Læsetid: 3 min.

Eksperter advarer Folketinget mod udkast til ny PET-lov

Hvis vi ønsker et moderne retssamfund, skal det foreliggende udkast til en lov for PET forbedres, lød advarslen, da Folketingets Retsudvalg i går afholdt høring om kontrol med efterretningstjenesten
4. september 2012

Vi kan lappe lidt, eller vi kan tage skeen i den anden hånd og skabe et moderne retssamfund. Så kontant var udmeldingen fra Institut for Menneskerettigheders direktør, Jonas Christoffersen, da han i går i Landstingssalen på Christiansborg skulle kommentere det såkaldte Wendler Pedersen-udvalgs udkast til en ny lov for PET og FE.

Også lektor i forfatningsret på Syddansk Universitet Pernille Boye Koch og tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen havde mange kritiske kommentarer, da medlemmerne af Retsudvalget ønskede at høre eksperternes vurdering, inden justitsminister Morten Bødskov formentlig i næste måned fremlægger et decideret lovforslag.

Jonas Christoffersen indledte med at læse op af det regeringsgrundlag, som SR-regeringen sammensatte i 1998, umiddelbart før Wendler Pedersen-udvalget blev nedsat for blandt andet at udarbejde et udkast til en ny lov for PET og FE:

»Der skal være tillid til, at efterretningstjenesten arbejder på et demokratisk grundlag. Efterretningstjenesten må ikke kunne opleves som en lukket stat i staten. Regeringen vil derfor tage initiativer til, at der skabes et klarere regelgrundlag og en styrket demokratisk kontrol på efterretningsområdet.«

»Det er jo lige til at få tårer i øjnene af,« bemærkede Jonas Christoffersen, inden han fortsatte: »Men hvis vi nøjes med det, der nu er fremlagt, får vi ikke det, der blev foreslået i 1998.«

Hjemme bedst

Under overskriften »Ude godt, hjemme bedst« konstaterede Jonas Christoffersen, at den danske regering gør meget ud af at fremme menneskerettigheder og demokratiske institutioner ude i verden. Men hjemme i Danmark halter det ifølge juristen med menneskerettighederne, blandt andet fordi kontrollen med efterretningstjenesten er mangelfuld.

Ifølge lovudkastet fra Wendler Pedersen-udvalget skal der dog nu nedsættes et uafhængigt tilsyn, som skal føre stikprøvekontrol med PET’s registrering af personer. Udvalgets flertal, der hovedsageligt består af myndighedsrepræsentanter, mener imidlertid ikke, det foreslåede tilsyn skal have instruktionsbeføjelser over for tjenesten. Alene justitsministeren skal kunne give ordrer til tjenesten, argumenterer flertallet, for ellers vil ministeren ikke senere kunne holdes ansvarlig for tjenestens ageren. Mindretallet, der hovedsageligt består af uafhængige jurister, mener omvendt, det vil være et problem at begrænse tilsynet til at komme med »uforbindende udtalelser«, for så kan ministeriet og PET, »i princippet undlade at efterkomme sådanne udtalelser om regelbrud, uden at dette i almindelighed kommer til offentlighedens kundskab og kan indgå i den almindelige demokratiske debat i Folketinget, medierne mv.«

Ifølge Jonas Christoffersen kunne denne uenighed overkommes, hvis det foreslåede PET-tilsyn blev udpeget af Folketinget – og ikke som foreslået af justitsministeren – og i fortrolighed afgav beretning til et udvalg under Folketinget. Det ville ifølge Jonas Christoffersen »løse spørgsmålet om reaktionsmulighederne«, eftersom PET ikke ville kunne ignorere tilsynets udtalelser, uden at det kom til Folketingets kendskab.

Jonas Christoffersen påpegede også, at kommissoriet for Wendler Pedersen-udvalget alene gav udvalget til opgave at beskæftige sig med PET’s personregistreringer. Blandt andet tjenestens brug af oplysninger fremkommet ved tortur bliver således ikke reguleret af lovforslaget fra udvalget. Derfor opfordrede direktøren for menneskerettighedsinstituttet Folketinget til at »tage et spadestik dybere« og måske endda nedsætte et helt nyt udvalg, der kan komme med forslag til øget kontrol med efterretningstjenesterne.

Den besnærende magt

Ifølge Pernille Boye Koch, der for tiden arbejder på et forskningsprojekt om europæiske efterretningstjenester, ville lovudkastet fra Wendler Pedersen-udvalget kun føre til en »meget sporadisk kontrol« med efterretningstjenesterne. Hun problematiserede ligesom Jonas Christoffersen, at det foreslåede tilsyn ifølge flertallet i udvalget ikke skal have beføjelser til at afgive ordrer til PET, men alene skal kunne komme med indstillinger til Justitsministeriet. Og at den foreslåede kontrol ikke skal gælde hele tjenestens virke som i flere andre lande, men alene personregistreringer. Pernille Boye Koch fremhævede desuden, at udkastet til et lovforslag fra Wendler Pedersen-udvalget på flere områder vil gøre det lettere for PET at indsamle oplysninger om borgerne, eftersom kravet sænkes fra, at oplysningerne skal være nødvendige, til, at de »kan have« betydning for tjenestens virksomhed.

Også forhenværende operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen advarede Folketinget mod at indføre for svag en kontrol: »Kontrol er ganske enkelt forudsætningen for, at loven overholdes,« sagde han og understregede, at det også er i PET-medarbejdernes interesse at få styrket kontrollen for at undgå mytedannelser om tjenesten. De er nemlig kompetente og retskafne, sagde Hans Jørgen Bonnichsen.

Men som den tidligere PET-chef tilføjede: »Magten kan løbe af med en og være ødelæggende for en organisation.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kritikken af Wendler-Pedersen udvalget tager til og har da også været rejst i Information før - ikke mindst blandt nogle af kommentatorerne. Kritikken går på en mangelfuld sammenstætning af udvalget (fortrinsvis embedsmænd og jurister), på at det har siddet i 14 år inden sit responsum, at kommissoriet har væres altfor snævert og på at udvalget fra de skiftende ministres side blot kan give grundlag for nok ét stort slag i luften med hensyn til en fornuftig kontrolindstans for PET.

Sagen der dermed enkel: der bør nedsættes et hurtigt arbejdende udvalg for at rette op på den efterladenhed, som Wendler-Pedersen udvalget har givet anledning til. Sådan at især erfaringen med magten kan træde i baggrunden til fordel for at få repræsenteret erfaringen af magten. Alt andet vil ikke medføre den efterlyste tillid til tjenesten, som alt andet lige ikke reetableres med de foreslåede ændringer fra Wendler-Pedersen udvalget og justitsministeren. man forlænger blot kritikken og gør samtidig retstillingen for den enkelte en ny bjørnetjeneste. Så enkelt er det såmænd...

Med venlig hilsen