Læsetid: 4 min.

Astrid Krag: SF’s hårde hund

Hun går ind for topstyring og en stram udlændingepolitik. Sundhedsminister Astrid Krag er en socialistisk hardliner, der gennem hele sin karriere i Folketinget har støttet Villy Søvndals linje
Sundhedsminister Astrid Krag (t.v.) afviste i går, at hun skulle have taget stilling til, om hun vil gå efter formandsposten. En anden mulig kandidat til posten er miljøminister Ida Auken. De to SF’ere ses her ved Folketingets åbning sidste år.

Sundhedsminister Astrid Krag (t.v.) afviste i går, at hun skulle have taget stilling til, om hun vil gå efter formandsposten. En anden mulig kandidat til posten er miljøminister Ida Auken. De to SF’ere ses her ved Folketingets åbning sidste år.

Jacob Ehrbahn

8. september 2012

Hun afviste det ikke, og hun bekræftede det heller ikke. Hun »har ikke gjort sin stilling op«, som hun skrev på sin Facebook-profil. SF’s 29-årige sundhedsminister, Astrid Krag, ville i går ikke sige noget som helst om sit eget potentielle kandidatur til den ledige formandspost i Socialistisk Folkeparti.

Fredagen skulle stå i Villys tegn, lod hun forstå.

Alligevel er hun den, som alle på Christiansborg nævner, når snakken falder på, hvem der kan tænkes at stille op til posten som ny formand for SF. Og måske er det, fordi Astrid Krag hele vejen gennem sin snart femårige karriere på Christiansborg loyalt har bakket op om den til tider udskældte Søvndal. Fra sit første ordførerskab som integrationsordfører har hun været en af de toneangivende politikere i den transformation, Villy Søvndal har sendt SF gennem i sin formandstid fra et parti, der blev beskyldt for at ligge i hængekøjen og kritisere andre til at være regeringsduelige.

Astrid Krag blev første gang valgt til Folketinget i 2007. Det var dengang, hvor SF og Villy Søvndal badede i succes og fik hele 13 procent af stemmerne og 23 mandater. Det betød, at en lang række unge talenter kom ind i partiets folketingsgruppe. Udover Astrid Krag talte gruppen blandt andre Ida Auken, Jesper Petersen, Jonas Dahl og Pia Olsen Dyhr. Den yngre gennemsnitsalder i partiets folketingsgruppe var Astrid Krag på daværende tidspunkt sikker på ville ændre partiet.

»Man vil kunne se det på stilen. SF’ere har nogle gange haft lidt problemer med at være så kloge, at folk ikke forstår, hvad de siger. Vi vil se SF’ere, der ikke er så akademiske, men bare taler ud af posen. SF vil ansvaret og magten. Det er kommet med den unge generation. Vi laver ikke politik for sjov, det er ikke en hobby, vi vil faktisk forandre dette samfund. Den optimisme og selvtillid smitter af på de ældre,« sagde hun i et interview med Jyllands-Posten.

Med Villy Søvndal med formand har SF ikke kun bevæget sig politisk. Partiet har også organisatorisk været igennem en strømlining. Nogle vil måske endda kalde det »topstyring«. I dag hedder partiets øverste ledelse «Landsledelsen« og fungerer som et politisk organ, der hurtigere kan samles for at blåstemple partiets linje. En ændring, der ifølge partiets top skulle gøre partiet mere regeringsegnet. Og en ændring, som har Astrid Krags fulde opbakning.

»Jeg har det meget køligt med ordet topstyring, for der er ingen tvivl om, at der er behov for ledelse og styring i et stort parti som SF med 16.000 medlemmer og 23 folketingsmedlemmer. Men det skal selvfølgelig ikke være en udemokratisk topstyring som i DF, hvor baglandet bare skal rette ind. Vi skal insistere på medlemsdemokrati og en levende debat, men vi skal også insistere på ledelse og styring, hvis vi overhovedet skal være interessante,« sagde Astrid Krag til Jyllands-Posten forud for partiets landsmøde i 2008.

