Læsetid: 6 min.

Der er for lidt poesi i Danmark i dag

H.C. Andersen ville have været ’ulykkelig’ over Danmark i dag, fordi eventyret er trængt. Det mener Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, der vil have flere digte og mere sang og musik ind i hverdagen. Og Klaus Rifbjerg? Han er ifølge Alex Ahrendtsen ’lidt barnlig’
For Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, er det at læse en velskrevet bog en ’samtale med en god ven’, mens det at læse en bog eller forfatter, man ikke kan lide, er lig med kedsomhed.

For Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, er det at læse en velskrevet bog en ’samtale med en god ven’, mens det at læse en bog eller forfatter, man ikke kan lide, er lig med kedsomhed.

7. august 2012

Tropenattens sydende Kedel

fraader over mod Morgen ...

Regn, Regn fra Zenith!

Solen staar op i et Skybrud,

og ud af det regnkvalte Gry

springer der et eneste Lyn

af en uhyre lysbringende Kraft –

lange Draaber, lodrette Stave af Vand

staar stille som Glasting i Luften.

 

Digtet eksploderede i Alex Ahrendtsens hoved, da han som gymnasieelev i Kolding læste det for første gang.

Linje for linje satte Johannes V. Jensens Det Røde Træ gang i et følelsesmæssig udbrud, som den indtil da ikke specielt læsende teenager var uforberedt på.

»Jeg sad på mit lille værelse og kiggede ud i haven. Mens jeg læste digtet, brusede det igennem kroppen. Jeg havde egentlig kun oplevet samme intensitet af følelser, når jeg spillede fodbold. Lige pludselig var det ord, der kunne vække noget. Det var en åbenbaring, en begejstring, som jeg stadig tænker tilbage på. Jeg har faktisk ikke turdet læse det siden, for jeg er sikker på, at jeg vil blive skuffet. Litteratur og bøger har en periode, du ved – det er ikke sikkert, de taler til et menneske på samme måde senere i livet.« Information møder Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, i hans parcelhus i en forstad til Odense til en snak om kulturens betydning for ham.

Alex Ahrendtsen er i offentligheden mest kendt for sin valgvideo om Vollsmose, som fik ham anmeldt for racisme.

Senest har han gjort sig bemærket ved fra Folketingets talerstol at fremsætte anklager om »hashrygende borgerlige«, der stemte for forsommerens forslag om kirkelige vielser af homoseksuelle.

Hvad, netop ord kan betyde i politik, vender vi tilbage til. I første omgang handler interviewserien nemlig om folketingsmedlemmers eget forhold til kultur. Og det kan Alex Ahrendtsen tale længe om.

Han er cand.mag. og uddannet i dansk, litteratur, religion og oldgræsk. Han læser romaner på originalsproget – hvis muligt – og ud over de skandinaviske sprog gælder det engelsk, tysk, fransk og en smule italiensk. Det Røde Træ satte således gang i et liv, hvor bøger, digte og litteratur har fået plads. Alex Ahrendtsen var med ved den stiftende generalforsamling i Trykkefrihedsselskabet, og senere startede han selskabets forlag, som han stadig i dag driver sammen med formand Lars Hedegaard.

– Hvad rykkede ved dig ud over Johannes V. Jensen?

»Jeg var meget kritisk over for modernisterne. Fra Rifbjerg og fremefter. Jeg syntes, de var uægte. Der var mange fremmedord i deres sprog – det bryder jeg mig ikke om. Jeg er lidt puritansk på det danske – det var jeg allerede dengang. Johannes V. Jensen og det moderne gennembrud genopdager jo det nordiske i det danske. Det synes jeg, at Rifbjerg og Ørnsbo og alle dem der ødelagde, især i deres digte, som var tekniske i deres klang,« siger Alex Ahrendtsen, der til gengæld kalder St. St. Blicher for en »stor inspiration.«

Det samme gælder Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen, som han »først senere lærte at elske.«

– Men du gik uden om modernisterne?

»Jamen, vi skulle jo læse det. Strunge sagde mig ikke et klap. Jeg forstod simpelthen ikke alle de mennesker, som syntes, han var så god. Sagde mig intet.«

– Hvad, tror du, var årsagen til det? For han sagde jo mange mennesker noget?

»Uægthed. Uægthed …«

– Men du kan vel ikke bare sige, at så er alle andre mennesker, der forstår Strunge uægte ...?

»Nej, nej. Det er ikke en værdidom. Men mig sagde det ingenting. Jeg havde haft den oplevelse med Johannes V. Jensen, som viste, hvad ord kunne gøre for mig. Fint nok, at Strunge sagde andre noget. Fint. Men mig sagde det intet.«

Lytter til en stemme

– Rifbjerg er jo på mange måder blevet en hel generations fader. Han har sat ord på en tidsrejse for mange mennesker. Hvad har du imod ham?

»Jeg skal sige, at jeg ikke har læst forfærdelig meget af Rifbjerg. Han har jo skrevet 150 bøger, så det ville være uretfærdig af mig at dømme ham. Han er teknisk dygtig. Men jeg synes, han er lidt barnlig. Stadigvæk i sin høje alder ... Jeg synes, han mangler alvor. Den dybe alvor, som man finder hos de lidt ældre forfattere. Han er på mange måder velfærdssamfundets symbol på godt og ondt. En lidt forkælet indstilling til livet, fornemmer jeg. Allerede dengang jeg læste Den kroniske uskyld følte jeg, at der var en … uægthed … beklager. Men han er dygtig, og han er meget vidende.«

At læse en velskrevet bog er for Alex Ahrendtsen »en samtale med en god ven«, mens det at læse en bog eller en forfatter, han ikke kan mærke, er lig med kedsomhed.

»Man lytter til en stemme. Det er jo ikke alle mennesker, man gider lytte til eller snakke med. Det er derfor, det er godt med mange forfattere. Det er ikke en dom over Rifbjerg eller andre. Men mig siger det ikke så meget.«

– Hvilke bøger har så haft vedvarende betydning for dig?

»Homers Odysseen glædes jeg altid over.«

– Hvad er der med den?

»Det er sproget, fortællingen, mytologien. Og så er det personen Odysseus. På mange måder er Odysseus den første politiker. Achilleus er helten, og han dør. Og du kan ikke overleve politik, hvis du er som Achilleus. I politik skal man være som Odysseus. Man skal have målet for øje, man skal kunne lede, men samtidig skal man også være fleksibel. Så på den måde har Odysseus måske lært mig mere, end jeg vil være ved,« siger Alex Ahrendtsen, der har en fortid som kommunalpolitiker og viceborgmester i Odense, inden han ved sidste valg kom i folketinget.

Alex Ahrendtsen har været optaget af den tyske romantik, latinamerikanske forfatterskaber som Gabriel García Márquez og amerikansk litteratur som for eksempel Tom Wolfes Forfængelighedens Bål. Men der er to danske forfatterskaber, som han betragter som helt afgørende for sig selv: St. St. Blichers og H.C. Andersens.

»Blicher har en eminent fortælleteknik og et dybt menneskekundskab. Jeg har alle hans bøger og har læst det meste. Hos H.C. Andersen er det det poetiske … han poetiserer jo verden. Jeg tror, han ville have være ulykkelig over Danmark i dag.«

– Hvorfor det?

»Hans mission var at poetisere verden, at digte verden. At gøre verden skønnere med ord.«

»Megen af den poesi, som han trods alt fandt i sin samtid, ville han have svært ved at finde i dag, hvor verden er blevet teknisk. Sproget er blevet teknisk. Prøv at se på alle de forkortelser, vi i dag bruger. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Så på den måde er H.C. Andersen jo ligeså vigtig i dag, som han var dengang – måske endda vigtigere. Fordi han peger på en del af menneskelivet, som er trængt. Nemlig den billedskabende del, den fantastiske del.«

