Læsetid: 3 min.

KL-plan for at redde arbejdsløse: Ansæt en ekstra pedel

De dagpengemodtagere, som fra årsskiftet bliver ramt af en kortere dagpengeperiode, kan blive ansat i servicejob i kommunerne, lyder et forslag fra Kommunernes Landsforening
KL-formand Erik Nielsen under en pause i mødet mellen landets borgmestre og KL i går i København. Formanden har foreslået, at kommunerne ansætter flere i servicejob for at afhjælpe problemet med dem, der falder ud af dagpengesystemet.

KL-formand Erik Nielsen under en pause i mødet mellen landets borgmestre og KL i går i København. Formanden har foreslået, at kommunerne ansætter flere i servicejob for at afhjælpe problemet med dem, der falder ud af dagpengesystemet.

Keld Navntoft

31. august 2012

Flere kommunale servicejob kan hjælpe de dagpengemodtagere, der bliver ramt kortere dagpengeperiode fra årsskiftet.

Det mener formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen (S), borgmester i Rødovre Kommune.

»Vi peger på, at servicejob, som er forsvundet, måske kan bruges i denne ekstraordinære situation. Vi er selvfølgelig nervøse ved, at vi i den offentlige sektor får prædikatet, at vi flytter fra den ordinære beskæftigelse til støttede beskæftigelse. Det vil vi ikke have. Vi vil meget gerne være med til at løse udfordringen, og det gør vi også som en stor arbejdsgiverorganisation,« sagde Erik Nielsen, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forleden havde inviteret arbejdsmarkedets parter, Dansk Arbejdsgiverforening og LO samt Kommunernes Landsforening og brancheorganisationen for a-kasserne AK-Samvirke til møde i ministeriet.

De skulle drøfte, hvordan parterne kan hjælpe de anslået 9.000-16.000 personer, som i 2013 vil miste retten til dagpenge ifølge Beskæftigelsesministeriet.

»Vi kan lave servicejob – helt ekstraordinært – som ikke længere er besat, som vi så kan bruge i en overgangsfase. Det kan være på skoler, hvor man i årevis udelukkende kun har haft én pedel – der kan man have to,« sagde Erik Nielsen.

Den melding bliver positivt modtaget hos på Christiansborg hos Enhedslisten, som selv i forbindelse med de kommende forhandlinger om næste års finanslov har foreslået, at der bliver oprettet 6.000-8.000 midlertidige servicejob i det offentlige.

»Derfor passer kommunernes forslag også som fod i hose til vores nødplan for dem, der falder ud af dagpengesystemet. Vi er nødt til at have et antal arbejdspladser klar, så de kan genoptjene retten til dagpenge,« siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.

Ifølge Christian Juhl kan man sagtens finde meningsfuldt arbejde rundt om i kommunerne til de arbejdsløse, fordi »service ikke er en objektiv størrelse«.

»Service kan udvides og indskrænkes. I de sidste mange år er det blevet indskrænket i kommunerne, så derfor er der mange ting, som ikke bliver lavet. Der er ingen grund til at tro, at de nye medarbejdere ikke vil have noget at lave,« forsikrer Christian Juhl.

Intet langsigtet perspektiv

Arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen har til gengæld svært ved at se det langsigtede perspektiv i den akutte, hjælpende hånd fra kommunerne til de arbejdsløse.

»At tage et servicejob, hvis man har en længerevarende uddannelse, er ikke noget, der opkvalificerer dig. Det giver dig en tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er selvfølgelig positivt, men spørgsmålet er, hvor relevant den er, når det ikke er inden for en branche, der er umiddelbart brugbar,« siger Flemming Ibsen.

Gennem de seneste år har kommunerne ofte klaget over en stram økonomi, rationalisering og fyringer har præget hverdagen rundt om på landets rådhuse.

Derfor undrer det også Kurt Houlberg, programchef ved Det Nationale Analyse- og Forskningsinstitut for Kommuner og Regioner, at Kommunernes Landsforening åbner for nyansættelser.

»Hensynet til at få flere i arbejde strider jo umiddelbart mod den trimning af den offentlige sektor, man har forsøgt at gennemføre de seneste år. Her har man netop forsøgt at klare driften med færre servicemedarbejdere ved at lave større enheder på især skole- og dagtilbudsområdet,« siger Kurt Houlberg.

Han understreger dog, at der ud over hensynet til at få flere i arbejde kan være en økonomisk gevinst for kommunerne.

»Hvis der er tale om job, som bliver støttet af staten, kan det muligvis i nogle situationer være en økonomisk fordel for kommunerne frem for at have borgerne på overførselsindkomst,« siger Kurt Houlberg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til KL’s forslag, men ifølge Beskæftigelsesministeriet vil hun snarest indkalde parterne til endnu et møde om, hvordan udfordringen med at skabe job til de dagpengemodtagere, som fra årsskiftet mister retten til dagpenge, skal håndteres. Erik Nielsen har heller ikke ønsket at uddybe KL’s forslag forud for det kommende møde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu