Læsetid: 5 min.

Afdansningsbal i løvens hule

Med Villy Søvndal som formand bevægede SF sig ind i løvens hule hos Socialdemokraterne. Efterfølgeren skal gøre højredrejningen meningsfuld og løse partiets aktuelle identitetskrise. Det tegner til en urafstemning om formandsposten
Med Villy Søvndal som formand bevægede SF sig ind i løvens hule hos Socialdemokraterne. Efterfølgeren skal gøre højredrejningen meningsfuld og løse partiets aktuelle identitetskrise. Det tegner til en urafstemning om formandsposten
8. september 2012

SF’s historie, magtkampe og politiske meningsforskelle fra Aksel Larsen til Villy Søvndal kan groft sagt koges ned til ét spørgsmål: Hvor tæt skal vi lægge os op adSocialdemokraterne? I et land, hvor Socialdemokraterne i lange perioder efter Anden Verdenskrig har været synonym med regeringsmagten, har netop dette spørgsmål defineret lillebroderen SF’s identitetskrise.

Helt tilbage fra dengang Aksel Larsen spadserede via stierne mellem Fuglebakkevej og Egernvej på Frederiksberg for at stoppe ved lågen i baghaven foran daværende statsminister Jens Otto Krags hus, har SF’ere skændtes om, hvorvidt de skulle gå efter indflydelse eller frihed. Villy Søvndal blev manden, der besvarede det evige spørgsmål med handling. Som formand har han stået i spidsen for den historiske højredrejning, som har fået SF ind i en regering for første gang nogensinde. Villy Søvndal skabte, som han lovede i 2005, fornyelse, foryngelse og fremgang i SF. Alligevel forekommer SF’s identitetskrise større end nogensinde. For hvad skal man så lave, når man først er kommet ind i løvens hule? Og hvordan undgår man at blive fortæret undervejs?

Beslutningen om at bringe SF i regering er nok historisk, men endnu ikke foldet ud på en måde, så den er retfærdiggjort. Det bliver en ny formands opgave. At komme med svarene på, hvordan SF’s kontrafej tager sig ud på fotografiet i midten mellem Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. For det er ikke lykkedes for Villy Søvndal at finde en grimasse, der kan passe.

Mere af det samme?

SF er som få partier på Christiansborg vant til intern uenighed og debat. Folkesocialisternes tradition for diskussion kan måske hjælpe dem til at komme igennem en eventuel urafstemning mellem to kandidater uden, at det trækker sig smertelige spor, som man i nyere tid har set hos f.eks. Socialdemokraterne og Konservativ. Mens Auken-fløjen og Nyrup-fløjen i Socialdemokraterne blev født ud af et traumatisk formandsopgør i 1992 og martrede partiet i en lang årrække bagefter, sker det samme næppe for SF. Men dermed ikke sagt, at sundhedsminister Astrid Krag, der i går blev nævnt som kandidat til formandsposten, bliver kåret uden modkandidat på partiets næste landsmøde.

Krag er en del af ’SFU-fløjen’, som også rummer skatteminister Thor Möger Petersen og politisk ordfører Jesper Petersen – dem Villy Søvndal allierede sig med, da han selv blev formand. De står derfor også for den topstyring og centralisering af magten, som Søvndal og Thor Möger Pedersen har gennemført – og er af samme årsag ikke elsket i alle dele af SF. Nogen taler ligefrem om, at ’SFU’erne’ har ’kidnappet’ SF, og at det nu er på tide at tage det tilbage. Ifølge de kilder, som Information har talt med, forventer de fleste derfor, at Krag får en modkandidat – og også en seriøs en af slagsen. Vedkommende vil komme enten fra partiets ’grønne’ fløj, der mod Villy Søvndal i 2005 stillede med Pia Olsen Dyhr, eller fra den mere klassiske ’røde’ midterfløj, hvor man finder gruppeformand Pernille Vigsø Bagge og finansordfører Jonas Dahl. Det betragtes ikke som en mulighed, at Pia Olsen Dyhr stiller op igen. Den grønne fløj har umiddelbart to mulige kandidater, der – hvis de altså selv vil – er aktuelle: Miljøminister Ida Auken og borgmester i Lejre Mette Touborg, der på partiets landsmøde i foråret blev valgt til næstformand. De to skulle efter, hvad Information erfarer, lige nu være i tænkeboks, mens forventningen er, at Astrid Krag allerede er afklaret med, at hun stiller op. Dette er dog ikke bekræftet endnu – Krag selv meddelte på sin facebook i går, at hun endnu ikke har gjort sin stilling op.

Mette Touborg har den fordel, at hun både betragtes som ’rød’ og ’grøn’, mens Ida Auken er mere kendt i offentligheden. Det er dog ikke offentligheden, men SF’s medlemmer, der skal vælge den nye formand, hvis det kommer til en urafstemning. Her spås Ida Auken bedre chancer end Astrid Krag. Andre håber på, at finansordfører Jonas Dahl har mod på at stille op, men det betragtes af de fleste som en postgang for tidligt.

