Læsetid: 2 min.

BAGSIDEN: Stein Bagger på spil – igen

Den bedrageridømte forretningsmand er igang med ny erhvervskarriere – under navnet Steen Bech og for mystiske penge
Stein Baggers gamle venner har skaffet ham praktikplads i et opmagasineringsfirma, og han ankommer angiveligt i en stor Mercedes af dunkel finansiel oprindelse.

Stein Baggers gamle venner har skaffet ham praktikplads i et opmagasineringsfirma, og han ankommer angiveligt i en stor Mercedes af dunkel finansiel oprindelse.

21. september 2012

Har man været asocial, har man også krav på at blive resocialiseret. I hvert fald hvis man har været så asocial, at man er kastet i fængsel for det. I 2009 blev den driftige iværksætter Stein Bagger idømt syv år bag tremmer for bedrageri for op mod en milliard kr. Hans virksomhed, IT Factory, viste sig ikke at fremstille andet end kontanter til Bagger, som belånte falske leasingkontrakter.

Nu har Bagger siddet i ly tre et halvt år, og han er frisk på nye initiativer. Han afslutter for tiden en HD-grunduddannelse, som han under fængselsopholdet har taget på CBS, Copenhagen Business School. I den forbindelse har Kriminalforsorgen godkendt, at Bagger er i virksomhedspraktik i opmagasineringsfirmaet Dansk-Selfstorage.dk. Til det formål har han antaget navnet Steen Bech, og det befordrer givetvis kundernes tryghed ved at gøre forretninger med firmaet.

Derimod har det ikke befordret trygheden hos Baggers uindfriede kreditorer, at der mystik om oprindelsen af 3,2 millioner kr., der er stukket i Dansk-Selfstorage.dk. De kommer fra off-shore firmaet Niva Trading LTD.

Bagger afviser over for dagbladet Børsen, at der skulle være tale om hvidvask af nogle af de måske 200 svindelmillioner, som Bagger tænkeligt har gemt af vejen for sine kreditorer.

Ubetryggende ejer

Bagger henviser til, at off-shore selskabet ejes af svenskeren Royne Carlsson. Men heller ikke det er betryggende. Selvsamme Royne Carlsson har nemlig sammen med Stein Bagger været involveret i en sag om fakturafup over for Amagerbanken. Underskrifterne på fakturaerne var imidlertid så utydelige, at anklagemyndigheden veg tilbage for at rejse straffesag.

Med i årsagerne til utryghed hører, at direktøren for Dansk-Selfstorage.dk, Rene Andersen, er en af Stein Baggers tidligere makkere, og at Rene Andersen er involveret i en aktuel sag, hvor han beskyldes for at have trukket aktiver ud af Flytteforretningen Goliat, som sidste år gik konkurs, mens Rene Andersen var direktør. Aktiverne bestod af 14 containere og 21 palleløftere. Er de nu havnet i Dansk-Selfstorage.dk?

Afklaringen af det spørgsmål kan tænkes at trække ud, fordi advokatfirmaet Bech-Bruun, der skulle varetage sagen for Rene Andersen og Dansk-Selfstorage.dk, har valgt at trække sig ud, efter at Stein Bagger er dukket op i praktik i firmaet.

Dagbladet Børsen kan i øvrigt fortælle, at Stein Bagger kommer kørende til sin praktikplads i en stor Mercedes og bærer et stort ur.

Også om oprindelsen til finansieringen af disse magtens symboler hersker der uklarhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer