Læsetid: 1 min.

Venstre lægger trepartsinstitutionen i graven

Venstres tidligere finansminister, Claus Hjort Frederiksen, ’har ikke fantasi til at forestille sig’ trepartsdrøftelser under en eventuel kommende borgerlig regering. Fagbevægelsen er for svag til, at man kan lave aftaler med den, lyder det
9. juli 2012

Da forhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter for nylig brød sammen, var det samtidig dødsstødet for trepartsinstitutionens centrale betydning for den danske model. Og hvis regeringen skifter farve efter næste valg, kommer den næppe til at genoplive tanken om trepartsdrøftelser. Det siger tidligere finansminister og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et interview med Information.

»Jamen, jeg kan bare ikke forestille mig, hvis vi i morgen fik en VK-regering eller en borgerlig regering, at fagbevægelsen ville være i stand til at lave aftaler med os. Det har jeg bare ikke fantasi til at forestille mig. For de er jo ikke enige om, hvad det danske samfunds problemer er.«

»I min optik var dét sammenbrud dødsstødet til trepartsdrøftelser,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Årsagen til den opsigtsvækkende konklusion er ifølge Venstres tidligere finans- og beskæftigelsesminister, at det ikke længere er muligt for politikere på Christiansborg at lave aftaler om større samfundsproblemer med fagbevægelsen.

»Fagbevægelsen er splittet og derfor mangler den en fælles analyse. Det gør det meget svært at lave aftaler med den. De havde jo ikke en fælles analyse af, at det, regeringen lagde op til – nemlig at få et øget arbejdsudbud – var det, der skulle til for at hjælpe dansk økonomi. Det er meget svært at forestille sig, at man meningsfyldt kan lave trepartsdrøftelser, når man ikke har en stærk fagbevægelse.«

Claus Hjort Frederiksen mener dog, at regeringen sidder med det største ansvar for, at forhandlingerne gik galt. Han går så langt som til at kalde SRSF-regeringens oplæg for »et misfoster«.

I LO er formand Harald Børsting overrasket over Venstres afvisning af trepartsinstituionen:

»Det er helt ude i hampen og ganske uforståeligt. Trepartsforhandlingerne er uundværlige for Danmarks udvikling. Det forekommer helt vildt, at Venstre nu vil afsværge den danske model,« siger Harald Børsting.

Claus Hjort Frederiksens udmelding undrer FTF-formand Bente Sorgenfrey, mens Dennis Kristensen fra FOA kalder den »ugennemtænkt«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Møller

I graven? - det er da noget af en påstand.

Hvis Harald børsting mener at

"Trepartsforhandlingerne er uundværlige for Danmarks udvikling." - betyder det så at Danmark ikke kan udvikle sig før forhandlingerne bliver genoptaget?

Var det ikke Harald Børsting der stod og sagde, fagbevægelsen vil levere, det har den altid gjort?.