 : " Jeg tror ikke det er en dårlig strategi at have en stat som har en hvis bestemmelse overfor borgerne sådan at vi alle kan leve sammen og få løst vores konflikter og andet der ellers kan destabilicere demokratiet "

Det er her kernen og uenigheden ligger.

Jeg vil her citere Niels-Simon , 14.54 : " Man skal ikke kalde os frie mennesker i et frit land, når vi ligefrem dør af vores afhængighed(er)."

Og mig selv : " Idrætsfolk, der kæmper for højere mål, er ikke fede."

At tro på, som artiklen lægger frem, at vi er vores dybtliggende dyriske instinkters vold er for langt ude.

Jeg har èn (fed) i familien, der efter en blodprop udtalte : Nu gælder det om at få røget nogle smøger og få noget rødvin før lægen nedlægger forbud.
Hvad vil du kalde det.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg vil lige tilføje pga Niels Madsens indledende sætning 14.56 om politisk skyttegravskrig.

Det er her grundlaget for politisk ståsted og uenigheder ligger : I MENNESKESYNET.
Som mine indlæg drejer sig om.

Brugerbillede for Knud Ejstrup Larsen
Knud Ejstrup Larsen

»Det giver en fuldstændig ny opfattelse af fedme. Fedmens årsag kan hentes i, at mange mennesker lever under en slags usikkerhed, som kroppen læser som tvivl om, hvorvidt der er nok energi til fremtiden. Evolutionen skabte en evne i kroppen til at forudse mangler. Men den er også lavet til at kunne overføres fra forældre til børn: Hvis forældre fornemmer usikkerhed på fødevarer, kan de overføre egenskaben til børnene via generne eller påvirkning af generne,« siger han."

Det tror jeg ikke meget på! Er det mon virkelig korrekt citeret? "Påvirkning af generne". Det åbner virkelig nye perspektiver for forældre!

Brugerbillede for Rolf Hansen

Anders Krog:

Jo de mælkesyre bakterier kvinden har i skeden og som "smitter" barnet under fødslen, er vigtig for vores fordøjelses system og immunforsvar.

Brugerbillede for Søren Blaabjerg
Søren Blaabjerg

Butikkerne - herunder "forbrugernes egen butik" "Brugsen" kan ikke frakendes et vist ansvar i forbindelse med fedmeepidemien her i landet (som man vist nok må erkende faktisk er en en realitet). Usunde fristevarer anbragt nær kassen. Sunde dagligvarer anbragt længst ned i bunden af butikkerne osv.. I reklamerne lærer vi blandt meget andet uansvarligt nonsens, at man kan "være sulten for sjov", at "Kinder-mælkesnitter" er sundt, og skal man have gæster, så er det nærmest obligatorisk, at man fylder i skrutten af vådt og tørt til man er nær ved at revne.

Desuden er det enormt så mange tv-serier, der for tiden handler om at mæske sig, "Kongerigets Kager", "Spise med Price" og jeg ved ikke hvad.

Helt ærligt, så må man sige, at vi danskere p.t. har ondt i kulturen, når vi kan gå så forholdsvist meget op i, hvad vi skal putte i munden.

Måske skulle man på lovgivningsmæsigt plan lægge loft over hvor mange procent af en dagligvarebutiks, sortiment, der måtte bestå af usunde søde og fedende sager, og et loft over hvor stor en procentdel af en (licensbetalt) tv-kanals sendetid, der måtte bestå af udsendeser om kulinariske lækkerier ville sikkert også have en gunstig effekt.

Det skal kort og godt være usmart at spise for meget i forhold til det, man forbrænder.

En graduering af livsforsikringspræmier i forhold til svær overvægt er også en mulighed. man måske kunne overveje.

For (overdrevet) fedme er jo ikke kun en privatsag, men koster også sundhedssystemet dyrt samt en masse i form af sygefravær, invaliditetsydelser på grund af førtidig nedslidning osv. osv.

Brugerbillede for Rolf Hansen

Leo Nygaard:

Dumt, men der er så mange ignorenter her i verden der lukker øjnene for fakta. En blodprop er første advarsel til at man skal ændre noget i sin livsstil.

Sider