Nyhed
Læsetid: 2 min.

Afvisning af europæiske studerende kan være ulovlig

Det er formentlig i strid med EU-retten, når Uddannelsesministeriet kræver flere hundrede europæiske studerende afvist. Det konkluderer en juridisk redegørelse
Indland
15. september 2012

Uddannelsesministeriet har måske givet danske uddannelser en ulovlig instruks om at afvise studerende fra andre EU-lande. Det mener i hver fald professionshøjskolerne, der har bedt et advokatfirma granske ministeriets nye stramme krav i forhold til EU-retten. For fire måneder siden gjorde professionshøjskolerne Uddannelsesministeriet opmærksom på problemet, men ministeriet har endnu ikke svaret.

»Det er meget lang tid. Og i mellemtiden er der nogle uddannelsesinstitutioner, som kan bliver rigtigt hård ramt,« siger Peter Friese, som er prorektor på VIA University College, som er en af de professionshøjskoler, der må vinke farvel til flest udenlandske studerende.

Uddannelsesministeriet kræver i den nye instruks, at de danske uddannelser kun optager det samme antal udvekslingsstuderende, som man sender ud af landet – det såkaldte balanceprincip. Men da man ikke kan tvinge de danske studerende ud, bliver VIA University College nødt til afvise mindst 200-300 udenlandske ansøgere, som ellers har kvalifikationerne i orden. Det betyder samtidig et tab på mindst 12 millioner kroner i taxameterpenge for de måske ulovligt afviste.

Et andet eksempel er Ingeniørhøjskolen i København, der hvert år optager omkring 300 flere studerende fra EU til at læse et semester, end man sender danske studerende den anden vej. Et farvel til dem er et farvel til omkring 18 millioner kroner.

Diskrimination

Ifølge advokatfirmaets redegørelse »taler meget for«, at de nye krav diskriminerer på nationalitet. Danske studerende kan nemlig frit læse et semester på en anden professionshøjskole end deres egen, hvis de kan få det meritoverført, og derfor må man ikke stille yderligere krav til studerende fra EU. Det har en EU-dom nemlig slået fast vedrørende studerende, der vil tage en hel uddannelse i et andet EU-land. Men ingen har endnu lagt sag an, når det kun gælder ét semester. Derfor fastholder ministeriet, at dommen ikke kan overføres til udvekslingsstuderende.

Seniorforsker og ekspert i EU og dansk udlændingepolitik Thomas Gammeltoft-Hansen, DIIS, vil ikke afgøre, om ministeriets instruks er i strid med EU-retten.

»Men tendensen fra dansk side er, at man har fortolket EU-reglerne så restriktivt som muligt. Hver gang der er kommet en dom, har man læst den ud fra, hvordan man kunne begrænse den principielle effekt mest muligt,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R)har ingen forklaring på, hvorfor der er gået så lang tid uden et svar fra ministeriet, men han understreger, atman føler sig på sikker grund i sagen.

»Jeg kunne da godt ønske mig, at vi kunne have svaret hurtigere. Til gengæld mener jeg, det er vigtigt, at de får et grundigt svar.«

 

Side 7

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her