Interview
Læsetid: 2 min.

Minister: Dansk bistand når frem

Udviklingsminister Christian Friis Bach ser det som et lyspunkt, at det afghanske civilsamfund vender sig mod korruptionen
Indland
13. august 2012

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R), korruptionen i Afghanistan bliver stadig værre. Transparency International og Integrity Watch Afghanistan mener, det internationale samfund bærer en stor del af skylden, fordi donorlandene ikke har ført ordentlig kontrol med, hvor pengene er landet?

»Det er først og fremmest den afghanske regerings ansvar at bekæmpe korruptionen i landet. Men når det er sagt, er det desværre korrekt, at rigtig mange internationale bistandspenge er gået tabt i korruption og svindel. Især fordi nogle af de største donorer har været alt for ivrige med at sætte projekter i gang. Det er selvfølgelig ærgerligt. Midt i en meget problematisk situation er det samtidig et lyspunkt, at det i stigende grad er civilsamfundet, der sætter fokus på korruptionsudfordringen. Danmark støtter i Afghanistan korruptionsbekæmpelse og en række civilsamfundsorganisationer herunder Transparency International.«

– Danmark donerer årligt en halv milliard kroner til Afghanistan. Hvad gør Danmark for at sikre, at de danske midler ikke lander i forkerte lommer?

»Danida arbejder løbende med at undgå korruption, ligesom vi altid følger op på konkrete mistanker om svindel med danske penge. For eksempel har Danmark givet det afghanske Undervisningsministerium omfattende finansiel rådgivning, så bistandskronerne kan følges fra det afghanske ministerium og helt ud til provinser som Helmand. Et andet eksempel er, at vi har udviklet og fået indført udbud i Undervisningsministeriet. Det er med til at reducere risikoen for vennetjenester og penge under bordet.«

– Kan du med hånden på hjertet garantere, at de danske midler ikke er blevet misbrugt? Hvis ikke, hvor stor en del af den danske bistand er så forsvundet i korrupte lommer?

»Ingen kan gardere sig 100 procent mod svindel. Heller ikke i Danmark. Men heldigvis har vi kun grund til at tro, at langt den overvejende del af den danske bistand er nået frem til de rigtige. Samtidig er det vigtigt at huske, at der altid er en balance mellem kontrol og effektivitet. Og vi må erkende, at der altid vil være risici forbundet med at yde udviklingsbistand i et fattigt udviklingsland som Afghanistan.«

Vigtigt ikke at overreagere

– Danmark giver en stor del af sin bistand direkte til det afghanske finansministerium, hvor ministeren pt. er under anklage for korruption. Hvorfor skal Danmark kanalisere sine midler den vej?

»Det er vigtigt, vi ikke overreagerer. Der er ingen, som har sat spørgsmålstegn ved det afghanske Finansministeriums generelle håndtering af bistandspenge. Verdensbanken og IMF har indtil nu ment, at kvaliteten af det afghanske Finansministeriums håndtering var meget bedre end i andre fattige udviklingslande. Desuden ville vores bistand blive betydelig mindre effektiv, hvis vi begyndte at bruge vores penge uden om Finansministeriet.«

–Har korruptionsanklagerne mod finansministeren ført til nogen tiltag fra dansk side for at undersøge, om danske midler er blevet deponeret på hans private konti eller på anden måde misbrugt?

»Der er foreløbigt intet, der tyder på, at danske penge er blevet misbrugt. Foreløbig er der iværksat en afghansk undersøgelse, og den afghanske finansminister har gjort det klart, at han vil samarbejde fuldt ud i opklaringen af beskyldningerne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her