Kommentar
Læsetid: 3 min.

Den store udfordring

Hvordan får vi på én og samme tid mindsket arbejdsløsheden og reduceret miljøbelastningen?
Indland
27. august 2012

Det spørgsmål, jeg ofte mødes med i debatten om ’vækst og miljø’, er: ’Jamen, hvad med arbejdsløsheden? Er vækst i produktionen ikke en nødvendighed for at reducere arbejdsløsheden og dermed sikre en bedre samfundsøkonomisk balance, så vi kan få råd til at gøre noget ved bl.a. miljøproblemerne?’

I en krisetid, hvor arbejdsløsheden i Europa er den højeste i efterkrigstiden, er det et absolut relevant spørgsmål. Den store udfordring er derfor, hvordan får vi på én og samme tid mindsket arbejdsløsheden og reduceret miljøbelastningen? I økonomernes verden er det private forbrug den motor, der skal øge BNP, så finansministeren kan få lukket hullet i statskassen uden at hæve skattesatserne. Og for at det ikke skal være løgn, har økonomerne konstrueret en ’drømme-model’, der fungerer så sindrigt, at lavere skatter – navnlig for de højeste indkomster – i særlig grad øger finansministerens indtægter. Teorien er den noget overraskende, at skattelettelser ikke alene vil få befolkningen til at arbejde mere; men de vil også få det private forbrug og væksten til at stige.

Hu hej, hvor det går i økonomernes model. BNP stiger, jobbene springer frem og arbejdsløsheden falder så meget, at finansministeren ligefrem får et overskud ud af skattenedsættelsen. Væksten skal mindske arbejdsløsheden og dermed aflaste finansministerens kasse. Produktion er blevet en form for beskæftigelsesterapi; for jo mere der forbruges, desto flere job skabes. Den økonomiske sagkundskab anbefaler derfor, at ’dankortene svinges’, som løsningen på krisen; for det skaber beskæftigelse.

Økonomi er ikke et mål

Men det er at vende alting på hovedet fortsat at gøre ’lønarbejdet’ til et mål i sig selv. Økonomi bør ikke være et mål i sig selv. Det må ikke glemmes, at parallelt med væksten tilbage i efterkrigstiden blev den ugentlige arbejdstid sat ned fra 48 timer til 40 timer (og senere til 37 timer), og ferien forlænget fra én uge til fem/seks uger – fordi fritiden er ’det bedste guld’.

I dag er vi nået dertil i velstand, at ingen kan opretholde en tålelig levestandard med et 30-timersjob. (Her forbigår jeg de familier, der inden for de sidste 10 år har forkøbt sig på en for dyr bolig – også det findes der løsning på). Det store flertal af danskere, der har beskæftigelse, arbejder kort og godt for meget. I Frankrig har den nyvalgte præsident besluttet at fastholde 35 timer som normal arbejdsuge, at øge beskatningen ved overarbejde, at rulle pensionsalderen tilbage fra 62 til 60 år.

Jamen, vil det ikke spænde yderligere ben for løsningen af en række arbejdsopgaver i velfærds- og miljøsektorerne? For det er åbenbart, at der er behov for flere beskæftigede i velfærdssektoren ikke mindst, hvis arbejdstiden sættes ned. Hvem skal i givet fald betale for det? Det skal alle, der har en indkomst og et boligforbrug over gennemsnittet – også her kan der hentes inspiration fra Frankrig. Men vil det ikke mindske arbejdsudbuddet yderligere? Måske, men man kunne jo starte med boligskatterne, millionær- og formueskatten, samt arveafgifterne. Skulle det mindske udbuddet af arbejdstimer, ville det blot bidrage til at opnå en mere lige fordeling af beskæftigede, ledighed og fritid.

Hvordan med miljøet? For det første vil denne arbejdstidsreform i sig selv dæmpe væksten. For det andet bør den understøttes af en omstilling til vedvarende energi finansieret af øremærkede grønne afgifter.

Summa summarum: Reduktion af arbejdsløshed, øget velfærd og mindsket miljøbelastning er således ikke hinandens modsætninger – og slet ikke i et samfund, hvor ’få har for lidt og mange tilstrækkeligt’.

Så er det heller ikke sværere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Tak til J.J.
Arbejde er noget vi skal dele og det samme med lønnen. Det fordrer selvfølgelig et andet syn på arbejde og løn – og på samfundet i øvrigt.
Der er nemlig vigtigere ting i livet end arbejde og løn. Det har aldrig været meningen, at det skulle have så stor betydning, så livet nærmest mistede sin mening, hvis man ikke kunne få lov at være slave og leve under pengenes tyranni. Derfor må vi også se på, hvem vi arbejder for, og hvad vi arbejder for? Det er de færreste, der tør stille disse hvem-og-hvad spørgsmål.

