Fortidens synder blev udstillet på Fremtidsvej nummer 1

Fortidens synder blev udstillet, da Skattesagskommissionen tirsdag begyndte sine afhøringer i et lavloftet retslokale på Fremtidsvej nr. 1 i Gladsaxe.

»Det er den 28. august i dag,« konstaterede kommissionsformanden, landsdommer Lars E. Andersen og fortsatte: »Det er altid godt at starte med noget, der ikke kan bestrides.«

Og der er rigtignok store dele af dagens vidneudsagn, som må formodes at blive bestridt, når Peter Arnfeldt, der var forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsens særlige rådgiver, i dag skal afhøres af kommissionen.

Det var journalist på Ekstra Bladet Jan Kjærgaard og avisens chefredaktør Poul Madsen, der i går afgav vidneudsagn, og som ventet leverede de hårde anklager mod Peter Arnfeldt.

Tilbage i december 2011 skrev Ekstra Bladet, at den særlige rådgiver havde forsøgt at lække dele af den fortrolige afgørelse i Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag til avisen.

Samme afgørelse blev senere lækket til BT, der i en række artikler op til folketingsvalget i september 2011 kunne referere detaljer om daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidts personlige skatteforhold.

Ekstra Bladet forklarede sit brud på kildebeskyttelsen med, at den journalistiske grundregel ikke skulle udnyttes til at »dække over magthaveres magtmisbrug og ulovligheder,« som Poul Madsen skrev i avisen. Og i TV2 News forsikrede chefredaktøren, at Ekstra Bladets dokumentation var nagelfast. »Vi har det, der skal til,« sagde han.

Men det viste sig, at Ekstra Bladets dokumentation måske alligevel ikke er så stærk, og at avisen havde et tættere samarbejde med Peter Arnfeldt end hidtil kendt.

Kun for kommissionen

Christiansborg-reporteren Jan Kjærgaard, der var klædt i gråt jakkesæt og hvid skjorte, skulle afhøres først. På forreste række sad to repræsentanter for Københavns Politi med notesblokke foran sig. Politiet efterforsker sideløbende med kommissionens arbejde videregivelsen af fortrolige oplysninger, men Ekstra Bladet har med chefredaktør Poul Madsens ord ikke ønsket at udtale sig »til en tilfældig politimand«. Skattesagskommissionen har derfor valgt at afhøre Jan Kjærgaard og Poul Madsen som de første, og så kunne politiet pænt lytte med.

Udspørger for kommissionen, advokat Lars Kjeldsen, borede i, hvor tæt samarbejdet mellem Jan Kjærgaard og Peter Arnfeldt har været. Blandt andet spurgte han til en historie, som Jan Kjærgaard skrev den 3. juni 2010, altså før SKAT København i september samme år traf afgørelse i Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag. En historie, der viste sig at være på det nærmeste dikteret af Peter Arnfeldt. Den beskrev Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal som »vendekåber«: På den ene side mente de, at danskerne burde betale mere i skat. Og det gjaldt også dem selv, forklarede Helle Thorning-Schmidt, da Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen efter aftale med Peter Arnfeldt spurgte om det under en debat i folketingssalen. Men på den anden side var hverken den socialdemokratiske formand eller Villy Søvndal adspurgt af Ekstra Bladet villige til selv at indbetale penge på en særkonto, som Peter Arnfeldt til lejligheden sørgede for blev oprettet hos skattemyndighederne til borgere, der ønskede at betale mere i skat, end de behøvede.

»Det var et oplæg, Arnfeldt præsenterede for mig. Han spurgte, om det havde min interesse, og om det var noget for Ekstra Bladet. Jeg synes, det var udmærket, en sjov ting,« sagde Jan Kjærgaard. Han erkendte desuden, at de to havde aftalt, han skulle sende en mail til Peter Arnfeldt om en borger, der ønskede at betale ekstra skat. Mailen, som kommissionen fremlagde for Jan Kjærgaard og bad ham forklare, skulle ifølge aftalen »afføde fødslen af denne særkonto«, sagde han, og samtidig sikre, at alting udadtil så »ordentligt ud«.

Ekstra Bladets kritiske historie om Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal var med andre ord nøje tilrettelagt af Peter Arnfeldt.

Ros fra spindoktoren

Jan Kjærgaard, der har været ansat 24 år på Ekstra Bladet, fortalte, at han, kort efter artiklen blev trykt den 3. juni 2010, modtog en mail fra Peter Arnfeldt, som han opfattede som »en slags kvittering for samarbejdet«. I mailen roste Peter Arnfeldt ham desuden for »en ganske fremragende artikel«, han tilbage i 2007 havde skrevet om, at Stephen Kinnock ikke betalte skat i Danmark, hvor hans hustru kunne blive statsminister. Peter Arnfeldt foreslog ifølge Jan Kjærgaard »at opdatere den gamle artikel, og var det ikke noget i det hele taget at se på Stephen Kinnocks skatteforhold?«.

Men Jan Kjærgaard var i mellemtiden taget på en fem ugers ferie til Afrikas Horn. Han så ikke mailen, før han kom hjem igen, og da havde konkurrenten BT allerede skrevet de kritiske artikler om Stephen Kinnock, som Peter Arnfeldt havde foreslået ham. Artikler, der førte til, at SKAT København gik ind i sagen.

Tilbage fra Afrika fik Jan Kjærgaard i begyndelsen af august hovedansvaret for at dække skattesagen. Han skrev blandt andet en artikel om, at det socialdemokratiske partiapparat betalte Helle Thorning-Schmidts revisor.

»Det er noget, Peter Arnfeldt roser. Nu er vi kommet ind i kampen. Det glæder ham,« huskede Jan Kjærgaard.