Både ’de røde’ og ’de grønne’ ser med skepsis på Astrid Krags evne til at samle SF. De to grupperinger har i høj grad følt sig kørt over af ’SFU’erne’ eller ’arbejderisterne’ som denne gruppe også kaldes. Der har været betydelige frustrationer i folketingsgruppen over, at Villy Søvndal har lyttet så meget til Thor Möger Pedersen og håbet er nu, at en ny formand vil give mere plads til de forskellige strømninger – også i ledelsen.

De frygter, at Astrid Krag blot vil være ’mere af det samme’ og ikke stå for en reel ny linje. Det er ifølge Informations oplysninger den mest tungtvejende grund til at forsøge at få modkandidater til at melde sig på banen.

Skal favne bredt

En ny formand for SF skal derfor kunne favne bredt i partiet. I spændet mellem ’arbejderister’, ’grønne’ og ’røde’ skal vedkommende være i stand til at finde fælles grund – både når strategien skal lægges og når beslutningerne skal træffes. Der skal gås på line mellem slappere og strammere i udlændinge- og skattepolitikken, mellem EU-skeptikere og EU-tilhængere, mellem den bløde og den mere hårde socialpolitik. Kort sagt leder SF efter en formand, der kan tale med alle og favne alle: Højskole-SF’ere som arbejder-SF’ere.

Villy Søvndal selv blev meldt ind i SF i 1977. De seneste måneder har han meldt sig mere og mere ud af SF’s ledelse og overgivet roret til Thor Möger Pedersen, manden der stod forrest i det beskidte strategiarbejde, da folkesocialisterne fik skubbet kameler i form af strammere udlændingepolitik og skattepolitik ned i halsen.

Det var således Thor Möger Pedersen, der sammen med Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen i sin tid besluttede at afsøge den fælles grund mellem de to partier – et samarbejde der førte frem til det fælles valgprogram. I erkendelse af, at de hver for sig ikke var stærke nok til at vælte VKO-flertallet, tog SF de skridt, der skulle til for at nærme sig Socialdemokraterne.

Søvndal og Möger har æren for at fuldende det, som Aksel Larsen aldrig fik lov til: At spadsere hele vejen ind i løvens hule. Efter Søvndals afdansningsbal i går bliver det op til en ny formand at sørge for, at partiet overlever vovestykket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Artiklens tankegang er forfejlet, omend den afspejler tidsånden. Det handler ikke om "foryngelse", men om politik. Det handler ikke om personer, men om politik. Det handler ikke om ministerbiler, men om politik. SF kunne sagtens have fået mere politik igennem - det er det, den næste formand skal arbejde for, ikke egen karriere.

SF kunne sagtens have været en succes som regeringsparti, men da man hoppede på den neoliberale vogn var løbet kørt. At tro man kan løse krisen ved at gøre mere at det som udløste den er så dumt at ikke en gang demokraterne i USA tro på det. Hvornår blev Obama mere rød end Villy?

Jens Holger Laursen

Set i lyset af, at SF ved næste valg bliver slagtet - og dermed slået helt blå - så er det vel et fornuftigt skridt af Villy Søvndal. Han vil få en ung kvindelig formand til at tage de tæsk, han selv skulle have haft, og en formand, som han i nogen til høj grad vil kunne styre fra kulissen.
På den anden side, er der ingen oplagte (læs folkelige) kandidater - og de, der faktisk er, ser ud som det rene S-vedhæng - velskolede statskundskabere. Én af dem har så sent som i dag sågar erklæret sig tilhænger af, at velfærdstaten skal være springbræt fremfor sikkerhedsnet. Det er i sig selv noget fascistoid tågesnak. Det ligner en linedans på spærregrænsen.

Søren Kristensen

Jeg tænker SF lidt som SU, altså at kun noget arbitrært skiller som egentlig kunne afskaffes, for et eller andet sted er vi jo alle socialdemokrater når det kommer til stykket og hvis vi ikke er det er der altid nogen der sørger for at vi bliver det alligevel, om ikke andet så i praksis.

Hanne Gregersen

@Kongstad
Din naivitet er meget sympatisk, men at tro, at man kan isolere politikken fra de enkelte personer er i bedste fald gammeldags og i værste fald et symptom på et romantiseret billede af politik ---også i SF.

Meget sober gennemgang af Kestler !

Morten Kjeldgaard

Lad os nu en gang for alle få myten om Villys ukorrekte engelsk lagt i graven. "Bewonderer" er faktisk korrekt, omend arkæisk, engelsk. Hillary Clinton udtalte at Villys engelske var glimrende og meget forståeligt. Fra et udtalesynspunkt er Anders Fogh Rasmussens engelske faktisk meget værre end Villys.

Vil man kritisere manden, så gør det for hans politik, her er nok at gå igang med.

Ole Chemnitz Larsen

Undgå at bliver fortæret undervejs

Ja, der ligger kunsten.

Specielt når man reelt fører Rs økonomiske politik.

Tilsat blå retorik..