Når man taler med Alex Ahrendtsen om litteratur, får man en klar fornemmelse af, at det er evnen til at tage læserne med ind i en verden af følelser og fantasi, der rammer den 45-årige politiker mest. I forhold til de tyske romantikere er det Schlegel, Novalis, Hölderlin og Goethe »i hans unge år«. Alex Ahrendtsen forstår nemlig godt, at Goethe senere tog afstand fra romantikken, for som han siger:

»Romantikken bliver for meget digte ...«

Alex Ahrendtsen understreger igen og igen, at man »ikke kan dømme litteratur, for det er en personlig samtale.« Men hvordan hænger denne insisteren på individets ret til selvstændig fortolkning af kunst sammen med beslutningen om at gå ind i politik – en beslutning som for Alex Ahrendtsens vedkommende i høj grad var betinget af stillingtagen: Nærmere bestemt en modstand mod indvandring og EU?

»Jamen, politik er en helt andens sfære. Det er magtens sfære. Der er ikke plads til mellemregninger. Det er at vinde eller tabe. Og hvis man ikke kan lide det, skal man ikke være i politik. Der er ikke plads til digtning, poesi eller dybe diskussioner. For det handler om en ting. Spillet om magten. Og jeg er i politik på DanmWarks side. Den frie, selvstændige nations side. Andre er på en anden side. Og der er det min opgave at sørge for, at min side vinder. Det er et spil.«

– Hvordan kan du lave den adskillelse af din person i to verdener?

»Jeg adskiller ikke min person. Jeg er stadig den, jeg er. Men politik er et redskab til at opnå Danmarks frihed. Litteraturen er altid med mig. Men politik er ikke altid med mig, når jeg læser bøger. Litteraturen er med mig, når jeg er i folketingssalen, når jeg læser, når jeg beskæftiger mig med politik. Men folketinget er altså ikke altid med mig, når jeg læser bøger.«

Serie

Mig & kulturen

Hvert år i august indvarsler partiernes sommergruppemøder en ny politisk sæson. Informations politiske redaktion sætter i år sideløbende med den almindelige politiske debat fokus på politikeres forhold til kultur. Det sker i en serie med en række folketingsmedlemmer, der fortæller om kulturens betydning i deres liv.

Seneste artikler

  • Til kamp for den danske kultur

    24. august 2012
    For Enhedslistens Nikolaj Villumsen er kulturen den røde tråd i hans politik. For kultur er også arbejderkultur. Og arbejderkulturen er en dansk kultur, som er under pres
  • Holger K: Det er en fejl, at man ikke har gjort mere ideologisk op med Anders Fogh

    20. august 2012
    Velfærdsdebatten er blevet teknokratiseret i ekstrem grad, og der er brug for en idémæssig kulturdebat om, hvad det er, vi vil med vores liv og vores samfund, mener Holger K. Nielsen. Kultur spiller her en afgørende rolle
  • Uden kulturel bevidsthed ville jorden være flad

    16. august 2012
    Danskerne ville være fattigere uden ’Jeppe på Bjerget’, Kim Leine og filmen om Hvidstens-gruppen, mener tidligere kulturminister Per Stig Møller. Al kultur er ikke lige godt, og derfor må kvaliteten fremhæves og dyrkes
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

var H.C.Andersen.... ikke også træt af et danmark i forfald, skjulte der sig ikke samfundskritik i hans værker, mod at få et bedre samfund????

Steffen Gliese

Det er rigtigt, at Andersen næppe nogensinde har kunnet se sine mest satiriske skriverier udfoldet så præcist som i dag - om det så er Kejserens ny Klæder eller Klodshans eller Konen med Æggene, så er det helt sjovt at iagttage - og lidt sørgeligt.

Søren Kristensen

Første halvdel af Hvidstengruppen var god, men anden halvdel, altså den hvor de var blevet opdaget af tyskerne og stort set kun ventede på at blive straffet, kunne godt være klippet lidt tættere. Men nu skal det så siges at jeg så filmen i Dragør Bio og der er sæderne ikke just ergonomiske, så det kan selvfølgelig have indvirket på min oplevelse.

For så vidt spørgsmålet om der er for lidt poesi i Danmark, tja bum bum...hvis man har sans for det, så er der jo masser af poesi i hverdagen og hvis man fx. tænker på alt det rap, der lukkes ud i æteren, så kan man næsten argumentere for at der er for meget poesi - og for lidt musik, i forståelsen melodi. Men sådan er der jo så meget.

Ang. Johs. V. Jensen - skulle Alex A. måske lige checke dette digt ud:

"Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.

Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.

Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed
og svinde igen.

I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.

Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa
saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelæger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.

Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds
Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.

Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.

To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og
skærpes i mit Hjærte.

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.

Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.

fra Johannes V Jensen Digte 1906"

kilde: http://bh-o.dk/Dansk/2x06/Intereferens.htm

Læg mærke til fremmedordene...

Og så hører Johs. V. Jensen ikke til det moderne gennembrud (1870-1890), men snarere til det folkelige gennembrig (1900-1920) sammen med Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg (sagde den gamle dansklærer med mild stemme....)

Interessant er det da at Alex A. synes godt om Johs. V. Jensen, denne store racist i dansk litteratur.... Johs. V. Jensen ville være helt på det rene med, at der kun er 'en 'civilisation og den er vores'. samt at muslimer 'skal ikke bo her, de skal bo i muslimland'.

Digtet: Det Røde Træ kan læses her i sin helhed.

http://pragt.blogspot.dk/2006/11/tirsdag-14-november.html

Læg mærke til at Johs. V. Jensen taler om Singapore og dermed også om Østen, måske havde en slags længsel i sig efter at udforske ikke sindets grænser, men snarere en længsel efter at møde det fremmede udenfor en selv, så man kan blive bevidst om en selv, og så at sige se sig selv fra en ny vinkel. Eller sagt på en anden side: Johs. v. Jensen rejste bl.a. til Østen i stedet for at gå i psyko-analyse. (side 23 i Haugaard Jeppesens bog Johs. V. Jensen og den hvide mands byrde, Rhodos 1984, har inspireret ovenstående....)

----

Ang. Rifbjerg og Ørnsbo mv. så kunne det at de ikke sagde ham noget jo være, fordi at han ikke har de erfaringer, som Rifbjerg og Ørnsbo, eller Michael Strunge har....

-----

Og hvis Alex A. vil have mere musik i samfundet, bl.a. folkeskolen,så skulle han sørge for, at folkeskolen fik obligatorisk musik-undervisning op til 9.klasse...

Mascha Madsen

HCA. ville omgående have emigreret,om han havde hørt følgende fra rigets taerstol '' op af brøndens klare vand,trækker jeg min ti'hsemand..!''

Verden er blevet målrettet, drivkraften er logik, de guddommelige er blevet økonomer.

Ja, hvordan mon poesien trives under disse vilkår.

Ikke engang stavekontrollen anerkender ordet "poesien", hvor er vi så henne?

Leif Højgaard

Karsten tak for links. Angående Johannes V. Jensen så var han usædvanligt velorienteret om de aktuelle strømninger i hans tiden. Hans kendskab til USAs samfundsforhold var enestående, ligeledes hans fortrolighed med moderne amerikansk litteratur; vel nok som den første introducerede han således Jack London hvis værk Martin Eden beskriver hans samtid omkring år 1900. Jack London var socialist, men selve det, at hovedpersonen i værket beskrives som en semi-selvbiografisk karakter med en stærk dosis af individualisme giver læseren en nærhed af forståelse for datidens dilemmaer.

Jeg har en særlig affinitet ang. Johs. V. Jensen - jeg har skrevet bifagsopgave om ham engang for mange år siden...på dansk-studiet....

"Ikke engang stavekontrollen anerkender ordet “poesien”, hvor er vi så henne?"

Du skal blot idet du er bevidstgjort, trykke anerkend, og det vil i kraft af dit perspektiv snige det ind i kulturen igen.

Det tager måske kun en at rive kulturen ned, men det tager ligeledes kun en at genoprette den.

Michael Kongstad Nielsen

Og her er et digt:

" I rummet det vældige vugges
vor jord som på havet et blad,
og jeg er et støvgran, der glimter
gud ved i lyset af hvad?
Og dog er det hele solsystem,
der vugges i æteres bad
en krusning i mine tankers hav,
kun lille, og kruset af hvad?

Alle de voksende skygger
har vævet sig sammen til en,
ensom på himlen lyser
en stjerne så strålende ren,
skyerne har tunge drømme,
blomsterne i duggråd svømmer,
underligt aftenvinden
suser i linden."

"Stemninger" af J. P. Jacobsen, 1868.
I en let fornyet udgave.

Apropos en anden artikel i sommerens badning i god litteratur: "Stedord".

Lars Rasmussen

Hvor er journalistens kritiske sans blevet af? Ahrendtsen pakker et kulturkonservativt budskab ind som anekdote (af i øvrigt ganske romantisk tilsnit) og baserer det hele på en privat smagsdom. Oven i købet ved uden at få svar på tiltale at påstå, at det slet ikke ér en værdimæssig udmelding, at Strunge er "uægte" og Rifbjerg "barnlig" - og så fremdeles. Det er et ubehageligt forsøg på at ideologisere kunsten, specielt når afsender ikke engang kan stå ved sit eget snæversyn. Det eneste jeg ser her er et udsagn om, at poesi er en berigelse af kulturen kun for så vidt, at poesiens beskaffenhed stemmer overens med afsenders barndomsromantiserede tilbøjeligheder.

Lars Rasmussen

Og må jeg tilføje, at idéen om at litterær værdi kan måles på, om det minder om "en samtale med en god ven" snildt kunne læses som som et udsagn om, at kunsten ikke skal udfordre, men blot bekræfte. Det er ikke just en progressiv kulturordfører, der gemmer sig bag sådan en holdning.

Søren Peter Langkjær Bojsen

- Lars Rasmussen:

Uden at tage Ahrendtsens kultursyn i forsvar, så vil jeg da mene, at de vigtigste samtaler med ens bedste venner, er noget af det mest udfordrende der findes, og at idéen om at kunst partout skal provokere for at være interessant er lige så kunst-ideologisk fladpandet (og aldeles uprovokerende - selv Pia Kjærsgaard har udtalt, at kunsten skal provokere), som Ahrendtens kultur-konservative ditto.

Lars Rasmussen

Det er de færreste, der er i stand til at diskutere noget vitterligt fremmed med en ven, fordi de fleste vel vælger venner ud fra netop det kriterium, om der er en form for fælles grund, hvor man kan føle sig sikker på sig selv og hinanden. Desuden mener jeg heller ikke, at kunsten partout skal provokere - hvor har du det fra? Det der byder mig imod ved artiklen er først og fremmest, at den underholder et forsøg på at politisere et privat kunstsyn og gøre det til gældende for alle baseret på en eller anden ligegyldig anekdote om hans barndom. Eller også er det bare en naturlig skepsis overfor alt hvad en fascist har at sige.

Lykke-pedersen

Danmark du er og bliver verdens mest forrykte skede...du må heller' se at stop' gesjæften som rygtesmed...fortsætter det vil du helt sikkert blive rykket ned...og det siger jeg ik' for at true eller for at få dig til at svede...det er fakta og nu er det et faktum at du ved besked...du har afrettet flot fået nikkedukkerne ind på geled...så var det os' nemmere at sparke dem i røven som tak for at de sled...du har bestemt vist hvordan en herrerace burde få det til at gå ned...

du ligner Dustin Hoffmann når du står og spiller footsie...ka' bare ik' sæt finger på om det fra rainman eller tootsie...du har ikke anlæg for autisme du er bare retarderet...for det er hadet imellem dine borgerne som du har innoveret...Danmark du er smuk men du kan hverken snak' eller læs'...du er ligesom vinden ved limfjorden for du kan Kraftedme blæs'...du blæser bedre end der er blevet blæst af d. gillespie...og det talent alene gør dig til emperiernes yndlings pige...

Arh der kommer spaden så har vi balladen...har lyst til at snipe hende i panden nede ved kennedy arkaden...nogen ser op til hende som folk så op til John F...jeg synes stadig at Fru. Danmark er et latterligt fedt læs...for man blir' så tromlet at man ik' ka' se skønhed i de damer...man rådner væk og lader sig styre af Danske Banks reklamer...De ber' mig om at gør' det som jeg gør som den bedste...så nu hedder det poesi, lånte penge i Danske Bank og fortsæt med at feste...

Bjergen 2011...

Riffen...(Store Klaus...)

og til jer der ik' er vokset op med at ryg' pinde i kan få lov til at forsvinde inde i en af mine joints...det er dragende ikke ledende...hypermobilt flexerende det er dobbel-joints...men der er kød på og mekanikken er ik' ledløs...det er lede men den er fin og kompleks men også solid og ik porøs...den er det der får dig til at sætte din hat sjovt...det er den der ik' ka' holde mere pænhed ud og derfor gør det flovt...men ik' for sig selv det er benzin på bålet...det er den eneste brand der får overstrålet...blankheden stilstanden al den ikke-væren...det brænder ild til freon og sender det ud i stratosfæren...det er innovation på ny og gammel måde...ligesom at skifte sin bukser når dem man har på er blevet våde...når folk ikke længere går i skoven må man trække dem derind...sætte dem op i grenene og se dem ryge den pind...så vil deres sind slå rødder...i sortenmuld og de ville styrke deres åndelige muller...de ville styrke salget af fine afgrøder...de ville skrifte og græde ud ved sin nabos skulder...og klaus spiller det riff uden at stikke os blår i øjnene...ser lige på men også skævt til verden og sorterer lidt i løgnene...der er ingen tariff på de bogstav riff's han forærer...håber bare på at vi også åbner øjnene og fortærer...den del af skuf'kagen som vi for det meste kun kan skimte på den anden side...den er spist og borte og nu vil hestene bide...fordi vi ik' slap dem løs da tid var...og nu står vi her...og det er presserende at det er os selv vi må forklare...Men Klaus ka' hjælpe så det er klart tariff'en værd...selv folks der ik' har læst ham kender ham og det er da absolut blær...det ka' kun betyde at han har hjulpet mange med den indsigt...folk som ham giver i sidste instans folk som mig lyst til at digt'...og det er Klaus og bøgernes pragt...at man kan fodre folks uden brug af tragt...det er de tanker skrevet ned og lagt...og så ka' folks selv samle op på det man har frembragt...og ordenes sammensætninger skaber regnbuer...de springer bare ik' lige i øjnene og det er det man skal lure...og om man laver sin ungdomshærværk i hjørring eller i kandestederne kan vel være lige maje'...det former én at lave ballade lad det være understrege'...for man bliver ikke god af at være god...man bliver god af at skide i nælderne og derefter råde bod...på de narrestreger man har bedrevet...og så er det ligemaje om man har bedrevet i byen eller ved havet...det kan du vel godt se på trods af grå stær...? eller så kender jeg til en der ka' hjælp og han hedder rifbjerg...der findes ikke meget han ik' ka' sætte sig ind i...hans forfatter drive er voldsomt som var lyrik en smuk pige...og det er den...en af den slags piger man ik' ka' glemme...og slet ik' hvis hun er skabt af rifbjergs sind...han skaber ik' kun smukke piger men en smukt sammensat kvind'...men jeg er os' barn af en anden generation...derfor er det stadig rifbjergs kvinder jeg vil kron'...og gøre til dronning af mads...lyrikken er min drivkraft og riff' har leveret butangas...så derfor må jeg bukke og neje for kongen af dansk fortælling...og fastslå at Rifbjerg har stået for den syge melding...og her betyder sygt altså noget godt...ikke at man hoster og har hornet fyldt med snot...men det der for mig gør Riff til den rigtig fede...er at han lærte mig at jeg ik' skulle lade solen gå ned over min vrede...og med den fede mener jeg ik' den hærdebrede...men ham der gav mig indsigt da udsynet var nede...så vil sige tak for at have hjulpet mig op...og tak for at dit riff har været rock'n'roll og ikke bare pop...!

Bjergen 2011...