Læsetid: 7 min.

Lovlig heroin gjorde Robert clean

Robert Hansen var blandt de første, der startede på ordningen med lægeordineret heroin. I dag er han ude af sit misbrug, men han vil altid skulle kæmpe med risikoen for tilbagefald
I 1992 blev Robert Hansen introduceret for heroin af sin lillebror, der havde mødt stoffet i fængslet. Han startede med at ryge det, så fixede han det og var ’fuldstændig solgt’. Efter en årrække som junkie kom han på specialinstitutionen Valmuen, og det blev startskudet til hans liv som clean.

I 1992 blev Robert Hansen introduceret for heroin af sin lillebror, der havde mødt stoffet i fængslet. Han startede med at ryge det, så fixede han det og var ’fuldstændig solgt’. Efter en årrække som junkie kom han på specialinstitutionen Valmuen, og det blev startskudet til hans liv som clean.

4. august 2012

»Jeg kalder mig selv en addict. Det, der føles godt, gør jeg for meget. Jeg kan blive afhængig af hvad som helst. Småkager fra Netto eller at løbe,« siger Robert Hansen og uddyber:

»Hvis jeg finder en ret, der smager godt, så laver jeg den en måned i træk. Lige nu er det broccolisalat med bacon og nødder. Den er helt vild god, og så laver jeg ikke andet.«

Engang havde Robert Hansen skrappere kost på menuen.

Efter 20 år som narkoman blev han i 2010 tilknyttet ordningen med lægeordineret heroin på den nystartede københavnske klinik Valmuen. Det gav ham så meget ro i tilværelsen, at han de sidste ni måneder hverken har rørt stoffer eller alkohol. I dag er det stærkeste, han indtager, kaffe med varm mælk, som den han nu byder på i sin lejlighed på Østerbro i København. Til efteråret vil han gerne ud på arbejdsmarkedet som buschauffør. I 1992 blev Robert Hansen introduceret til heroin af sin lillebror, der selv havde mødt stoffet i fængslet:

»Han er blevet hooked på heroin af at sidde i Ringe Statsfængsel af alle steder. Det var ellers et meget lukket fængsel, men alligevel var der åbenbart masser af heroin,« siger Robert Hansen.

På det tidspunkt var Robert Hansen lige blevet uddannet pædagog. Han røg en del hash og havde tidligere eksperimenteret i det små med speed, kokain og svampe uden at blive afhængig.

Heroin havde han aldrig prøvet. »Jeg tænkte, at godt nok er heroin farligt, men jeg er jo pædagog. Jeg troede, jeg kunne styre det med mit intellekt.«

Det viste sig dog at være sværere end forventet.

»Jeg blev forelsket i heroinen. Jeg startede med at ryge det, så fixede jeg det, og til sidst var jeg fuldstændig solgt,« siger Robert Hansen.  

Hårdt miljø

Robert Hansen og hans bror voksede op i en typisk familie i Tingbjerg, der dengang var et middelklassekvarter. Forældrene var ikke misbrugere, og det stod ikke skrevet i kortene, at Robert Hansen og hans bror skulle blive narkomaner.

Men nu gled Robert Hansen længere og længere ind i et misbrug. Han ikke fik brugt sin pædagoguddannelse, men kom i stedet på kontanthjælp og begyndte at pushe på Vesterbro for at finansiere et forbrug på op til to gram heroin dagligt, der blev suppleret med kokain: »Det første, jeg tænkte på, når jeg vågnede, var, hvordan jeg skulle få heroin til mig selv og til at sælge. Det er ekstremt stressende at være narkohandler. At gå i Istedgade og hele tiden skulle se sig over skulderen for ikke at blive rullet eller stukket ned eller taget af panserne. Jeg gik jo alene, og det er et hårdt miljø. Jeg var heldig,« siger han.  

Det var han også i 2007, da politiet ransagede hans lejlighed.

»Jeg var heldig at få en betinget dom, fordi jeg havde lige under de 25 gram, der ellers normalt giver fængselsstraf.«

I stedet lød dommen på samfundstjeneste og Robert Hansen kom under tilsyn fra kriminalforsorgen.

Alligevel begyndte han snart at sælge igen: »Jeg er narkoman og skulle have penge til mit stof. Jeg skulle jo forsørge mig selv. Jeg er ikke typen, der går ud og laver knæk eller alt muligt lort. Så sælger jeg hellere heroin.«

Gennem årenes misbrug har Robert Hansen mange gange været i afvænning og på metadon for at blive stoffri. Det er lykkes i perioder, men hver gang er han faldet i igen, og med årene blev de clean perioder kortere.

Flere gange har han været tæt på at dø af en overdosis.

Ked af det

En dag hørte Robert Hansen om det nystartede Valmuen, kontaktede sit rådgivningscenter, og begyndte snart i et forløb.

»Jeg var super kriminel og havde det ad helvede til, så da jeg endelig kom på Valmuen, var det virkelig en lettelse. Nu behøvede jeg ikke være kriminel, for jeg kunne jeg få min heroin gratis. Så jeg tog ind på Istedgade og afviklede min forretning og betalte de folk, jeg skyldte penge.«

Brugerne på Valmuen, der ligger i Københavns Nordvestkvarter, får hver dag en eller to injektioner med heroin under nøje overvågning af stedets sundhedsfaglige personale.

Det første halve år brugte Robert Hansen på at komme psykisk og fysisk på fode.

»Jeg var ulykkelig og havde i virkeligheden mest lyst til at dø. Jeg

magtede ikke at kæmpe mere, men jeg fik energi af at komme på Valmuen og få noget mad, noget omsorg og noget heroin. Det tog lang tid, før kroppen og hovedet stoppede med at være i alarmtilstand og forstod, at jeg ikke var på jagt efter stoffer.«

Tiden omkring heroininjektionerne blev brugt på at male og tegne og dyrke sport og tage på ture.

»Langsomt begyndte jeg at se mig omkring i min omverden, og jeg begyndte at tænke på at komme på afvænning. Jeg kunne ikke se mig selv i et liv, hvor jeg konstant skulle være skæv af heroin.« Efter halvandet år på Valmuen startede Robert derfor i afvænning.  

Københavns Kommune sendte ham på tre måneders døgnbehandling på en klinik i Nordsjælland, og forløbet blev efterfulgt af dagbehandling og terapi.

I dag er Robert Hansens dagligdag noget anderledes, end da han pushede og misbrugte stoffer. Han træner, går i terapi og til møder i med andre anonyme narkomaner i NA, som er et frivilligt støttenetværk for folk, der kæmper for at komme ud af deres stofmisbrug. Og så tager han kurser i madlavning, spansk, klaver og kor på Kofoeds Skole.

»På Kofoeds Skole laver jeg lige nøjagtigt, hvad jeg vil lave, og som gør mig glad. Det giver mig ikke kvalifikationer til arbejdsmarkedet, men jeg er blevet fredet et halvt år af jobcentret, mens jeg får det bedre.

Til september har jeg været clean i et år, og så skal til at orientere mig mod at få et job,« siger Robert Hansen, der helst ikke vil tilbage og arbejde som pædagog.

»Jeg vil gerne køre bus. Det er et simpelt job, et ydmygt job, hvor man bare skal køre fra A til B uden så mange overvejelser.«

Overdosis

At Robert Hansen i dag kan sidde og have seriøse planer om at vende tilbage til arbejdsmarkedet skyldes i høj grad ordningen med lægeordineret heroin.

»Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde siddet her og været clean i dag, hvis jeg ikke havde været på Valmuen,« siger han. Det betyder dog ikke, at alle der bliver tilknyttet ordningen, nødvendigvis ender med at blive stoffri.

»Jeg ved ikke, om man entydigt kan sige, at fri heroin får folk til at blive clean. Nogen bliver hængende, og nogen kommer videre. Men det forbedrer livsvilkårene for narkomanerne og gør det muligt for dem at slappe af og se på omverdenen i stedet for at rende rundt på Istedgade sådan her,« siger Robert Hansen, mens han tager hænderne op til hovedet og laver et sæt imaginære skyklapper. Han har i dag kun sporadisk kontakt med dem, han var på Valmuen med.

»En af de andre er også blevet clean, og ham snakker jeg nogle gange med. En anden blev smidt ud, fordi han truede personalet. Han døde af en overdosis og lå derhjemme tre uger, inden han blev fundet. Det tog rigtigt hårdt på mig. Han var ikke så gammel og i behandling for første gang. Hvis du vidste, hvor mange mennesker, der er døde de sidste 20 år. Det er rystende.«

Siden Robert Hansen var tilknyttet Valmuen, er den sociale indsats blevet reduceret, hvilket også Information har beskrevet i tidligere artikler. Forringelserne ærgrer Robert Hansen.

»Med en forbedret social indsats, tror jeg, flere ville blive clean, og i hvert fald få et bedre liv. Det hjalp i hvert fald mig at kunne dyrke sport, og at der var mad og nogle at tale med, som fulgte med i min hverdag,« siger Robert Hansen, der flere gange har prøvet at få sin bror, som stadig er aktiv narkoman, tilknyttet ordningen.

»Hvis det kan hjælpe mig, kan det sikkert også hjælpe ham. Men han vil ikke underlægge sig kravet om at skulle møde op to gange dagligt. Sådan er der mange, der har det. Det er den samme anke, jeg hører igen og igen og igen.«

Robert Hansen fylder snart 48, og i dag er han tilfreds med tilværelsen.

»Jeg har brugt mange år på stoffer og tilbagefald, men jeg er glad for den, jeg er i dag. På bundlinjen er jeg privilegeret, også over at kommunen poster så mange penge i mig. For det er ikke småpenge,« siger han. Uanset hvor meget behandling, han modtager, vil han dog altid skulle kæmpe med risikoen for tilbagefald:  

»Jeg bliver ikke nogen helgen af at være clean. Jeg er stadig narkoman til fingerspidserne, og det vil jeg være resten af mit liv.«

Derfor vil han også fremover være nødt til at mødes med fællesskabet i NA sammen med folk, der har været clean i 10, 15 og 20 år.

Til møderne får man udleveret nøgleringe, når man har klaret en vis periode uden tilbagefald. Efter første dag får man en hvid, efter 30 dage en orange, efter 60 dage en grøn, efter 90 dage en rød og efter seks måneder en blå, forklarer Robert Hansen.

På fredag har han har ni måneders mærkedag, og så bliver det kulørte nøglebundt tilføjet en gul nøglering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu