Læsetid: 2 min.

Liberal Alliance – ligesom Glistrup, nu også med udlændingepolitik

Ud med kriminelle indvandrere, lyder det fra Liberal Alliance. Dermed går partiet på strandhugst blandt borgerlige vælgere – denne gang fra højre
4. august 2012

I Liberal Alliance har man været bekymret for, om der nu var nok varer på hylderne, hvis partiet skal nå det erklærede mål om at gå fra de nuværende ni mandater og til 18 ved det næste folketingsvalg.

Udfordringen har været at undgå at blive opfattet som liberalistiske nej-sigere a la det oprindelige Fremskridtsparti, når Liberal Alliance for eksempel, som det eneste parti i Folketinget, tidligere på året valgte at stå uden for energiaftalen. Det har været afvejningen ved hver aftale som Liberal Alliance har skullet tage stilling til.

Det er derfor skæbnens ironi, at da Liberal Alliance fredag indledte den politiske sæson med sit sommergruppemøde på restaurant Vejlegården så var det ikke blot med den sædvanlige kritik af de gamle partier, som ikke forstår den økonomiske situations alvor.

Partiet, som ellers går ind for »åbne grænser, men lukkede kasser«, trak det såkaldte udlændingekort.

Udlændingepolitikken som netop Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup kastede sig over i sine sidste formørkede år, da interessen for skattelettelser og en mindre offentlig sektor gled i baggrunden.

Den nyudnævnte integrationsordfører Simon Emil Ammizbøll (der samtidig fortsætter som gruppeformand og politisk ordfører) foreslår nu, at folk med midlertidige opholdstilladelser skal udvises, hvis de begår straffelovsovertrædelser. At folk med permanente opholdstilladelser ditto, hvis de begår personfarlig kriminalitet eller andengangskriminalitet. Mens sidstnævnte gruppe mister muligheden for at få dansk statsborgerskab, hvis de alene overtræder straffeloven.

På et pressemøde, hvor Simon Emil Ammitzbøll og Anders Samuelsen omhyggeligt undgik at svare på, om forslagene vil være i strid med konventionerne, følte man sig i perioder hensat til Dansk Folkepartis af slagsen, når de to talte om, at »det er ikke rimeligt, at det danske samfund skal stå model til den form for kriminalitet«, at »man reproducerer den her kriminalitet i visse miljøer« – samt at »ingen skal tro, at de kan være her på en badebillet«.

Og hvis nogen skulle være lidt langsomme i optrækket, var der pyntet op med et lille dannebrogsflag på bordet med duoen.

Ny Alliance kom ellers til verden på sloganet »nok er nok«. En henvisning til at såkaldt anstændige, eller venstreorienterede om man vil, borgerlige vælgere var trætte af Dansk Folkepartis store indflydelse i dansk politik.

Men efter at Gitte Seeberg og Naser Khader havde forladt partiet – som nu hed Liberal Alliance – gjorde den tilbageværende af stifterne, Anders Samuelsen, det i 2010 klart, at udlændingepolitikken ikke havde hans interesse. I hvert fald ville Anders Samuelsen kun kæmpe for fire ting: mere vækst, lavere skatter, en mere effektiv offentlig sektor og større personlig frihed.

Med det nye udlændingeudspil forsøger Liberal Alliance altså nok en gang at gå på strandhugst blandt borgerlig vælgere.

Men denne gang fra højre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Christensen

Det er da dejligt at se, at man nu også officielt begynder at gennemskue de højrepopulistiske elementer i partiet.

Det er blot ærgerligt, at man overser de højrepopulistiske tendenser, sålænge de bare rammer alm syge og ledige danskere. At man først ser problemet, når det også favner udlændinge.

Højrepopulismen har spredt sig som ringe i vandet, og det er forfærdeligt, at vi har en blå presse, der vælger totalt at overse dette. I dag strækker højrepopulismen sig langt ind i Socialdemokraternes rækker.

Forfølgelse og stigmatisering af en befolkningsgruppe er lige ækel uanset hvem det rammer, om det er etniske danskere eller indvandrere.

Når man i den grad danser på line med menneskerettighederne, som utallige partier efterhånden gør, ja, så er den helt helt gal, selvfølgelig med partierne, men så sandelig også med pressen, der dækker over disse forfærdelige forhold.

