Nyhed
Læsetid: 2 min.

Ekstra Bladet i vidneskranken

Når Skattesagskommissionen i dag begynder sine afhøringer, skal Ekstra Bladet udbygge sine anklager mod forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt
Indland
28. august 2012

De første i vidneskranken, når Skattesagskommissionen i dag begynder sine afhøringer, er journalist på Ekstra Bladet Jan Kjærgaard og avisens chefredaktør, Poul Madsen.

Kommissionen tager dermed hul på den ene af sine to hovedopgaver, nemlig at undersøge »i hvilket omfang der er videregivet eller forsøgt videregivet fortrolige oplysninger fra skattesagen«, som der står i kommissoriet.

I flere måneder efter SKAT Københavns frifindelse af Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock for dansk skattepligt den 16. september 2010 forhandlede daværende skatteminister Troels Lund Poulsens særlige rådgiver Peter Arnfeldt ifølge Ekstra Blandet med Jan Kjærgaard om at lade avisen få indblik i den fortrolige afgørelse i sagen. Parterne kunne imidlertid ikke nå til enighed, eftersom Peter Arnfeldt ikke ville give Ekstra Bladet hele afgørelsen.

Året efter kunne BT få dage før folketingsvalget i september 2011 skrive en række historier om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold på baggrund af samme fortrolige skattesag.

Senere på året valgte Ekstra Bladet den 4. december 2011 at bryde kildebeskyttelsen og redegjorde i en stort opsat forsideartikel for forhandlingerne med Peter Arnfeldt. Det skete, efter departementschef i Skatteministeriet Peter Loft og direktør i SKAT København Erling Andersen sidst i november havde oplyst om forløbet omkring behandlingen af sagen i hver deres redegørelse, hvad der fik skatteminister Thor Möger Pedersen til at bebude en undersøgelseskommission.

Chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen forklarede over for TV2 News, at avisen ventede så længe med at offentliggøre sin version af sagen, fordi det først i redegørelserne fra de to embedsmænd blev slået fast, at Peter Arnfeldt med sikkerhed havde haft adgang til den fortrolige skattesag.

»I en så alvorlig sag kan vi ikke længere forsvare at beskytte spindoktoren. Kildebeskyttelsen skal jo ikke bruges til at dække over magthaveres magtmisbrug og ulovligheder,« skrev chefredaktøren i avisen.

Når Skattesagskommissionen begynder med at afhøre Jan Kjærgaard og Poul Madsen, skyldes det, at Københavns Politi sideløbende med kommissionsundersøgelsen efterforsker lækagesagen.

Politiet har ønsket at høre Poul Madsen og Jan Kjærgaards version af sagen, men de har afvist at udtale sig »til en tilfældig politimand«, som Poul Madsen har sagt til Ritzau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her