’Min generations kamp starter med klimaet’

Når Helene Albinus Søgaard tager togrejsen fra hovedstaden for at besøge sine forældre og sit barndomshjem i Ribe, sker der to ting: »Når jeg fra toget ser domkirketårnet, der har stået der i umindelige tider som en søjle af stabilitet, og når jeg ser Vadehavet med de grønne flader og den høje himmel, så falder jeg helt til ro,« fortæller hun. »Men nede på Skibbroen ved Ribe Å møder jeg en anden søjle. Stormflodssøjlen.«

Søjlen med den forgyldte top vidner med sine kobberringe om, hvor højt vandet har stået i Ribe, når havet før digernes tid er skyllet ind over land og by. Allerhøjst i år 1634 med godt seks meter over dagligt vande og over 10.000 druknede i Ribe og omegn.

»Når jeg kigger på Stormflodssøjlen, kommer jeg til at tænke over, hvordan det vil gå med det område, jeg er født og opvokset i, hvis havene kommer til at stige,« siger Helene Albinus Søgaard.

Hun er 25 år og statskundskabstuderende på Københavns Universitet og en af de unge, der har fået klimaproblematikken ind under huden. En af de 65 pct. af den danske ungdom, der ifølge en ny undersøgelse lavet af sociologerne Peter Gundelach, Bettina Hauge og Esther Nørregård-Nielsen er »meget eller noget bekymret over konsekvenserne ved klimaforandringerne«. Og samtidig del af den aktive undergruppe, som undersøgelsen betegner ’de klimabevidste’, og som udgør 19 pct. af de unge. Helene er faktisk ’klimaambassadør’, én blandt 220 unge der siden 2009 har været igennem et kursus hos den grønne tænketank Concito for at blive medlem af Klimaambassaden og blive rustet til at holde oplæg og lave projekter i folkeskolens ældste klasser.

Hjernerystelse som udslag

Den direkte anledning til engagementet var en hjernerystelse. Efter et uheld sidste efterår blev Helene Albinus Søgaard nødt til at udskyde sin planlagte bachelor-opgave.

»Jeg tænkte, at så måtte jeg lave noget frivilligt arbejde i stedet, noget grønt, og så meldte jeg mig hos Concito. Og når først man kommer ind i sagen og bliver konfronteret med de voldsomme konsekvenser af klimaforandringerne og de udfordringer, samfundet står over for i dag, så vokser videbegæret og engagementet. Man kan næsten ikke lade være at handle. Sådan har jeg det i hvert fald,« fortæller hun.

Den sociologiske undersøgelse Klimaets sociale tilstand, der som den første af sin art har spurgt godt 2.500 unge danskere om klimasagen, gør en lignende iagttagelse.

»De unge er ikke passive og forholder sig ikke udelukkende til nutiden. De bekymrer sig faktisk om det fremtidige klima, og de vil også gerne handle klimavenligt,« hedder det i undersøgelsen. Som så tilføjer:

»Men de er i tvivl om, hvad man skal gøre, og i hvilken grad det er den enkelte eller samfundet, der skal handle.«

Tvivlen handler – som Helene Albinus Søgaard ser det – om bl.a. den aktuelle udfordrings kompleksitet, hvor flere krisefænomener hænger sammen.

»Frygten for hvad der kommer til at ske, handler også om hele det økonomiske problem. Om f.eks. den arbejdsløshed vi ser i Sydeuropa, og hvad der sker, hvis euroen bryder sammen. Men den politiske debat er endt med kun at handle om, hvordan man kan fremme væksten. Spørgsmålet er imidlertid, hvad det er for en virkelighed, vi får skabt til vores børn, hvis vi bliver ved at fortsætte som hidtil med at øge forbruget? Dagens overflodssamfund har ikke gjort os lykkeligere,« siger hun.