Øget vækst giver øget miljøbelastning. Det er fint, at nogle fabler om noget andet, og de skal da bare føre det ud i de realistiske baner. Vi har dog ikke 30 eller 50 år til omstillingen. Temperaturstigningen er i gang, så derfor må vi ned i vækst for at standse væksten i katastrofer.

Set i det rette perspektiv er (som J.J. siger det) ’Reduktion af arbejdsløshed, øget velfærd og mindsket miljøbelastning (er) således ikke hinandens modsætninger’.
Det drejer sig blot om modet og fantasien til at gennemføre en omstilling.

Glimrende, glimrende. Mere af den slags. Hele beskrivelsen af økonomernes 'drømmemodel' er jo vanvittig absurd og grinagtig. Det, der er mærkeligt, er jo ikke så meget at dette kan konstateres, men den kendsgerning, at landets såkaldt 'førende' politiske og ideologiske elite (med ubegrænset adgang til intellektuelle ressourcer) tror på at modellen er det bedste grundlag for handlinger, der sikrer et ordentligt, anstændigt og bæredygtigt samfund.

Lise Lotte Rahbek

Øg beskatningen på ressourcerne og lemp skatten på arbejdskraft (indkomstskatten).
Damark har meget arbejdskraft og knap så mange råvareressourcer at trække på.
Lad os bruge det vi har og øge skatten på det, vi skal købe af udlandet.

Gentagelser fremmer.. øhmn. redundansen.

Steffen Gliese

Kan man stemme på Jesper Jespersen som stats- og finansminister? Det ville jeg gerne kunne.

Steffen Gliese

Niels-Simon Larsen, der er jo reelt ingen grund til at dele lønnen, da de penge jo indtjenes i samfundet, men i dag blot gives som kompensation for at stå uden arbejde.

Niels-Simon Larsen

Om de så råber eller skriger, får de ingen vækst (med mindre de fuldstændig æder naturen op).
Vi bliver nødt til at indrette os efter, at vi er et ’rumskib’ med begrænsninger. Her er en vis mængde arbejde at udføre og en vis mængde penge at fordele. Desuden er Jorden et forrådskammer, vi ikke må tømme.
Tre konstanter at forholde sig til.

jesper jespersen

1. Tak for de positive kommentarer. Det overordnede tema for mine 'klummer' er en belysning af, hvorfor økonomisk væøkst ikke er svaret på den store udfordring, som de rige lande står overfor i det 21. årh. Her vil fordelingspolitik være alt rigeligt til at sikre at 'få har for meget og færre for lidt' - den sociale balance, hvorved den politiske kraft kunne reserveres til at mindske miljø- og ressourcebelastningen.

2. Der havde desværre sneget sig to meningsforstyrrende fejl ind i klummer:

a. (Her manglede eftersætningen) 'Teorien er den noget overraskende, at skattelettelser ikke alene vil få befolkningen til at arbejde mere; men de vil også få det private forbrug og væksten til at stige [så meget, at der kommer et overskud i finansministerens kasse].

b. sætternissen har været på spil i nedenstående sætning: 'I dag er vi nået dertil i velstand, at ingen kan opretholde en tålelig levestandard med et 30-timersjob.' ----- 'ingen' skal erstattes med 'alle'.

Beklager!

Min næste 'klumme' skal omhandle det paradoksale forhold, at Finansministeriet kræver, at offentlige investeringer kan give et realt afkast på 5 pct. p.a. for at give grønt lys - i en situation, hvor staten kan låne til en negativ realrente!
Hertil kommer den hovedløse regel, at underskuddet på statsbudgettet (inkl. fornuftige investeringer) ikke må overstige 3 pct. af BNP - selv i krisetider.
Ovenstående svarer til at skyde sig selv i foden ikke én men to gange - for en sikkerheds skyld. Det vil sige, så man er sikker på ingen vegne at komme!

Teorien er den noget overraskende, at skattelettelser ikke alene vil få befolkningen til at arbejde mere; men de vil også få det private forbrug og væksten til at stige.

Steffen Gliese

Det interessante ved Jesper Jespersens pkt. b. er, synes jeg, at man tager det fremsatte synspunkt til efterretning som en generel betragtning, selvom vi alle ved, at det i vores specielle tilfælde ikke er dækkende - på den måde kan man acceptere begge, modsatrettede udsagn. :-)
Det er dog en sund og potentielt dagsordensættende pointe, at vi i realiteten ikke behøver at arbejde nær så meget for at leve udmærket.