Læsetid: 3 min.

Skoler i hele landet, forny jer!

Minister for børn og undervisning Christine Antorini vil revolutionere den danske folkeskole, men har hun metoderne til at få skolerne til at forbedre sig fundamentalt?
22. august 2012

Først på sommeren fik Enhedslisten en over nakken for at være et revolutionært parti. Forleden brugte minister for børn og undervisning Christine Antorini (S) ordet revolution uden at få så meget som en skramme. Forskellen er nok, at mens Enhedslisten – indtil et nyt principprogram siger noget andet – vil omstyrte det kapitalistiske samfund, vil Antorini sammen med skolefolk, praktikere, politikere og eksperter blot forandre den danske folkeskole med et manifest for en Ny Nordisk Skole. Manifestets formål er at sørge for, at alle børn og unge bliver så dygtige, som de kan, uanset social baggrund. I sidste uge fortalte Politiken på lederplads, at målet er overkommeligt at nå. For folkeskolen er bedre end sit omdømme, og der er kun sket en beskeden stigning – tre procentpoint – i afvandringen fra folkeskole til de frie grundskoler i løbet af de sidste 10 år. Konklusionen bliver derfor, at det handler om at tale skolens omdømme op og opnå succes med at gøre skolen inkluderende.

Men er opgaven så overkommelig, og midlerne til at løse den stærke? Næppe. At gøre skolen inkluderende er lige så vigtigt, som det er vanskeligt. Ikke mindst fordi ressourcestærke forældre ikke finder sig i de problemer af faglig og social karakter, som en øget inklusion fører med sig. Putter man børn med adfærdsvanskeligheder, indlæringsbesvær og et enkelt diagnosebarn ind i samme klasse, risikerer man, at andre forældres børn rykker ud. Disse forældre går efter bedre undervisningskvalitet, bedre kammerater og bedre pædagogiske principper og værdier. Det vil sige de tre forhold, som topper listen over, hvad der er vigtigt for forældre, der har valgt en anden skole end den lokale folkeskole. Vi ved også, at moderne forældre i princippet er parat til ikke bare at vælge en privatskole, men også en anden folkeskole, hvis den er bedre på disse dimensioner. Og det frie skolevalg er en mulighed, alle går varmt ind for. Derfor handler det ikke kun om at regne på, hvor mange der er udvandret fra folkeskolen til frie grundskoler, men om vandringsmønstre inden for folkeskolens rammer. Her skal man særligt lægge mærke til København og de store byer, hvor brugen af frit skolevalg til at vælge en anden folkeskole ligger på 13 pct. i snit. Så sagen er, at vi formentlig havde haft langt flere børn i privatskoler og færre i folkeskoler, hvis vi ikke havde fået frit skolevalg. Tilbage står spørgsmålet om, hvor fælles folkeskolen faktisk er.

Kommunistisk manifest

Hvordan vil Antorini få ressourcestærke forældre til at forbedre den enkelte skole indefra, når hun ikke vil tvinge dem til at benytte sig af en bestemt skole? Det er ikke videre nemt.

Det illustrerer et eksempel fra den nye bog Hvem sagde samarbejde? Om skole-hjem-samarbejde i de danske skoler. Et forældrepar var bekymret for, om deres søn blev tilstrækkeligt udfordret. Derfor ønskede de en særlig vurdering af hans faglige standpunkt. Det tilgodeså skolen ikke. Barnet blev derfor flyttet til en anden folkeskole. Ifølge forfatterne til bogen peger dette og andre eksempler på, at skolen er domineret af en tilpasningskultur, der lægger hindringer i vejen for bestemte former for kritik og – kunne man tilføje – får forældre til at bruge deres frihed til at stemme med fødderne. Tilbage står derfor at diskutere, om skolens relativt gode omdømme hænger sammen med, at der bliver lagt låg på kritik, og om større åbenhed for kritik vil forbedre skolen.

Det er i god kommunistisk forstand lykkedes Antorini at mobilisere alle folkeskolens interessenter om et manifest, som man ude på landets skoler kan tilslutte sig – på hver sin måde. Men opgaven er stor og vanskelig og midlerne måske ikke de stærkeste. Og dog. De bedste revolutionære i Danmark er pr. definition reformister. Dagen efter de har annonceret revolutionen, knytter de an til det forhåndenværende.

Claus Holm er chef for Internationalt kontor, Institut for Uddannelse og Pædagogik, (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

... ja, og se at få fyret denne anakronistiske og stalinistisk ensporede Danmarks Lærerforening med formanden, den reaktionære prop i fremsynetheden og fornyelsen - lille ABC ...

Jonas Philomath

Jeg vil mene tiden er kommet til at genovervejet begrebet skole. Læring er ikke noget der kun forekommer når man læser i en bog, eller når læreren taler, men er noget der er allestedsforekommende.

Kilden til god læring er interesse, og interesse forekommer ikke under strenge autoritære forhold som dem der er almindelige i vores folkeskoler.

Jeg vil mene at vi i Danmark på nuværende tidspunkt kun har en skole der formår at nærme sig essensen af hvad en skole bør være, og det er Den Demokratiske Skole nær Roskilde.

Hanne Gregersen

@Jonas

"strenge autoritære forhold som dem der er almindelige i vores folkeskoler." det er vist længe siden, at du har været i en skole :o)...... er problemet ikke netop, at lærerens autoritet dagligt undermineres af hysteriske forældre og møgunger, der ikke kan sidde på deres flade og indgå i læringsfællesskab ?

Hvorfor altid hakke på de såkaldte møgunger og deres med rette bekymrede forældre ...

Aldrig har der været så mange forskere, vejledere, konsulenter etc. tilknyttet skolernes univers - og aldrig har der været så mange analfabetiserede elever, der forlader den danske pigeskole ...

Heinrich R. Jørgensen

Man må tage sig til hovedet, over den udbredte uformåen navnligt såkaldte "uddannede" demonstrerer uafladeligt. Ingen nævnt, og ingen glemt.

En skolereform der ville afstedkomme dybe forandringer (på sigt), kan beskrives med ét ord: Trivium.