Pas på, Vestager

Men det er ikke kun, når det kommer til en stram udlængepolitik eller topstyring, at Astrid Krag er kendt for at være en kvinde med meninger. Også Radikale Venstre og partileder Margrethe Vestager kan forvente at få kamp til stregen, når regeringens linje skal lægges, hvis medlemmerne af SF vælger Astrid Krag som formand. Det beviste hun i 2008, hvor hun sammen med Nanna Westerby, tidligere folketingsmedlem af SF, skrev et længere debatindlæg i Berlingske med rubrikken: »Problemet er radikalt«.

Her beskriver de to unge folkesocialister, hvordan de ser Radikale Venstre som årsagen til den daværende oppositions store udfordring: At fremstå som et troværdigt alternativ til VK-regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti.

»Oppositionens store problem er, at vi ikke leverer et troværdigt og ønskeligt alternativ til dem, der styrer landet i dag. Og sagt ligeud, så er det jer radikale, der blokerer,« skrev de to, og senere i indlægget fort-satte de – direkte henvendt til de radikale:

»I har konsekvent større interesse for at kritisere resten af oppositionen, end for at kritisere regeringspartierne. Vi undrer os over udmeldinger om, at SF er økonomisk uansvar-lige, eller at Socialdemokraterne ikke vil gøre nok for børn i asylcentre. Hvorfor ikke forenes om at levere troværdige alternativer til regeringens skandaløse politik,« spurgte de to.

Villy Søvndals sidste tid som formand for SF var præget af stor intern uro i partiet. Frem mod partiets landsmøde i april var medierne fyldt med diverse historier om utilfredshed i baglandet. En af bannerførerne i den debat var det tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm. Om hun fortsat vil kritisere partiets formand, skal være usagt, men tilsyneladende virker det til, at de to kvinder har et glimrende forhold til hinanden.»Selv om vi kan være uenige, lytter hun altid og tager kritik til sig uden surhed. Hun er ukrukket og overvejende, og det sætter jeg stor pris på,« sagde Pernille Frahm om Astrid Krag til Politiken i 2008.

Kærestens heltinde

Astrid Krag er vokset op i Tørring ved Vejle. Her gik hun i folkeskole og gymnasium, Tørring Amtsgymnasium (TAG), hvor også Dansk Folkepartis Kristian Thulsen-Dahl og Venstres Troels Lund Poulsen har gået. Troels Lund Poulsen har i et interview kaldt de tre toppolitikere for »TAG-mafiaen«.I dag bor Astrid Krag på Amager med sin mand, rapperen Andreas Seebach, og deres to børn.

I et interview med Information i 2008 blev Andreas Seebach bedt om at nævne sine helte og heltinder fra det virkelige liv. Efter eget udsagn valgte han det »kedelige« svar, fordi han blandt andre nævnte sin kæreste:

»Fordi hun kæmper røven ud af bukserne for det, hun tror på, og fordi hun skubbede på og overbeviste mig om, at jeg skulle skrive på dansk,« sagde Andreas Seebach.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad Astrid Kragh 'går ind for' er vel mest af alt udtryk for den våde kontroldrøm. Hun foretrækker desuden at man aflægger den akademiske tilgang til politik og samfundsmæssiggørelse - og istedet 'taler lige ud af posen'. Akkurat samme kulturelle synspunkt, som VKO lagde for dagen i deres sorte årti. Så vi alle bliver lige dumme og lige lette at forføre. Det er sørme en både sjov og sund udvikling.

Peter Jensen @ Hvorfor føler du dig "truet" af en mere direkte og åben tilgang til problemerne. Er du bange for at få virkeligheden, udenfor, for tæt på.
At sammenligne Astrid med VKO's sorte årti er jo himmelråbende grotesk.
Fordi man ikke ønsker en smalsporet, ensidig og akademisk tilgang er vel ikke det samme som at gå ind for dumhed og forførelse. Kender du ordet "nuance" ?

Det frontale sammenstød med Margrethe Vestager, som S og SF sigtede efter under Thornings, Sass og Søvndalisternes ledelse, endte jo først og fremmest med nogle gevaldige buler og skrammer til S og SF, hvorimod Vestager trak sig sejrrigt ud af forløbet.

