Læsetid: 3 min.

Sisyfosmytens perspektiv

Vi ønsker at anspore befolkningen og virksomheder til at fremme en økonomisk udvikling, men glemmer i den sammenhæng helt den overordnede vision med væksten
3. august 2012

Når målsætningen er økonomisk vækst, og hvis den økonomiske udvikling ikke hviler på et filosofisk grundlag, som er uafhængigt af det økonomiske sigte, så risikerer vi en udviklingsform, som finder ligheder med Sisyfosmyten. Vi presser en økonomisk udvikling op ad bjerget – på en måde som alene skaber vækst ud fra en allerede defineret værdi. Ideen om en decideret udvikling udebliver, og i stedet bliver værdier meningsløse.

Sisyfosmyten kommer trillende med stenen. I Danmark har vi stået i kø for at skælde ud på finansverdenen på grund af bonusordninger og incitamentsstrukturer, der skulle fremme økonomiske merværdier. De skulle sikre økonomisk vækst. Og formentlig har kritikken været berettiget, men vi synes selv at gøre os skyldige i nøjagtig det samme med alle vores vækstpakker, når det bliver målet i sig selv. Vi ønsker at anspore befolkningen og virksomheder til at fremme en økonomisk udvikling, men glemmer i samme vending den overordnede vision med væksten. Udsagnene udtrykker alene et ønske om at tjene penge, sætte gang i hjulene, at arbejde mere, at udvikle en konkurrencedygtig beskæftigelse. Dette er den formulerede vision anno 2012. De klare visioner er fraværende. I århundreder har vi lagt os i selen for at kunne leve et liv, hvor ro og fred finder resonans i samværet med hinanden. Det er pragtfuldt. Ikke desto mindre kniber det med umiddelbarhedens væsentlighed. I Danmark er vi bange for blottelsen. Ingen står alene om dette. I stedet står vi alle midt i et fællesskab, som bryder den ene vision efter den anden. Alt er til forhandling, og pragmatikkens kunst sløjfer storheden. Vi tør ikke, have visioner, fordi det blotter ledelsen. Vi giver hellere op og bliver risikoavers.

Og når dette sker, så står vi på skuldrene af hinanden med ønsket om, at vi i det mindste ikke står alene med en holdning. Vi organiserer os ud af det og søger tilflugt i hinandens stille sind. Der er tale om en kulturel afvikling af vækstpotentialet. I stedet former landets borgerlighed ethvert artefakt af noget universelt og opbrydende. Og det er ikke en politisk borgerlighed. Det er en kulturel borgerlighed, hvor vi hverken tåler fantasi, det pludselige, det evige eller for så vidt nærværet – alt det, vi ikke kan forstå, tør vi ikke. Dette er plagen og begrænsningen for et egentligt væksteventyr.

For det første sker væksten i brydninger. For det andet sker væksten i modsætninger som et middel, der kan tjene en kollektiv udvikling. For det tredje sker væksten, når det enkelte menneske står i en ansvarsfuld sammenhæng frem for i en blindtest af økonomiske virkemidler. Og for det fjerde sker væksten af sig selv uden politiske doktriner. De økonomiske virkemidler er og forbliver lappeløsninger, når vi kigger på samfundet i sin helhed. De udgør ikke en tilstrækkelig sammenhængskraft, hvor ansvaret sørger for helheden af banebrydende vækstinitiativer. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad noget giver, skaber eller forbinder – bare den økonomiske vækst sikres. ’Fair nok’ i en tid, hvor overlevelse for mange kan være svaret. Men når vi kigger i historien, så finder vi en udviklingsform i Sisyfosmyten, der afspejler processen og virkningen af de økonomiske op- og nedture.

En vækstform, der forbliver meningsfuld, sker af sig selv, når bare vi har en klar vision, som befolkningen føler sig beriget af. Vi kan derfor også med rette spørge, om visionen skal handle om livsglæde, livskraft, indsigt, læring, kærlighed eller noget overraskende. Om ikke andet så står folk i kø for at slippe de meningsløse byrder og i stedet træde ind i et skabende fællesskab.

 

Materiel vækst, som vi kender den, er ikke længere mulig. Erhvervsfilosof Morten Paustian, tidligere departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller, pensionsdirektør Torben Möger Pedersen, tidligere direktør i Dong, Anders Eldrup, og økonom Jesper Jespersen giver deres bud på en ny dagsorden for vækst

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dansk styrke i international sammenhæng, er som bekendt danske unges enestående evne til at tænke 'ud af kassen' - i modsætning til eksempelvis, de kinesiske unge, der er fanget i oldgammel konfutse med forældet respekt for alderdom og system...

...det er derfor dobbelt påfaldende, at det er danske oldsager og emeritusser, der forsøger at formulere fremtiden med opkog af sentenser, hentet fra en mere end 40 år gammel samfundsvision: 'Oprør fra midten'. Personligt ser jeg ingen tendenser til at danske unge skulle have et massivt ønske om at træde ind i skabende fællesskaber ...baseret på livsglæde, livskraft, indsigt, læring, og kærlighed.

"Selve kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må forestille sig Sisyfos som et lykkeligt menneske."
(Albert Camus)

...og vi kan ikke længere tage broden af ungdommen gennem meningsløse krige.

- men vi kunne jo spørge de unge selv hvad de vil? Jeg tror ikke vi vil kunne li' svaret.

Det er egentlig de utroligste ting man kan spænde Sisyfos fast i ... jeg tænker på ham hver gang jeg tømmer vasketøjskurven ;o)

Steffen Gliese

Det var et fremragende indlæg, der ret præcist peger på det grundlæggende problem med politikken: at den intet vil.

Niels-Simon Larsen

Åh, jeg har det så svært med denne omstillingsklumme, som skulle være noget virkelig interessant, men er snik snak, og jeg har det svært med den pæne Morten Paustian, som kan snakke i et væk.

Hvis Inf. ikke har noget til overs for folk, der arbejder med miljøet og omstillingsprocessen i ’bunden af samfundet’, kan man heller ikke forlange, at avisen får flere abonnenter.

Ikke flere snakkemaskiner, tak.

Jørgen Rasmussen

Sikke da en masse sure opstød. I sin essens er problemet da helt reelt, da vækst i sig selv er et abstrakt begreb, der intet fortæller om samfundets velstand.

Hvis vi alle eksempelvis bliver grebet af en kolllektiv forbrugspsykose og styrter ned i Netto, Silvan eller Ikea for at indkøbe nye meningsløse ting til vores boliger, skal detailhandlen ansætte flere mennesker, hvilket pr. definition øger den økonomiske vækst.

Men næppe ret mange vil vel i fuld ædruelig tilstand hævde, at samfundet bliver rigere af den grund.

Vi er derfor - som Paustian plæderer for - nød til beslutte, hvad vi vil med væksten, hvis denne skal være meningsfuld.

Personligt ser jeg gerne "væksten" blive brugt på grønne og miljøfremmende tiltag, en bevidst og målrettet satsning på kultur og sport samt sociale foranstaltninger, der styrker den sociale mobilitet og inklusion i almindelighed.