Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Vi skal heeelt ind i sindet

Skattesagskommissionen kan ikke finde Thorning-citat, og måske er det en hallucination?
Troels Lund Poulsens bisidder, Karoly Németh, mener tilsyneladende, at det er Thornings opgave at dokumentere hans anklage mod hende.

Troels Lund Poulsens bisidder, Karoly Németh, mener tilsyneladende, at det er Thornings opgave at dokumentere hans anklage mod hende.

Jens Nørgaard Larsen

24. september 2012

Mens vi venter på Skattesagskommissionens næste afhøringer i kulegravningen af, hvem der lækkede skatteafgørelsen til BT op til folketingsvalget i 2011, og om nogen forsøgte at påvirke afgørelsen, pågår en decideret citatjagt. Kommissionen kan nemlig ikke finde et citat, som er blevet fremhævet talrige gange: At Helle Thorning-Schmidt (S) lovede at lægge hele afgørelsen fra SKAT frem for offentligheden, da skattemyndigheder sommeren 2010 tog stilling til Thorning/Kinnock-parrets skattesag. Men 5000 siders dokumenter er gennemtrevlet, og intet citat er fundet.

»Vi har selv diskuteret, hvor det egentlig står. Vi har kigget alt vores materiale igennem, også materialet fra politiet, og vi kan ikke finde det citat,« siger landsdommer og formand for skattesagskommissionen, Lars E. Andersen, til Berlingske.

Allerede på kommissionens første afhøringsdage i august blev citatets eksistens diskuteret. Her sagde advokat Karoly Németh, som er bisidder for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), at han var overbevist om at have hørt Thorning give lovning på at fremlægge afgørelsen. I dag er Karoly Németh forvirret:

»Jeg har ledt, men jeg har hverken fundet citatet i trykte eller elektroniske medier. Hvorfra jeg har fået indtryk af, at hun ville offentliggøre det hele, må Thorning selv ind og forklare for kommissionen.« Sindet er i sandhed en vanskelig størrelse. Og mens Németh altså mener, at det må være Thornings opgave at dokumentere hans anklage mod hende selv, kan vi andre passende spørge, hvorfor kommissionen dog overhovedet skulle interessere sig for netop det spørgsmål. En leder i Berlingske mener at have svaret:

»Indtil videre er det umuligt at drage en konklusion, selv om mange tilsyneladende føler sig kaldet til at gøre det. Sagen kunne være undgået, hvis Helle Thorning-Schmidt havde offentliggjort hele afgørelsen fra SKAT, sådan som hun lovede.« Ergo skulle statsministeren selv være skyld i skattesagen. Om man af Berlingskes leder – og Némeths påstand – også kan udlede, at de skyldige bag lækken bare har gjort, hvad de troede, var Thornings ønske, kræver vist også en tur ind i sindets dybeste afkroge.

Til gengæld tyder alt på, at pilen atter peger på Thornings vel nok mest skæbnesvangre bekendtskab; nemlig hendes nu forhenværende skatterådgiver Frode Holm.

Det må være dejligt for Thorning, at hun hverken behøver at løfte en finger eller åbne munden for at få noget gjort: Hendes tidligere revisor kan læse tanker, og Troels Lund Poulsen og co. vil gerne hjælpe hende. Hvis bare regeringsparterne forstod hende lige så godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

- Hvorfra jeg har fået indtryk af, at hun ville offentliggøre det hele, må Thorning selv ind og forklare for kommissionen ...

Og sådan taler en af landets topadvokater!

Jeg så godt at Venstres Pressetjeneste aka Berlingske havde denne historie som både breaking news og forsidenyhed på deres hjemmeside for et par dage siden. Håbet var vel at den ligesom alle de andre plantede spinhistorier skulle brede sig og rapporteres af de andre medier og piske en stemning op, i forsøget på at få skabt en sympati for slyngelstuekammaraterne Troels Lund & co.

Men heldigvis synes der undtagelsesvist at have været et mindstemål af journalistisk dømmekraft hos de andre medier, idet historien aldrig kom længere end til Berlingske.

Historiens indhold er simpelthen for retarderet selv for den potentielle målgruppe af avislæsere.

Heinrich R. Jørgensen

Sune Olsen:
"Historiens indhold er simpelthen for retarderet selv for den potentielle målgruppe af avislæsere."

Er der en nedre grænse?

Heinrich R. Jørgensen:

"Er der en nedre grænse?"

Tydeligvis ikke for Berlingske. Men åbenbart for de andre medier, noget jeg ikke vil have troet før jeg så denne histories manglende gennemslagskraft.