Så det er nok en god ide ikke ligefrem at sigte efter mere af den slags, hvis målet er, at SF skal genvinde noget af sin fordoms styrke. Snarere end konfrontation med Radikale skal SF nok forsøge at få fat i nogle af de radikale vælgere ved at tilbyde omtrent den samme humanistisk baserede værdipolitik kombineret med en mere "rød" økonomisk politik.

Det typiske SF-vælger har aldrig nogen sinde været en mandlig ufaglært arbejder med macho-tilbøjeligheder og dybt konservative værdier.

Den typiske SF-vælger har snarere været en offentligt ansat kvinde med lang eller mellemlang uddannelse som f.eks. en pædagog, en sygeplejeske eller en folkeskolelærer.

Og der er altså grænser for, hvor langt et parti kan bevæge sin værdipolitik væk fra sine kernevælgere, uden at bukserne revner til sidst. Og det var for mig at se netop, hvad der skete for SF bla. som følge af, at man gjorde Astrid Krag til integrationsordfører.

Hendes værdipolitiske signaler, som var og er fuldstændig ude af trit med SF´s kernevælgere, kostede SF de fleste af de 3-4% af stemmerne, som de mistede ved valget sidste år. Og siden da er et tilsvarende antal så forsvundet, fordi SF som regeringsparti har været nødt til at tage ansvar for en økonomisk politik, der i de flestes øjne er langt mere radikal og borgerlig end socialistisk.

Bjarne Bisgaard Jensen

At Astrid Kragh skulle være en socialistisk hardliner som anført i martiklen er vel kun når vi taler om magt og ikke så meget om indhold

Henrik Brøndum

Er det centrale problem ikke at der i dag er 3 "revisionistiske arbejderpartier"?

For ca. 100 aar siden var der to floeje i arbejderbevaegelsen, den revolutionaere og den reviosionistiske - kommunister og socialdemokrater. Det gav mening.

Det giver ogsaa mening at have et ideologisk parti der ikke indtager ministerposter.

Jeg synes SF skulle nedlaegge sig selv og lade medlemmerne soege ind i enten Socialdemokoratiet eller Enhedslisten.

Vibeke Rasmussen

"SF’ere har nogle gange haft lidt problemer med at være så kloge, at folk ikke forstår, hvad de siger. Vi vil se SF’ere, der ikke er så akademiske, men bare taler ud af posen. SF vil ansvaret og magten. Det er kommet med den unge generation", siger Astrid Krag.

Men er det ikke netop "med den unge generation" – hovedsageligt "kloge"akademikere! – at SF har fjernet sig fra "folk"?

F.eks. udtalte Jesper Petersen i forbindelse med fremlæggelsen af det nye principprogram i april:

"Vi har prøvet med det nye principprogram at formulere nogle politiske principper, der så er de her fire sider, som gør, at også dem, der ikke har gået på universitetet i mange år og ikke har læst Karl Marxs samlede værker, de faktisk kan være med."

Og Pernille Vixøe Bagge i en Clement Kjersgaard-debat på DR, henvendt til de tilstedeværende politiske kommentatorer:

"Vi [politikere] sidder en masse akademikere, som er meget veltalende, og som er i stand til at formulere en masse fine ord i rækker af hinanden, og det gør altså, at de såkaldte almindelige mennesker, som kunne tænke sig at berige det her folkestyre, både i folketinget og andre steder, de tør ikke. De er bange for JER!"

Undskyld mit franske, men på mig fremstår disse unge akademiske politikere ret højrøvede. Og selvovervurderende. Og ikke særligt imødekommende/inkluderende over for os "almindelige" mennesker.

Henrik Brøndum

@Vibeke Rasmussen

Nu er det ganske sjaeldent at de skarpeste hoveder vaelger at blive politikere og journalister, saa mon ikke dette problem foerst og fremmest er skabt af politikerne selv?

Bjarne Bisgaard Jensen

Desværre er politik blevet et alt for godt betalt levebrød, som man med lidt held kan varetage i årevis, ja endda i dynastier, krydret med en ministerpost i ny og næ med en sikker pension i sigte. Noget almindelige vælgere ikke har en chance for at opnå, goderne altså

Brian Pietersen

Anne Baastrup og Ida Auken... er i mine øjne helt almindelige SF'ere... det ville nok være godt for SF og alle os andre...at de måske kom til....