Information var en avis, jeg i den grad ikke troede kunne udvikle sig i en så bovlam retning! Vågn dog op!

200-300.000 danskere tvinges mere eller mindre i dag til at arbejde gratis. Familier splittes, indvandreres børn udvises rask væk for mindre kriminalitet, ældre mennesker fyres og sendes på fattigdomsmøddingen, alvorligt syge, ja, invalide mennesker tvinges til at søge 8 job om måneden, hvis de har 2 timers ugentlig resterhvervsevne i sig, og forinden tvinges de igennem 5 årige lange arbejdsprøvninger osv. for at man kan vurdere, om det nu er 2 eller 3 timer de har sig.

Vågn dog op! Den er helt, helt gal selv i de partier, der blot for 10 år siden værnede om humaniteten og menneskerettigheder.

Hanne Christensen

Kommunisme, socialisme og menneskerettigheder er altså ikke synonymer.

Det er som om blå presse antager, at en liberal tankegang, social anstændighed og menneskerettigheder ikke kan følges ad.

Så efterlyser man anstændigheden og overholdelse af menneskerettigheder, så bliver blå presse angstforskrækkede og tænker kommunisterne kommer.

Det er far, far out.

Blå presse bør vågne op og se at få dyppet fyldepennen, for der er i den grad behov for fokus på den højrepopulistiske udvikling i de liberale rækker! Udviklingen er særdeles farlig!

Claus E. Petersen

Skide god idé efter min mening.
Kriminelle skal verfes UD, og det kan fanden galemig kun gå for langsomt.
Nå nej, tænk på den stakkels voldsmand. At skulle starte helt forfra i et fremmed land, når han nu HAR været til dansk timerne en gang i mellem.
Ak ja.. og alle konventionerne.
Det er HELT umuligt siger lille Stampe.
Men hvad med alle de kvinder og mænd og børn som er ofre?
Dem er der jo ingen konventioner for, så dem bevilger vi 14 minutters samtale terapi. Vi ER jo dog et velfærdssamfund.

Vibeke Nielsen

Den dér grå boks: Hvem har lavet den analyse, som ligger til grund for de påstande om LAs styrker og udfordringer? Og på basis af hvilke teser?

I min optik er det overhovedet ikke der LA er. De har tværtimod analyseret sig frem til, at de kan blive Danmarks nye store højrepopulist parti, der i modsætning til Dansk Folkeparti, kan appelere til de unge vælgere. Et Fremskridtsparti uden en stor og grim gammel mand i spidsen.

LA Bejler til de unge.
@ Vibeke Nielsen
Jeg tror nok, at LA er udmærket klar over, at det er en dødssejler de har gang i. Økonomisk kan de holde længe pga. af rige og indflydelsesrige sponsorer, hvis "hånddukker" LA´s polittikere er.
Medlemsmæssigt aner jeg ikke hvor stor tilslutningen er, men sandsynligvis ikke noget nævneværdigt, ellers ville offentligheden få det at vide af ledelsen i LA.

Politisk er Hanne Christensens analyse; kl.11.12 fuldstændig korrekt.
Godt ramt Hanne Christensen.
Derudover vil jeg lige afrunde med at sige, at LA ikke kan købe de unge mennesker til at stemme på sig.
Virkeligheden for unge idag peger ikke i retning af et
LA-wonderland med dertil hørende nedskæringer for så godt som 80% af befolkningen og masser af godbidder til dem der fodrer partiledelsen.

Rockergæld.
I forlængelse af debatten om udvisning af kriminelle indvandrere, som anført af LA, så har jeg et meget relevant spørgsmål til partileder-/funktionær Anders Samuelsen:
Er du ikke klar over at din betaling af rockere for din søns hashindkøb eller lign. var ulovligt.
Hvis du er så lovlydig, hvorfor begyndte du så at betale dem. Både rockerne og din søn skulle faktisk have været meldt til politiet efter gældende straffelov, men det skete ikke.
Det er åbenbart godt at have rige og indflydelsesrige venner. Men pas på du bliver deres hånddukke.

Vibeke Nielsen

John Hansen

Så skråsikker som dig, er der ingen grund til at være. Min oplevelse er, at netop et indvandrerskeptisk nulskatsparti vil kunne have endog meget stor appel til en ung generation i økonomisk krise.