»Politikernes evne og vilje til at se denne situation i øjnene er til at græde over, det synes jeg virkelig. Det politiske system er overhovedet ikke gearet til så stor en udfordring. Man tænker endimensionelt og kun fire år frem. Man står med et globalt problem, men tænker nationalt. Der er en assymmetri mellem alt det, vi ved fra f.eks. Det Internationale Klimapanels rapporter og fra grønne økonomer, og så realpolitikken. Det hænger ikke sammen,« mener Helene Albinus Søgaard.

Af undersøgelsen fra Gundelach, Hauge og Nørregård-Nielsen fremgår det, at 62 pct. af de unge har ’stor’ eller ’meget stor’ tillid til Folketinget, men værdien falder til under halvdelen – 46 pct. – når spørgsmålet er om tillid til, at Folketinget arbejder for at bekæmpe klimaforandringer.

De hverdagsbekvemme

»Fordi problemet er så ekstremt komplekst, kan det være nemmest bare at lukke øjnene for det,« bemærker Helene Albinus Søgaard.

»Det er også en holdning, jeg kan møde i min omgangskreds: ’Nu forbruger jeg, og så må vi se, hvad der sker sidenhen. Jeg er jo nok død, når klimaforandringerne viser sig’, siger nogle.«

Det bekræftes af den sociologiske undersøgelse. Den taler om gruppen af ’hverdagsbekvemme’, som man på basis af spørgeundersøgelsen opgør som langt den største: 75 pct. af de interviewede unge.

»Der er tale om en type, som måske nok kender til klimaproblematikken, og som også kan finde på at gøre en indsats for at handle klimavenligt i dagligdagen, men som ikke gør en særlig indsats for at handle klimavenligt,« hedder det.

»For mange personer i denne gruppe opleves emnet uoverskueligt og diffust, hvilket gør det svært at tage stilling til. Den manglende stillingtagen resulterer som oftest i en magtesløshed, hvor man hellere end at ændre på sine vaner holder sig til sine faste rutiner i hverdagen.«

Ud over gruppen af ’de klimabevidste’ og så denne store gruppe af ’hverdagsbekvemme’, som egentlig gerne ville gøre noget, hvis ikke det var så besværligt, er der ifølge undersøgelsen en lille restgruppe på seks pct. kaldet ’de ligeglade’. De ved meget lidt om klimaproblemet, er ikke interesseret i at søge viden, er ofte direkte skeptiske og er i almindelighed mest optaget af økonomiske værdier. Denne gruppe – altså blot seks pct. – må »forventes at være rigtig svær at påvirke,« mener sociologerne.

Opvæksten

Hvad afgør, hvordan man som ung forholder sig til klimaudfordringen, til den såkaldte systemkrise, til behovet for ’den store omstilling’? Opvæksten, mener Helene Albinus Søgaard.

»Min mor har altid holdt fast i, at vi skal passe på Jorden. Samtidig har det for mig været enormt betydningsfuldt, at vi har diskuteret meget i min familie. Der har altid været plads til, at man havde sine holdninger og forholdt sig kritisk til, hvad der blev sagt,« siger hun.

»Samtidig har naturen været tæt på. Når jeg har cyklet til og fra skole, har jeg været i den og forholdt mig til den.«

For Helene Albinus Søgaard har det ligget i baghovedet, »at vi som mennesker er forpligtede på at finde ud af, hvor vi skal hen, eksistentielt, kulturelt osv.«

»Hver tid har sine kampe og sit at slås med – jeg har været interesseret i at finde ud af, hvad der er min generations kamp. Og jeg tror, vi er nødt til at se på, om den levestandard, vi har i dag, virkelig er holdbar i forhold til biosfæren, bæredygtigheden og ligheden mellem mennesker.«

Motivationen voksede efter et ophold som MS-frivillig i Tanzania i 2008, hvor Helene oplevede et overskud, en generøsitet og en glæde blandt de fattige mennesker, som hun ikke mødte hjemme i Danmark.

»Efter hjemkomsten skulle jeg med Oslo-båden på ferie i Norge. Over bildækket med masser af plads til bilerne var restauranter og cafeer med alt for lidt plads. Der oplevede jeg folk kæmpe indædt med hinanden om at kapre et bord – manglen på overskud var meget langt fra smilene og gæstfriheden i Afrika. Det fik mig til at tænke over, om det er den materielle levestandard, der gør tilværelsen rig. Og over den ulighed, der består i, at vores høje levestandard er hovedårsag til de klimaændringer, som rammer hårdest i Den Tredje Verden, hvor midlerne til at beskytte sig mod dem er færrest.«

Det er svært

I den sociologiske undersøgelse betones det, at mange unge finder det svært at afgøre, hvordan man gør det rigtige i klimasammenhæng.

»Det, der kan se ud som en klimamæssig passivitet eller et manglende engagement, kan ikke nødvendigvis forklares med manglende motivation, men snarere med en oplevelse af, at det er svært at ændre sit handlingsmønster af mange praktiske grunde (...) De (unge, red.) beretter, hvordan de føler, at individuelle handlinger alligevel ikke har nogen betydning, og hvor svært det føles som enkeltindivid at tage klimaproblemerne seriøst, når store nationer ikke ser ud til at gøre det,« skriver sociologerne.

Helene Albinus Søgaard genkender dilemmaet. I det daglige gør hun, hvad hun kan, ved så vidt muligt at handle økologisk og købe det meste af sit tøj som genbrug.

»Vi sad nytårsaften og diskuterede højlydt om flyvning, og jeg blev lidt ophidset over, at det skulle være en ret, man har. Så var der én, der spurgte, hvem i selskabet der fløj allermest, og det viste sig at være mig. Der gik det op for mig, at det ikke holder, så nu flyver jeg højst én gang om året.«

»Men det er svært at ændre vaner og adfærdsmønstre. Man kan spørge, om de skal dikteres politisk? Jeg tror, det må komme fra politisk hånd i form af bl.a. økonomiske incitamenter. Men det forudsætter nok et oprør, der på en eller anden måde kommer fra befolkningen.«

I den sociologiske undersøgelse erklærer 84 pct. af de unge sig enige i, at den enkelte borger gennem den daglige adfærd har et ansvar for at modvirke klimaforandringerne. Samtidig siger 78 pct., at virksomhederne har et ansvar, og 63 pct., at Folketinget har et ansvar.

Fællesskab afgørende

I Klimaets sociale tilstand er den overordnede konklusion, at »klimaforandringerne og deres konsekvenser ikke står så stærkt i de unges bevidsthed«.

»Alle har ganske vist hørt om klimaforandringer, og mange har også en holdning til, hvilke handlinger, der er gavnlige i forhold til klimaet. Men det er meget få, som er virkelig optaget af dette emne,« hedder det.

Helene kommer til at bruge ordet Sisyfos-arbejde om sin klimaaktivitet. Fordi det kan være op ad bakke, når folk f.eks. ikke vil anerkende realiteter og faglighed i diskussioner, men er fast forankrede i stærke meninger baseret på ren tro. I takt med at summen af kriser spidser til, forventer hun øget polarisering i samfundene. På den ene side dem, der vil slås for forandring, på den anden side dem, der vender ryggen til i angst og fornægtelse.

Selv stråler hun af engagement, Sisyfos-byrder til trods.

»Der er en glæde ved at opleve de små fremskridt, og det at være del af kampen er virkelig spændende. I Klimaambassaden mærker man, at energien og engagementet også eksisterer hos andre unge. Vi har de samme tanker og spekulationer, men forskellig baggrund, og derfor kan der virkelig skabes noget, når vi bringes sammen og diskuterer ideer og løsninger og formulerer projekter. Det er svært at skabe visioner, men jeg synes, det bevæger sig, og at der er ved at vokse noget frem. Fællesskabet om dét er det allervigtigste for mig.«

jsn@infomration.dk

Peter Gundelach, Bettina Hauge og Ester Nørregård-Nielsen: ’Klimaets sociale tilstand’. Aarhus Universitetsforlag, juli 2012. Støttet af Rockwool Fonden