Det kunne være interessant hvis arbejderpartiet SF valgte en arbejder som formand - men der er ingen arbejdere i SF

Astrid Kragh virker desideret usympatisk på mig.

Hun minder mig om en socialrådgiver jeg engang kendte - Hun var åhe så "sød" men hvis hendes klienter ikke gjorde præcis hvad hun forlangte så stoppede hun deres kontanthjælp.

SF skal have en leder som både kan være ansvarlig i forhold til virkeligheden,kunne erkende fejltagelser snakke med indhold så alle kan forstå det uden at snakke ned til folk. Dernæst være med til at fastholde en menneskelig socialistisk linie.

Astrid Krag er det helt naturlige valg, som den næste formand for SF.

Astrid Krag er neoliberalistisk, fremmedfjendsk, overfladisk og populistisk, og er således den perfekte kandidat til at videreføre SFs nuværende politik

Om det nu bliver Krag eller en anden purung person uden livs- og erhvervserfaring, der bliver den nye partiformand, kan for så vidt være ganske ligegyldigt.

Under alle omstændigheder bliver den nye formand også den sidste formand i SF, inden partiet om kort tid kommer under spærregrænsen, og fuldstændig mister sin betydning som politisk kraft i Danmark.

Journalist Casper Dall skriver i ovenstående, at Astrid Krag står for ”stram udlængepolitik”.

Det er journalistsprog og betyder oversat til almindelig dansk, at Astrid Krag er fremmedfjendsk, og at hun forsøger at fiske stemmer fra Dansk Folkeparti.

Den politiske debat er efterhånden sovset helt og aldeles ind i journalisternes og politikernes reaktionære floskelsprog, på en måde, der er ganske ulidelig.

Preben Haagensen

Henrik Brøndum, er det ikke kreativ historieskrivning når du siger for 100 år siden var der to fløje i arbejderbevægelsen, den socialdemokratiske og den kommunistiske. Efter min bedste viden eksisterede der ikke kommunister for 100 år siden, der var kun en bevægelse den socialdemokratiske, og ja så var der små grupper trådt ud af bevægelsen som venstresocialdemokrater, socialister og venstresocialister. Var Lenin ikke til kongres i København 1910 som delegeret fra Det russiske Socialdemokrati flertalsfraktion bolsjevikkerne. Før 1ste. verdenskrig eksisterede kommunisterne ikke. Den store skillelinie kom med alle arbejderpartiernes stemmer i alle lande for udskrivelse af skatter til, at føre 1.ste verdenskrig for, og så vidt jeg ved blev det Russiske kommunistparti først grundlagt i 1919. Nu er det så som så om man kan kalde dette parti særligt revolutionært, henrettede de ikke hele første generation af revolutionære kommunister for at skabe et rødt-brunt nationalkommunistisk diktatur, for at skabe socialisme i et land, der havde Trotsky ret det kan ikke lade sig gøre det må falde før eller siden, hvad det også gjorde, med Sovjetunionens sammenbrud. Så i dag 100 år senere er vi tilbage hvor det startede, det der betyder noget er den Socialdemokratiske arbejderbevægelse i de forskellige partier som ligemeget hvad de kalder sig må føre socialdemokratisk politik, selv Enhedslisten må gøre dette

Henrik Brøndum

@Preben Haagesen

Beklager, du har sikkert ret i at der skulle have staaet maaske 90 aar. Jeg tillod mig at angive et ca. tal - men den sidste del af dit anlaeg tyder saa vidt jeg kan se paa at vi er enige om min hovedpointe?

Hvor er det dog forudsigeligt og rimeligt kedeligt når det er medierne der kører kandidaterne i stilling til SF formandsvalg . Jeg tror ikke engang de behøver at be om det .
Al respekt for Astrid og Ida de gør et fremragende stykke arbejde .
Men der må da være mange interesante emner ude blandt de hårdtarbejdende medlemmer som partiet stadig har mange af ude i landet .
Det er ikke kun på christiansborg man kan finde dem som brænder for SF politik .
Jeg tror at partiet er parat til at se i en langt bredere kreds end dem som sidder på borgen idag .
Spørgsmålet er om de danske medier er det .
Handling gir som reglen forvandling og det har SF brug for .

Vibeke Rasmussen

Helt enig med Sten Petersen: Det er som om den samlede journaliststand har læst det samme Ritzau-telegram (so what else is news, heh), og blot messer Astrid Krag, Ida Auken - Astrid Krag, Ida Auken, ad nauseam.

Først næsten 2 døgn efter, at Villy Søvndal har bebudet sin afgang som formand, er der nogen i medierne, der så småt er ved at opdage, at ... hov, der er måske andre kandidater end de to.

Jeg vil ha' nogle bedre medier!

Preben Haagensen

Henrik Brøndum det kan godt være jeg på en måde er enig i din hovepointe, men måske på en anden måde. Du taler om revisionisme og revolutionær arbejderbevægelse, hvor jeg ser det lidt anderledes. Enhver bevægelse må fra tid til anden tage sine anskuelser op til fornyelse når forholdene ændrer sig, men revolution a la den russiske er udelukket siden maskingeværets opfindelse, hvis vel og mærke den ledende klasse ikke taber hovedet. Dette kunne man se allerede efter 1.ste verdenskrig i Tyskland hvor højresocialdemokraterne knuste deres egne socialdemokratiske medlemmer som havde givet dem magten og som ville et proletarisk demokrati (ikke diktatur). Desværre den slange som de nærede, nemlig de tyske frikorps, blev efterhånden til en hær på 400000 man, som drog rundt fra provins til provins og knuste arbejderbevægelsen. Denne frikorps gik senere ind i SA.
Jeg læste for mange år siden da jeg var yngre en bog af en socialist hvis navn jeg har glemt. Hovedtesen i denne var, da revolution var udelukket var der kun reformer tilbage,af hvilke der var tre forskellige slags. Der var reaktionære reformer, reformistiske reformer og revolutionære reformer. Det siger næsten sig selv hvad disse reformer betyder, men reaktionære reformer er mere eller mindre det som er bedrevet de sidste mange år i Danmark hvor arbejderklassen og almindelige menneskers vilkår er rullet tilbage. Når det kommer højt er det reformistiske reformer hvor man forandrer for ikke at forandre noget (der mindes jeg en god film - Leoparden, hvor det netop gjaldt om at forandre, for at alt ville være det samme). Revolutionære reformer, hvor man forbedrer vilkårene for arbejderklassen og almindelige mennesker, ja desværre, det er snart mange år siden vi har set noget til det i Danmark (jeg skriver arbejderklassen selv om de ledende i dette land ikke vil være ved der findes klasser, men de er nu alligevel).

Det kan godt være at SF har et ungt og talentfuldt hold med Krag, Auken, Møger og Petersen. Men de er alt for unge til at overtage ledelsen af partiet. Jeg forudser nogle kaotiske år for SF hvor man ikke rigtig kan få styr på tropperne, med risiko for at de unge aldrig når deres potentiale.

Politik læres ikke på et weekendkursus i SFs ungdom, men gennem det lange, hårde slid på Christiansborg.

Hvorfor prise alle disse akademikere, som med deres cand. etellerandet er suset direkte fra det lukkede universitetsmiljø til Chritiansborg? Har nogle af disse unge mennesker været ude i det virkelige liv eller har de bare læst om det i en bog?

Vi har ikke brug for flere levebrødspolitikere - vi har brug for nogle, som har rigtige visioner for rigtige mennesker og som rent faktisk forfølger disse visioner uden at de i tide og utide skelner til meningsmålinger (for derefter at indrette politikken herefter).

Helge Andersen siger:Politik læres ikke på et weekendkursus i SFs ungdom, men gennem det lange, hårde slid på Christiansborg.