Men det var stadig BT, der førte, og den 17. september 2010 kaldte chefredaktør Poul Madsen sin rutinerede reporter op på sit kontor i Ekstra Bladets lokaler på Rådhuspladsen i København. Samme dag havde Helle Thorning-Schmidt offentliggjort, at Stephen Kinnock var blevet frifundet for skattepligt af SKAT København. Hun fremlagde imidlertid ikke hele den ni siders lange afgørelse fra skattemyndighederne, men alene konklusionen, og derfor bad Poul Madsen nu Jan Kjærgaard om at fremskaffe hele afgørelsen. Chefredaktørens eget forslag var, at man måtte forsøge at lægge pres på Socialdemokraterne for at få papirerne. Men Jan Kjærgaard måtte hurtigt erkende, at det ikke lod sig gøre, og i stedet gik han til Peter Arnfeldt, som han jo gjorde »løbende forretninger« med.

»Jeg løber ret hurtigt panden imod en mur til den lovlige side. Til den anden side: Vi har jo lige fået dokumenteret, hvordan Peter Arnfeldt og jeg samarbejder ganske kreativt til tider. Det ligger fuldstændig i forlængelse af det allerede eksisterende samarbejde, at der burde være en god chance denne vej,« sagde Jan Kjærgaard.

I modsætning til, hvad offentligheden hidtil har fået indtryk af, var det altså ikke spindoktoren, der gik til journalisten med fortrolige papirer. Det var journalisten, der bad spindoktoren om sagsakterne.

I de følgende dage talte Jan Kjærgaard og Peter Arnfeldt flere gang i telefon om afgørelsen i skattesagen.

»Han sagde, at han var irriteret over, at Helle fremstod clean, når hun slet ikke var det. Han sagde, at det fremgik meget tydeligt af de ni sider, som han havde adgang til, at hun ikke er clean,« sagde Jan Kjærgaard. »Han følte simpelthen, at befolkningen var fuppet.«

Men Peter Arnfeldt var ikke umiddelbart parat til at lække afgørelsen, i hvert fald ikke i dens helhed. »Er du klar over, hvad der sker med mig, hvis det kommer frem, at jeg har lækket Helles skattepapirer? Jeg er færdig, mand,« sagde han ifølge Jan Kjærgaard. Men sidst i samme samtale mente han alligevel, at de måske kunne »finde ud af noget senere«. Og i en samtale nogle dage senere, den 21. september, var han endnu mere imødekommende. Han skulle have tilbudt, at Ekstra Bladet kunne få dele af afgørelsen af se. »Du må bare ikke skrive, at du har set afgørelsen, og du må ikke skrive hele passager af,« sagde han ifølge Jan Kjærgaard. Og længere ville han ikke gå.

Men det var ikke godt nok, blev Jan Kjærgaard og Poul Madsen enige om ved endnu et møde på chefredaktørens kontor den 7. oktober, hvor Poul Madsen ville sikre sig, at alt var i orden, før han tog på efterårsferie i Berlin.

»Hans reaktion er den, at vi kan ikke løbe an på noget mundtligt. Det er alt for risikabelt. Det går slet, slet ikke. Hans holdning er i virkeligheden, at det skal være de ni sider. Punktum,« refererede Jan Kjærgaard.

Det kunne Poul Madsen bekræfte, da han efterfølgende satte sig til rette foran kommissionsmedlemmerne. De stolede ikke på Peter Arnfeldt, sagde han. De ville »ikke spændes for en eller anden vogn« og konstaterede i fællesskab, at hvis de ikke kunne få alle ni sider, så var sagen »død«.

Død dokumentation

Og hvis sagen var død, hvorfor så gemme dokumentationen? Sådan lød argumentet fra både Jan Kjærgaard og Poul Madsen, da Peter Arnfeldts bisidder, advokat Henrik Stagetorn, efterspurgte beviser for deres påstande.

Jan Kjærgaard fortalte, at han oprindelig optog sine telefonsamtaler med Peter Arnfeldt, selvom han havde lovet ikke at gøre det. »I det her tilfælde bevarede jeg dem (optagelserne, red.) lidt længere end normalt. Men omkring årsskiftet bliver de slettet. Der er ikke noget at bruge dem til,« sagde Jan Kjærgaard. »Dengang kunne jeg jo ikke være så klog, at jeg vidste, hvad der skulle ske halvandet år senere.«

Optagelserne blev slettet for at få plads til nye optagelser, forklarede Jan Kjærgaard. Henrik Stagetorn ville vide, om hans optager er digital. Det bekræftede han, men han mente ikke, at den kunne overføre optagelserne til en computer.

Tilbage er derfor alene telefonlister, som viser, at Jan Kjærgaard har talt med Peter Arnfeldt, samt hans håndskrevne noter, hvor han ifølge sin egen forklaring alene har skrevet udvalgte citater ned fra optagelserne umiddelbart efter samtalerne. Og så selvfølgelig hans hukommelse.

Ifølge Poul Madsen er dét ikke noget problem.

»Dokumentation kan være mange forskellige ting,« sagde han. »Jeg føler mig i trygge hænder når Jan Kjærgaard gennemgår ting for mig.« For ifølge Poul Madsen er Jan Kjærgaard »en mand med en fotografisk hukommelse.«

Men en god hukommelse er ikke nok i en juridisk sammenhæng, antydede Henrik Stagetorn på vej ud fra afhøringerne. Som han sagde, er det op til kommissionen at tage stilling til, »om det er tilstrækkeligt«, at man »i punktform« skriver det ned, »man selv finder er relevant.« Sikkert er det i hvert fald, forsikrede advokaten, at Peter Arnfeldt i dag vil bestride Jan Kjærgaards forklaring om de tos telefonsamtaler.