Aflytningssag kan blive skandale på amerikansk niveau

Har de danske myndigheder aflyttet borgere uden retskendelse med udgangspunkt i Forsvarlovens paragraf 17 kan det udvikle sig til en regulær efteretningsskandale. Det vurderer Jacob Mchangama, der er chefjurist i Cepos.

Paragraffen tillader myndighederne at aflytte borgere og åbne deres breve uden retskendelse, hvis Danmark befinder sig i krig eller »andre ekstraordinære forhold«. Ifølge Mchangama er loven blottet for de retssikkerhedsprincipper, vi efter internationale konventioner er forpligtet til at overholde.

»Viser det sig, at paragraffen er brugt på danske borgere, ligner det efterhånden amerikanske overvågningstilstande, som vi så dem efter 11. September,« siger han.

Mchangama henviser til den omfattende skandale, der udspillede sig i 2005, da det kom frem, at daværende præsident George W. Bush havde beordret aflytning af tusindvis af amerikanske borgere uden retskendelse.

Selv om aflytninger uden retskendelse kan lade sig gøre inden for dansk lov, kan Mchangama ikke se nogen grund til, at myndighederne med rette skulle kunne have benyttet sig af paragraf 17 i Forsvarsloven. Det strider imod den Europæiske menneskerettighedskonvention, forklarer han.

»Det ville sætte alle danske retsprincipper over styr. Det kan derfor ende som en dansk pendant til den amerikanske sag, hvis det viser sig, at de danske myndigheder har brugt paragraffen,« siger chefjuristen.

Tavshed om omfang

Hverken daværende forsvarsminister Søren Gade (V) eller den nuværende forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), har ønsket at oplyse Folketinget om, hvorvidt paragraffen har været taget i brug, og om Danmark officielt er i krig på grund af det danske forsvars indsats i Afghanistan. Ministrenes tavshed vækker undren hos Anders Henriksen, centerleder på det juridiske fakultet på Københavns Universitet.

»Det er svært at se, hvorfor ministeren i det mindste ikke bare vil oplyse, om betingelserne for at bringe loven i anvendelse er opfyldt,« siger Anders Henriksen.

Han mener også, at det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis det viser sig, at loven er blevet brugt mod danske borgere:

»Hvis paragraffen har været anvendt i forhold til personer, der har haft en klar tilknytning til den danske krigsdeltagelse er der nok ikke så meget at komme efter. Men vi må selvfølgelig ikke håbe, loven har været benyttet i forhold til andre indenlandske sager for at omgå de strengere betingelser, som PET’s overvågninger skal opfylde.«

Ligesom Henriksen og Mchangama kan tidligere justitsminister og professor emeritus i forfatningsret Ole Espersen ikke se, at efterretningstjenesterne skulle have nogen grund til at benytte loven:

»Situationen skal minde om undtagelsestilstand, før denne lov burde blive effektueret. Den eneste grund til at bruge paragraffen ville være, hvis de danske domstole stod i flammer eller var brændt ned i en borgerkrig,« siger Ole Espersen.

Forsvarsloven, der i sin grundform blev vedtaget i 1959, er ifølge Anders Henriksen forældet:

»Det ligner et levn fra Den Kolde Krig, og paragraffen er ærlig talt ret svær at forsvare set med retsstatsbriller.«

Vi mangler en skandale

Det er alene Folketingets Udvalg for Efterretningstjenester der kan modtage oplysninger om, hvorvidt Danmark er i krig eller ej, og om paragraf 17 i Forsvarsloven er blevet taget i anvendelse. Men det er ikke tilstrækkeligt, vurderer Anders Henriksen:

»Det er ikke særlig betryggende, at kontrollen med lovens anvendelse er begrænset til orientering af et folketingsudvalg og ikke en egentlig uafhængig instans.«

Ligesom Henriksen kritiserer lektor i forfatningsret Pernille Boye Koch den kontrolinstans, der skal holde snor i, at hverken PET eller FE overskrider deres beføjelser.

»Vi ved meget lidt om, hvad efterretningstjenesterne foretager sig, hvor ofte de foretager aflytninger, sikkerhedsgodkendelser og andet, og i kraft af det er vi langt bagefter de lande, vi typisk sammenligner os med,« siger Pernille Boye Koch, der har forsket i feltet. Hun påpeger, at udvalget relativ sjældent mødes med tjenesterne, ligesom medlemmerne er pålagt tavshedspligt, der hindrer en hvilken som helst debat også om mere generelle forhold.

En af årsagerne til, at den danske befolkning ikke har taget et opgør med den lukkede kultur, kan være, at danskerne pr. refleks nærer tillid til magtinstanserne, vurderer hun:

»Lidt kynisk kan man sige, vi har manglet en skandale til at åbne borgernes øjne for, hvor vide beføjelser efterretningstjenesterne har. I Tyskland har de for nylig haft sagen med de højreorienterede mord, der afslørede efterretningstjenesten som inkompetent. Det har Danmark endnu ikke oplevet,« siger hun.

Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet på Københavns Universitet betegner paragraf 17 som en »ekstremt vidtgående lov«, der ikke hører hjemme i dansk lovgivning. Dertil giver lovgivningen på området efterretningstjenesterne kritisabelt vide beføjelser, mener Vestergaard. Han forklarer, hvordan den lovpligtige dommerkendelse, der er påkrævet for at aflytte borgere og åbne deres breve, kan indhentes både før, men også efter aflytningen er sket. Ligesom myndighedernes pligt til at oplyse borgerne om, at de er blevet aflyttet, ofte forhales.