Jeg er enig så langt at man lærer det politiske håndværk gennem hårdt slid .
Jeg er langt fra enig i at det kun kan opnås på Christiansborg .
Alt for mange proffesionelle politikere præger Christiansborg , det jeg savner er en mere bred politisk synsvinkel .
Erfaring fra livet i almindelighed kan ikke erstattes med hverken et weekendkursus eller en rundtur på Christiansborg .
SF har nu en unik chance for at vælge en der kan gi den fornyelse partiet trænger til .
De har været igennem et valg der ikke var en sejer .
De har været igennem en partilederrunde og et deraf følgende regeringsgrundlag .
Det kan heller ikke siges at det var en sejer for SF .
Der har været en del uro i baglandet og enkelte medlemmer af folketingsgruppen har også haft svært ved at sidde stille .
Willy fik SF med i regeringen og det må siges at det var en sejer for ham personligt .
Han havde et mål og det lykkedes .
I bagklogskabens klare lys må man dog konstatere at det har været et dyrt mål for partiet .
Jeg tror ikke der findes en teoretisk uddannelse som kan løse de problemer eller vende de små slag som SF har fået til et sejer .
Derfor er det vigtigste lige nu en person som har en naturlig ro og et solidt overblik .

Så' der politiker-vejret.

Astrid varmer op med noget varm luft fra ventrste, måske det møder noget kold luft fra højre, kommer an på hvor godt alternativet er.... o_0

Der bliver tekstet i afmagt fra den synkende skude.

Blop, blop, blop...ud med indvandrerne...blop, blop, blop, hop på de der ikke har...blop, blop, blop...

Gurgl

Preben Haagensen:
Er det en analyse eller din egen anskulse og ønsketænkning du fremfører?
Hvis du reelt mener at arbejderklassen har fået det sværere end i tiden hvor dine analyser eksisterede vil jeg da gerne bede om en argumentation.
Du har ret i at der stadig er forskel på komng Salomon og Jørgen Hattemager, men mig bekendt har venstrefløjens arbejdere(akademikere lærere,pædagoger m.v. mig selv) da ikke haft problemr med at kalde sig "sultens slavehær" samtidig med at tage så meget som muligt fra den stat de er en del af velvidende at kassedamen og gadefejeren så ikke kunne få samme løn.Samfundets betingelser er altså forandret og kan ikke opstilles i kasser mere,for hvem er de reaktionære,hvem er arbejdere og hvem er kapitalister? findes der ikke røde blandt de sidste og reaktionære blandt de lavestlønnede?

Hvad er det for et problem, politikerne prøver at løse for os? Jo, de vil gerne afskaffe arbejdsløsheden, tror jeg. Og nu har socialisterne indset, at det kun kan lade sig gøre, hvis man tager liberalistiske idealer i brug: det handler ikke om reel lighed i samfundet, men om lige muligheder, siger Astrid Krag. Hvordan kan SF så meget som overveje at vælge en formand med den indstilling?
Arbejdsløsheden er over de sidste hundrede år blevet afhjulpet ved skabelse af nye jobs indenfor nye sektorer: først fra landbrug til industri, så fra industri til service, og nu forsøges fra service til forskning; men det er et amokløb, der ikke tager højde for, at velstanden i mellemtiden er steget til et niveau, hvor mere ikke alene er uønskeligt, men også ødelæggende, og fordeling fra de sektorer, der fremstiller det, der er nødvendigt for mennesker, til dem, der laver noget andet, er uundgåeligt. Det burde ikke være noget problem, vi har haft det på et langt lavere forbrugsniveau; men det kræver, at opgaven tages op og ikke forsøges løst på måder, der ikke kan føre til godt resultat. Vi er ved at afskaffe arbejdet, som vi har kendt det - og det giver desværre nogle mennesker en massiv identitetskrise, som de må se at komme over.

Mette Frederiksen er dog endnu værre, hvad vi netop har kunnet se på tv. Hendes opfattelse af socialdemokratisk politik er så forfejlet og vendt på hovedet, at hun burde overveje alvorligt at læse op på ideologien. For tiden render de rundt og opfinder pligter for at kunne opveje dem med rettigheder - den helt omvendte verden, man skal vist være meget naiv for at mene, at pligten i sig selv er noget at rende efter, hvis den ikke har reel værdi.
Det hele går tilbage til de radikales ødelæggelse af den helt grundlæggende norm på det danske arbejdsmarked: at man kvalificerer sig i en uddannelse og yder, hvad man kan, derfra. Fleksibilitet er da fint, men ikke på bekostning af den grundlæggende ret for frie mennesker til at vælge deres livsbane. - Hvis man undlader at vælge, er spørgsmålet lidt et andet, man risikerer, at der vælges for én; men det er da også netop på det punkt, at det 'kærlige skub' skal findes.