Så bygges der igen på Christiania

Præcis som bestilt kommer betonbilen langsomt kørende kl. 13 op ad Midtdyssen. Den stopper lige efter Dyssebroen, hvor en håndfuld Christianiahåndværkere venter. De har i de forudgående dage ryddet den fredede vold for buske og gravet huller til punktfundamenter.

For første gang i mere end ti år bliver der nemlig igen bygget nyt på Christiania, og Frank, chaufføren i betonbilen, gør det lange og sammenklappelige transportbånd klar, så betonen kan sprøjtes direkte i hullerne.

Rutineret får han dirigeret transportbåndet ind mellem træerne på volden, og kort efter vælter den grå beton ned i det første hul, som fyldes på mindre end et minut. Sam, der fungerer som leder for støbeholdet, kommer løbende med en enorm elektrisk vibrator, som han stikker ned i fundamenthullet.

»Det forhindrer, at der er lufthuller i støbningen,« forklarer han, mens sveden drypper fra ham.

To andre håndværkere, Charlie og Kasper, får hver fyldt en trillebør og maser med at skovle betonen ned i de fjerneste huller, som transportbåndet ikke kan nå. Derefter skal der placeres trækbånd i den flydende beton. De skal bruges til at montere de limtræsbuer, som vil udgøre husenes bærende spær.

Trækbåndene tager Friederike sig af. Hun er projektansvarlig for husene og kom til Christiana for 12 år siden som tysk naver, og hun forklarer, at i første omgang skal der bygges to huse på Dyssen. Senere skal der bygges endnu to og så endnu et, og alle fem huse skal være indflytningsklar inden jul.

»Alles gut,« råber hun og løber videre til næste hul. Imens kommer flere og flere christianitter hen for at overvære støbningen. De har kolde sodavand og andet styrkende med til byggeholdet.

Uanfægtet af det historiske øjeblik fortsætter Frank med at styre transportbåndet med den flydende beton. Selv om det er første gang, han kører beton til fristaden, er det ikke første gang, han besøger Christiania, fortæller han.

»Men … det var nu mere i mine unge dage,« som han smilende tilføjer.

Ingen forsikring

Den 1. juli købte beboerne på Christiania efter at have optaget et lån i Kreditforeningen Danmark størstedelen af det gamle kaserneområde på Christianshavn for 51 millioner kontant. En mindre del af beløbet var tilvejebragt via salg af folkeaktier, og med salget forsvandt 40 års svingende usikkerhed om fristadens fremtid én gang for alle.

Den samlede købesum for det vældige område løber op i ca. 125 millioner, hvoraf godt 70 millioner skal bruges til at genoprette og renovere de gamle kasernebygninger.

Forud var gået et vanskeligt forhandlingsforløb, hvor fristadens beboere og ikke mindst deres advokat Knud Foldschack under årelange forhandlinger med Slots- og Ejendomsstyrelsen var nået frem til en aftale. Ifølge Knud Foldschack var aftalen endda ved at falde på gulvet i 11. time, fordi det ikke var muligt at få forsikret de mange huse, som christianitterne skulle købe. Og uden forsikring er det normalt ikke muligt at få et kreditforeningslån.

Et af mange elementer i aftalen er, at christianitterne skal fjerne fem-syv af de huse, som ligger på det fredede voldareal. Præcis dette element i aftalen har vakt kolossal bitterhed hos christianitterne, og det har holdt meget hårdt at få beboerne med på at fjerne eller nedrive nogle af de selvbyggerhuse, som i årenes løb er opført langs med Stadsgraven. Så det er netop for at skaffe erstatningsboliger, at de første fire huse skal bygges på Dyssen. Det femte hus skal så opføres i den del af fristaden, som kaldes Nordområdet.

En af de christianitter, der er gået med til at flytte, er Dennis. I fem år har han boet sammen med kæresten Tanja i en lille rød skurvogn, der har været klodset op på volden.

Dennis er mødt frem for at se støbningen til de nye huse, og han får hurtigt besked på at gribe en trillebør og en skovl. Håndværkerne larmer, da han bakker med den fyldte bør, så betonen er ved at skvulpe over.

»Fremad, Dennis. Altid fremad,« griner de. Dennis virker nu ikke særlig brødebetynget:

»Vi glæder os til at få et af de nye huse. Vi får mere plads og skal også betale mere i brugsleje. Men det har ikke været sjovt i så lang tid ikke at vide, om vi var købt eller solgt,« forklarer han.

Lakmusprøven

De nye huse på Dyssen er tegnet af en af Christianias egne arkitekter, Søren Pagode. Han har tegnet flere af Christianias huse, deriblandt den pagode, hvor han selv bor, og som han har taget navn efter.

To af de nye huse får græstørv på taget og kommer derfor til at ligne grønne bølger med store glasfacader ud til Dyssestien. Men det er ikke arkitekttegningerne, der har taget det meste af Sørens tid. Det har derimod været at få puslespillet til at gå op:

»At finde ud af, hvem der skulle flytte og finde nye byggefelter og få forhandlet med de nye naboer … det har taget lang tid at få skabt den win-win-situation, hvor vi opgav nogle huse, men fik aftalen og dermed mulighed for at bygge nogle nye fede huse,« forklarer han og tilføjer:

»Ude i samfundet er alle den slags ting jo på plads, når man først har en lokalplan. Men her på Christiania har det været en proces, hvor mange har skulle deltage.«

Søren lægger vægt på, at de nye huse bliver selvbyggerhuse, hvor Christianias egne håndværkere står for arbejdet.

»Vi skal være færdige inden jul, og det vil være en lakmusprøve på, om vi selv kan klare de meget store renoveringer, vi skal i gang med af de gamle kasernebygninger,« understreger han.

Selv om Søren har lavet udførlige tegninger til håndværkerne, er det ikke dem, han har sendt til kommunen. Dér har han bevidst lavet nogle grovere skitser, der kun viser husenes volume: »Vi vil beholde så meget frihed som muligt i forhold til myndighederne. Det er vigtigt, at almindelige christianitter kan arbejde kreativt i byggeprocessen, og derfor ønsker vi ikke at have alt besluttet ved indsendelse til myndigheder. Selvbyggertanken skal leve videre herude,« siger Søren og understreger, at han står inde for sine tegninger, »men ikke alle har brug for en arkitekt på Christiania. Vores kendetegn er netop forskellighed«.

Tilbage på Dyssen er støberiet ved at være overstået. Frank drejer transportbåndet ind over betonbilen og gør klar til at køre bilen i garage og holde fri, mens håndværkerne maser med at få de sidste trækbånd til at sidde helt nøjagtigt, inden betonen størkner.